Halloween High

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 3 okt. 2015
  • Status: Igang
Minea Dracula har aldrig været skolens mest populære pige, men hun har altid været vellidt, og hvad vigtigere er, hun har altid elsket sin kostskole, Halloween High. Men siden hendes far, Vlad Dracula, præsident for DSMS (De Samlede Monstres Samfund) fik tiltrukket sig lidt for stor opmærksom af en Van Helsing og dennes søn og drev en masse monstre under jorden, frygter hun at vende tilbage til et nyt skoleår. Og det har hun al mulig grund til, for skolen bliver styret af mean girls i form af smukke spøgelser og magtfulde hekse. For at gøre ondt værre ser byen pludseligt et mystisk mord, og Van Helsing dukker, sammen med sin søn, op for at efterforske mordet. Men hvad sker der, når Minea og hendes venner går sammen mod skolens mean girls, og Van Helsings søn Jackson viser sig at være lidt mere spændende, end man ved første øjekast skulle tro, og mordene forsætter, kun for at blive mere og mere brutale. Én ting er sikkert: Minea får ikke en kedelig oktober måned!

75Likes
182Kommentarer
10060Visninger
AA

20. 19. oktober

 

19. oktober

 

Den følgende aften er vi kun Jack, Frank, Nina og jeg ved aftensmad. Hallow ved vi ikke, hvor er, Hecate og Churel læser op til en prøve sammen på skolens bibliotek og de andre, der ellers plejer at sidde med os er spredt lidt rundt omkring i mindre grupper. Men det gør ikke noget. Det er som om, at siden Dorian og Mary slog op er deres slæng også blevet skilt ad. Mange af heksene var hurtige til at tage Dorians parti, sikker i håb om, at han ville vælge en af dem næste gang. Desuden giver det her mig også muligheden for at fortælle Frank om Jackson. Han sidder måbende tilbage.

"Hvad?" siger han. Han ser på Nina og Jack. "Hvorfor er I ikke mere... I don't know... Oppe og køre over det her?" Nina smiler skævt.

"Vi har kendt til det i lang tid," siger hun overlegent. Jeg himler med øjnene.

"Ikke længe," siger jeg og griner, men da jeg ser tilbage på Frank, bliver jeg igen nervøs. Frank har ingen familie, og han har altid følt sig udenfor. Derfor er han særligt beskyttende, når det kommer til DSMS. De var de første, der tog ham ind og lod ham være en del af noget. De eneste han nogensinde har kunnet kalde sin familie. Jeg ved godt, at Frank holder meget af mig, men jeg tror også tit, at en af grundene til, at vi er så gode venner er på grund af min far. Lige siden vi begyndte på Halloween High har Frank været hjemme hos os i alle ferierne og fejret alle højtider med os. Han har aldrig sagt det, men jeg tror han ser min far lidt som en far og mig som en søster. Nina og Jack er slet ikke så investeret i min far eller vores samfund for den sags skyld, så jeg er bange for, at Frank vil være sur.

"Er du sikker på, du ved, hvad du gør?" spørger Frank bare med et bekymret ansigtsudtryk. Han tager min hånd og stirrer alvorligt ind i mine øjne. Jeg blinker langsomt og klapper på toppen af hans hånd.

"Overhovedet ikke," siger jeg med et svagt smil. Jack og Nina bryder ud i latter. Frank pruster også og smiler.

"I det mindste er du ærlig," siger han.

"Du synes ikke, jeg er en forræder?" siger jeg. Frank giver mit hånd et klem.

"Ikke det mindste," siger han. "Den Jackson du fortæller om lyder ikke fjendsk overfor os på nogen måde. Og så er det vel ikke meget anderledes end Hr. og Fru Reaper eller Professor Fox." Jeg kan godt lide hans sammenligninger. De får mig til at føle mig let om hjertet. Succeshistorier om mennesker, der på gnidningsfri vis er blevet implementeret i monstrenes verden. "Men jeg synes stadig, du skal fortælle din far det." Det kan jeg ikke lide.

