Halloween High

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 3 okt. 2015
  • Status: Igang
Minea Dracula har aldrig været skolens mest populære pige, men hun har altid været vellidt, og hvad vigtigere er, hun har altid elsket sin kostskole, Halloween High. Men siden hendes far, Vlad Dracula, præsident for DSMS (De Samlede Monstres Samfund) fik tiltrukket sig lidt for stor opmærksom af en Van Helsing og dennes søn og drev en masse monstre under jorden, frygter hun at vende tilbage til et nyt skoleår. Og det har hun al mulig grund til, for skolen bliver styret af mean girls i form af smukke spøgelser og magtfulde hekse. For at gøre ondt værre ser byen pludseligt et mystisk mord, og Van Helsing dukker, sammen med sin søn, op for at efterforske mordet. Men hvad sker der, når Minea og hendes venner går sammen mod skolens mean girls, og Van Helsings søn Jackson viser sig at være lidt mere spændende, end man ved første øjekast skulle tro, og mordene forsætter, kun for at blive mere og mere brutale. Én ting er sikkert: Minea får ikke en kedelig oktober måned!

75Likes
182Kommentarer
10060Visninger
AA

22. 21. oktober

 

21. oktober

 

Bank, bank, bank. Det er mørkt. Regnen slår voldsomt på ruden og et lyn flænser gennem himlen. Bank, bank, bank. Jeg vågner langsomt og ser over på Nina. Hun blinker træt og gaber. Bank, bank, bank. Det er hurtigere og mere desperat nu.
"Hvad...?" mumler Nina, men jeg ryster på hovedet for at fortælle, at jeg er ligeså forvirret som hun er. Jeg ser på op uret. Klokken er kvart over fem. Bank, bank, bank.

"Minea?" det er min far, der råber fra den anden side af døren. Jeg springer hurtigt på benene og lukker op. Hans ansigt er hårdt, men sårbart på samme tid. Han ser træt ud, ligner nærmest blot en dårlig discount-kopi af sig selv.

"Far?" mumler jeg bekymret og overrasket. "Hvad sker der?" Min far leder efter ordene.

"Bare kom med," får han fremstammet. Jeg skærer tænder.

"Hvad foregår der?" Nina er kommet på benene og går op bag mig. Min far ser på hende.
"Du kan også komme med Nina," siger han blidt. "Kom så." Vi nikker og lukker forsigtigt døren bag os, mens vi følger efter min far ned af pigernes korridor. Der er mørkt, vores vej gennem skolen bliver kun oplyst af den spinkle flamme fra stearinlyslygten, min far bærer i sin højre hånd. Jeg kan høre vinden voldsomt ruske i træerne. Nogle af de, der står tættest på, blive bøjet så meget, at deres kroner voldsomt slår mod vinduer, mens tordenen buldrer i baggrunden. Jeg bliver pludseligt mindet om Bachs cellosuite nr. 1. Jeg kan næsten hører den ensomme cello spille et sted, derude i mørket. Først stille og mere roligt så voldsommere, hurtigere og mere faretruende, mens vi nærmer os Hr. Reapers kontor.

 

Min far skubber døren op. Gardinerne er for en gangs skyld revet til side og der er tændt flere petroleumslamper, der lyser rummet mere eller mindre op. Fru Reapers ansigt er forvredet i et chokeret grimasse og selv Hr. Reaper ser forskrækket ud. Jackson står lænet op af bordet med et alvorligt og bekymret ansigtsudtryk, der bløder en smule op, da han får øje på mig, men hans bange øjne ser stadig ud til at være så tæt på at græde, at jeg må bekæmpe hver celle i min krop, for ikke at gå hen til ham og lægge armene om hans hals.

"Hvad laver de her, Dracula?" spytter Van Helsing, der modsat alle andre ikke ser bange eller ked af det ud, men bare vred. Rasende.

"Efter al den tid, du har spildt på at jage min datter og hendes veninde, har du involveret dem begge nok i sagen til, at de fortjener at være blandt de første, der får det af vide," siger min far koldt.

"For hvad af vide?" siger Nina højlydt og utålmodigt. Både min far og Van Helsing tier. De ser begge forventningsfuldt på Hr. Reaper, der nikker.

