Halloween High

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 3 okt. 2015
  • Status: Igang
Minea Dracula har aldrig været skolens mest populære pige, men hun har altid været vellidt, og hvad vigtigere er, hun har altid elsket sin kostskole, Halloween High. Men siden hendes far, Vlad Dracula, præsident for DSMS (De Samlede Monstres Samfund) fik tiltrukket sig lidt for stor opmærksom af en Van Helsing og dennes søn og drev en masse monstre under jorden, frygter hun at vende tilbage til et nyt skoleår. Og det har hun al mulig grund til, for skolen bliver styret af mean girls i form af smukke spøgelser og magtfulde hekse. For at gøre ondt værre ser byen pludseligt et mystisk mord, og Van Helsing dukker, sammen med sin søn, op for at efterforske mordet. Men hvad sker der, når Minea og hendes venner går sammen mod skolens mean girls, og Van Helsings søn Jackson viser sig at være lidt mere spændende, end man ved første øjekast skulle tro, og mordene forsætter, kun for at blive mere og mere brutale. Én ting er sikkert: Minea får ikke en kedelig oktober måned!

75Likes
182Kommentarer
10056Visninger
AA

23. 22. oktober

 

22. oktober

 

Lige fra morgenstunden kan jeg mærke, at noget er galt. Ingen taler til hverken mig eller Nina, og hvor jeg havde forventet tårer og sorg, virker luften nærmere tyk af vrede og bebrejdelse. Da vi kommer ud i hallen, er der proppet af folk. Når de får øje på os, stikker de hovederne sammen og hvisker, mens de sender paranoide blikke i vores retning.

"Hvad hel..." mumler Nina. Eleverne bliver delt af store fyre, der baner sig vej gennem gruppen. Jack og Frank. De skynder sig hen til os. Frank lægger armen om Nina og Jack tager fat om mine skuldre.

"Hvorfor fanden fortalte I os det ikke?" spørger han. Ikke vredt bare uforstående.

"Fortalte jer hvad?" spørger Nina. Hun himler med øjnene. "Hvad foregår der?"  Jack åbner munden for at forklare, men jeg ved det allerede.

"De ved det," siger jeg. "De kender til mordene, og de ved, at vi kendte til dem, Nina. Men hvordan?" Jack nikker. Han lægger armen om min skulder i et sidelæns kram.

"Bloody Mary," siger Jack. Jeg nikker. Selvfølgeligt. Hun kan gemme sig i spejle. Hun har overvåget os. Bare ventet på noget, der kunne fælde Nina og mig. "Hun har fortalt alle om det, og på en eller anden måde fået dem til at bebrejde jer for Solomons død." Jeg rynker mine øjenbryn.

"Ahva'?" spørger Nina arrigt. "Tror de vi er morderne?"

"Nej," siger Frank blidt og stryger Nina over ryggen. "Men de mener, at hvis I havde sagt noget så ville Solomon ikke været gået ud i skoven på egen hånd, og så ville han stadig være i live."

"Hvilket er noget bullshit," forsikrer Jack os. Jeg fremtvinger et smil.

"Men I burde have fortalt os det," afslutter Frank. Vi nikker. Det ved vi godt.

"Åh ja," siger Jack. Han smiler skævt og slår mig over overarmen. "Men vi skal nok straffe jer på et tidspunkt, hvor hele skolen ikke hader jer."

 

Vi går op af trapperne og ind i fællessalen. Der er rimeligt stille og de fleste sidder der allerede. For enden, ved det største bord sidder lærerstablen, min far, Van Helsing og Jackson. Som vi går gennem salen for at finde nogle ledige pladser ved et lille, tomt bord følger alles blikke mig og Nina. Jeg fremtvinger et ubekymret, men alvorligt ansigtsudtryk. Hr. Reaper rejser sig, og den smule snak der var i rummet før, forsvinder og efterlader den proppede fællessal ubehageligt stille.

"Som I alle sammen ved har en frygtelig tragedie ramt skolen," siger han konstaterende og sænker hovedet. De fleste i rummet følger ham, og jeg gør også, for lige nu er langt fra det rigtige tidspunkt ikke at sørge mindst ligeså meget som alle andre. Jeg ser mig skjult om i rummet. Bloody Mary sider rank og med et afventende smil ved et af de store midterborde. Hendes arm er strakt i vejret, og alle hendes fingre bortset fra pegefingeren er foldet sammen i en knyttet næve.

"Mary..." mumler Hr. Reaper utålmodigt med et irriteret ansigts udtryk. Hele salens opmærksomhed rettes mod hende. Hun rejser sig og svæver langsomt væk fra sin stol og rundt foran sit bord.

