Halloween High

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 3 okt. 2015
  • Status: Igang
Minea Dracula har aldrig været skolens mest populære pige, men hun har altid været vellidt, og hvad vigtigere er, hun har altid elsket sin kostskole, Halloween High. Men siden hendes far, Vlad Dracula, præsident for DSMS (De Samlede Monstres Samfund) fik tiltrukket sig lidt for stor opmærksom af en Van Helsing og dennes søn og drev en masse monstre under jorden, frygter hun at vende tilbage til et nyt skoleår. Og det har hun al mulig grund til, for skolen bliver styret af mean girls i form af smukke spøgelser og magtfulde hekse. For at gøre ondt værre ser byen pludseligt et mystisk mord, og Van Helsing dukker, sammen med sin søn, op for at efterforske mordet. Men hvad sker der, når Minea og hendes venner går sammen mod skolens mean girls, og Van Helsings søn Jackson viser sig at være lidt mere spændende, end man ved første øjekast skulle tro, og mordene forsætter, kun for at blive mere og mere brutale. Én ting er sikkert: Minea får ikke en kedelig oktober måned!

75Likes
182Kommentarer
10034Visninger
AA

28. 27. oktober

 

27. oktober

 

Det er Ninas stemme. Hun råber et eller andet højlydt, og der lyder tumult på den anden side af døren, før Nina, Frank og Jack endeligt kommer brasende ind på gangen med Van Helsing råbende efter dem i hælen.

"Ikke nogen besøgende efter tolv!" råber han. "Klokken er halv et!"

"Minea!" råber Nina. "Er du okay?" Jeg hiver efter vejret.

"Luk mig ud!" skriger jeg bare som det første. Nina ser afventende på Van Helsing, der skeptisk stirrer på mig. Tårerne løber ned af mine kinder, og jeg kan mærke, at jeg er sekunder fra at begynde at hyperventilere.

"Jackson er i fare," græder jeg, og så går det ellers hurtigt for Van Helsing med at finde nøglerne til min celle frem. "Churel... morder... toshi, smoshi, yoshi..." Jeg hulker hysterisk, men Frank forstår vidst, hvad jeg mener for mens Van Helsing roder med låsen, får han hurtigt forklaret om de forskellige slags chureller til Nina og Jack.

"Hun vil slå alle mænd ihjel, som hun mener er onde..." græder jeg, da jeg braser ud af cellen og løber mod enden af gangen. "Og da Jackson slog op med mig?"
"Hvad?"

"Hvornår?"

"Endeligt." Jeg ser mig over skulderen for at stirre ondt på Van Helsing, før jeg fortsætter.

"Da Jackson slog op med mig, mente hun, at fordi han havde såret mig, skulle han straffes," jeg bryder helt sammen da jeg når op for enden af trappen og ud i hallen. Jeg knækker sammen og falder ned på mine knæ. Nina skynder sig hen vil min side og lægger armen om mig.

"Træk vejret," siger hun blidt. "Vi skal nok finde ham." Hun ser op på Van Helsing.

"Nogen idé om hvor han er?" Van Helsing trækker på skuldrene.

"Et sted i skoven," siger han. Jeg ser på ham. Hans ansigt er ligblegt og hans øjne tomme, og jeg ved, at han er ved at dø af skræk indvendigt.

"Sagde han noget om hvorhenne?" spørger jeg blidt. Med fornyet styrke rejser jeg mig op. Jeg skal ikke kun finde den mand, jeg elsker, jeg skal også finde en mands højtelskede søn.

"Nej, bare at han skulle hente nogle ting," siger Van Helsing og trækker på skuldrene. "Jeg rådede ham til ikke at gå ud i stormen, men han var ligeglad..."

"Jeg ved, hvor han er," afbryder jeg. Det knuser et øjeblik mit hjerte at tænke på Jackson, forvilde sig ud i den stormfulde nat, blot for at samle de ting sammen, vi har efterladt ved vores vandhul, men jeg skubber det hurtigt ud af hovedet. Det er lige meget nu. "Følg med." Jeg løber mod udgangen, men stopper med hånden på hoveddøren.

"Vent," siger jeg, og ændrer retning, så jeg i stedet løber ned mod pigernes korridor. Solidt er en af de eneste våben, der fungerer mod en churel, og jeg ved, hvor der er noget. Ved siden af den slukkede pejs er den, ildrageren. Nogle har hængt den op igen, efter jeg tog den ned for et par dage siden. Jeg tager fat i den og løber tilbage ned af korridoren, hvor de andre står og stirrer forvirret efter mig. Jeg løfter ildrageren, så de andre kan se, hvad jeg skulle hente.