"Piger," siger han roligt, men sørgmodigt. "Der har været endnu et mord..." Hr. Reaper synker en klump. "Men denne gang var det ikke et menneske... Ikke som sådan i hvert fald... Denne gang var det en af vor egne..." Jeg bliver svimmel, og det sortner for mit blik. Gråden bygger sig op i min hals.

"Hvem?" får jeg panisk fremstønnet.

"Troldmanden Solomon," siger han. Jeg ser forskrækket på Nina, før jeg når at tænke mig om, og hun ser forskrækket på mig, og jeg ved, vi tænker det samme. Er det en af vores venner? Vi har aldrig diskuteret, hvem det kunne være som sådan, men vi har altid haft en eller anden idé om, at det nok måtte være en af de andre. En af dem der mobbede og var onde ved andre. Modsat os, for vi er jo de gode, ikke? Men så tænker jeg på de vrede blikke, de ondskabsfulde smil rundt om bordet i dag, og jeg bliver grebet af panik.

"Hvad?" spørger Van Helsing. Nina og jeg havde med det samme vidst, at vi ikke skulle have set på hinanden og set væk igen, men det var tydeligvist ikke hurtigt nok.

"Hvad?" spørger jeg uskyldigt. Van Helsing kniber øjnene sammen.

"Hvad ved I?" spørger han. Jeg synker en klump.

"Hvad mener du?" spørger Nina arrigt.

"Det blik I lige udvekslede," siger Van Helsing. "Hvad ved I, som vi ikke ved?" Nina og jeg ser på hinanden. Nina er god til at diskutere, men elendig til at lyve, så jeg ved, at det er op til mig.

"En af vores klassekammerater er lige død," siger jeg i et sørgende og tøsefornærmet tonefald, mens jeg lægger armene over kors. "Og du begynder at give os et tredjegradsforhør på grund af et blik?"

"Måske er nu ikke tidspunktet," siger Hr. Reaper blidt og lægger bestemt sin hånd på Van Helsings skulder. Van Helsing tier, og jeg er et kort øjeblik ved at falde bagover over, hvor imponerende Hr. Reaper er til at tilegne sig respekt. Han ser hårdt hen på mig og Nina. "Jeg er desuden sikker på, at Frk. Muerte og Frk. Dracula nok skulle fortælle os det, hvis de vidste noget, der kunne lede os til gerningsmanden." Det er ikke en mening eller en konklusion. Det er en ordre.

"Vi er nødt til at fortælle det til eleverne nu," bryder Fru Reaper ind. Hr. Reaper, min far og Van Helsing nikker alle. "Nu hvor de alle sammen kan være i fare... nu hvor hvem end, der står bag, ikke blot er en fjende af menneskene, men også af DSMS." Hr. Reaper vender sig mod vinduet og betragter natten netop som et lynnedslag flænger sig gennem himlen og mørket.

"Ja," siger han. "Vi samler dem til et fællesmøde ved morgenmaden." Jeg ser usikkert på Nina.

"Jackson," siger Hr. Reaper. "Vil du ikke være så venlig at følge pigerne tilbage til deres værelse? Jeg er sikker på, at de må være oprørte over nattens begivenheder." Jackson nikker, og vi gør mine til at gå.

"Grim, det kan du da ikke mene!" siger han og slår ud med armene. "Du kan ikke lade dem være alene med en bevæbnet monsterjæger!" Jackson ser såret ud, selvom han prøver at skjule det. Jeg håber, at jeg er den eneste, der lægger mærke til det.

"Vlad, en af skolens elever har lige slået en anden ihjel. Jeg prøver bare at passe på pigerne," siger Hr. Reaper hårdt. "Jackson er en god dreng, der aldrig ville skade nogen, han vidste var uskyldige. Og skal jeg minde dig om, at det er hans skyld, at din datter ikke er mistænkt i dette øjeblik?" Dracula skuler, men nikker til sidst.

"Okay," siger han. "Skynd dig." Jackson nikker militant, som han altid gør til sin egen far.

"Kom," siger Nina.

"Vi aflyser selvfølgelig alle timer i dag," siger Hr. Reaper efter os. "Så bekymr jer ikke om at skulle være nogen steder. Bare prøv at få sovet." Vi nikker kort, før vi går ud af døren.

