Halloween High

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 3 okt. 2015
  • Status: Igang
Minea Dracula har aldrig været skolens mest populære pige, men hun har altid været vellidt, og hvad vigtigere er, hun har altid elsket sin kostskole, Halloween High. Men siden hendes far, Vlad Dracula, præsident for DSMS (De Samlede Monstres Samfund) fik tiltrukket sig lidt for stor opmærksom af en Van Helsing og dennes søn og drev en masse monstre under jorden, frygter hun at vende tilbage til et nyt skoleår. Og det har hun al mulig grund til, for skolen bliver styret af mean girls i form af smukke spøgelser og magtfulde hekse. For at gøre ondt værre ser byen pludseligt et mystisk mord, og Van Helsing dukker, sammen med sin søn, op for at efterforske mordet. Men hvad sker der, når Minea og hendes venner går sammen mod skolens mean girls, og Van Helsings søn Jackson viser sig at være lidt mere spændende, end man ved første øjekast skulle tro, og mordene forsætter, kun for at blive mere og mere brutale. Én ting er sikkert: Minea får ikke en kedelig oktober måned!

75Likes
182Kommentarer
10064Visninger
AA

25. 24. oktober

 

24. oktober

 

Jeg vågner først, da Nina rusker i mig. Da jeg sætter mig forvirret op i sengen og klør søvnen ud af mine øjne, tager det mig lidt tid, før jeg kobler det mine øjne ser sammen med min hjerne. Min far, Hr. og Fru Reaper og Van Helsing står alle sammen i mit soveværelse. Fru Reaper og min far ser sørgemodige ud, Hr. Reapers ansigt er blidt, men alvorligt og Van Helsing... han smiler sejrende. Fuck.

"Kan I vente udenfor?" er det første jeg siger. Ikke: "Hvad er I nået frem til?" eller "Hvad skal der ske?" Nej, det første, jeg tænker er, at jeg ikke vil have, at Van Helsing ser mig i mine lyserøde Minnie Mouse-natbukser. De tøver forvirret et øjeblik, men jeg stirrer vidst så insisterende på Hr. Reaper, at han til sidst får dem alle bakset ud af rummet.

 

Det er først, da de har lukket døren bag sig, at det virkeligt slår mig, hvad deres fremmøde betyder. Jeg blev ikke bare hentet af Fru Reaper eller på en anden måde tilkaldt Hr. Reapers kontor eller min fars gæsteværelse. Jeg stopper chokeret op midt i en bevægelse. Nina ser undersøgende på mig.

"Minea?" spørger hun. Jeg ser desorienteret på hende.

"Ja?" mumler jeg.
"Er du okay?" hun rynker sin bryn. Jeg vifter med hånden.

"Ja, jaja, ja," mumler jeg, men ved godt, at det er en løgn.  Jeg går hen til skabet og stirrer formålsløst ind i det. Jeg kan ikke koncentrere mine tanker om noget så simpelt som at finde tøj. Nina kommer hen på siden af mig. Hun tager et par sorte bukser af bomuld ud samt en bourdeaux sweater. Hun rækker mig dem, mens hun går over til kommoden og giver sig til at rode rundt i den. Jeg tager langsomt mine natbukser af og stikker mine fødder ned i de sorte. Jeg trækker min undertrøje over hovedet og prø'ver at smide den på sengen, men har så lidt kraft i mit kast, at den dovent lander på gulvet. Jeg havde ikke overvejet, at de rent faktisk kunne finde mig skyldig. Jeg tager sweateren på og vender mig om mod Nina, der står med et par sokker, en hårbørste og en scrunchie. Jeg hader scrunchies, og det er den eneste sammenhængende sætning min hjerne kan samle sig om. Jeg sætter mig på sengen og tager mine sokker på, mens Nina sætter sig på knæ bag mig og reder mit hår tilbage i en højhestehale, som hun sikrer med scrunchien. Jeg hader scrunchies, tænker jeg igen. Jeg ser mig kort i spejlet af vane, og bliver overrasket over at se mig endnu mere bleg, end jeg plejer. Jeg sukker, træder ned i et par sorte ballerinaer og ser hen på Nina.
"Er du klar?" spørger hun. Jeg bider mig i læben og nikker.

