Halloween High

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 3 okt. 2015
  • Status: Igang
Minea Dracula har aldrig været skolens mest populære pige, men hun har altid været vellidt, og hvad vigtigere er, hun har altid elsket sin kostskole, Halloween High. Men siden hendes far, Vlad Dracula, præsident for DSMS (De Samlede Monstres Samfund) fik tiltrukket sig lidt for stor opmærksom af en Van Helsing og dennes søn og drev en masse monstre under jorden, frygter hun at vende tilbage til et nyt skoleår. Og det har hun al mulig grund til, for skolen bliver styret af mean girls i form af smukke spøgelser og magtfulde hekse. For at gøre ondt værre ser byen pludseligt et mystisk mord, og Van Helsing dukker, sammen med sin søn, op for at efterforske mordet. Men hvad sker der, når Minea og hendes venner går sammen mod skolens mean girls, og Van Helsings søn Jackson viser sig at være lidt mere spændende, end man ved første øjekast skulle tro, og mordene forsætter, kun for at blive mere og mere brutale. Én ting er sikkert: Minea får ikke en kedelig oktober måned!

75Likes
182Kommentarer
10053Visninger
AA

24. 23. oktober

 

23. oktober

 

Jeg ved ikke, hvornår eller hvordan jeg faldt i søvn, men jeg må have sovet tungt, for jeg vågner ikke før klokken et. Nina sidder med benene trukket op under sig og stirrer formålsløst ud i luften. Jeg gaber som for at tilkendegive, at jeg er vågen.

"Godmorgen," mumler Nina uden at se på mig.

"Godmorgen," siger jeg hårdere og koldere, end jeg havde tænkt mig. "Noget nyt?" Nina ser på kort på mig og ryster på hovedet.

"Intet?" spørger jeg skeptisk. Noget må vi da have hørt. Nina ser tilbage ud i luften og ryster på hovedet igen. "Hvad med Jackson? Har du hørt noget fra ham?" Nina ser på mig.

"Så havde jeg nok sagt det," sig hun irriteret og springer ud af sengen, mens hun giver sig til formålsløst at vandre frem og tilbage. Jeg stirrer på hende, mens jeg mærker vreden vokse i mig som en glubsk flamme, der destruerer alt omkring sig.

"Så hold dog op med at gå frem og tilbage!" råber jeg til sidst irriteret. Nina stopper op og ser på mig.

"Hvad fanden får dig til at tro, at du kan tillade dig at snakke til mig på den måde?" spørger hun og går langsomt hen mod mig. "Hvis du ikke har indset det, så er den eneste grund til, at jeg er spærret inde her dig." Hun peger på mig. Jeg springer ud af sengen. Jeg er stadig fuldt påklædt fra i går.

"Det må du sørme undskylde," vrisser jeg sarkastisk, mens jeg går forbi hende, hen til døren og flår den op.

"Hvor skal du hen?" spørger Nina.

"Ud," siger jeg kort uden at se på hende.

"Men Fru Reaper sagde, at..." mumler Nina. Jeg vender mig om og ser på hende.

"Jeg er så pisse ligeglad!" råber jeg, før jeg går ud af døren og smækker den bag mig.

 

Ligeså den er lukket bag mig, har jeg lyst til at flå døren op igen løbe ind og sige undskyld til Nina. Men jeg kan mærke den vrede flamme stadig brænde, og jeg vil ikke gå tilbage, før den er slukket. Jeg læner mig op af vores dør og forsøger at holde tårer inde, som jeg ikke ved om kommer fra vrede eller sorg. Jeg går med langsomme skridt ned af gangen. Jeg havde ikke lagt en plan for, hvor jeg skulle hen, bare at jeg skulle ud. Jeg overvejer at gå op til min far, men der er så mange spørgsmål, jeg ikke vil besvare og så mange formaninger, jeg ikke vil høre lige nu. Desuden er han sikkert sammen med Hr. Reaper og forsøger at finde ud af, hvad i alverden de dog skal stille op med mig. Jeg tænker på det hvide flygel, men ved, at jeg kun ville nå at spille tre toner, før Fru Reaper ville finde mig og sende mig direkte tilbage til mit rum. Jeg har lyst til at løbe langt ud i skoven, men med morderen stadig på fri fod og skolen på sin anden ende, er det nok ikke den sikreste idé lige nu.