"Han vil aldrig forstå det," siger jeg. Frank trækker på skuldrene.

"Han var også et menneske engang," siger han. "Og han var også forelsket engang." Min mave slår knuder, og jeg kan se på Franks ansigt, at han fortryder, at han sagde det. Jeg har det med ikke at kunne håndtere, når folk snakker om min mor. "Undskyld. Jeg mener bare... Din far vil måske kunne forstå det bedre, end du tror." Jeg prøver at trække vejret dybt og glemme min mors blodige lig, der mødte mit blik en kold december-nat for så mange år siden. Jeg prøver at glemme min fars gråd, da også han vågnede og opdagede det.

 

Det var en gruppe vampyrer, der var brudt ind på vores slot. De var sultne og så, at vi ikke havde mange vagter. Meningen var, at de ville have slået os alle sammen ihjel. Men det var kun lykkedes dem at slå min mor ihjel. Min far og jeg havde de dømt til et evigt liv som monstre. Som dem. Jeg nikker langsomt, for Frank har ret. Min far er ikke som de fleste andre. De fleste ville være taget på en blodtørstig hævntugt. Men ikke min far. Min far satte sig ind i, hvad det ville sige at være vampyr. Han opsporede alle andre vampyrer i Rumænien: selv dem der havde slået min mor ihjel, og tilbød dem at blive en del af en sammenslutning. Dengang beskrev min far det som en slags ridderne af det runde bord, men for vampyrer. Interessen var stor. Snart kom vampyrer fra andre lande og ville være en del af ordenen, snart kom flere arter. Alle så på min far som den store helt, der havde reddet dem fra et liv på kanten. Et liv uden organisation eller sikkerhedsnet. Min far hadede ikke dem, der havde slået min mor ihjel. Han tilgav. Monstrene kunne godt lide tanken om en leder, der tilgav dem, når de lavede fejl. Sådan opstod DSMS. Min far har tit sagt, at DSMS aldrig var blevet en succes, hvis ikke det havde for hans politik omkring tilgivelse. Den politik må også gælde for mennesker, bliver jeg enig med mig selv om.

"Jeg ved godt, hvad du mener," siger jeg. "Og du har ret. Jeg skal nok sige det til ham." Jeg smiler. "Hvis Jackson og jeg stadig ser hinanden, når vi er hjemme til jul, skal jeg nok sige det. Så kan han heller ikke flå mig levende med dig som vidne." Frank ler.

"Godt," siger han. "Det er jeg glad for." Jeg smiler, men mærker også en smule nervøsitet. Hvis Jackson og jeg er sammen til jul. Det går op for mig, at jeg aldrig har set længere ud i fremtiden med vores forhold end en dag. Nu kan jeg ikke lade være med at se til om et år, fem år, ti år. Jackson vil blive ældre, mens jeg stadig bare vil ligne en attenårig. Men der er også det, at når de en dag finder ud af, hvem der står bag angrebene, så vil de rejse videre. Hvordan skal Jackson og jeg overhovedet klare os, hvis vi konstant er på to forskellige kontinenter? Hvis jeg bliver optrænet til at være et monster på mit, og han bliver optrænet til at slå monstre ihjel på sit? Jeg ryster mig fri for tankerne. Jeg kan ikke tænke på alt det lige nu.

"Men når nu vi er ved tilståelser..." begynder Frank og smiler bredt, men før han når længere fanger mit blik uret.
"Hør, jeg vil super gerne høre din tilståelse, Frank," siger jeg, mens jeg rejser mig far bordet. "Men jeg skal virkeligt af sted. Nu." Jeg når kun at høre Nina sukke irriteret, før jeg løber ud af fællessalen.

 

"Jeg var lige ved at være bange for, at du ikke ville dukke op," siger Jackson, da jeg prustende og stønnende bakser mig gennem buskadset ind til vores lille lysning med vandhullet. Klokken er omkring kvart over syv.

"Undskyld," sukker jeg og skynder mig hen for at kysse ham. Jackson smiler.

