Halloween High

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 3 okt. 2015
  • Status: Igang
Minea Dracula har aldrig været skolens mest populære pige, men hun har altid været vellidt, og hvad vigtigere er, hun har altid elsket sin kostskole, Halloween High. Men siden hendes far, Vlad Dracula, præsident for DSMS (De Samlede Monstres Samfund) fik tiltrukket sig lidt for stor opmærksom af en Van Helsing og dennes søn og drev en masse monstre under jorden, frygter hun at vende tilbage til et nyt skoleår. Og det har hun al mulig grund til, for skolen bliver styret af mean girls i form af smukke spøgelser og magtfulde hekse. For at gøre ondt værre ser byen pludseligt et mystisk mord, og Van Helsing dukker, sammen med sin søn, op for at efterforske mordet. Men hvad sker der, når Minea og hendes venner går sammen mod skolens mean girls, og Van Helsings søn Jackson viser sig at være lidt mere spændende, end man ved første øjekast skulle tro, og mordene forsætter, kun for at blive mere og mere brutale. Én ting er sikkert: Minea får ikke en kedelig oktober måned!

75Likes
182Kommentarer
10021Visninger
AA

5. 4. oktober

 

4. oktober

 

Næste dag efter aftensmad holder vi det intromøde, som vi i forgårs blev afbrudt. Jeg følger ikke så meget med. Det meste er informationer, som vi allerede kender, og det eneste andet, der skal ske på dette fællesmøde er, at der skal bestemmes tema for årets Halloween-fest og dernæst skal der nedsættes et festudvalg, og da jeg er ret ligeglad med begge ting, bruger jeg i stedet for min tid på at stirre ud på månen udenfor. Det er først, da jeg hører Ninas stemme runge ved siden af mig, at jeg kommer ud af min bobbel og lytter efter. Jeg er røget midt ind i en samtale, der handler om Halloweens tema. Åbenbart synes Bloody Mary og hendes venner, at temaet skal være 20'er/zombie, hvilket jeg må indrømme lyder ret sjovt. Det fleste af os, synes som mange andre menneskelige unge, at zombier er et sjovt koncept, især fordi det giver de fleste af os gode muligheder for at klæde os ud. At putte 20'erne oveni gør bare festen endnu sjovere. Jeg kan allerede forestille et virvar af gyldne farver, champagne og piger i korte kjoler med blodig makeup. Når vores skole holder Halloween fest bliver ikke en øre sparet.

 

"Jeg tænkte bare," siger Nina. "Når nu Día de Muertos falder på samme dag som Halloween, ville i år være en oplagt mulighed at have det som tema!" Hvert år kæmper Nina for at få Día de Muertos, de dødes dag - en mexicansk fest, der minder lidt om Halloween, bortset fra at den mere handler om de nære familiemedlemmer, der er døde. Selvfølgelig er Nina, som Santa Muerte, ret central i den fejring, hvilket lader til for det meste at være det endegyldige argument i, hvorfor vi ikke fejrer højtiden på skolen. "Vi kan ikke bare holde en fest, der fejrer én elev," plejer Hr. Reaper at sige. De samme argumenter begynder at flyve frem og tilbage mellem Nina og Bloody Mary. Jeg tror en ekstra stor grund til, at Nina og Bloody Mary ikke kan fordrage hinanden er, at de altid går efter det samme: de samme poster på skolen, de samme fyre (jeg vil slet ikke komme ind på det store drama, der var dengang de begge havde et crush på Jack), at være nummer et i de samme fag. Jeg prøvede engang at påpege Nina ligheden mellem Bloody Mary og hende selv, men hun blev sur og talte ikke til mig resten af dagen, så jeg har ikke forsøgt mig sidenhen.

