Halloween High

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 3 okt. 2015
  • Status: Igang
Minea Dracula har aldrig været skolens mest populære pige, men hun har altid været vellidt, og hvad vigtigere er, hun har altid elsket sin kostskole, Halloween High. Men siden hendes far, Vlad Dracula, præsident for DSMS (De Samlede Monstres Samfund) fik tiltrukket sig lidt for stor opmærksom af en Van Helsing og dennes søn og drev en masse monstre under jorden, frygter hun at vende tilbage til et nyt skoleår. Og det har hun al mulig grund til, for skolen bliver styret af mean girls i form af smukke spøgelser og magtfulde hekse. For at gøre ondt værre ser byen pludseligt et mystisk mord, og Van Helsing dukker, sammen med sin søn, op for at efterforske mordet. Men hvad sker der, når Minea og hendes venner går sammen mod skolens mean girls, og Van Helsings søn Jackson viser sig at være lidt mere spændende, end man ved første øjekast skulle tro, og mordene forsætter, kun for at blive mere og mere brutale. Én ting er sikkert: Minea får ikke en kedelig oktober måned!

75Likes
182Kommentarer
10044Visninger
AA

21. 20. oktober

 

20. oktober

 

Mange ville nok ikke bryde sig om at se sin far dukke uanmeldt op på sin skole. Mange ville overhovedet heller ikke bryde sig om, at han sad med dig og dine venner ved morgenmaden. Men lige fra da jeg så min far ude foran Halloween High i går, har jeg ikke villet forlade hans side - også selvom jeg blev nødt til det ved sengetid. At se ham har fået mig til at indse, hvor meget jeg har savnet ham, og hvor meget tid jeg har spildt på at være sur på ham.

 

Min far, Vlad Dracula, er kommet til skolen efter han hørte om Van Helsings mistanke af Nina. I følge min far er det bare Van Helsing, der kører hetz på mig, og når nu der var så øredøvende beviser for, at jeg ikke står bag angrebene (uanset hvor gerne Van Helsing åbenbart vil have det), så må det være en af mine nære venner.

"Heldigt at jeg er venner med præsidentens datter," ler Nina og puffer til mig. Min far griner.

"Jeg var kommet uanset, om jeg kendte de uretfærdigt behandlede eller ej," siger han autoritært. "Især når det handler om vores samfunds unge. Vi skal passe på jer og sørge for, at I ikke bliver forstyrret i jeres uddannelse af Van Helsing og hans uduelige snotunge." Åh nej. Jeg kan mærke mig selv skære ansigt, og som om det ikke er slemt nok kan Frank, Jack og Nina dæleme ikke engang lade være med alle sammen at sende mig blikke.

"Hvad?" spørger min far forvirret og ser ned på mig med rynkede bryn. Jeg bider mig i læben og ser op. Min far er en omvandrende hemmeligheds-detektor, og selvom jeg lovede Frank, at jeg ville fortælle min far om Jackson næste gang, jeg så ham, så føles alt helt anderledes nu, hvor "næste gang" blev rykket direkte ind i nutiden.

"Det er bare..." jeg gennemsøger mit hoved for en god løgn. "Jackson er sådan set det menneske, der holder mig ude af den klamme fangekælder lige nu. Hvis han ikke havde stået op mod sin far og stået fast ved min uskyld, havde Van Helsing med alt sandsynlighed kunne få mig dømt for mordene. Eller som minimum holde mig indespærret, mens han efterforskede sagen nærmere." Det er en god løgn. Plausibel forklaring, og den tager udgangspunkt i sandheden. Min far fnyser, men smiler.

"Jeg har opdraget dig godt, lille flagermus," siger han og lægger en arm om min skulder. Nina, Jack og Frank smiler tomme smil, og jeg ved, hvad de alle må tænke. Ingen af dem har nogen former for familie. Jack havde engang, men det er længe siden nu. Frank havde måske lidt Victor, men han afviste ham, og er desuden også død nu, så det kan i grunden også være lige meget. Nina har aldrig set skyggen. Min far lægger også mærke til det, for han lægger sin hånd på Franks skulder, mens han begynder at spørge ind til skolen. Hvis der er noget, der altid gør Frank glad, så er det at snakke om skolen, hvilket er klart, når man ligger nummer et i stort set alle sine fag.

 

Min far bliver indlogeret på et tomt lærerværelse to etager over drengenes korridor. Han sov ikke i nat, for han var travlt optaget af at gå alle rapporter for angrebene, samt Van Helsings noter igennem, så han er godt træt efter morgenmaden. Godt det samme, for jeg skal alligevel til time. Vi aftaler at spise aftensmad sammen i aften og snakke om noget andet end mord og Van Helsing.

"Har du tænkt dig at fortælle ham om Jackson?" spørger Frank utålmodigt, da vi har skiltes med min far.

