Halloween High

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 3 okt. 2015
  • Status: Igang
Minea Dracula har aldrig været skolens mest populære pige, men hun har altid været vellidt, og hvad vigtigere er, hun har altid elsket sin kostskole, Halloween High. Men siden hendes far, Vlad Dracula, præsident for DSMS (De Samlede Monstres Samfund) fik tiltrukket sig lidt for stor opmærksom af en Van Helsing og dennes søn og drev en masse monstre under jorden, frygter hun at vende tilbage til et nyt skoleår. Og det har hun al mulig grund til, for skolen bliver styret af mean girls i form af smukke spøgelser og magtfulde hekse. For at gøre ondt værre ser byen pludseligt et mystisk mord, og Van Helsing dukker, sammen med sin søn, op for at efterforske mordet. Men hvad sker der, når Minea og hendes venner går sammen mod skolens mean girls, og Van Helsings søn Jackson viser sig at være lidt mere spændende, end man ved første øjekast skulle tro, og mordene forsætter, kun for at blive mere og mere brutale. Én ting er sikkert: Minea får ikke en kedelig oktober måned!

75Likes
182Kommentarer
10033Visninger
AA

4. 3. oktober

 

3. oktober

 

I nat får jeg ikke mere end en times søvn, men det er nok til at jeg bliver indhyllet i søvnens uvidende lykke, og lige da jeg vågner den følgende dag, har jeg glemt alt om blodtørstige mennesker, der sandsynligvis lige nu sidder og planlægger, hvordan de skal anskaffe sig mit og min fars hoveder på et fad. Men der går ikke mere end et par sekunder, før netop dette går op for mig, og jeg ængsteligt sætter mig op i sengen med et gisp.

"Buenos Días, churra," lyder Ninas stemme ovre fra makeupbordet.

"Hvad er klokken?" spørger jeg og gnider mine øjne. Nina tjekker sin mobiltelefons skærm.

"Halv otte," pludrer hun.

"Halv otte?!" jeg springer ud af sengen og hen til vores kommode, som jeg river op. "Hvorfor vækkede du mig ikke?" Jeg ser mig kort over skulderen, for at sende hende et bebrejdende blik. Hun trækker på skuldrene, og jeg vender blikket tilbage mod min samling af tøj.

"Jeg tænkte, du havde brug for noget søvn efter i går," mumler hun. Nina står generelt en time op før mig for at have tid til at sætte sit enorme hår og lægge sin kunstfærdigt udførte makeup, så hun vækker mig også generelt kvart i syv, hvor jeg kan nå at børste mit hår, nogle gange sætte det op, lægge en smule makeup, finde tøj inden kl. halv otte, hvor vi går ned i spisesalen og spiser morgenmad indtil ti minutter i otte. Der går vi op, henter vores bøger, notesbøger og den slags ting til første time, der begynder kl. 8. Hun rejser sig op og glatter let sin tomatrøde, korte kjole.

"Nå, vi må hellere gå nu, hvis vi vil nå morgenmaden, er du klar?" spørger hun, og ser på mig. Jeg sender hende et vantro blik, mens jeg stikker mit andet ben ned i et par sorte jeans, jeg har hevet frem.

"Ser jeg klar ud?" spørger jeg irriteret. Nina himler med øjnene.

"Du kunne også bare lære at stå op selv..." mumler hun for sig selv, men den fulde intention, at jeg hører hende. Jeg sukker irriteret og trækker en hvid sweater over hovedet. Jeg kører en børste gennem mit hår og når kun lige nøjagtigt at se mig i spejlet, inden Nina trækker mig ud af værelset. Man kan ikke se, at jeg kun har sovet en time: en klar fordel ved at være vampyr.

 

Andre fordele ville for de fleste være lange lemmer, frygtindgydende kindben og en adræt fysik. Ikke mig. Selvfølgeligt ikke mig. Der er intet som helst frygtindgydende ved mig. Havde jeg været som min far, der ønsker magt, berømmelse og stor succes havde min manglende evne til at fremstå truende nok været et problem, men jeg er nu godt tilfreds med mit meget uskyldige udseende: folk går generelt ud fra, at jeg er meget venlig, når de ser mig, for jeg ser venlig ud: bredt smil, runde kinder, små 1.60 meter at gøre godt med og lange mørkebrune slangekrøller. Så jeg vil nok aldrig have den samme frygtindgydende skønhed som Bloody Mary eller lækker på niveau med Nina, men i sidste ende, får den slags piger alligevel for meget opmærksomhed, og jeg klarer mig ikke godt med opmærksomhed.

