Halloween High

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 3 okt. 2015
  • Status: Igang
Minea Dracula har aldrig været skolens mest populære pige, men hun har altid været vellidt, og hvad vigtigere er, hun har altid elsket sin kostskole, Halloween High. Men siden hendes far, Vlad Dracula, præsident for DSMS (De Samlede Monstres Samfund) fik tiltrukket sig lidt for stor opmærksom af en Van Helsing og dennes søn og drev en masse monstre under jorden, frygter hun at vende tilbage til et nyt skoleår. Og det har hun al mulig grund til, for skolen bliver styret af mean girls i form af smukke spøgelser og magtfulde hekse. For at gøre ondt værre ser byen pludseligt et mystisk mord, og Van Helsing dukker, sammen med sin søn, op for at efterforske mordet. Men hvad sker der, når Minea og hendes venner går sammen mod skolens mean girls, og Van Helsings søn Jackson viser sig at være lidt mere spændende, end man ved første øjekast skulle tro, og mordene forsætter, kun for at blive mere og mere brutale. Én ting er sikkert: Minea får ikke en kedelig oktober måned!

75Likes
182Kommentarer
10025Visninger
AA

3. 2. oktober

 

2. oktober

 

De fleste har, ligesom mig, nok været meget trætte. Da skolen er så international, og der er mange store grupper, der ikke bor i Amerika, får vi altid lige en dag efter, vi er vendt tilbage til at vænne os til den nye døgnrytme. Jeg vågner tidligt om morgenen, men forsøger at tvinge mig slev i søvn igen, indtil et mere passende tidspunkt at vågne. På et eller andet tidspunkt må det lykkes for efter at have svævet ind og ud af søvn i, hvad der føltes som en evighed vækker Nina mig med, at klokken nærmer sig de elleve. Jeg sætter mig op i sengen, men står ikke rigtigt op.

 

Der er ingen planer i dag inden fællesmødet ved aftensmaden, og da vi ved de næste par uger bliver travle dels med Halloween og dels med skolen, der begynder igen, nyder Nina og jeg en af vores sidste dage uden noget at lave. Jeg læser, mens hun ordner mine negle og mit hår, vi lytter til musik, snakker lidt frem og tilbage.

 

Da solen er gået helt ned, går vi ned til fællessalen for aftensmad og årets første fællesmøde. Normalt kan man spise, hvor og hvornår man vil inden for et to timer langt interval, men ved fællesmøderne, der er en gang månedligt eller efter behov, skal hele skolen spise sammen i fællessalen kl. 20. På vej ned til fællessalen ser jeg toppen af Conors, en af vores venner, røde hår.

"Conor!" udbryder jeg og løber frem og tager fat i ham.

"Hej Min," siger han og afslører to, spidse hjørnetænder, der ville ligne mine, hvis ikke de var større og relativt bredere. Det er forskelligt, hvor mange hundetræk varulve har i deres menneskeform. Nogle er næsten mere hund end mand og andre, ligesom Conor, slipper med forvoksede hjørnetænder og en lang tunge. "Hej Nina." Nina er ved min sidde nu.

"Ko-nor!" udbryder hun lykkeligt og krammer Conor, mens hun rusker ham fra side til side. "Hvordan har mi perrito det?" Hun slipper ham, og vi fortsætter med den tykke strøm af mennesker op til fællessalen.

"Fint, fint, hvordan har I det?" Vi nikker begge og fortæller, at vi også har det fint.

 

Vi finder i stilhed vej hen til vores pladser. Snart kommer Jack og Frank også og sætter sig ved os. Da Bloody Mary og hendes slæng kommer ind, er jeg glad for, at vi for en gang skyld er en større gruppe, så hun end ikke vil forsøge at tryne os. Jeg kører min gaffel rundt i maden. Jeg ville virkeligt ønske, vi altid kunne sidde samlet på den måde. Jeg ser op på Nina. Hvis bare hende og Frank kunne lære at komme ud af det med hinanden, kunne Jack og jeg sikkert også. Og så ville vi mindst være fire. Men det er kun når Conor er her, at vi alle fire kan være sammen, uden at det er ekstremt akavet og for det meste er Conor sammen med...

 

Knapt nok når jeg at tænke tanken, før det sker. En hylen vender mit blik opad og jeg ser en stor gruppe drengde, der voldsomt kommer løbende ind i rummet. Flere af dem hopper op på og henover bordet. To af dem vælter Conor ned i en omfavnelse.

 

Jeg kan egentligt godt lide de fleste af varulvene, de er bare lidt for voldsomme og drengerøvsagtige til, at man kan udholde at være sammen med dem i lang tid af gangen, men i dag bliver de hurtigt afbrudt af vores rektor, der med lange skridt går hen til talerstolen.

 

Hr. Reaper er en af de eneste med undtagelse af Frank på hele skolen, der er højere end Nina. Hans ben og arme er lange og tynde. Hans hudfarve er næsten grå og hans kinder indsunkne. Hans sorte hår vandkæmmet tilbage, og hans øjne er sorte og omgivet af mørke cirkler.

"Godaften elever," siger han med en lav, tør stemme, men det gør intet, for rummet er så stille, man ville kunne høre en knappenål falde til gulvet en etage over os. Den virkning har hr. Reaper på de fleste. De der ikke kender ham, bliver skræmt stille af hans blotte udseende, og de der kender ham, har så meget respekt for ham, at de ikke ville så meget som overveje at larme, når han krævede ro. "Og velkommen tilbage til Halloween High. Min kone og jeg har glædet os meget til at se jer igen, men vi ved, at I også må have glædet jer til at se hinanden, så jeg skal ikke tage mig for god tid, men blot give jer nogle oplysninger. Jeg byder et stort velkommen til alle de nye første-års-elever. Han klapper i hænderne, resten af salen følger efter og der fyldes med lyden af klapsalver. En lille gruppe (meget mindre end den plejer) af førte-års-elever sidder og bliver forlegne. Hr. Reaper holder hånden op, og rummet falder til ro. "I må også byde rigtigt hjerteligt velkommen til vores udvekslingsstudent fra Indien, Churel." Han rækker hånden i retning af en nervøs udseende ånd, der vinker genert. Igen klapper Hr. Reaper og igen følger resten af salen.