 

"Kom," mumler jeg. Van Helsing flår med stor kraft døren op og holder den med besvær åbent. Vinden suser gennem træerne og grene og blade blæser i cirkler om os. Et lyn flænser gennem himlen og regn vælter ned fra himlen. Jeg løber ud mod skoven. Mine ballerinasko svubber i mudderet og gør det svært at løbe, indtil jeg smider dem. Sten og kvister skærer sig mod undersiden af min fod, men i en rus af vilje og adrenalin, kan jeg knapt nok mærke det.

"Jackson!" skriger jeg ud i natten. De andre ekkoer mit råb, men det er umuligt at høre meget over vinden og vejret. Den bærer hurtigt vores stemmer langt væk, hvor vi knapt nok selv kan høre dem, men jeg råber Jacksons navn og løber til min hals er ru, og jeg knapt nok kan få vejret. Jeg synker en klump og giver mig så til at råbe igen.

 

Endeligt når vi til den velkendte lille klynge af buske og træer, der skjuler vandhullet. Jeg flår dem til side og løber ind først med de andre bag mig. Dér sidder Churel, bøjet ind over Jacksons livløse krop. Knivspidse tænder stikker ud af hendes mund.

"Stop!" råber jeg. Hun ser forskrækket op og måber ved synet af os.
"Hvad laver I her?" spørger hun vredt. Hun rejser sig, men hendes krop dækker stadig for Jacksons.

"Churel, du kan ikke gøre det," siger jeg. "Han har ikke fortjent at dø." Churel slår ud med armene.

"Han sårede dig!" råber hun. "Mænd bør ikke såre kvinder. Så fortjener de at dø." Jeg ryster på hovedet.

"Nej," siger jeg bestemt. "Churel, gå væk fra ham." Churel kniber øjnene sammen.

"Gå nu væk fra ham!" råber jeg og håber ikke, at min stemme lyder så desperat, som jeg føler mig. Churel rykker sig ikke en centimeter. Hun står bare og kigger på mig. Næsten uforstående.

 

Van Helsing skubber sig forbi mig og løfter sin pistol mod Churel. Han trykker på aftrækkeren, men som forventeligt  skyder sølvkuglerne blot direkte gennem hende uden at gøre nogen form for skade. Hun ser ned af sig selv og kører sine fingre over et af hullerne på sin kjole, før hun ser op med et sygt og hævngerrigt smil. Hun farer mod Van Helsing med blottede tænder, men han når lige nøjagtigt, at kaste hende til siden, før hun rammer ham. I mellemtiden er Nina løbet rundt om dem hen til Jackson.

"Han har en puls!" råber hun hen over Churels smertestøn. Jeg ånder lettet op.
"Minea!" jeg hører Frank råbe mit navn. Jeg drejer rundt på foden og ser Churel styrte direkte mod mit ansigt, men før jeg når at reagere, bliver jeg skubbet omkuld. Jeg ser op og ser Churel sætte sine tænder i Jacks hals i stedet for min. Jeg udstøder et forskrækket hvin og står forstenet alt for længe, før jeg sparker hende hen over låret, så hun falder sammen. Jack svimler livløst sammen. Jeg modstår hver impuls i min krop for at fare hen til ham eller Jackson og sikre mig, at de er okay. Jeg ser ud af øjenkrogen Nina, der ligger sine hænder over Jacksons sår, men hun hvisker ord stille. Nina er rimeligt god til healing, og jeg ved, hun gør alt, der står i sin magt for at redde Jackson.

 

Churel kommer på benene igen. Jeg vil ikke spilde mere tid.

"Træ!" råber jeg til Frank. Der er ikke tid til at forklare Van Helsing, hvordan man slår en churel ihjel, så han må stå og se forvirret til, mens Frank med al sin magt tonser mod Churel, tager hende op i armene og kaster hende mod et tre, netop som jeg med al kraft løber mod træet med ildrageren hævet. Jeg spidder med al kraft ildrageren gennem hendes mave og træet bag ved. En mørk klistret væske, der minder lidt om blod, sprøjter ud. Churel slår arrigt ud med arme og ben med det solide jern, gør det umuligt for hende at flytte sig så meget som en centimeter. Hun skriger vredt, hendes ansigt forvrænget i en dæmonisk grimasse, og jeg kan slet ikke længere se den pige, jeg troede, jeg kendte. Jeg falder om på jorden udmattet, træt og underernæret. Stjernerne på himlen blinker og snurrer og et øjeblik er jeg sikker på, at Churel på en eller anden måde også fik ram på mig, og jeg er døende. Men så hjælper Nina mig på benene og halv bærer mig tilbage til skolen, mens Van Helsing tager Jackson og Frank bærer Jack.

 

Da vi når tilbage til skolen, ænser jeg svagt Frank løbe tilbage i skoven med min far Hr. Reaper, Colin og en anden varulv for at begrave Churel og træet, så hun ikke på en eller anden måde slipper fri og slår flere ihjel. Og så besvimer jeg.

