Halloween High

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 3 okt. 2015
  • Status: Igang
Minea Dracula har aldrig været skolens mest populære pige, men hun har altid været vellidt, og hvad vigtigere er, hun har altid elsket sin kostskole, Halloween High. Men siden hendes far, Vlad Dracula, præsident for DSMS (De Samlede Monstres Samfund) fik tiltrukket sig lidt for stor opmærksom af en Van Helsing og dennes søn og drev en masse monstre under jorden, frygter hun at vende tilbage til et nyt skoleår. Og det har hun al mulig grund til, for skolen bliver styret af mean girls i form af smukke spøgelser og magtfulde hekse. For at gøre ondt værre ser byen pludseligt et mystisk mord, og Van Helsing dukker, sammen med sin søn, op for at efterforske mordet. Men hvad sker der, når Minea og hendes venner går sammen mod skolens mean girls, og Van Helsings søn Jackson viser sig at være lidt mere spændende, end man ved første øjekast skulle tro, og mordene forsætter, kun for at blive mere og mere brutale. Én ting er sikkert: Minea får ikke en kedelig oktober måned!

75Likes
182Kommentarer
10023Visninger
AA

27. 26. oktober

 

26. oktober

 

Da jeg vågner er det bælgravende mørkt. Jeg kan i bogstaveligste forstand ikke se en hånd for mig. I lyset var min fængselscelle udholdelig. Selvom jeg ikke kunne vurdere tiden på dagen, kunne jeg i det mindste læse, tegne og skrive, så jeg ikke var helt alene med mine tanker. Men her i mørket, kan jeg intet andet end at sidde i min seng og bare vente på, at timerne passerer, mens jeg stødt bliver mere og mere bekymret for mine venner, min far og Jackson.  

 

Endeligt går døren op, og jeg ser en svag flamme bevæge sig mod mig. Da den nærmer sig, kan jeg se personen, der holder lyset. Det er Nina.

"Hej," siger hun stille. "Der er en storm udenfor, så alt elektriciteten er gået på hele skolen." Hun rækker mig lysestagen med lys i.
"Tak," siger jeg og sætter den fra mig på bordet. Hendes silhuet nikker i mørket.
"Her," siger hun og rækker hendes anden hånd frem. I den har hun to stearinlys mere og en lighter. "Til når de andre går ud." Jeg smiler og nikker.

"Tak," siger jeg igen.

"Hør, jeg bliver nødt til at gå igen," fortæller hun. "Churel er forsvundet. Hele skolen er på den anden ende for at finde hende. De er bange for at morderen har slået hende ihjel." Hun sukker bekymret. "Og vi er nødt til at vente til stormen er stilnet af, før vi kan lede i skoven." Jeg trækker vejret dybt ind.
"Er der ikke noget, jeg kan gøre?" spørger jeg med en klump i halsen. Nina trækker på skuldrene.

"Det tror jeg ikke," hun fremtvinger et smil. "Men hey, Churel kan også bare gemme sig et eller andet sted i mørket. Det er en stor skole, og når vi intet lys har er det svært at finde nogen... Især nogen, der kan være så lydløse som Churel." Jeg smiler og nikker.

"Du har nok ret," siger jeg og bider mig i læben. Nina nikker.

"Har jeg ikke altid det?" spørger hun med et skævt smil. "Du skal ikke bekymre dig. Vi skal nok finde hende." Jeg nikker og smiler, også selvom jeg ikke er helt overbevist. Nina stikker sin arm ind og aer mig på kinden, før hun vender om og forlader rummet.

 

Jeg kan stadig næsten intet se, for stearinlysets flamme når kun lige omkring skrivebordet, det står på. Jeg sætter mig ned på stolen og sukker, mens jeg prøver ikke at tænke alt for meget på Churel med et bidemærke i halsen, eller... Jeg retter mig op. Churel er ånd. Man kan ikke slå hende ihjel på samme måde som man kan med mennesker. Og hun er stærk. Jeg husker på den time for tre år siden, vi havde om chureller. De kan ikke slås ihjel, kun sømmet fast til et træ med søm af solidt jern og begravet levende. Jeg slapper langsomt mere af. De færreste lytter efter i Arter Og Deres Kendetegn, så de færreste ville vide dette. Den eneste grund til, at jeg kan huske noget som helst er fordi, det er Franks yndlingsfag, så før hver prøve insisterer han på, at vi terper sammen.