 

Og så er der det, jeg vil mere end noget andet. Det jeg ved er den eneste, der kunne slukke flammen i min mave og løsne knuden i mit bryst. Jackson. Der er intet, jeg hellere ville lige nu end at se Jackson. Selvom han nok er sammen med sin far, og selvom hans far nok hellere ville slå mig ihjel end at lade mig se Jackson lige nu, føler jeg en trang for i det mindste at gøre forsøget. Jeg kan ikke stoppe min ben, der bærer mig mod udgangen fra korridoren. Jackson, jeg kommer, tænker jeg. Men noget andet fanger min opmærksomhed. Det er en dør, der står halvt på klem. Jeg kender værelsesnummeret, og jeg ved, hvem der bor derinde. Flammen brænder varmere og overskygger alt andet, jeg føler. Jeg lister mig tæt på døråbningen og skubber den blidt og lydløst op, så jeg kan se ind.

 

Bloody Mary sidder alene i sin vindueskarm og reder sit hår. Jeg træder ind. Forsøger ikke længere at gøre mig usynlig. Jeg smækker døren hårdt bag mig. Mary farer sammen og stirrer på mig. Hun rynker sin bryn, smækker bogen sammen og svæver ned fra vindueskarmen.

"Hvad laver du her?" spørger hun med et ansigtsudtryk, der signalerer, at jeg ligeså godt kunne have været en død mus, katten havde slæbt med ind. Jeg trækker på skuldrene. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.

"Hvorfor gjorde du det?" spørger jeg hende. Hun stopper op og ser på mig.

"Gjorde hvad?" spørger hun. Som om hun ikke ved det. Jeg folder armene over kors og stirrer på hende. Jeg siger intet. Venter blot til, at hun selv fortsætter. Hun himler med øjnene og svæver ned på en puf for enden af rummet.

"Hvorfor gjorde jeg det?" spørger hun retorisk sig selv med en falsk uskyldighed. Hun ser på mig, og jeg forventer at se de hovne, ondskabsfulde smil, men det kommer ikke. "De ødelagde mit liv, Minea." Hun svæver op. Tårer hviler i hendes øjenkrog, og jeg kan se, at hun spænder i kæben for ikke at miste kontrol over sin mimik. "Din far, Van Helsing og... Jackson... Forstår du det ikke? Den nye fredstraktat gør hvad? At du ikke længere må slå ihjel. Bravo. Heksene må ikke længere forhekse almindelige mennesker. Det er jeres eneste straf." Tårer flyder ned over hendes kinder som små, funklende diamanter.

"Siden denne her..." hun slår hænderne ned langs sin hvide, gennemsigtige krop. "...forbandelse ramte mig, har jeg ikke kunnet leve et tilnærmelsesvist normalt liv. Med en stor hat, lukket mund og SPF 50 kan du til hver en tid gå ned at gaden, besøge storbyer..." Hun kniber øjnene sammen og ser væk. "Du kan endda have et forhold til et menneske..." Hun vender sig og ser ud af vinduet. "Jeg kan ikke engang have et forhold til et andet monster, åbenbart..." Hun ser ned i jorden og knytter sine næver, før hun igen vender sig mod mig. "Men jeg overlevede! Jeg havde det fint! Jeg havde skolen og et samfund, der hele tiden udvikler materialer, der gør det nemmere at være spøgelse. Men så kom din far og ødelagde alt! Ikke kun ved at få slået en stor portion af vores befolkning ihjel, men også med den latterlige fredsaftale!"

"Min far indgik kun den fredsaftale for at redde os!" råber jeg tilbage. Bloody Mary udstøder et hysterisk fnys og himler med øjnene.

"For at redde jer, måske," siger hun og lægger armene over kors. "Vampyrerne, heksene... Alle jer satans aristokratiske, overklasse-monstre." Jeg fnyser.