 

Da vi er en etage væk fra Hr. Reapers kontor griber Jackson min hånd.

"Jeg er så glad for, at du er okay," hvisker han og kysser mig på toppen af hovedet. Nina vender det hvide ud af øjnene, men smiler også svagt.

"Tak," siger jeg bare og giver hans hånd et klem. Jeg kan ikke overskue de store kærlighedserklæringer lige nu. Solomon er død. En af skolens elever har slået ham ihjel. Måske en af vores venner. Sandsynligvis en af vores venner. Jeg burde fortælle min far, Hr. Reaper, Jackson eller nogen om det. Men hvordan? Jeg har ingen beviser, og jeg vil ikke lede mistanken hen på nogle af vores venner uden beviser. Jeg kan ikke. Vi er nået frem til vores værelse. Nina går først ind. Jeg skal til at følge efter hende, men Jackson holder fast i min hånd.

"Må jeg lige snakke med dig?" spørger han blidt. Jeg nikker.

"Vi ses derinde," siger jeg til Nina. Hun nikker, men sender mig et bestemt blik. Du siger ikke noget om vores venner.

"Godnat," siger hun til Jackson. Jackson smiler kort.

"Godnat," svarer han. Nina lukker døren bag os, og Jackson lægger sine hænder på mine skuldre.

 

"Hvad handlede det blik om?" spørger han. Jeg smiler og ryster på hovedet.

"Intet," siger jeg uskyldigt. "Virkeligt." Jackson rynker ikke brynene.

"Hør, jeg forstår godt, at du ikke vil sige det til min far, men hvis du ved noget, Minea..." siger han.
"Jeg ved virkeligt intet," skynder jeg mig at afbryde. Normalt gør det mig ikke så meget at lyve og holde ting hemmeligt, men lige nu føles denne lille løgn, som om den river mit bryst i stykker, og jeg bliver nødt til at bryde øjenkontakten.

"Du kan fortælle mig det, Minea," siger Jackson og tvinger mine øjne til at møde sine. "Vi to kan stole på hinanden, kan du huske det?" Han smiler håbefuldt. "Vi to, vi lyver ikke for hinanden." Jeg kan mærke en klump i min hals. Det føles skrækkeligt at skulle bryde Jacksons tillid på denne her måde, men jeg har en anden loyalitet, jeg også må leve op til. "Jeg elsker dig." Hans ord er ved at knække mig, ved at få mig til at bryde ud i tårer, men jeg fremtvinger et smil.

"Jeg holder intet hemmeligt, Jackson," siger jeg. "Intet overhovedet." Jackson undersøger mit ansigt kort.

"Jeg elsker også dig," siger jeg og kysser ham blidt. "Men jeg må smutte ind i seng nu. Godnat." Jackson nikker langsomt. Han lader til at tro på mig, hvilket af en eller anden grund, bare gør mig endnu mere ked af det.

"Godnat," svarer han og smiler. "Og husk på at jeg elsker dig..." Jeg nikker og åbner døren ind til mit værelse.

"Og jeg elsker dig," hvisker jeg. Jackson nikker.

"Du kan stole på mig," siger han. Jeg smiler bare og lukker døren bag mig, mens smilet stivner på mit ansigt. Jeg synker en klump. Jeg kan ikke huske, jeg nogensinde har følt mig så splittet før i mit liv. Det føles ikke som om, jeg blot vælger om jeg vil lyve for Jackson eller ej. Det føles som om, jeg netop har valgt, hvor min loyalitet ligger. Ikke hos mig og Jackson, men hos DSMS. Som om jeg netop har valgt den vej, mit liv skal gå. Og den vej er ikke min... Eller til Jackson. Den vej er med DSMS og min far. Og jeg er rædselslagen for, at jeg har valgt forkert.

 

Nina og jeg forlader ikke værelset resten af dagen, men bruger det meste af vores tid på at forsøge at lukke dagen ude med tunge gardiner og stædigt prøver at sove, selv når vi ikke kan længere. Ingen af os ytrer et ord om den mistanke, jeg ved, vi begge to har. Nina har taget valget for os og kan ikke rykkes. Vi siger intet.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...