 

Døren går op igen.

"Hallo?" spørger jeg ud i rummet, men ingen svarer. Jeg hører skridt bevæge sig ned af gangen. "Hallo?" Skridtene nærmer sig min celle, og jeg kan mærke frygten vokse i mig.

"Jackson!" udbryder jeg lykkeligt, da Jackson træder ind i mit stearinlys' svage skær.

"Hey," hvisker han uentusiastisk.

"Hvordan undslap du gæsteboligen, uden din far så dig?" spørger jeg. Jackson går hen mod cellestængerne uden at møde mit blik.

"Det gjorde jeg ikke," siger han. "Min far lod mig besøge dig." Jeg kan ikke lide hans tonefald, eller den måde hans blik ikke møder mit.

"Hvad sker der, Jackson?" spørger jeg nervøst, da det slår mig. "Åh nej, er Churel død?" Åh nej, det ville forklare, hvorfor Jackson måtte se mig. Hvis Churel er blevet slået ihjel, vil de vide, at det umuligt kunne være mig, og Jackson ville have lov til at se mig.

"Nej," svarer Jackson. "Nej, hun er stadig væk."

"Hvad så?" spørger jeg.

"Du lovede, at du stolede på mig," siger han. "Og du lovede, at jeg kunne stole på dig. Og så lyver du for mig." Jeg bliver helt overrasket over hans svar. Jeg havde godt regnet ud, at Jackson ville have hørt om mine venner og Solomon nu og dermed vide, at jeg havde løjet for ham, da jeg sagde, at jeg ikke vidste noget, men jeg havde ikke forventet, at det var noget, der gik ham på.

"Det kan du også," svarer jeg.                            

"Tydeligvist ikke," siger Jackson hårdt og sukker.

"Jo..." siger jeg. "Du er bare ikke den eneste, jeg skal være loyal overfor..."

"Nej, selvfølgelig ikke!" udbryder Jackson med en hævet stemme. "Men jeg kan bare ikke forstå, hvordan du kan tro, at jeg nogensinde anklage dine venner for noget, med mindre både du og jeg var 100% sikre på, at de havde gjort det! Kan du huske dengang med Nina? Kom jeg ikke til dig med det samme?" Jeg ser ned i gulvet og nikker.
"Damnit, Minea," siger Jackson og kører en hånd gennem sit år. "Jeg troede... Jeg troede, fortid var fortid."
"Hvad mener du?" spørger jeg og stiller mig så tæt op ad cellestængerne, at min næse stikker ud.

"Mig der jager monstre, dig der jager mennesker," siger Jackson og slår ud med armene. "Jeg troede, at de her kampe... og-og modstande... At vi var for gode til dem! Jeg troede, at vi kunne skabe vores egen verden! En verden uden vold... En verden hvor vi to kunne være sammen..." Han synker ned på hug, og jeg kan se hans skuldre ryste. Jeg sætter mig også ned på hug foran og rækker min hånd ud, så jeg kan lægge den på hans skulder.

"Sådan kan det stadig være, Jackson," siger jeg også selv med tårerne trillende ned af kinderne. "Jeg elsker dig. Jeg skal bare ud herfra, og så kan vi være sammen... Så kan vi..." Jackson ser op på mig med våde kinder.

"Nej," siger svagt. "For du er et monster. Ikke i min definition, men heller ikke i din. Du er en dræber, et rovdyr. Det er, hvad du er. Selvom  det ikke er dig, der har slået uskyldige mennesker - og en troldmand - ihjel, var du stadig klar til at beskytte en, der havde. Du var stadig klar til at putte din verden og din natur over os." Jackson rejse sig og ryster på hovedet. Han har fået kontrol over sin stemme nu og tårer triller ikke længere ned af hans kinder. "Jeg ville have gjort næsten alt for dig. Alt for at få en chance for at leve med dig. Jeg var klar til at forlade min verden og min familie, fordi du havde mere årsag til at ville blive hos din... Jeg ville bare ønske, at du i det mindste havde lukket mig ind i din verden."

"Jackson," græder jeg og klamrer mig til stængerne.