"Du er venner med halvdelen af dem," siger jeg irriteret. Bloody Mary løfter skeptisk det ene øjenbryn, der siger "tror du virkelig, jeg betragter dem som mine venner". Jeg sukker. "Undskyld, jeg glemte lige, du er en kold bitch, der ikke holder af andre end sig selv. Egocentrerede kælling..." Jeg vender mig om og skal til at gå ud af den åbne dør, men den smækker med et kæmper brag lige foran mig. Jeg drejer om på hælen og ser på Mary, der er fløjet en halv meter længere fra gulvet og pruster som om, hun netop havde løbet en maraton.

"Jeg bliver nødt til at være egocentreret, Minea, forstår du ikke det?" råber hun hysterisk med tårer løbende i stride strømme ned af sine kinder. "Jeg har ikke en rig, magtfuld farmand, der passer på mig når lortet brænder på. En, åh, så forelsket fyr, der vil trodse alt for at være sammen med mig. Der er ingen, der passer på mig." Jeg vender det hvide ud af øjnene. Nej, hun har måske ikke min far. Men det har Jack, Frank og Nina heller ikke. Det gør dem ikke til røvhuller. "Og siden fredsaftalen af mit liv ikke givet nogen mening. Overhovedet!" Jeg sukker. "Ved du, hvad spøgelsernes paragraffer går ud på?" Jeg trækker på skuldrene. Jeg har kun skimmet de andre racers paragraffer.

"Vi må ikke hjemsøge," Mary slår ud med armene. "Kun på virkeligt få slotte, hvor folk tager hen for at se spøgelser, lige nok til at vi kan overleve. Men de fleste bliver ikke engang bange. De griner bare. De tror, vi er en special effect. De ved ikke engang, hvem jeg er."

"Og hvad så?" siger jeg arrigt. Jeg har fået nok af Marys lille pity-party. "Jeg kunne overfalde et menneske, drikke hans blod og hans sidste ord ville sikkert stadig være "Hvem helvede er du?" Det betyder ikke noget. Vi har alle sammen udfordringer i vores liv, Mary." Mary gør sine øjne smalle og hiver arrigt efter vejret. En rude smadres bag mig.

"At hjemsøge huse, traumatisere unge børn, der leger ånden i glasset eller Bloody Mary var mit liv!" skriger Mary. "Mit liv!" Spejlet på væggen eksploderer og splintres i tusinde, bittesmå stykker, der flyver ud over hele rummet. Jeg når lige nøjagtigt at tage mit arm op foran min øjne.

"Jeg har ikke gjort dig noget, Mary," råber jeg. For bange for mere splintrende glas til at tage min arm ned. "Det var ikke min skyld." Lyden af glas, der smadrer lyder ovre fra det andet vindue.

"Nej, men det var din fars! Og som om det ikke var nok, så skulle du bare kaste dig i armene på det menneske!" Jeg tager forsigtigt mine arme ned. En vase smadres. Jeg bakker mod døren og åbner den. Jeg løber ud af døren, men Mary følger efter mig.

"Din forbandede sociopat!" råber jeg og løber ned mod den store pejs. Jeg kan høre malerier ramle ned fra væggene og døre åbne og smække voldsomt i. Da jeg når hen til pejsen, skynder jeg mig at gribe fat i ildrageren, der hænger på et stativ til højre for den. Den er lavet af solidt jern. Et af de eneste materiale, der kan skade et spøgelse. Jeg holder den op foran mig.

"Det var ikke mig, der slog Solomon ihjel!" skriger Mary, men stopper op, som om ildrageren gav mig et usynligt skjold. Jeg kan høre folk liste ud i korridoren, og jeg kan mærke deres nysgerrige blikke betragte os.

"Det var heller ikke mig!" råber jeg arrigt og slår truende ud med ildrageren, men uden at ramme.