 

Jeg når knapt at træde ind i salen, før Fru Reaper svæver hen til mig med et mildt smil.

"Minea, jeg har brug for, at du følger med mig op på Rektor Reapers kontor," siger hun med en stemme fuld af sympati. Hun ved godt, at jeg må have det elendigt lige nu. Jeg nikker sammenbidt. Nina giver min hånd et forsikrende klem og så følger jeg efter Fru Reaper.

 

Jeg kan godt lide Fru Reaper. Hun er langt mildere og sødere end de fleste andre på stedet her: ligesom mig og Nina er hun ikke et monster, fordi nogle gjorde hende til det. Men Nina og jeg valgte det heller ikke. Hun valgte, modsat de fleste andre spøgelser, det selv. Det er egentligt en sød historie. Før Hr. Reaper var rektor arbejde han med at høste sjæle til efterlivet (som jeg ærligt talt ved ligeså lidt om, som den næste pige - levende død eller ej). En dag skulle han høste Fru Reaper, der dengang gik under navnet Belle. Og hun var virkeligt - smuk. Hr. Reaper forelskede sig øjeblikkeligt i hende og besluttede sig for at trodse alle regler og give hende et valg: livet eller et udødeligt liv med ham. Fru Reaper, der også øjeblikkeligt havde forelsket sig i ham, blev blot endnu mere rørt af hans tilbud. Hun valgte at blive spøgelse, så de kunne tilbringe et evigt liv sammen, og det var sådan legenden om Den Hvide Dame opstod.

 

Vi er nået til Hr. Reapers kontor, der er præcist ligeså stort majestætisk som man ville forestille sig. Der er altid mørkt på grund af to lag tykke gardiner, der dækker rummets ene vindue. En petroleumslampe lyser kun området omkring hans bord svagt op. Nina har en teori om, at det kun er sådan, når han har elever derinde, som en slags skræmmeteknik, men Hr. Reaper ville aldrig bruge en skræmmeteknik mod nogen som helst.

"Hr. Reaper?" spørger jeg forsigtigt ud i det mørke rum. Jeg kan se hans hænder fumle med nogle papirer.

"Minea! Åh, bare kald mig Grim," siger han venlig. Case in point. Jeg går langsomt frem og sætter mig i den bløde, røde lænestol, der står placeret foran hans skrivebord. "Ja, tag endelig plads. Sidder du godt?" Jeg nikker. Han læner sig frem, så jeg kan se hans gamle, markerede ansigt i petroleumslampens lys.

"Jeg går ud fra, at du ved, hvor du er her... Selvom jeg ikke ønsker det, har rygter det med at sprede sig som steppebrand på en skole, hvor halvdelen af eleverne, kan gøre sig usynlige eller gemme sig i væggen," han sukker og skæver om sig. Jeg nikker bare igen. "Godt så! Jeg ville fortælle dig det i egen person: der er ingen beviser for, at det overhovedet var en vampyr, der slog den unge menneskemand ihjel, og ikke bare en eller anden tosset, menneskelig seriemorder, der gjorde det. Jeg er personligt overbevist om, at hverken du eller din far kunne finde på at slå en ung mand ihjel. Slet ikke når det ville sætte skolens sikkerhed på spil." Hr. Reaper smiler venligt. "Og jeg lader ikke mine elever blive straffet for noget, de ikke har gjort!" Jeg ånder lettet op.

"Årh, fantastisk," siger jeg. Hr. Reaper nikker og smiler, men jeg slapper endnu ikke af. Der er mere, jeg kan mærke det.

