Halloween High

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 3 okt. 2015
  • Status: Igang
Minea Dracula har aldrig været skolens mest populære pige, men hun har altid været vellidt, og hvad vigtigere er, hun har altid elsket sin kostskole, Halloween High. Men siden hendes far, Vlad Dracula, præsident for DSMS (De Samlede Monstres Samfund) fik tiltrukket sig lidt for stor opmærksom af en Van Helsing og dennes søn og drev en masse monstre under jorden, frygter hun at vende tilbage til et nyt skoleår. Og det har hun al mulig grund til, for skolen bliver styret af mean girls i form af smukke spøgelser og magtfulde hekse. For at gøre ondt værre ser byen pludseligt et mystisk mord, og Van Helsing dukker, sammen med sin søn, op for at efterforske mordet. Men hvad sker der, når Minea og hendes venner går sammen mod skolens mean girls, og Van Helsings søn Jackson viser sig at være lidt mere spændende, end man ved første øjekast skulle tro, og mordene forsætter, kun for at blive mere og mere brutale. Én ting er sikkert: Minea får ikke en kedelig oktober måned!

75Likes
182Kommentarer
10058Visninger
AA

30. 29. oktober

29. oktober

 

Det er stadig mørkt, da jeg vågner og rummet er helt tomt bortset fra en hvid skikkelse, der står lænet op af væggen længst borte.

"Skønt at se dig," mumler jeg søvndrukkent og kæmper mig op i en siddende stilling. "Det var ikke nok at få mig fængslet og halvt slået ihjel." Bloody Mary himler med øjnene og svæver hen til mig. Hun tager journalen fra enden af min seng op og giver sig til at scanne igennem den.
"Du har ikke været nede og besøge loverboy endnu," siger hun. Det er ikke et spørgsmål, det er en konstatering.

"Jeg har været indlagt," sukker jeg og lægger armene over kors. Mary fnyser.

"Ha," spytter hun. "Du fik besked på, at du kunne udskrives i går aftes." Jeg stirrer på hende. "Helt ærligt, Minea, hvor mange gange, har du tænkt dig at glemme..." Hun forsvinder som røg i luften.

"Mine evner," hendes stemme lyder fra min venstre side, og jeg ser mod retningen, og mit blik møder et spejl. Men i stedet for det forventede spejlbillede af en mørkhåret vampyr i en hospitalsseng, bliver jeg mødt af Bloody Mary, der smiler og vinker, før hun igen forsvinder og dukker op ude foran.

"Så spørgsmålet er," hun svæver hen til sig og sætter sig på kanten af min seng. "Hvor er du stadig her?" Jeg lægger armene over kors.

"Jeg ved ikke, hvordan jeg skal se ham," mumler jeg. "Hvordan jeg nogensinde skal blive okay igen, hvis ikke... Hvis ikke han bliver... hvis ikke han vågner..." Jeg ser ned på mine hænder, der krampagtigt folder sig om hinanden. Mary sukker træt. Jeg ser irriteret op på hende.

"Du forstår det ikke," siger jeg vredt. "Hvis han... Hvis han dør, så vil det være min skyld. Han ville aldrig være endt i denne her situation, hvis det ikke var for mig." Mary himler med øjnene og trækker på skuldrene.

"Måske ikke," siger hun. Hun rejser sig fra sengen og giver sig til at svæve rundt. "Men så igen: Han ville heller aldrig have været i denne her situation, hvis det ikke havde været for mig, for Van Helsing, for din far og i endnu længere udstrækning de vampyrer, der gjorde dig til en vampyr for så mange år siden." Hun lægger hovedet på skrå. "Jeg kan ikke tale for de andre, men jeg har ikke tænkt mig at bruge resten af mit uendelige liv på at have dårlig samvittighed over noget, jeg umuligt kunne have forudset konsekvenserne af..." Hun stopper op for enden af sengen og hviler sine hænder på gærdet. "Jeg ved ikke, om du nogensine vil tilgive mig, Van Helsing og din far, hvis han ikke klarer den. Men jeg ved, at du aldrig vil tilgive dig selv, hvis du ikke besøger ham, før det er for sent." Jeg rynker brynene og forsøger at finde ud af, om Bloody Mary rent faktisk forsøger... at hjælpe mig?

"Du vil gerne have, jeg besøger ham," siger jeg og kravler ud af sengen. Jeg træder ned i et par joggingbukser, der ligger på en lille hylde i mit natbord.

"Bravo," siger Mary sarkastisk og lægger armene over kors.

"Men hvorfor?" siger jeg med et smørret smil mens jeg skifter den mærkelige hospitalskappe ud med en stor, hvid t-shirt. "Jeg kan ikke se, hvad du skulle få ud af det... med mindre..." Jeg lader som om, jeg først netop nu har indset det. "Du rent faktisk prøver at gøre mig glad." Jeg smiler overdrevent stor, og hvis Bloody Mary ikke allerede havde været ligbleg, så var hun blevet det nu. Hun slår ud med hånden.