 

Som sædvanligt taber Nina diskussionen, også selvom det ikke var Hr. Reapers indblanding denne gang. Det var Bloody Marys kæreste, Dorian, der kom med det vindende argument, og Nina tier. Jeg hørte ikke efter, men det må have været ydmygende, for Ninas øjne lyner med vrede. Jeg tager fat i hendes hånd og giver den et klem, men hun lader ikke til at ænse det. Hun stirrer blot rasende på Dorian, der strategisk undgår hendes blik.

 

Da mødet er hævet, og vi går udenfor er Nina stadig rasende. Mere rasende hun plejer at være.

"Jeg kan ikke fatte, at den finke går rundt og træder på alle på den måde og stadig får sin vilje," hvæser hun ud mellem sine tænder.

"Nina..." sukker jeg træt. "Lad det ligge. Du får ikke noget ud af at skændes med hende." Nina ser arrigt på mig, og jeg træder et skridt tilbage.

"Så hvad... vi skal bare finde os i den... den... pinche puta!" Nina råber det sidste, men det fremkalder ikke mange reaktioner, for der er ikke rigtig andre på skolen end Nina, der kan spansk. Jeg kan kun det, jeg har lært af at gå og høre hende bande i mange år. Jeg ryster på hovedet.

"Ja, hun er en..." jeg tænker stemmen. "Pinche puta, men det nytter ikke noget at lægge dig ud med hende." Nina ryster på hovedet og holder sin hånd på for at få mig til at sige.

"Stop," siger hun og peger på mig på en måde, der kun er truende, fordi det er Nina. "Jeg går over og konfronterer hende. En gang for alle. Er du med mig?" Jeg ser på hende med sammenknebne øjne og bider mig selv i læben.

"Nina..." siger jeg bedende. Jeg er virkeligt ikke meget for at skændes. Jeg er mere til at holde mig i skyggen - no pun intended. Nina nikker afbrydende, men smiler blidt. Hendes blik har ændret sig. Hun er stadig vred, men ikke længere på mig.

"Det er okay. Det er ikke din kamp," siger hun, drejer om på hælen og går op af trapperne igen, tilbage til fællessalen, hvor Bloody Mary og hendes slæng stadig er.

 

Jeg står i nogen tid og stirrer i den retning Nina gik. Jeg vil helst bare gå tilbage til mit værelse. Lade Nina føre denne her diskussion selv, men noget holder mig tilbage. Jeg kan høre, at de råber af hinanden inde i fællessalen nu, og jeg træffer en beslutning: Jeg kan ikke bare lade Nina i stikken - selv hvis hun selv har valgt være der. Jeg springer op af trapperne og lister mig forsigtigt ind i fællessalen, så jeg ikke tiltrækker mig for meget opmærksomhed. Heldigvis er alles opmærksomhed rettet mod Nina og Marys skænderi, så ingen lægger mærke til mig. Ikke engang Nina.

 

Først er jeg desorienteret. De skændes højlydt om en "hende" jeg først tror er Nina selv. Det er ikke før Bloody Mary med en hvislende stemme siger: "Hendes far er skyld i vores samfunds undergang! Hvordan kan du overhovedet omgås sådan en?", at jeg indser, at de snakker om mig. Jeg træder et par skridt frem, netop som Nina svarer:

"Det er jo ikke hendes skyld, at hendes far er syg i hovedet!" svarer hun irriteret, og selvom jeg godt ved, at hun bare forsvarer mig, knuser hun i den enkle sætning mit hjerte.

"Nina," stønner jeg lavt med tårer i øjnene, men det er alligevel højt nok til at alle i salen lægger mærke til mig. Der er helt tyst, mens Nina langsomt drejer sig om og ser på mig.

"Minea, jeg..." begynder hun, men bliver afbrudt, da Bloody Mary bryder ud i en hånende latter.

"Ups, hva'r, Nina?" ler hun og ser ondt på mig. Latteren spredes.

"Undskyld," hvisker Nina og ser bedende på mig, men det hele overvælder mig, og jeg bliver simpel. Jeg løber ud af salen, og selvom jeg kan høre Nina løbe efter mig og råbe mit navn stopper jeg ikke, jeg løber ud af hoveddøren, henover gårdpladsen og ind i skoven.