"Hvad er hun?" spørger jeg Frank.

"En churel, går jeg ud fra," siger han. Jeg ved ikke, om det er fordi, han ikke selv har nogle artsfæller, men der er ingen på skolen, der er bedre til Monsterarter og Opførsel end Frank. "En kvindelig, indisk ånd, der stammer fra en afdød kvinde." Jeg nikker og ser på hende.

"Så hun hedder det samme, som hun er?" spørger jeg. Han trækker på skuldrene.

"Det gør hun vel." Hr. Reaper skal til at holde hånden op for at få stilhed, men før han når så langt brager dørene op og ind træder to mænd.

 

Jeg kan med det samme lugte det. En varm, sød duft af jern. Da de går forbi mig, kan jeg endda mærke deres kropsvarme.

"Mennesker," hvisker jeg. Og jeg er langt fra den eneste, der har bemærket det. Overalt i salen lyder der gisp og forundret hvisken. Jeg ser på mændene: Den ene, en middelaldrene mand med en stor fedora af læder og filt og en lang frakke fører an. Jeg kan knap nok se hans ansigt, men det jeg kan set er arret. Når han frakke blæse lidt til siden afslører den et helt arsenal af våben. Hans følger, en ung mand, der ser ud til at være omkring de atten år ser knapt så truende ud. Godt nok går han med en Winchester-riffel, men han ligner ikke en, der har tænkt sig at affyre den midt i rummet. Ikke at det ville gøre en stor forskel. Da han går forbi mig møder hans blik kort mit. Hans øjne er grå, og der er noget i dem, jeg ikke helt kan aflæse. Noget i dem jeg gerne vil vide mere om.

"Abraham," mumler Hr. Reaper, da de to, når helt op til ham. Da falder tiøren for os: Abraham og Jackson Van Helsing. Mild panik spreder sig i rummet. Rundt omkring mig begynder folk at diskutere med ophidsede stemmer.

"Stilhed!" råber Hr. Reaper. "Tilbage til jeres værelser. Nu." Det behøver han ikke at sige to gange. Alle smider, hvad de har i hænderne og farer mod udgangen. Vi kender rutinen. Det er ikke sjældent en skole for monstre oplever truende situationer. Nina sparker sine sko af, men er stadig højere end de fleste. Jeg hopper op på ryggen af Frank. Det kræver en del skub, og jeg mærke afsindigt mange spøgelser flyve igennem mig, men vi når ud blandt de første. Jack er ikke langt bag os.

"Hvad...?" mumler han forbavset og ser på mig. Alle ser på mig. De mange restriktioner mod vores verden, som min far var nødt til at indgå med Van Helsing, gjorde mig måske ikke populær, men i det mindste betød det, at vi var i sikkerhed. Og en af aftalerne var, at Van Helsing ikke måtte nærme sig vores eller nogen andre skoler i DSMS.

"Din far har sikkert ikke kunnet styre sig igen," Bloody Mary bryder stilheden, men det tager ikke længe, før mange deltager. Utroligt mange. Flere end der plejer. Ude foran fællessalen forvandler skolen sig til et kor af beskyldninger i min retning. Flere af mine venner bryder ind, men modstanderne er for talrige.
"Kom, Minea," siger Nina i et sjældent seriøst tonefald. "Lad os gå tilbage på værelset." Hun tager min arm og sender så mange onde blikke, hun kan af sted. Frank hjælper hende med at bane vej. Kort før vi skilles giver han mig et stort kram.
"Det er lige meget, du skal ikke bekymre dig," hvisker han og giver mig et beroligende smil, men det virker ikke. Jeg forsøger at smile.

"Tak," siger jeg svagt. Nina og jeg går tilbage til værelse 122 og låser døren bag os.

 

Først mange timer efter tør jeg snige mig ud og prøve at finde ud af, hvad der foregår. Heldigvis ser jeg en grupper ieler stå tæt ved Ninas og mit værelse. Ieler er en slags nymfe-lignende rumænske feer. De er nogle af de få, der har været loyale overfor min far gennem det hele.

"Hej," hvisker jeg.

"Åh, Minea, er du okay?" spørger den ene. Hun slår et tykt lag lyst hår om bag sin skulder. Jeg slår ud med hånden.

"Jaja," siger jeg hurtigt. "Men, øhm... Ved I hvad der foregår?" Ielerne ser skyldigt på hinanden. "Hvad?" Den blonde rynker på næsen.

"Der har været et angreb mod et menneske. Tidligere i dag, lige før de fleste af eleverne ankom..."

"Hvem gjorde det?" udbryder jeg forskrækket. Et angreb mod et menneske i den nuværende situation og så endda så tæt på skolen er særligt dumt. Igen ser ielerne skyldigt på hinanden. Den blonde træder et skridt tættere på mig og ligger en trøstende hånd på min skulder.

"Intet er sikkert, men..." hun ser ned i gulvet. "Rygtet siger en vampyr." Mit blik sortner næsten, og jeg føler mig pludselig svimmel. En vampyr? Jeg er den eneste vampyr på skolen, hvilket vil sige, at Van Helsing kun kan have to mistænkte: Min far... eller mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...