"Fint!" siger hun irriteret. "Men det er bare, så du ikke kommer en eller anden dag og flår mig i småstykker på en hævntogt." Jeg smiler skævt.

"Helt sikkert," sukker jeg og træder ned i et par sorte hjemmesko. Jeg går mod udgangen, men stopper op i døren. Mary står stadig og hænger ved min seng.

"Hey," siger jeg. Hun ser op. Jeg nikker. "Tak."

 

Det var ikke gået op for mig før, men som jeg går ned af gangene og ser fuldstændigt raske monstre sove i hospitalets senge, at hele skolens ældste årgang er på hospitalet lige nu. Jeg finder ned til lobbyen og går hen til en ung mumie, der står bag disken og laver papirarbejde.

"Undskyld," mumler jeg. Hun ser op og smiler mildt.

"Ja," siger hun med en rusten stemme.

"Jackson," siger jeg. "Jeg leder efter Jackson Van Helsing. Han er et menneske." Hun nikker genkendende af navnet og begynder at rode gennem en anden bunke papirer på bordet. Jeg læner mig let ind over det for at se med, endeligt stopper hendes travle hænder op og hun hiver Jacksons korte fil frem.

"Anden sal, værelse 214," siger hun blidt.

"Tak," siger jeg med et nik og et klap på disken, før jeg løber tilbage til trapperne op mod anden sal.

 

Før kunne jeg slet ikke klare tanken om at skulle se en svag og døende Jackson foran mig, men nu hvor jeg er på vej, kan det slet ikke gå hurtigt nok med at holde hans hånd, stryge ham over håret og fortælle ham, at jeg elsker ham. Jeg forbander mig selv for ikke at have sprunget ud af sengen det øjeblik, jeg måtte, men at det i stedet krævede Mary - fucking Mary - før jeg fik taget mig sammen. Jeg runder et hjørne og når til et stort rum med døre rundt til mindre rum hen langs alle væggene. I midten af rummet sidder Van Helsing i en stol og sover. Ved en anden bænk sidder Hr. Reaper.

"Minea!" udbryder han. Hans tøj er for en gangs skyld krøllet og han ser faktisk mere træt og slidt ud end sædvanligt. "Så udskrev de dig endeligt!" Jeg nikker. Ingen grund til at fortælle ham, at jeg var for stor en kujon til at komme før. Jeg er her nu. Det er det vigtigste.

"Hvor er han?" spørger jeg. Hr. Reaper nikker mod ind af de midterste døre på væggen foran mig. Ganske rigtigt står der 214 i store, sorte, påmalede bogstaver. Jeg går hen til døren og lægger forsigtigt min hånd på dørhåndtaget. Jeg trækker vejret dybt ind og lukker døren op.

 

Et væld af følelser er ved at vælte mig omkuld, allerede da jeg blot er en meter ind i rummet: Sorg, lettelse, glæde, kærlighed, frustration, frygt. De vokser sig større og større ind i mig, indtil de undslipper min krop i form af et hulk over mine læber. Jeg falder sammen i stolen ved siden af hans seng og lader følelserne overvælde mig. Jeg græder og snøfter på ulækreste vis, da jeg griber hans hånd og klemmer den så hårdt, at det sikkert ville gøre ondt, hvis han var vågen.

"Skat," hvisker jeg. Det er ikke fordi, jeg gerne vil hviske, men fordi jeg simpelthen ikke kan tale højere. "Du bliver nødt til at vågne. Jeg..." Jeg ser ned på hans hånd og overvejer, hvad jeg vil sige. Jeg prøver at finde de rigtige ord, der beskriver alt det, jeg føler lige nu.

"Uden dig, har jeg intet hjem," er alt, jeg får sagt, før jeg igen bryder hulkende sammen. "Uden dig, ved jeg bare ikke, hvordan jeg skal kunne være mig selv. Du er ikke mine drømme, du er noget meget vigtigere: du er min partner gennem drømme, og gennem mareridt. Jeg kan ikke gå gennem det alene. Jeg vil ikke... Før dig, tror jeg ikke, jeg vidste, hvad det virkeligt ville sige at blive forstået..." Alle ordene vælter ud af min mund. Jeg nærmest råber dem.

"Det minder mig om et digt... Eller en sang er det vidst egentligt," jeg stryger ham over håret, mens jeg prøver at huske ordene.

"Tit er jeg glad, og vil dog gjerne græde;" begynder jeg forsigtigt at synge.

"Thi intet Hjerte deler heelt min Glæde.

Tit er jeg sorrigfuld, og maa dog lee,

At Ingen skal den bange Taare see.

 

Tit elsker jeg, og vil dog gjerne sukke;

Thi Hjertet maa sig taust og strængt tillukke.

Tit harmes jeg, og dog jeg smile maa;

Thi det er Daarer, som jeg harmes paa.

 

Tit er jeg varm, og isner i min Varme;

Thi Verden favner mig med frosne Arme,

Tit er jeg kold, og sveder dog derved;

Thi mangen Dont er uden Kjærlighed.