 

Da jeg vågner er det lyst og uret for enden af den lange, hvide hospitalsgang fortæller mig, at klokken er to om eftermiddagen. Nina, Hecate og min far sidder alle sammen rundt om min seng, da jeg vågner. Mit hoved er ørt, men ellers har jeg det overraskende godt. Min far ser lettet, men bekymret ud, Hecates øjne er store, røde og hævede som om, hun har grædt, men Nina smiler rolig til mig, så jeg ved, at hele verden ikke er ved at gå under. Jeg når kun at åbne min mund, før Nina begynder at fortælle.

"Du besvimede," siger hun. "Du var bare udmattet, intet alvorligt sket. Churel er blevet begravet levende indtil videre. Hr. Reaper har kontaktet nogle troldmænd i den indiske regering, der vil hente hende ved lejlighed og derfra finde ud af, hvad der skal gøres, men..." Nina trækker vejret dybt ind. "Hun vil nok blive sømmet fast til træ der og blive begravet ude i en eller anden ødemark. Selv for en soshi churel har hendes opførsel været usædvanlig. De fleste hævner sig bare på deres familiemedlemmer og går så videre til efterlivet eller finder på noget andet at lave... Men Churel..." Nina synker en klump og skæver til Hecate. "Det er i hvert fald ikke normalt at gå efter tilfældige mænd..." Hun smiler. "Anyway... Både Jack og Jackson hænger stadig i livsfare. Churel nåede at suge nok blod fra dem begge to. Vi har landets bedste healere sat på sagen." Jeg mærker en klump i min hals.

"Jeg bliver nødt til at se dem," siger jeg og forsøger at kæmpe mig ud af min seng, men må give op, da jeg bliver indviklet i et drop, der fører blod ind i min arm. Nina smiler blidt.

"Ikke lige nu," siger hun beklagende og hjælper mig ned igen. "Bare rolig. Det skal nok gå." Hun smiler blidt. Jeg ser på Hecate, der også prøver at fremtvinge et smil, men jeg kan se det i hendes øjne: hun er slet ikke overbevist.

"Hvor er vi?" spørger jeg, selvom jeg er ligeglad.

"Waverly Hills Sanatorium, Louisville," siger Nina. Jeg nikker. Selv i min trætte og desorienterede tilstand ved jeg godt, hvor det er. Det er et gammelt hospital, der i begyndelsen af årtusindet blev købt af en heks og en troldmand, som nu behandler skadede og syge monstre her.

"Jeg tror gerne, jeg vil sove," mumler jeg og forsøger at lyde træt. Nina rynker sine øjenbryn, men jeg stirrer insisterende. Så trækker hun på skuldrene og nikker.

"Kom Hecate," siger hun og løfter forsigtigt Hecate op ved skuldrene. "Lad os gå ned og få noget mad." Hun ser sig over skulderen og vinker med et varmt smil. Jeg forsøger at smile og nikker kort igen.

"Jeg bliver her," siger min far bestemt, og jeg ved, det ikke er til diskussion.

"Okay," mumler jeg og lægger mig på siden. Jeg lader som om, jeg falder hurtigt i søvn, og min far siger ikke mere til mig. Men i virkeligheden ligger jeg blot og venter utålmodigt på nyheder om Jackson og Jack. Hvis det ikke havde været for mig var ingen af dem endt her.

 

På en eller anden måde lykkes det mig at falde i søvn. Jeg mistænker lidt sygeplejersken, der er en smuk, ung vampyr, som kender både min far og jeg for at have givet mig et eller andet bedøvende, for det sidste jeg husker er, at hun står og roder ved mit drop.

 

Jeg vågner ved en afsindig høj bippende lyd. Som en maskine, der måler en hjerterytme, der ikke længere eksisterer. Det er mørkt udenfor. Uret fortæller mig, at klokken er elleve om aftenen. Jeg får tvunget mig selv ud af sengen og selvom jeg falder og vælter min pose med blod med mig så lykkedes det mig at bevæge mig hen mod sengen, hvor patienten ligger. Jeg genkender hurtigt det viltre, rødbrune hår, der stikker ud fra puden.
"Jack," hvisker jeg, netop som personale kommer farende ind i rummet med diverse maskiner.

"Jack!" råber jeg. En varulveplejer kommer op på siden af mig og lægger armen om mig.
"Shh," hvisker han. "Det skal nok gå." Nina, Frank, Hallow og Hecate farer ind i rummet med forvirrede og skræmte ansigtsudtryk. I baggrunden råber læger medicinske terme henover hinanden. Det er meget højere, meget vildere og meget mere kaotisk end jeg havde forventet. Frank ligger armen om Nina, mens Hallow forsøger at holde en hysterisk Hecate oprejst. De er opløst i tårer hver og en, og det er først, da jeg ser deres tårevæddende ansigter, at jeg indser, at jeg også selv græder, og at rummet ikke længere er fyldt med larm. Kun en enkelt lyd bryder den øredøvende stilhed: en lang, høj tone, fra en maskine, der fortæller os, at vores ven er død.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...