"Right, som om jeg tror på det, din fucking forræder," spytter Mary. Ilden tændes bag mig i pejsen. Den svider i min nakke og jeg træder hurtigt ud af den direkte stråler, mens jeg slår ud efter Mary med ildrageren: denne gang for at ramme. Hun undviger mig, men snart løsnes pærer fra deres lamper i toppen af loftet og ryger i min retning. Jeg slår ud med ildrageren igen, hårdt, og jeg rammer den gang. Mary klynker i smerte, men sender endnu en elpære efter mit hoved. Jeg når at dukke mig og hører den knuses bag min ryg. Jeg slår ud igen og rammer rigtigt godt denne gang. Lige i Marys mave, så hun knækker sammen og daler ned på gulvet mens hun tager sig til sin mave i smerte.

"Stands! Øjeblikkeligt!" Fru Reaper kommer svævende ind i korridoren med Yuki-Onna, der må have hentet hende efter sig. "Frk. Dracula!" Hun stirrer forfærdet på mig. Mary sidder stadig nede på gulvet og klynker, og det er ikke før, jeg ser frygten i Fru Reapers øjne, at jeg indser, at min ildrager stadig er hævet truende, nu mod hende. Jeg skynder at smide den fra mig. Jeg er stadig varm og svedig af ilden, og jeg spytter mit ekstra mundvand ud på gulvet. Fru Reaper sætter sig på hug ved siden af Mary.
"Klarer du den?" spørger hun blidt, hvilket næsten giver mig lyst til at samle ildrageren op igen og slå dem begge på toppen af hovedet, men jeg modstår. Mary nikker med et forvredet ansigtsudtryk, og jeg har svært ved at se, om hende smerte blot er skuespil. Fru Reaper svæver op igen og ser kort på mig.
"Kom."

 

Uden flere ord fører hun mig tilbage på mit værelse, da jeg er gået ind smækker hun døren bag mig, og jeg kan høre låsen klikken som et tegn på, at jeg nu er låst inde. Nina sidder og læser en bog og ser ikke engang op, da jeg kommer ind.

"Nåh, nu er vi låst inde," konstaterer hun tonløst. Jeg nikker, selvom hun ikke ser det. "Hvad har du gjort?" Hun taler til mig, som om jeg er et lille barn, der hele tiden gør noget jeg ikke må eller en irriterende flue, der summer så højlydt på varme sommernætter, at man ikke kan sove.

"Bloody Mary," stønner jeg og bemærket først nu, hvor ondt i halsen jeg har. Som resultat er min stemme hæs og næsten uhørlig. Nina ser overrasket op på mig. Hun spærrer øjnene op. Jeg går længere ind i rummet, så jeg kan se mig selv i spejlet. Mit hår er klasket af sved og jeg har små huller i huden og tøjet der hvor glasset ramte. Der sidder stadig små stykker fast i min hættetrøje og mit hår. Min hud er helt mørk, næsten sort der hvor flammerne kunne nå og højre side af mine underlæbe er flænset.

"Er du okay?" spørger Nina. Jeg nikker.

"Ellers ville jeg vel ikke være her," siger jeg og trækker på skuldrene. Nina nikker.

"Og det var Bloody Marys værk?" spørger hun med rynkede bryn. Jeg ville gerne svare, men min hals gør for ondt, så jeg nikker blot. "Den bitch er fandeme heldig, at vi er spærret inde. Ellers ville hun få røven på komedie." Jeg smiler. "Jeg håber du også fik givet hende nogle tæv?" Jeg smiler igen og nikker. Det gjorde jeg.

"Jeg henter et glas vand og gør et koldt kar bad klart," siger Nina, der har kendt mig længe nok til at se min uansvarlige opførsel, når det kommer til sol og ild, gøre skade på mig mange gange og derfor ved præcis, hvad hun skal gøre. Jeg smiler taknemmeligt og ved, at vi er venner igen.

 

Da jeg sidder i det iskolde vand og langsomt mærker min hud blive normal igen, sidder Nina ved siden af badekaret og pludrer i øst og vest om alt muligt. Det er rart, så rart at jeg glemmer alt om Solomon, mordanklagerne, slagsmålet med Mary og Jackson. Da mine lunger endeligt føles som om, de får ilt igen trækker jeg været dybt ind og tager Ninas hånd.

"Undskyld," hvisker jeg hæst. "Og tak." Nina giver min hånd et klem og smiler blidt.

"No hay problema , mi querida," siger hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...