"Det er helt fint," siger han og kysser først mine næse, min hals og min pande, før hans læber når til min.

"Jackson," min stemme lyder desperat og sårbar. Jackson rynker på brynene og ser spørgende ned på mig.

"Er du okay?" spørger han. Jeg bider mig i læben og trækker ham med op til forhøjningen, hvor han har spredt tæppet ud. Vi sætter os. Jeg leder efter ordene. Jeg vil gerne fortælle ham, hvor meget han betyder for mig, og hvor meget jeg håber, vi er nødt til at fortælle vores fædre om os, og jeg vil gerne have, at han siger, at han kan acceptere, jeg er et monster, og at vi nok skal finde ud af det. Ordene runger som ekko i mit hoved og spreder sig som en varm ro i mit bryst.

"Jeg elsker dig," siger jeg - nej, hvisker jeg, og det var egentligt ikke helt med vilje, men ligeså snart, jeg har sagt ordene ved jeg, at de er sande, og at de rummer alt det, jeg gerne vil fortælle, og alt det jeg gerne vil have svar på. Jackson hiver overrasket efter vejret, men hans grå øjne skinner på deres helt specielle måde, og hans mund skilles i et oprigtigt, lykkeligt smil.

"Jeg elsker også dig," siger han med sin dybe, næsten brummende stemme, så lavt, at jeg ikke ville kunne høre det, hvis ikke vi sad så tæt. Han ler af lykke og vælter mig om på tæppet, mens han begynder at kysse mig over hele kroppen. Min hals, bag mine øre (jeg vidste ikke, man kunne blive kysset der), på kinderne, på næsen. En glæde bobler frem i mig, mens jeg fanger hans mund i et kys.

"Jeg elsker dig," siger han mellem kyssene.

"Jeg elsker også dig."

 

Mørket slutter sig tættere og tættere om os. De samme gør kulden om Jackson. Vi ligger på tæppet i en tæt omfavnelse med vores jakker over os som tæpper. Han ryster over hele kroppen.

"Måske skulle vi gå tilbage," hvisker jeg, som om der er nogen, der kan høre os, hvis vi ikke gør. Jackson knuger mig tættere ind til sig.

"Men du er så dejlig," siger han og kysser toppen af mit hoved. Jeg stryger ham over brystet.

"Jeg er også dejlig i morgen," griner jeg. "Eller et andet tidspunkt, hvor du ikke er ved at dø af kulde." Vi sætter os synkront op.

"Okay så," sukker han med et skævt smil.

 

Vi kan høre nogle råbe længe før vi er ude af skoven. Dybe, bryske mandestemmer. En, der er aggressiv, som vi begge hurtigt klassificere som værende Van Helsings og en anden mere rolig, men stadig myndig og lydhør stemme, som ingen af os kan placere. Vi er enige om, at det ikke kan være Hr. Reaper, der for det meste ikke bringer sit lydniveau højere end en hvisken, og jeg er også temmelig sikker på, at det ikke er nogle af lærerne. Så hvem er det så? Da vi træder ud af skoven og slipper hinandens hænder, kan vi se, at de står i en lyskegle foran skolens hovedindgang. Vi nærmer os langsomt.

"Du har ingen ret til at være her," siger Van Helsing vredt og slår ud med armene.

"Jeg har al mulig ret. Det er min pligt at sørge for, at denne efterforskning forløber retfærdigt og ud fra, hvad jeg hører, har De været alt andet end retfærdig, Hr. Van Helsing," svarer manden. Hans træk bliver tydeligere og tydeligere. Det kulsorte hår, de markante ansigtstræk, den høje, slanke figur og de brede skuldre. Alt sammen klædt i et skræddersyet, sort vest og jakkesæt med et skinnende, rødt slips om halsen. Jeg ved det længe før, jeg kommer helt tæt på, og de lægger mærke til mig. Han ser ned på mig.

"Minea!" udbryder han, som om det er en overraskelse, at jeg er her, mens jeg svarer:
"Far?!"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...