Halloween High

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 3 okt. 2015
  • Status: Igang
Minea Dracula har aldrig været skolens mest populære pige, men hun har altid været vellidt, og hvad vigtigere er, hun har altid elsket sin kostskole, Halloween High. Men siden hendes far, Vlad Dracula, præsident for DSMS (De Samlede Monstres Samfund) fik tiltrukket sig lidt for stor opmærksom af en Van Helsing og dennes søn og drev en masse monstre under jorden, frygter hun at vende tilbage til et nyt skoleår. Og det har hun al mulig grund til, for skolen bliver styret af mean girls i form af smukke spøgelser og magtfulde hekse. For at gøre ondt værre ser byen pludseligt et mystisk mord, og Van Helsing dukker, sammen med sin søn, op for at efterforske mordet. Men hvad sker der, når Minea og hendes venner går sammen mod skolens mean girls, og Van Helsings søn Jackson viser sig at være lidt mere spændende, end man ved første øjekast skulle tro, og mordene forsætter, kun for at blive mere og mere brutale. Én ting er sikkert: Minea får ikke en kedelig oktober måned!

75Likes
182Kommentarer
10036Visninger
AA

6. 5. oktober

5. oktober

 

I samme øjeblik slår rådhusklokken tolv. Jackson og jeg springer synkront på benene, han griber sin riffel og vi løber gennem skovens mørke i retning af skriget. Bag mig snubler Jackson for at kunne følge med. Han ser ikke ligeså godt i mørket, som jeg gør, og han løber heller ikke ligeså hurtigt. Jeg tager hans hånd i et lidt langsommere tempo leder jeg ham gennem skoven.

 

Vi ankommer et par minutter senere til en blodig scene. En ung mand ligger død i skovbunden foran os i en pøl af sit eget blod. Jeg dækker hurtigt min næse og mund med min trøje, men lugten af blod er så påtrængende, at jeg får kvalme. Jackson stirrer forfærdet.

"Hvad er der sket?" spørger han hårdt og stirrer vredt på mig. Jeg ser vantro på ham.
"Tror du, jeg har noget at gøre med det her?" spørger jeg forarget, men Jacksons ansigt mildnes ikke op.

"Se på ham, Minea," siger han vredt. Jackson peger ned på liget, og jeg følger hans finger til et voldsomt bidemærke i halsen.

"Jackson," al vrede forsvinder fra min stemme, og jeg kan mærke tårerne presse sig på. "Hvordan kan du tro, jeg har noget at gøre med det her? Vi har været sammen hele aftenen! Hvordan skulle jeg have slået ham ihjel, mens jeg sad og snakkede med dig?" Jackson blinker hurtigt og nikker.

"Men du må vide, hvem der gjorde!" holder han fast og strammer sit greb om riflen.

"Nej!" siger jeg vredt, og jeg kan mærke tårerne løbe ned af mine kinder. "Tro det eller ej, så ved jeg ikke, hvad alle vampyrer laver på alle tidspunkter! Hvis det her overhovedet er en vampyr." Jeg ville ønske Jacksons ansigt ville blive varmt og venligt igen, og at han ville tage min hånd og sige undskyld, men det sker ikke. Han stirrer bare på mig med et distanceret blik.

"Okay," siger han endeligt. "Du har ret. Jeg kan ikke se, hvordan du skulle være involveret. Kom, vi må hellere kontakte min far og Hr. Reaper." Han ser en sidste gang ned på liget, før han vender ryggen til det og mig og går mod skolen og sin fars hus. Jeg skynder mig at følge efter ham, for det ser ikke ud til, at han har tænkt sig at vente.

 

Vi siger ikke noget til hinanden, andet end da vi kort diskuterer, hvorvidt vi skal gå til Van Helsing eller Hr. Reaper først. Jeg ender med at vinde diskussionen, da jeg meget korrekt pointerer, at det ikke er sikkert, at Van Helsing ikke ville slå mig ihjel ligeså snart, vi fortalte om drabet. Så i stedet går vi hele vejen op til slottet, hvor vi vækker Hr. og Fru Reaper, med de skrækindjagende nyheder. De sender med det samme bud efter Van Helsing. Vi venter i en presset og akavet stilhed. Jeg prøver at fange Jacksons blik, men han bliver ved med at undgå mit.

 

Da Van Helsing ankommer fortæller Jackson, hvad vi så. Med det samme stirrer Van Helsing på mig, med sine små, nedstirrende øjne.

"Og er det hende?" spørger han og peger på mig med en lang, ranglet finger. "Er det hende, der gjorde det?"

"Nej," siger Jackson kort, uden at uddybe.