"Ja," siger jeg og mener det, men tilføjer: "På et tidspunkt." Frank sukker, men diskuterer ikke videre over det. Han ved, at på trods af min fars tilgivende natur, bliver det ikke en samtale, der er nem at tage. "Hej far! Jeg er lige blevet kærester med din ærkerivals søn, der forresten også har slået en helvedes masse af vores artsfæller ihjel," er ikke ligefrem noget, der ruller af tungen.

 

Hecate, Nina, Hallow, Hitch (en af Hallows venner, sød fyr, om end en smule overfladisk) og jeg har haft time sammen ved siden af Jack og Frank, så vi følges alle sammen ned til frokost ved middagstid.

"Hvor er Churel?" spørger Nina. Jack trækker på skuldrene, men Hecate, der har en tendens til at have styr på alle, ved det selvfølgelig.

"Hun har Transport Gennem Objekter," siger hun, og vores ansigter bliver dystre. Bortset fra Churel er det fag udelukkende for hekse, troldmænd og spøgelser. Hun må have haft en frygtelig time.

"Hvorhenne?" spørger Frank. Hecate tænker sig om et øjeblik.

"Første sal, tror jeg," siger hun. Vi veksler sigende blikke.

"Lad os finde hende," siger Jack.

 

Vi ved det på afstand. Det var også det, vi havde forventet. De står om stakkels Churel i en rundkreds og har hende spærret inde fuldstændigt. De råber sygelige skældsord. Det er så voldsomt at se på, at jeg næsten bliver svimmel og er ved at græde. Bloody Mary er der ikke, men det betyder ikke det store, for Solomon, der står i midten og råber højst, kan med lethed være ligeså ond som Mary. Nina tager hurtigt fat i Frank, så han ikke går amok, men det gør ikke den store forskel, for Jack og Hecate er ved at ryge i hovedet på ham. Jeg tror lige, det skal til at blive til endnu en voldelig konfrontation, da Fru Reaper kommer svævende.

"Hvad sker der her?" buldrer hun, da hun er nogle meter væk. Alle stopper op i deres trusler og skældsord, og Churel ser sin chance. Hun smutter ud mellem et hul blandt heksene og hen ved siden af mig. Hun gør sig helt lille og gemmer sig nærmest bag sin skulder. Ingen svarer, for uanset hvem der svarer, og hvad de siger, vil det bare betyde strafarbejde eller eftersidning til alle. Så vi tier.

"Ikke noget," siger Solomon endeligt. Fru Reaper ser skiftevis på dem og os.

"Nej, det håber jeg ikke," siger hun med et skarpt blik. "Se så at komme ned til frokost." Det behøver hun ikke at sige to gange. Jeg tager fat om Jacks håndled og trækker ham med, mens Hecate på egen hånd følger med os andre mod trappen. Heksene, troldmændene og spøgelserne går en kæmpe omvej hen til modsatte ende af etage for ikke at skulle tage samme trappe som os.

 

"Jeg hader den lille pestilens," raser Hecate over frokost, der er far-løs, hvilket virkeligt ikke gør mig noget. Ingen af os har brug for ærbødige, stolte Præsident Dracula, der snakker om værdierne ved tilgivelse og at være det større menneske. Vi nikker allesammen.

"Jeg hader ham næsten mere end, jeg hader nogle af de andre," fortsætter hun og dolker aggressivt sin mad med sin gaffel. "Jeg kunne forhekse ham. Gøre ham til den rotte, han er indeni." Jack ler.

"Amen," siger han. "Han fortjener virkelig en langsom og smertefuld død. Helst som rotte." Hecate smiler skævt.

"Jeg kan lide din tankegang, Jack," siger hun og peger på ham med sin gaffel. Churel smiler usikkert. Hendes øjne er stadig hævede og røde efter mobningen tidligere. Frank ser stadig rasende ud, og Nina stryger forsigtigt hans hånd, sikkert for at berolige ham. Hallow siger som sædvanligt intet, og Hitch er forsvundet. Selvom en hård og drabelig tone er meget normal blandt eleverne på Halloween High, kan det godt nogle gange være lidt akavet at sidde og lytte til dødstrusler om en sine venner. Jeg er ikke engang venner med Solomon, ret meget det modsatte, faktisk, men jeg synes stadig, at mine venners vrede mod ham er ubehagelig. Jeg får øjenkontakt med Nina, og hendes blide blik beroliger mig, ligeså meget som hun lader til at berolige Franks vrede mod Solomon. Jeg bider mig i læben. Der er noget eksplosivt, farligt og uberegneligt over vrede. Vrede er svær at holde styr på, svær at regne ud, svær at kontrollere. Men det er det destruktive, der skræmmer mig mest. Vrede er detruktivt, og med det mener jeg ikke kun overfor den, som vreden er rettet mod. Vrede er destruktivt for grupper, for samfund og for individet selv. Jeg ser rundt på deres lynende blikke og ville ønske, at Hecate ville forvandle mig til en rotte, så jeg var lillebitte og kunne løbe i skjul. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...