Halloween High

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 3 okt. 2015
  • Status: Igang
Minea Dracula har aldrig været skolens mest populære pige, men hun har altid været vellidt, og hvad vigtigere er, hun har altid elsket sin kostskole, Halloween High. Men siden hendes far, Vlad Dracula, præsident for DSMS (De Samlede Monstres Samfund) fik tiltrukket sig lidt for stor opmærksom af en Van Helsing og dennes søn og drev en masse monstre under jorden, frygter hun at vende tilbage til et nyt skoleår. Og det har hun al mulig grund til, for skolen bliver styret af mean girls i form af smukke spøgelser og magtfulde hekse. For at gøre ondt værre ser byen pludseligt et mystisk mord, og Van Helsing dukker, sammen med sin søn, op for at efterforske mordet. Men hvad sker der, når Minea og hendes venner går sammen mod skolens mean girls, og Van Helsings søn Jackson viser sig at være lidt mere spændende, end man ved første øjekast skulle tro, og mordene forsætter, kun for at blive mere og mere brutale. Én ting er sikkert: Minea får ikke en kedelig oktober måned!

75Likes
182Kommentarer
10036Visninger
AA

29. 28. oktober

 

28. oktober

 

Selvom Jack på mange måde bare var et almindeligt menneske, er der noget spektakulært over hans død. Hans lig bliver langsomt ældre, på få minutter ser vi udviklingen fra en ung, nittenårig Jack til en gammel mand. Jeg ved godt, at jeg alligevel aldrig ville have set ham blive gammel, men der er noget over at se alt det potentielle liv bare drive ud af ham, der knuser mit hjerte. Til sidst bliver han opløst til støv. Vi stirrer alle sammen på det punkt, hvor Jack lå lige før. Stilheden fylder rummet og en kvælende gasart, der gør det umuligt at trække vejret. Døren åbner sig bag os.

"Helt ærligt, guys." Vi vender os alle sammen om mod stemmen.

"Jeg troede, I kendte mig bedre end det," Jack lægger armene over kors, ja, ser nærmest helt fornærmet ud, men der er ingen af os, der svarer ham eller reagerer på det.

"Jack!" råber Hecate som et brud på den chokerede stilhed, og hopper ind i hans arme. Kort efter følger vi andre trop. Udbryder taksigelser og giver ham lange kram.

"Helt ærligt," sukker Jack om og om igen. Og: "Især dig, Frank."
"Undskyld mand, men når man ser sin bedste vens livløse lig ligge foran en, glemmer man sgu hurtigt din forbandede livshistorie," Frank klapper Jack på ryggen. Jack indgik i sin tid en aftale med Djævlen om, at han aldrig måtte tage hans sjæl, samtidig med, at Jack var så dårligt et menneske i livet, at han ikke kunne komme ind i Himlen eller Efterlivet, eller hvad det så end er. Det er derfor, han stadig lever. Det er derfor han er udødelig. Selv hvis han dør.

"Og du Minea," siger han og trækker mig ind i et bjørnekram. "Tror du virkeligt, at jeg elsker dig højt nok til at dø for dig?" Jeg ler og stryger ham over ryggen.

"Gør alle ikke det?" mumler jeg, og gruppen ler. Vi ler meget de følgende timer. Vi samles om min seng, fordi med Jacks "splinternye krop", er jeg pludseligt den svage og syge igen. Det var noget af et adrenalinrus, jeg skulle igennem, og der er stadig mere, for jeg ved endnu ikke, hvad der sker med Jackson.

 

Han ligger på en anden gang, har Nina fortalt mig, hvor nogle af landets dygtigste hekse og troldmænd arbejder på ham med eliksirer og healing, og jeg ved ikke hvad. De andre sidder og snakker og laver sjov rundt om mig. De prøver at lade som ingenting. Som om de bare er glade for at Jack er i live, men deres smil er lidt for insisterende og deres jokes lidt meget rettet mod min humor, så jeg ved, at det det i virkeligheden handler om er at få mig til at glemme, at Jacksons liv stadig er i fare.

 

Da solen står op ved syvtiden, og de fleste er faldet i søvn i stole rundt om min seng, spørger jeg Nina:
"Jacksons tilstand er blevet værre, er den ikke?" Nina ser ned i dynen. Hun glatter den forsigtigt et sted, hvor den bølger over mine ben.