 

Tit taler jeg, og vil dog gjerne tie,

Hvor Ordet ei maa Tanken oppebie.

Tit er jeg stum, og ønsker Tordenrøst,

For at udtømme det beklemte Bryst.

 

O! du, som eene dele kan min Glæde,

Du, ved hvis Barm jeg torde frit udgræde,

O! Pige, hvis du kjendte, elsked mig,

Jeg kunde være som jeg er — hos dig." Det lyder hverken godt  eller sødt, og jeg snubler flere gange både over tempoet og ordene, men der er noget, der bliver løsnet op i mit hjerte, mens jeg synger til ham.

"Er det plat at sige, at jeg aldrig helt forstod, hvad ordene betød, før jeg mødte dig?" spørger jeg retorisk.

"Lidt." Jeg ser chokeret ned. Jacksons øjne er forsigtigt ved at åbne sig og han hoster. "Men også meget sødt." Han stemme er rusten og knapt nok hørbar, men i dette lille hospitalsværelse fylder den hele min verden.

"Jackson!" græder jeg. Jeg svinger mine arme om ham, hvilket resulterer i, at han hoster og hiver efter vejret.

"Undskyld," ler jeg. Han smiler. "Vent." Jeg river døren til gangen op.

"Jackson er vågnet!" skriger jeg fra toppen af mine lunger. Van Helsing springer på benene og sammen med Hr. Reaper og et halvt dusin læger og sygeplejersker farer de hen til rummet. Jeg springer til side i døråbningen og giver dem plads.

 

De næste mange timer er jeg fanget ude på gangen. Jackson skal undersøges og behandles intensivt, men jeg er ligeglad. Mit hjerte er så let, at man skulle tro, at der var sat en masse bittesmå luftballoner fast. I løbet af dagen gør Nina, Jack, Frank, Hecate og Hallow mig selskab oppe på gangen. Vi pjatter og taler højlydt, hvilket sikkert er upassende stedet taget i betragtning, men vi skænker det ikke en tanke. Alt jeg kan tænke på er, at Jackson er i live.

 

Da mørket så småt er ved at falde på, bliver jeg hentet af en sygeplejerske. Jeg genkender hende som den samme, der sad nede i lobbyen tidligere i dag.

"Frk. Dracula?" spørger hun forsigtigt. "Hr. Van Helsing vil meget gerne se dig nu." Jeg rejser mig fra min stol. De andre vinker til mig, og jeg går alene ind til Jackson.

 

"Hej," hvisker jeg stille. Han ser allerede betydeligt meget bedre ud, end han gjorde i morges, og han sidder op i siddende stilling.

"Hej," svarer han og smiler mildt.

"Jeg er glad for, at du er ok," siger jeg. Han nikker. Pludselig er stemningen mellem os trykket. De sidste par dages temmelig voldsomme drama, har fået mig til at glemme alt om, at vi teknisk set har slået op.

"Jeg er ked af, at jeg ikke fortalte dig om mine venner," begynder jeg. Jeg går med langsomme skridt hen til ham og sætter mig på stolen ved hans side. Han nikker og ser alvorligt på mig. "Jeg burde have vidst, at jeg kunne stole på dig. Det ved jeg nu. Jeg ved godt, at jeg ikke kan tage tilbage, hvad jeg har gjort, men jeg ved også, at jeg kan love dig at blive bedre." Jeg tager forsigtigt hans hånd og bliver glad, da han ikke trækker den væk. "Fortid er fortid, og jeg er røvligeglad med, at du er et menneske, og at dit efternavn er Van Helsing. Jeg ved bare, at jeg elsker den måde, du smiler, jeg elsker din humor, den måde du altid ved, hvordan jeg har det. Vi to, vi beviste for os selv og for alle andre, der vil indse det, at der ikke er nogen grund til at slås, monstre og mennesker. At vi kan enes og elske hinanden. Og at vi kan tilgive hinanden, erkende vores fejl og komme videre." Jackson nikker og smiler mildt. "Og jeg ved ikke med dig, men hvis det ikke gør os til en rocking romance, så ved jeg ikke, hvad kan!" Jackson griner. Han stryger min håndryg med sin tommelfinger og blinker langsomt.

"Undskyld, jeg bare gik," hvisker han med en hæs stemme. Jeg rejser mig, så jeg kan gå helt tæt på ham. Jeg stryger forsigtigt en hårlok væk fra han pande, så jeg kan kysse den.

"Det er lige meget," hvisker jeg.

"Jeg elsker dig," hvisker han. Jeg læner mig ned og presser mine læber mod hans.

"Og jeg elsker dig," hvisker jeg tilbage.

 

 

--------------------------------------------------------------

 

Hvis I synes digtet fra dagens kapitel bare er mega smukt (som jeg synes), så kan jeg fortælle, at det hedder Bekjendelser (også kendt under 'Tit er jeg glad) og teksten er skrevet af B. S. Ingemann, mens melodien til sangen er skrevet af Carl Nielsen. 

Her er et link til sangen fremført af DRs vokalensemble.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...