"Men," siger han endeligt. "Jeg må også tage hensyn til at Van Helsing blot vil beskytte sine egne, ligesom jeg vil beskytte mine, og han insisterer på at blive på skolen et par uger endnu, bare for at sikre sig at flere angreb ikke skulle finde sted." Jeg nikker igen. "Han bor ude i gæstehuset." Jeg nikker fortsat. "Godt. Det var alt. Skynd du dig til time." Jeg nikker for det, der føles som tusinde gang og rejser mig hurtigt. Jeg åbner døren og bader et øjeblik rummet i en stribe af lys.

"Hr. Re... Jeg mener, øhm... Grim?" siger jeg kort før, jeg træder ud.

"Ja, Minea?" svarer han lettere distraheret, han har allerede rettet fokus mod sit papir arbejde igen. Jeg smiler blidt.

"Tak."

"Altid, Minea. Altid," han nikker for sig selv og smiler tilbage. "Og smut nu til time!" Jeg nikker og lukker døren bag mig.

 

Men jeg går ikke til time. Jeg ved vi har heksekunstner, og selv jeg elsker vores lærer Baba Yaga er jeg elendig til det fag, og jeg kan ikke overskue Bloody Mary blære sig med, hvor god hun er. Eller alle andre. De eneste, der er værre end mig til heksekunstner og rent faktisk skal tage faget er varulvene. Frank, Jack og et par andre stykker slipper helt, fordi det er fysisk umuligt for dem at trylle.

 

I stedet går jeg op til en af de øverste etager, hvor jeg ved, et slags gammeldags hobby-rum for nogle af slottets forrige beboere ligger. Og i det ved jeg, at jeg finder et flygel. Det er hvidt, smukt og ser, trods de mange år, det har på bagen, stadig helt nyt ud. Fru Reaper viste mig det, det første år jeg gik her og havde utroligt meget hjemve i en periode. Hun fortalte mig, at ingen vidste, hvordan det holdt sig så smukt og stadig spillede ufejlbarligt, men hende og Hr. Reapers teori var, at en gammel hekseelev havde fortryllet det, så fremtidige elever også kunne nyde det. Jeg smiler ved gensynet og kærtegner forsigtigt en af tangenterne.

 

Som Draculas datter (eller hvilken som helst vampyr, egentligt) undslipper man ikke at lære at spille et instrument eller ti. Men det har nu aldrig gjort mig noget. Ligeså længe, som jeg kan huske, har jeg elsket klaver og flittigt øvet på det. Jeg lader mine hænder danse hen over flyglets tangenter, mens jeg spiller små, simple melodier. I dag gider jeg ikke noget udfordrende, jeg vil bare slappe af. Efter en halv times tid, kan jeg mærke en svag brise flyde igennem rummet, og jeg vender mig om. Hun sidder på en chaiselong i den anden ende af rummet med sit store hår og sin smukke oplysningstidskjole. Hun siger aldrig noget, men jeg ved, at hun ikke er en elev på skolen, for selvom jeg har spurgt omkring mig, er der ingen af de andre elever, der nogensinde har set hende. Jeg tror, hun er en, der har boet på slottet, før det blev en skole.

 

Jeg ser hende aldrig uden for dette rums område, og hun kommer kun, når jeg spiller klaver, når jeg er færdig klapper hun i sine fine, små hænder og smiler og nikker bekræftende. Jeg kan egentligt godt lide mit stumme publikum. Da hun lægger mærke til, at jeg er stoppet med at spille og kigger på hende, åbner hun sine førhen lukkede øjne og ser på mig. Hun smiler og nikker bekræftende. Jeg nikker kort tilbage til hende, før jeg igen vender mig om og spiller videre.

 

Der når at gå yderligere to timer i hvert fald, før jeg stopper, for jeg stopper først, da de mange stemmer i hallen og på gangene vidner om, at dagens første timer er overstået, og det er tid til frokost. Jeg afslutter min sang (Gymnopédie No. 1), nikker venligt til spøgelset, der stumt klapper af mig med et bredt smil, før jeg løber ned af trapperne. Der er ingen kø til min mad, for som den sidste vampyr tilbage på skolen, er jeg også den sidste, der lever af blod. Jeg finder hurtigt min flaske og ser mig omkring. Enten er Nina ikke nået herned endnu eller også er hun allerede gået udenfor. Jeg satser på det sidstnævnte, for Nina plejer altid at spæne herned.