 

Jeg løber indtil deres grin ikke længere kaster ekko i mit hoved.

"Argh," råber jeg rasende og samler en bunke nedfaldne blade op, som jeg kyler tilbage mod jorden, mens jeg frustreret stamper med benet. Jeg stirrer tomt ud i luften et øjeblik, før jeg falder sammen på en stor sten til højre for mig. Jeg trækker mine ben op til mig og slår mine arme omkring dem, før jeg begraver mit ansigt i mine lår og langsomt hulker. Det er som om, at med mine tårer kommer alt med ud: mordet på mennesket, som Van Helsing mistænker mig for, DSMS der snart ikke kan hænge sammen, den fare vi alle sammen er i, hvis folk begynder at bryde aftalen med Van Helsing, Bloody Mary og hendes slæng, det faktum, at uden Nina og når jeg ikke rigtigt snakker med Frank, føler jeg mig utrolig ensom, og den eneste jeg har lyst til at snakke med lige nu, er min far, men det er også ham, jeg er mest vred på.

 

Jeg sætter mig ned til søen og betragter solnedgangens gyldne stråler reflektere i vandet, indtil tusmørket falder på. Jeg ved, jeg burde vende tilbage til skolen, sige til Nina, at jeg ikke er sur på hende, men jeg har ikke lyst. I stedet går jeg dybere og dybere ind i skoven. Det er snart helt mørkt og uglerne tuder i træerne, men jeg bemærker det knapt nok. Jeg føler mig som en tom skal, der blot svæver gennem mørket uden retning. Et øjeblik overvejer jeg, om det må være sådan, det føles at være spøgelse. I så fald, ville jeg godt kunne forstå, de var nogle... pincha puta, som Nina ville sige.

 

Jeg mærker varmen og lugter blodet som det første, men jeg registrerer først hans tilstedeværelse, da jeg hører ham trække vejret og lade sin riffel en halv meter fra mig. Jeg rækker hænderne instinktivt i vejret og drejer mig langsomt, så mit ansigt vender mod hans.

 

Jeg stirrer direkte ind i hans riffel, noget der normalt ikke ville gøre mig bange, men jeg ved at netop denne Winchester er ladt med sølvpatroner, der kan slå mig i ihjel.

"Lad være med at gøre noget drastisk," siger jeg forsigtigt forsøger at lyde selvsikker og rolig, men jeg kan høre min stemme skælve.

"Hvem er du?" siger Jackson Van Helsing højlydt, men jeg svarer ham ikke, for jeg ved han kender svaret. Med min ligblege hud, mine spidser tænder og hans kendskab til DSMS er det ikke svært at regne ud. "Hvad laver du her, lille Dracula?" Han spytter på sådan en måde på de sidste to ord, at jeg endnu engang kan høre Bloody Marys kolde latter og Nina kalde min far syg i hovedet, så i stedet for at forklare ham, at jeg intet ondt har på dagsordenen og løse situationen på rolig og fattet manér, kommer jeg til at gøre noget, jeg havde i sinde: jeg græder.


Det starter med skælvende læber og så kommer de patetiske, højlydte hulk. Snart løber snottet ud af mine næse i samme hast som tårerne ned af mine kinder. Jeg har aldrig været smuk, når jeg græder. Jackson sænker af forbavselse sin riffel og stirrer på mig med åben mund.

"Hvad...?" mumler han, men i stedet for at svare ham, knækker jeg sammen i mine ben og falder på knæ på jordbunden, hvor jeg lader mig selv glide hen i hel og aldeles hysterisk selvmedlidenhed. Men så er det Jackson Van Helsing overrasker mig. Han aflader sin riffel, smider den i jorden ved siden af sig og falder ned på knæ overfor mig. Han lægger sin hånd på min skulder, og der jeg ser op møder hans grå øjne mit blik.