"Jeg vil anmode om at starte efterforskningen på Frk. Minea Dracula igen," siger hun kort og myndigt. En chokeret urolighed spredes rundt om i salen. Jeg er egentligt ikke så chokeret, men jeg er glad for, at mine klassekammerater stadig synes, at idéen om at jeg skulle være morder stadig er absurd. Men Mary venter tålmodigt på at stilhed falder over salen igen, før hun fortsætter.

"Vi kan ikke stole på Mineas såkaldte alibi," hun peger dovent på Jackson. Han ser sig forvirret om, men med hele salen og hans fars blik på ham, tør han ikke se på mig. Hr. Reaper læner sig frem.

"Og hvorfor ikke?" spørger han utålmodigt.

"Fordi den eneste grund til, at hun har et alibi er Hr. Jackson Van Helsing," hun holder en kunstpause, hvor hun vender blikket direkte mod mig. "Og han er næppe en pålidelig kilde, vel Minea?" Jeg rynker mine bryn. Hvad har hun gang i? Bloody Mary svæver langsomt tilbage til hendes bord, hvor hendes venner rykker sig til siden, væk fra en genstand, der er placeret midt på bordet. En højtaler. Fra højtaleren går der et stik, der er forbundet til... åh nej - en mobiltelefon. Mary tager mobilen op og rækker den helt op i vejret så hele salen kan se den.

"Hvad jeg har i min hånd, er et bevis for, at Minea Dracula har forrådt DSMS," hun sænker mobilen igen. "Og at hendes alibi ikke er troværdigt." Der bliver stille, mens Mary tager sig god tid med at finde videoen.

"Ah," mumler hun og trykker triumferende på mobilens skærm.

"Tak for i dag." En forundret mumlen spreder sig i salen ved lyden af min stemme, der skrattende men tydeligt runger fra højtaleren.

"Du er smuk." Der er ingen i salen endnu, der kan genkende Jacksons stemme. De rynker bare på brynene og hvisker forvirret til hinanden.

"Det er du også." Kys. Jeg kan ikke dy mig for at kigge op mod langbordet. Hr. Reaper ser på mig med et blik, jeg ikke helt kan placere. Måske undskyldende? Bebrejdende? Lidt af begge dele?

"Minea Dracula." Jeg ser på min far. Han ser ikke vred ud. Ikke endnu. Han ser skuffet ud, men det handler nok mest om, at jeg ikke har opdateret ham på mit kærlighedsliv. "Hvem skulle have troet, at jeg kunne blive så helt vild med dig?" Så når mit blik Van Helsing, og jeg ved, at det er ovre. Han stirrer vredt direkte ud i luften. Hans knoer er så tæt knyttede, at de er hvide og hans kæbe er spændt.
"Det ved jeg ikke, Jackson."

 

Der er stille, mens Mary slukker videoen og nikker til Hr. Reaper. Hun har ikke mere at sige, men hun behøver ikke at sige mere, for nu begynder råbene at sprede sig.

"Straf hende!"

"Hvad fanden har hun gang i?"

"På hende!" Folk hopper på benene, klar til at gå til angreb. Frank, Jack og Nina danner intuitivt en beskyttende cirkel om mig. Råbene vokser sig større og større, og flere og flere rejser sig, men i mit hoved virker det fjernere og fjernere. Mit blik og mine tanker er ikke rettet mod mine klassekammerater eller mistanken mod mig. De er rettet mod bordet. Min far er hvidere i hovedet end normalt. Han ser chokeret på mig. Hr. Reaper forsøger at få ro i salen, men for første gang jeg kan huske, kan han ikke. Men det der får mit hjerte til at synke helt ned i bunden af mit hjerte er da Van Helsing rejser sig og hiver fat i Jacksons jakkekrave.

"Stilhed!" Hr. Reapers stemme buldrer og endeligt stopper mine klassekammerater og selv Van Helsing op.

"Alle og enhver i denne sal kunne have stået bag mordene," siger han hårdt. Han ser ud over salen, men lader sit blik hvile på Mary ekstra længe. "Og jeg tvivler på, at nogen af jeres kærlighedsliv har noget med det at gøre." Der er stille. Folk står og kigger på hinanden. Jeg kigger på Jackson.

"Måske var hun kun sammen med Van Helsing for at få ham til at lyve for sig!" råber en pige pludseligt. Jeg kender hende ikke. Det er en nymfe fra tre årgange under mig.

"Ja!" råber en varulv. "Hvordan kan du sige, at Draculas kærlighedsliv ikke har noget med sagen at gøre, når hun har brugt det til at lave et falsk alibi?" Uroen spreder sig igen. Flere hopper på benene og slutter sig tættere og tættere om os i en ring. Van Helsing og Jackson er næsten ved at komme op i et slagsmål. Van Helsing prøver vredt at rive Jackson ud af rummet, men Jackson prøver at komme fri, så han kan komme ned til mig. Hr. Reaper læner sig ind og hvisker noget til Fru Reaper, der svæver ned til os.