"Undskyld, Minea," siger han blidt og lægger hovedet på skrå. "Jeg elsker dig, men... Men det er ikke det værd, hvis jeg ikke kan regne med, at du også elsker mig." Han vender sig om og begynder at gå.

"Jackson!" råber jeg efter ham, hæs af gråd.

"Undskyld," snøfter han et sted i mørket, men jeg kan høre hans skridt fortsætte mod udgangen.

"Jackson," græder jeg stille, men døren åbnes alligevel og lukkes, og jeg ved, han er gået, og at jeg måske aldrig skal høre ham sige, at han elsker mig igen, så jeg synker sammen på gulvet og græder ned i mine lår. Jeg hulker hysterisk og uden kontrol, men jeg er ligeglad, for Jackson, den eneste jeg nogensinde har elsket på en romantisk måde, er lige bogstaveligt talt gået ud af mit liv.

 

Og så hører jeg det. Bevægelser og skridt i mørket.

"Hallo?" spørger jeg svagt med en hæs og snottet stemme. Skridtene fortsætter frem.

"Du skal ikke være ked af det, søde Minea," siger mørket. Jeg genkender stemmen, før hun træder helt ud i lyset.

"Churel?" spørger jeg forvirret. Hun sætter sig på hug foran min celle. "Hvor er jeg glad for, du er okay! Men hvad laver du her? Du bliver nødt til at gå op til de andre! Nina sagde, at hele skolen er på den anden ende!" Churel udstøder en latter og slår ud med hånden.

"Det ved jeg godt," siger hun. "Forstår du ikke, at jeg har været her hele dagen? Jeg har gemt mig i skyggerne. Passet på dig." Hun smiler indgående, men det ser forvrænget og uhyggeligt ud. Jeg kommer på benene og træder et skridt tilbage.

"Jeg forstår ikke..." mumler jeg, men det er løgn. For pludselig forstår jeg alt.

"Jeg havde så dårlig samvittighed over at få dig herind, at jeg følte, jeg var nødt til at passe på dig," siger Churel og smiler kærligt, men min mave slår knuder, og jeg har det som om, jeg skal kaste op.

 

Pludseligt står det hele meget tydeligt: Da Frank og jeg læste til terminsprøver for tre år siden, og vi sad bøjet over indviklede gamle bøger om sydasiatiske monstre. Gang på gang, fik han mig til at gentage de tre former for chureller, der fandtes: poshi, der er meget sjældne, pædofile ånder (ja, jeg var ikke stor fan af dem), soshi, der blev mishandlet af deres familie i deres liv og derfor vender tilbage hævngerrige og slår mændene i deres familie ihjel og sidst, men ikke mindst toshi, der vender tilbage fra de døde for at passe på deres efterladte familie, der af den ene eller anden grund ikke kan klare sig uden ånden.

 

"Du er ikke en toshi churel?" siger jeg overrasket. Churel trækker på skuldrene.

"Jo, hvis du spørger Hr. Reaper," siger hun med et skævt smil. "Da jeg havde slået min far, den sindssyge, incestuøse nar, og mine brødre, der var ligeså slemme,  ihjel, havde jeg ikke meget tilbage at lave i Indien. Resten af min familie havde indset, hvad jeg var blevet, så de jagede mig. Jeg vidste, at mine eneste chance var at flygte. Så hørte jeg om denne skole. Det var let nok, at få nogle andre sydasiatiske monstre, der heller ikke er med i DSMS til at hjælpe mig med at fremstå som en toshi, så jeg kunne blive optaget. Da først jeg var her, var det endnu nemmere... Ingen lagde mærke til det, når jeg forsvandt, for jeg havde et værelse helt for mig selv, og jeg er god til ikke at virke magtfuld." Hun smiler fortsat sit klamme, dukkelignende smil.

"Men hvorfor slå alle de mennesker - og Solomon ihjel?" spørger jeg. "Og hvorfor få mig til at virke som den skyldige. Churel gør sine øjne store.

"Nej, nej, nej, Minea," siger hun og lægger sine hænder på cellestængerne. "Det var ikke min mening, at du skulle fremstå skyldig overhovedet. Hørte du mig ikke? Jeg har haft dårlig samvittighed. Men jeg drikker også blod. Jeg har brug for det."