"Undskyld," siger han og smiler skyldbetynget. "Jeg... øhm... Jeg ville ikke skræmme dig så meget... Jeg var bare..." Og så begynder jeg at græde mere.

"Det... er ikke... dig..." får jeg fremhulket. En lille rynke mellem hans øjenbryn danner sig. Jeg puster vejret ind og ud for at nedtone mine hulk, så jeg kan tale. "Der er bare sket så meget... Min far har ført vores samfund til randen af ødelæggelse; alle hader mig, du og din far vil slå mig ihjel, jeg er kommet op og skændes med min bedste veninde..." Jackson udstøder et kort, gryntende grin og jeg ser vredt op på ham.

"Hvad?" spørger jeg.

"Undskyld," siger han, og jeg kan se, at han prøver at undertrykke et bredt smil. "Det er bare... Synes du virkeligt at skændes med din "bedste veninde" hører til på den liste? Jeg mener... De andre ting var rimeligt seriøse..." Hans stemme dør hen, og han ser pludselig rædselsslagen ud. Først bliver jeg selv forskrækket, fordi jeg tror, han har set noget at være bange for, men så går det op for mig, at det er mig, han er bange for. Han tror sikkert at fornærme en vampyr, er en envejsbillet til efterlivet. Men gennem tårerne begynder jeg at le. Jeg sætter mig helt ned på jorden, så jeg vender med siden til Jackson og strækker min ben ud foran mig.

"Jeg kan godt se, hvad du mener," siger jeg, da min latter han stilnet af. Jackson smiler også nu og har afslappet sænket sine skuldre. Han kravler over ved siden af mig. Jeg ser lige for mig."Jeg tror bare, det var dråben, der fik bægret til at flyde over..." Jeg ser tilbage på Jackson, der opmærksomt lytter. Jeg ved ikke hvorfor, han lytter, eller hvorfor jeg fortæller, men af en eller anden grund virker det virkeligt naturlig. "Jeg føler mig virkelig ensom. Der sker alle de her skrækkelige ting, og jeg er hele tiden bange, og da jeg kom op og skændes med Nina - min veninde - føltes det bare som om min sidste livline til glæde og normalitet blev skåret over." Jackson nikker.

"Jeg ved, hvad du mener..." han ser kort på mig, som om han overvejer, om han skal fortsætte. Noget i hans blik bliver hårdt og defensivt, og jeg bliver et øjeblik overvældet af en frygt for, at han skal gå, som jeg ikke kan forklare. Men da han ser væk, begynder han igen at tale: "Jeg har aldrig rigtigt haft venner eller en skole, som du, min far..." Han synker. "Min far og jeg var altid på farten. Han er lidt af en renæssancemand, så der var altid nye jobs til ham i nye europæiske hovedstæder, men det var aldrig ensomt. Vi havde hinanden mig og min far, og så fik jeg jo alle de her utrolige steder at se. Mængede mig med Europas aristokrati. Men da Lucy - hende pigen, din f... Præsident Dracula bed - blev til en vampyr, og han fik færten af jeres samfund... Han blev nærmest gal... Han har ikke været den samme i den sidste stykke tid. Det bliver også ensomt." Hans ansigt er så skrøbeligt og uskyldigt i måneskinnet, at jeg slet ikke tænker over det, da jeg trøstende tager hans hånd. Han ser forskrækket på mig.

"Du er iskold," siger han og trækker sin hånd til sig. Først skal jeg til at blive sur, fordi jeg tror, at han mener det som en kritik, men han når heldigvis at fortsætte, før jeg kommer med et spydigt svar. "Her," han tager sin mørkebrune læderjakke af og lægger den over mine skuldre. "Tag den, så får du varmen." Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke korrigerer ham og siger, at jeg ikke har noget blodomløb, derfor er jeg kold, og at jeg ikke fryser, men det gør jeg ikke. I stedet tager jeg hans jakke nærmere om mig, som om den rent faktisk gav mig varme.