"Jackson," siger Van Helsing bryskt. "Det da være hende. Det du beskrev... Et klassisk vampyrangreb!"

"Jeg ved, det ikke var hende, for..." Jackson synker en klump, og hans stemme skælver. "For hun var sammen med mig, da jeg hørte skriget."

"Sammen med dig?" spørger Van Helsing. Jackson ser kort på mig, som for at sikre sig, at jeg ikke har tænkt mig at sige noget.

"Ja, altså," mumler Jackson. "Jeg mødte hende i skoven, skulle til at skyde hende, da hun fik mig overbevist om, at der intet ulovligt er ved at gå en tur." Jeg kan ikke lade være med at bide mærke i, hvordan Jackson fortæller sandheden om, hvordan han mødte mig. Men selvfølgelig ikke nævner de efterfølgende timer.

"Så du er sikker på, at hun ikke gjorde det?" spørger Van Helsing til sidst opgivende. Jackson nikker kort, som en soldat til en oberst. Van Helsing nikker tilbage. "Okay, men hvem fanden gjorde så?" Hr. Reaper rømmer sig, og gør for første gang mine til at sige noget, siden Van Helsing ankom. Han rejser sig.

"Jackson, vil du være så venlig at følge Minea ned til hendes værelse, og så derefter vende tilbage til jeres gæstebolig?" siger han og åbner døren som for at signalere, at det ikke var et spørgsmål. "Jeg kan forestille mig, at I begge har haft en lang aften. Jackson nikker og går ud af døren først. Da jeg følger aften griber Hr. Reaper kort fat om min skulder og giver den et forsikrende klem, som for at fortælle mig, at jeg intet har at frygte.

 

Vi går tilbage i stilhed. Jeg afsøger hver krog af min hjerne for at finde på noget at sige.

"Du var ikke i humør til at fortælle din far, at du havde brugt aftenen med en vampyr?" siger jeg og forsøger at holde min tone spøgende, men med en rystende stemme, så min kommentar nærmere fremstår tøsefornærmet. Jackson ser ned på mig.

"Nej," siger han bare kort og ser ligefrem for sig igen. "Hvor bor du?" Jeg ser ned i gulvet, og tør ikke møde hans blik.

"Hernede, for enden af gangen," jeg peger ned mod pigernes korridor og vi krydser hallen og går derned.

"Her," mumler jeg og peger på døren, da vi når til værelse 122. Jeg skal til at dreje håndtaget rundt, da jeg skifter mening og vender mig mod ham. Jeg kan ikke lade aftenen ende så akavet og ubehageligt.

"Hør," siger jeg og tvinger hans blik til at møde mit. Jeg lægger min hånd på hans kind og stryger den blidt. "Det jeg sagde før med ikke at fortælle din far det... Jeg var ikke sur eller noget. Jeg forstår godt, du ikke vil have, han ved det. Det er svært, men vi behøver ikke at fortælle nogen, at vi er..." jeg tøver lidt, mens jeg prøver at finde ud af, hvordan man bedst kan betegne os. Til sidst vælger jeg det sikre ord: "Venner."

"Minea," han sukker dybt og hans kæbe spændes. Han tager fat om mit håndled og trækker min hånd væk. "Vi er ikke venner." Jeg mærker et sug i maven. "Hvis jeg har lært noget i aften, er det, at vi to aldrig vil være andet end fjender. Du er et monster." Jeg hiver efter vejret og føler mig svimmel. Jeg vidste ikke, at det var muligt rent faktisk at have følelsen af, at ens hjerte bliver knust i tusinde stykker.

"Jamen," jeg leder efter noget at sige. Jacksons blik ændrer sig.

"Nej, vent," siger han, som jeg åbner døren.

"Nej, det er fint," siger jeg og prøver at undertrykke tårerne. Jeg ser en sidste gang på Jackson, der har munden halvt åben og leder efter noget at sige, før jeg lukker døren.

"Minea," siger han på den anden side, men jeg svarer ikke. Jeg læner mig op af døren og glider ned til gulvet, hvor jeg falder hulkende sammen.

 

På en eller anden måde, får jeg slæbt mig selv hen til sengen og falder i søvn.

 

Hele dagen svæver jeg ind og ud af mareridt. Hver gang jeg vågner banker mit hjerte hurtigt og jeg kan stadig mærke lugten af blod i mine næsebor og se mandens tomme øjne stirre op i nattehimlen. Af og til, kan jeg også høre ekkoet af latter, Nina der kalder min far syg i hovedet, og jackson der kalder mig et monster. På et tidspunkt drømmer jeg, at manden vågner fra de døde og med et tomt blik går mod mig, mens han messer "Du er et monster, du er et monster."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...