"Skolen giver dig alt det blod, du har brug for," siger jeg desperat.

"Men det er slet ikke det samme som rigtigt blod, vel Minea?" siger Churel og lægger hovedet på skrå. "Som at jage? Nedlægge sit bytte?" Hårene rejser sig på hele min krop, for jeg ved, hvad hun mener.

"Men du slog uskyldige folk ihjel!" råber jeg.

"Ha! Uskyldige? Næh nej, jeg slog mænd ihjel, der havde fortjent at dø!" Churels øjne brænder af hvideglødende raseri. "Mænd der var utro, mænd der slog børn..." Hun smiler sygeligt. "Solomon... Kom ikke her og sig, at de var uskyldige! At de fortjente at leve?"

"Churel... jeg..." jeg prøver at samle mine tanker. "Nej, de var måske ikke gode mennesker. Men du er ikke et godt monster. Det handler ikke om, hvor du kommer fra, eller hvad du er. Det handler om, hvor du er på vej hen, hvem du er. Alle har gjort ting, der var onde. De fleste af os har slået ihjel, de fleste af os har såret nogen, vi holder af. Men alt det er lige meget, Churel. Hver dag er en ny dag. De mennesker fortjente en chance for en ny dag. Men det gør du også." Jeg lægger min hånd på hendes. "Tilstå hvad du har gjort. Min far ville aldrig slå dig ihjel, hvis du bare tilstår, fortæller du angrer." Jeg ser bedende på hende.

"Søde, naive, lille Minea," siger Churel med en vammel sødme i sin stemme. "Vi er, hvem vi er. Det ved du. Du er en jæger, jeg er en jæger. Det er i vores natur. I vores sjæl." Jeg ryster på hovedet.

"Nej," siger jeg. "Vi kan finde en ny vej, en bedre vej." Churel går et skridt tilbage.
"Du forstår det ikke," siger hun med en autoritet i sin stemme, jeg ikke har hørt før. "Du forstår det ikke nu, men det vil du en dag." Hun smiler. "En dag vil du se, at mænd der sårer os, fortjener at blive straffet. En dag vil du takke mig."

"Takke dig?" spørger jeg. Angsten kryber op under min hud, mens Churel smiler skævt.

"Den menneskedreng slipper ikke godt fra at såre dig," siger hun bare og trækker sig tilbage i skyggerne.

"Churel!" råber jeg desperat og kaster mig mod cellestængerne. Jeg river i dem i håb om, at de skal gå op. "Churel, lad være!" Hun vil slå Jackson ihjel. Og hun kunne gøre det. Jackson ville aldrig forvente at lille, uskyldige udseende Churel ville være en morder. Hun kunne med lethed lokke ham til et afsides sted. Hendes trin forsvinder ned af gangen og snart åbnes og lukkes døren, netop som lyset flimrer tilbage. Det golder lys bader rummet i et sygeligt skær, og jeg har svært ved at se efter mine øjne har vænnet sig til mørket.

"Churel!" skriger jeg igen, men det nytter intet. Hun er allerede forsvundet. "Hjælp!" Jeg river i cellestængerne med al min kraft, men de rykker sig ikke så meget som en millimeter.

"Hjælp!" fortsætter jeg med at skrige, mens jeg som besat begynder at rode hele min celle rundt efter en hårnål eller bare noget, jeg kan dirke låsen op med.

"Hjælp!" skriger jeg igen, med tårerne løbende ned af mine kinder. "Hjælp!" Mit hjerte synker ned til bunden af min mave, der jeg har brugt omkring ti minutter på at gennemrode mit værelse og skrige, men ingen af delene af ført nogle vegne.
"Hjælp!" skriger jeg desperat og netop da, kan jeg høre lyden af stemmer på den anden side af døren.

 

 

----------------------------------------

 

Lige siden jeg startede på historien, har jeg glædet mig til at skrive dette kapitel, og det der følger! Det er virkeligt sjældent, jeg skriver historier med suspense og action, så det her er virkeligt, virkeligt noget, der bare har været SÅ sjovt at se frem til og skrive. Jeg håber I kunne lide kapitlet og ikke er utilfredse med, hvem der viste sig at være morderen :-)
Masser af kys!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...