 

Vi sidder i en rum tid og stirrer ud i natten, uden at se på hinanden, uden rigtigt at sige noget, men det gør ikke noget. Selvom jeg prøver at søge hver krog af min hjerne for at bryde den akavede stilhed, er den akavede stilhed alligevel bedre, end hvis han gik.

"Nåh, jeg fryser," siger Jackson efter et kvarters tid og rejser sig. Jeg mærker ærgrelsen brede sig i mit bryst.

"Her, så tag din jakke igen," siger jeg desperat i håb om at give ham hans jakke igen, kan give mig lidt mere tid med ham. Jeg rejser mig og tager jakken af. Han holder sin hånd op.

"Nej, nej," siger han med et smil. "Behold du den på, jeg vil ikke have, du fryser. Men måske kan vi gå lidt rundt?" Jeg åbner munden forbavset, men ved ikke helt, hvad jeg skal sige. Han vil ikke gå. Han vil ikke engang have sin jakke igen. Han vil bare gå lidt rundt.

"Okay," siger jeg svagt og tager jakken på igen. "Okay. Lad os gøre det."

"Du viser vej," siger han. "Det er trods alt dig, der kender området." Jeg bider mig i læben og nikker.

"Kender du vandhullet?" spørger jeg.

"Ja, den en tyve meter i den retning?" han peger i retning af den store sø, som jeg så solen gå ned over.

"Nej, ikke den," siger jeg og begynder at gå i retning af vandhullet. "Det her er et mindre sted, der er en udmunding på en lille bæk."

 

Jeg tror ikke, der er nogle andre, der kender til vandhullet. De fleste kan ikke lide skoven - den er også kedelig og uden magiske væsner, men det er måske netop det, jeg kan lide ved den. Den får mig til at glemme alt om, hvem jeg er, hvor jeg er fra, hvem jeg kan og ikke kan lide og bare leve i nuet, i naturen. Især ved vandhullet, for det er mit hemmelige, afsides sted. Lidt ligesom klaveret. Ligesom klaveret kender ingen af mine venner til vandhullet. Og nu viser jeg det til Jackson efter kun at have kendt ham i en times tid.

 

Jeg tager forsigtigt en klynge træer til side og går ind til den lille lysning, hvori vandhullet er centreret. Jackson er lige bag mig. Gennem det lille hul i trækronerne skinner måneskinnet ind og danner en lille månebro.

"Wow," mumler Jackson. Han ser sig opmærksomt om, som om vandhullet kun er et flygtigt billede, han vil bevare. Jeg tager forsigtigt hans hånd for ikke at skræmme ham igen.

"Kom med," hvisker jeg og trækker ham op af den lille høj, hvorfra bækken løber og skaber et lille mini-vandfald ned til vandhullet. Vi sætter os på en sten med vores ben dinglende ud over vandhullet.

"Kan du lide det?" spørger jeg ham, da jeg har sat mig til rette.

"Ja, det..." han kigger på mig for første gang, siden vi kom ind i lysningen og han tøver. Hans ansigt lyser nærmest i den mørke nat og hans øjne har i månens skær næsten samme farve som den selv. "Det er virkeligt smukt." Jeg ser forlegent ned med en følelse af, at han ikke kun snakker om lysningen.

 

Vi betragter vandet i noget tid, før Jackson bryder tavsheden.

"Undskyld," mumler han. "Du ved med hele riflen og den slags tidligere." Jeg ler kort og nikker.

"Det er fint," siger jeg og ser tilbage på ham. "Det er vel en meget normal reaktion på at møde et monster i en mørk skov." Han ser skyldbetynget på mig.

"Du er ikke et monster," siger han hurtigt. Jeg ler og ryster på hovedet.