"Livet er for kort til køer," siger hun altid. "Selv hvis det er uendeligt." Jeg går ud i gårdhaven, der er de fleste elevers fortrukne sted at spise. Især de, der er koldblodede ligesom mig, spøgelserne, Frank og Nina.

"Oi!" hører jeg en skarp stemme, som jeg med det samme kan genkende tilhører Nina. Jeg vender mig om og ser hende stå med sin bakke og vinker med armene. Hun småløber, så hurtigt hun kan på 11 centimeters hæle hen til mig. "Hvor skal vi sidde?" spørger hun. Vi ser os omkring. I dag skinner solen og her er varmt, så det meste af skolen sidder udenfor.

"Så længe det er et sted med skygge," siger jeg og misser med øjnene. Jeg kan allerede mærke min hud skolde. Nina nikker indforstået, og vi går henover gårdspladsen.

 

Ligesom de fleste skoler, kan man sige meget om vores skoles kliker baseret på, hvordan folk sidder. Ved det ene af de to, store borde sidder Bloody Marys slæng af hekse og smukke, men skrækindjagende, kvindelige spøgelser, samt troldmændene og nogle få mandlige spøgelser: Hitch, som er venlig, men utrolig overfladisk og Den Hovedløse Rytter, som de fleste af os bare kalder Hallow efter historien, og fordi det er et sjovt ordspil. Ved siden af Queen Bitch selv sidder Dorian selvfølgeligt. Hun sender os et ondt blik, da vi passerer forbi. Og på det andet sidder varulvene, der igen i dag har gjort til frokost til en eller anden ny konkurrence-sport. De hyler højlydt af spænding og glæde, mens de hepper på deres favorit til at gå af med sejren til dagens nye, dumme disciplin. Vi fortsætter. Ved et bord længere nede sidder zombierne og stirrer tomt ud i luften, mens de fører sparsom dialog med hinanden. Alle skoler i DSMS skal opfylde en hvis kvote af zombie-elever, men de har ikke intelligens-niveauet til at have timer med eller omgås os andre. De bor også på en gang for sig selv.

 

Forbi zombierne sidder mumierne, derefter tynder det ud i de helt store grupper og de resterende sidder bare blandet i deres vennegrupper. Vi går forbi Frank og Jack, Frank og jeg smiler til hinanden som vi passerer, og sætter os til sidst for os selv i skyggen af et stort bøgetræ midt i gårdhaven.

"Jeg savnede dig til heksekunst," siger Nina med et skævt smil.

"Nej, du gjorde ej," ler jeg. Hun smiler og nikker.

"Okay, savn er måske så meget sagt. Det var meget rart ikke at skulle vise dig alting tre gange," jeg skærer en grimasse, og Nina ler, men så ligger hun sit ansigt i alvorlige folder. "Men virkeligt, hvordan gik det med Hr. Reaper?" Jeg smiler roligt og tager en slurk af mit blod.

"Fint, han ved godt, at min far og jeg intet har gjort," siger jeg og trækker på skuldrene. "Van Helsing bor i gæstehuset de næste par uger, men så længe der ikke sker flere angreb skulle det ikke være noget problem. Og det gør der ikke, for som Hr. Reaper sagde, var det sikkert bare et eller andet sygt menneske, der gjorde det." Nina nikker eftertænksomt. Så smiler hun listigt.

"Det er måske heller ikke helt skidt," siger hun. "Har du set hans søn? Jeg mener, nu er jeg godt nok ikke vampyr, men jeg ville ikke have noget imod at sætte tænderne i ham." Jeg himler med øjnene.

"Du synes kun han er pæn, fordi han går i læderjakke og har lyst til at slå dig ihjel," ler jeg og dasker hende over armen. Hun ler.
"Ja, det har du nok ret i," ler hun. "Jeg kan godt lide mine mænd forbudte og uden for rækkevidde." Jeg ryster på hovedet af hende, men da jeg om aftenen ser ham gå rundt ude foran skolen fra vores værelsesvindue, kan jeg ikke lade være med at se en ekstra gang efter.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...