"Ja," får jeg fremstammet. Jeg retter ryggen og åbner døren. Med fem sæt øjne rettet opmærksomt mod mig, træder jeg ud i korridoren. Nina skynder sig op på siden af mig og tager min hånd.

"Nina," siger Hr. Reaper venligt. "Jeg tror, det er bedst, hvis du går ind og sover videre." Nina siger ikke noget, men jeg kan mærke hende ryste på hovedet.  Hr. Reaper ser skiftevis på os, men nikker til sidst.

"Okay så," siger han og smiler svagt. "Minea... Vi har vurderet, at tiltalen mod dig ikke længere bort kan bortkastes som piger, der er onde ved hinanden. Du har hængt i et enkelt alibi, som vi nu må se på som værende utroværdigt i synet på..." Han ser kort på min far og Van Helsing. "Jeres forhold." Han siger ordene som er de noget ækelt, og jeg får helt ondt i maven. Jeg nikker. "Vi har intet andet valg end at varetægtsfængsle dig i skolens fangekælder, indtil vi har undersøgt sagen nærmere." Jeg vidste godt, at det kom, men derfor slår det mig stadig i maven med så voldsomt en kraft, at jeg mister vejret og vakler. Nina griber fat om mit hånd og albue og støtter mig.

"Er du okay?" spørger Fru Reaper, og jeg får lyst til at finde ildrageren og gokke hende lige oven i hovedet for så dumt et spørgsmål, men jeg ved, hun bare prøver at være sød, så jeg tvinger mig selv til at møde hendes blik og nikke med et svagt smil.

"Ja," siger jeg svagt og ser tilbage på Hr. Reaper, afventende.

"Nu?" spørger jeg. Han nikker.

"Der er en seng, nogle bøger dernede," siger han.

"Okay," mumler jeg og retter ryggen. Hr. Reaper nikker igen, drejer om på hælen og begynder at gå ned af korridoren. Vi følger alle sammen trop.

 

Jeg ville gerne kunne gå langsomt, falde bagud, så jeg kunne tage de sidste minutter af frihed ind, af solopgangen der kaster sine farver udover himlen og af brisen, der let puffer til mit hår gennem et åbent vindue. Men Van Helsing er hele tiden lige i hælene på mig og tvinger Nina og mig fremad. Han er sikkert bange for, at jeg stikker af, men jeg ved bedre end det.

 

Da vi forlader pigernes korridor og kommer ud i Halloween Highs kolde, tomme hall mærker jeg angsten arbejde sig op gennem min krop. Der er ingen elever, der har været nede i fangekælderen. Vi ved bare, at den er dig. Men historierne om den er voldsomme: middelalderlige tortur redskaber, senge lavet af solidt sølv, kors på hver en væg... Jeg holder vejret, da Hr. Reaper skubber døren op og leder os ned i kælderen. Der er næsten helt mørkt ved toppen af trappen. Vi mærker os forsigtigt frem. Jeg støtter mig mod væggen fugtige, kolde sten. Der lugter af mug og våd hund. Ikke særligt lovende. Da Hr. Reaper når til enden af trappen, kan jeg høre en dør blive åbnet, et klik og så vælter en blød lysstråle ind på trappen fra selve fangekælderen. Jeg går ind. Gulvet er lyst og lavet af beton med en eller anden form for hvide, skinnende lak over. Væggene er også af beton, men er malet hvide. Der er ingen kors, sølvsenge eller torturværktøjer, kun en lang, hvid gang og celler på venstre side. Vi går forbi to, indtil vi kommer til den sidste for enden.

 

Hvor de to andre havde været tomme er denne fyldt møbleret med en seng, en stol, et skrivebord, en lænestol, en bogreol og... åh manner. Et toilet. Jeg stirrer på toilettet og håndvasken, der står i midten af lokalet.