"Jo, jeg er," siger jeg og smiler. "Men det betyder ikke det samme i min verden, som det gør i din. For mig er det bare ligesom at sige, at jeg er rumæner. Ikke noget at skamme sig over." Han nikker og smiler skævt. "Men nok om monstre og DSMS og vores fædres vendetta mod hinanden," siger jeg. Som en mørk sky, der skærmer for solen, bliver Jacksons ansigt pludseligt alvorligt. Han havde tydeligvis glemt alt om, at vi teknisk set er dødsfjender. Jeg lader som om, jeg ikke har set og skynder mig i stedet at fortsætte: "Fortæl mig om dig selv. Alt det der ikke handler om blodige heksejagte og den slags." Jackson stirrer først vantro på mig, men sænker til sidste skuldrene og begynder at snakke. Mens han snakker, kan jeg mærke mure falde ned omkring os. Selvom vi ikke rykker os, kommer vi nærmere på hinanden, og jeg får sat ord på alle de ting, der førhen bare var en vag følelse af, at jeg ønskede at lære ham at kende. Jackson er født i USA. Van Helsing og Jacksons mor havde en flirt, da Van Helsing studerede i Californien, der førte til Jacksons fødsel i 1995. Tre år senere, døde hans mor af kræft, og Jackson blev sendt med en envejsbillet til Tyskland, hvor hans far nu arbejdede. Jackson gik aldrig i skole, men blev hjemmeskolet af enten sin far eller unge studerende fra de bedste universiteter i Europa. Men al den information flyver bare igennem mig. Det meste vidste jeg enten i forvejen eller havde regnet ud på egen hånd. Nej, det er alle småtingene, alle de små detaljer, der får mig til at miste al følelse om sted og tid. Små detaljer, der fortalt her i mørket nærmest føles som hemmeligheder. Som for eksempel den måde, han konstant kører en hånd gennem sit ellers korte hår, eller den måde han griner af sig selv, når han synes, han siger noget ubegavet. Eller da han fortæller mig om, hvordan han drømte om at blive arkæolog, da han var dreng.

 

"Hvad vil du være nu?" spørger jeg. Jackson trækker på skuldrene.

"Nu," mumler han. "Ved jeg, at jeg ikke har et valg. Jeg er jæger. Og så længe min far lever, kan jeg ikke andet..." Jeg synker en klump. Jackson stirrer ud i luften og siger tomt: "Mennesker har brug for beskyttelse for monstre." Jeg fugter mine læber og skal til at diskutere, men hvad nytter det?

"Man har altid et valg," siger jeg bare. "Altid en udvej. Alle forventer også, at jeg en dag overatger min fars rolle som præsident. Med alt der er sket og min dimission, der hastigt nærmer sig, tror mange nok, at den dag kommer snart, men..." Jeg ser på Jackson, der koncentreret betragter mig. "Men det betyder ikke, at det er det, jeg gør. Måske, ja. Måske er det for svært at vende min familie og mit samfund ryggen. Men måske lader jeg være. Måske finder jeg en måde at leve i jeres verden og bliver koncertpianist." Jackson ler kort, indtil det går op for ham, at det ikke er en joke.

"Koncertpianist?" gentager han. "Er det, det du ville være, hvis du kunne være alt?" Jeg smiler og nikker.  "Jeg havde forestillet mig, noget mere..." han smiler skævt. "Blodigt." Jeg ler og dasker ham over armen.

"Come on," siger jeg. "Nu er det din tur. Hvad ville du være?"

"Lige nu?" spørger han. Jeg nikker. "Lige nu ville jeg gerne være..." Han ser væk og overvejer sit svar, før han vender blikket tilbage på mig og smiler. "Publikum ved en klaverkoncert." Jeg ler usikkert og betragter ham. Han smiler. Jeg bider mig selv i læben og føler mig pludselig svimmel, men jeg bryder ikke øjenkontakten. Jeg ser på Jacksons læber og har svært ved at se væk. Det er som om, de er magnetiske og trækker mig ind mod sig. Dette øjeblik er perfekt.

 

Og så hører vi det. Det flænser sig gennem natten som en sulten løve gennem en gazelle skind. Et gruopvækkende, skrækindjagende skrig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...