"Kom, søde," siger hun mildt. "Jeg tror, det er bedst, hvis du vender tilbage til dit værelse." Rundt om os er der kaos. Jack er allerede op og slås med en troldmand, som jeg tror er Merlin. Men jeg lytter ikke til Fru Reaper. Jeg vil op til Jackson, der stadig ikke er undsluppet sin far. Jeg prøver at kæmpe mig gennem gruppen.

"Jackson!" råber jeg af mine lungers fulde kraft som om, det bragte ham nærmere.

"Minea," råber han tilbage. Han får rystet sin far af sig, netop som jeg mærker nogle store, varme arme slutte sig tæt om min talje.

"Kom, Minea," hvisker Frank ind i mit ører. "Du kan ikke vinde noget ved at blive her lige nu." Jeg ved, han har ret, men jeg kan ikke klare tanken om at vende ryggen til Jackson lige nu. Som et hysterisk barn sparker jeg ud med mine ben og slår Frank over armen, men han giver selvfølgeligt ikke slip. Med besvær slæber han mig langsomt ud af salen. Jackson prøver at bane sig vej gennem de andre elever, men det er ikke nemt. Jeg ser kan stikke en mumie en på skrinet, fordi mumien skulle til at gå til angreb på ham.

"Jackson!" råber jeg igen. Tårerne løber ned af mine kinder, men jeg ved, jeg har tabt nu. Jeg gør et sidste, halvhjertet forsøg på at undslippe, men det triste blik i Jacksons øjne gør det svært at blive ved med at kæmpe. Han stopper op, mens jeg holder op med at kæmpe. Van Helsing haler ind på ham og ligger en stor, broget hånd på Jacksons skulder. Jeg er slap, da Frank bærer mig ud af salen. Jackson vender sig lang om, mens han forsvinder bag mængden af vrede monstre.

 

Jeg siger intet på turen ned til vores værelse. Jeg går ikke engang. Frank bærer mig. Han er mere forsigtig og blid, da først vi er nået ud af salen, ud til skolens tomme korridorer. Fru Reaper svæver forrest og jeg kan høre Nina langsomt følge efter os.

 

Da vi når til værelset sætter Frank mig ned på mine ben.

"Det skal nok gå," hvisker han stiller og smiler opmuntrende. Men smilet når ikke hans øjne. Jeg nikker bare. Jeg har ikke lyst til at diskutere det lige nu. Han læner sig kort ind og kysser Nina på kinden.

"Jeg må hellere tilbage og sikre mig, at Jack er okay," siger han. "Klarer I den?" Han ser skiftevis på mig og Nina. Jeg siger intet. Jeg lægger armene over kors og møder ikke hans blik. Lige nu har jeg brug for at være irrationelt sur på ham over, at han slæbte mig ud af salen.

"Ja," siger Nina med en fast og stærk stemme. Jeg ser op igen. Frank smiler mildt til os begge.
"Godt," siger han, før han vender sig om og læber tilbage ned af korridoren. Nina åbner døren til vores værelse. Vi går ind, mens Fru Reaper bliver hængende i døren.

"Det er nok bedst, hvis I bliver her for en stund," siger hun. "Jeg skal nok hente jer, når vi har fundet ud af en handlingsplan herfra." Hun smiler mildt. Hun åbner munden svagt, som for at sige noget mere, men jeg tror ikke, hun ved hvad, for hun lukker i hvert fald munden igen og smiler venligt, før hun nikker for sig selv, vender sig og svæver væk. Jeg lukker døren efter hende og ser på Nina.

"Er du okay?" spørger Nina bekymret. Hun sidder på kanten af sin seng og stirrer indgående på mig. Jeg trækker på skuldrene, mens jeg slasker ned til min seng og smider mig tungt i den.

"Det skal nok gå," siger Nina som et ekko af Frank. Jeg har lyst til at sige til hende, at jeg ikke kan bruge det til noget. At det eneste jeg vil høre lige nu er Jacksons stemme, der fortæller mig, at vi nok skal klare den. Men Jackson er her ikke, og jeg er i tvivl om jeg nogensinde vil se ham igen. Og dét er alt for smertefuldt bare at tænke på. Så jeg nikker.

"De kommer sikkert snart og henter os," siger Nina. Jeg nikker igen. "De skal bare lige have styr på eleverne, så finder de på noget, der kan bevise din uskyld og så kommer de og henter os."

 

Men som solen bevæger sig over himlen og går ned i vest, sker der intet. Da mørket falder på og begge visere peger direkte, lodret opad, er der stadig ikke kommet nogen og hentet os.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...