"Bare rolig," jeg bliver overrasket, da Van Helsing ligger en betryggende hånd på min skulder. "Du kommer til at være helt alene hernede, så du bliver ikke forlegen." Jeg ser op på ham. Han smiler skadefro, og jeg ryster vredt hans hånd af mig, men hans ord ekkoer stadig i mit hoved. Jeg kommer til at være helt alene hernede i... Ja, jeg ved ikke hvor længe. Hr. Reaper låser cellen op og åbner døren. Jeg træder ind på det lille område og ser mig om. Døren bliver smækket i og låsen bliver drejet rundt. Jeg kan ikke længere holde min tårer tilbage. De løber ned af kinderne på mig, og jeg hulker hysterisk. Jeg lægger hænderne om to cellestænger som en anden stumfilmsforbryder. Nina løber hen til mig og lægger sine hænder over mine.
"Det skal nok gå," hvisker hun. "Jeg finder en måde at få dig ud herfra." Jeg ser op på hende og fremtvinger et smil. "Det lover jeg."

"Tak," hvisker jeg og tager fat i hendes hånd. Jeg stryger håndryggen med min tommel finger, før jeg giver slip, og hun træder et skridt tilbage. Fru Reaper leder hende mod udgangen.

"Jeg kommer tilbage i morgen tidlig," siger Hr. Reaper. Han smiler venligt og nikker kort. Van Helsing ikke så meget som ser på mig, før han med et smil følger efter Hr. Reaper ned af gangen. Min far står kun tilbage. Han har ikke sagt så meget som et ord endnu. Han går et skridt tættere på indhegningen, netop som jeg træder et skridt bagud.

"Minea..." hvisker han grådkvalt. "Jeg gjorde, hvad jeg kunne... Hvis bare... Hvis bare du havde fortalt mig om Jackson, så kunne jeg have..."

"Have hvad?" spørger jeg fjendsk og lægger armene over kors. "Forbudt os at være sammen?" Jeg ryster på hovedet. "Jeg ved ikke, hvad du tror, det ville have nyttet, men jeg kan fortælle dig, at du intet kunne have gjort. For alt det her," jeg slår armene ud mod mit fængsel. "Er Jackson værd." Min vender ryster på hovedet.

"Det er bare en dreng," sukker han med tårerne løbende ned af kinderne.

"Nej," svarer jeg. "Uanset hvor kliché og usandsynligt det lyder, er han meget, meget mere end det." Jeg bider mig i læben. "Er han okay?" Min far trækker på skuldrene.

"Van Helsing har låst ham inde i gæsteboligen," siger han. "Så han er også i en slags fængsel." Jeg nikker eftertænksomt. Det forklarer, hvorfor jeg ikke har hørt fra ham.

"Okay," siger jeg. Min far ser bedende på ham. Jeg ved, at han gerne vil have, jeg fritager ham, for den umådelige skyld, han må føle lige nu, og jeg ved, at han virkeligt har gjort alt for at holde mig ude af det her fængsel, men jeg ved også, at intet af dette: Van Helsing, fredstraktaten, Jackson, muligvis mordene ville være sket, hvis det ikke var for ham. Jeg ryster kort på hovedet, før jeg vender mig om.

"Vi ses," siger jeg hårdt.

"Minea," beder han. Jeg vender mig om igen og ser på ham.
"Det er fint, far," siger jeg. "Jeg ved godt, du har gjort, hvad du kunne. Men jeg har brug for at være alene med mine tanker nu." Han ser på mig et øjeblik, før han nikker.

"Okay," siger han. "Jeg elsker dig." Han går han til cellen og stikker sin arm gennem to stænger med en udstrakt hånd. Jeg tager den og giver den et klem.

"Jeg elsker også dig," siger jeg. Han smiler blidt og nikker.

"Jeg gør alt, hvad jeg kan for at finde den skyldige," siger han så. Jeg nikker.

"Det ved jeg," siger jeg og mener det. Han nikker kort en sidste gang, før også han forlader rummet, og jeg er alene. Helt og aldeles alene. 

 

-----------------------------------------------------------------------------------------

 

Undskyld kapitlet først kom i dag, men jeg havde bare en suuuper pres dag i går og kunne ikke lige overskue det :-)

Håber I kan lide det alligevel oooggg - hav en god weekend! :-D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...