"Jo," hvisker hun. "Alt håb er ikke ude, Minea... men det ser skidt ud. De færreste mennesker kan tåle angreb fra så mægtige ånder. Det er ikke kun blodet, der er problemet, det er også de brækkede knogler og giften fra hendes tænder..." Nina synker en klump. "De troede og håbede, at giften ikke havde spredt sig til kroppen, men det har den og..." Hun ser op på mig med et beklagende blik.

"Det gør det betydeligt sværere," afslutter hun og ligger en hånd over min. Jeg nikker for mig selv.

"Okay," mumler jeg. Nina ser undersøgende på mig, og jeg ved, at hun håber, at jeg vil sige noget mere, men jeg har simpelthen ikke mere at sige lige nu.

 

Omkring klokken fem om aftenen kommer Medea ind, og mit hjerte banker sig helt op i halsen. Rundt om mig sidder alle mine venner og min far.

"Hvad sker der?" udbryder jeg i det øjeblik, jeg ser hende. Medea ser først forvirret ud go ryster på hovedet, da hun ser ud til at komme i tanke om, at det jo er Jackson hun har brugt det sidste døgns tid på at behandle.

"Han ligger i koma," siger hun nøgternt, men hun går hen mod mig. Hendes kulde ville måske forarge nogen, men det afslapper mig på en eller anden måde. Hun føles professionel, og det er betryggende med en, der ikke konstant stirrer på mig, som om jeg er ved at falde fra hinanden. "Vi har fået suget giften ud af hans krop og rettet hans knogler ind, samt givet ham en masse blod med drop. Lige nu håber vi, at han snart kan trække vejret på egen hånd. Vi håber på og regner med, at han vågner inden for det næste døgns tid... Hvis ikke..." Hun ser ned i gulvet og viser det første tegn på medlidenhed. "Hvis ikke er det ikke et godt tegn. Han er ikke død endnu, men vi kender endnu ikke skadernes indflydelse på hans hjerne. Hvis han vågner efter det næste døgns tid, vil han næsten hundrede procent sikkert have en uoprettelig hjerneskade."

"Men hvis han vågner inden for det næste døgn?" spørger jeg. Medea ser på mig og nikker.

"Så er sandsynlighed betydeligt formindsket," siger hun og smiler svagt. "Så det er det, vi håber på nu." Hun ser sig rundt på alle de andre, der også fokuseret stirrer på hende. "Kan jeg få lov til at snakke alene med Minea?" Min far skæver usikkert til mig, men jeg nikker.

"Det er fint," siger jeg forsikrende, så han nikker, rejser sig og går med de andre ud af rummet. Medea sætter sig på kanten af min seng og leger let med dynebetrækket, før hun tager sig sammen til at sige noget.

"Jeg vil gerne sige undskyld," siger hun og ser op på mig. Hendes ansigt er stolt og hårdt, men der er en usikker flakken i hendes øjne. "De sidste par måneder... Jeg... Vi har ikke behandlet jer pænt, og hvis... hvis vi ikke havde gjort, som vi havde gjort, så... Så var Van... Jackson måske ikke endt her." Jeg nikker afventende. Medea sukker. Hun håbede tydeligvist, at det var nok. "Jeg siger ikke, at jeg kan lide ham - eller dig - for den sags skyld, men du havde intet med angrebene at gøre, du havde intet med fredstraktaten at gøre, og det lader til, at du og Jackson mere end noget andet var to lus fanget mellem en Helvedes masse negle. Og jeg er oprigtig ked af at være en af de negle." Hendes øjne bliver blanke og mit vrede hjerte smelter en smule. Jeg lægger min hånd over hendes og giver den et klem.

"Hey, det er ok," siger jeg og smiler blidt. "Vi laver alle fejl." Hun ser overrasket på mig, og jeg nikker bare. "Prøv bare at redde min kæreste, ikke?" Medea smiler og nikker. Hun springer op fra sengen med fornyet energi.

"Med hele min magt," lover hun, før hun drejer om på hælen og ud af rummet. Sikkert for at vende tilbage til Jackson. Jeg sukker og læner mig tilbage i sengen, men jeg prøver med tankens kræft at få ham til at vågne.

"Vågn op," hvisker jeg ud i det næsten tomme rum. "Jeg beder dig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...