Halloween High

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 3 okt. 2015
  • Status: Igang
Minea Dracula har aldrig været skolens mest populære pige, men hun har altid været vellidt, og hvad vigtigere er, hun har altid elsket sin kostskole, Halloween High. Men siden hendes far, Vlad Dracula, præsident for DSMS (De Samlede Monstres Samfund) fik tiltrukket sig lidt for stor opmærksom af en Van Helsing og dennes søn og drev en masse monstre under jorden, frygter hun at vende tilbage til et nyt skoleår. Og det har hun al mulig grund til, for skolen bliver styret af mean girls i form af smukke spøgelser og magtfulde hekse. For at gøre ondt værre ser byen pludseligt et mystisk mord, og Van Helsing dukker, sammen med sin søn, op for at efterforske mordet. Men hvad sker der, når Minea og hendes venner går sammen mod skolens mean girls, og Van Helsings søn Jackson viser sig at være lidt mere spændende, end man ved første øjekast skulle tro, og mordene forsætter, kun for at blive mere og mere brutale. Én ting er sikkert: Minea får ikke en kedelig oktober måned!

75Likes
182Kommentarer
10056Visninger
AA

19. 18. oktober

 

18. oktober

 

Jeg havde forventet, at Nina ville blive bange ligesom mig, eller true med at støvsuge Mary op, eller en anden normal reaktion, når ens veninde fortæller, at ens fjende har beviser, der kan ødelægge denne venindes liv. Jeg havde i hvert fald ikke forventet, at hun ville grine. Men der sidder hun foran mig, med et smørret, selvtilfreds grin.

"Jeg tror ikke, du skal bekymre dig for meget," siger Nina. "Mary er ikke dum. Hun ved, at du kender til Dorian. Og hun ved, at du og jeg så nemt som ingenting, kunne fortælle alle, at hendes ekskæreste ikke elskede hende nok til at holde fingrene for sig selv, hvis hun så meget som hentydede til, at hun ville offentliggøre den video. Så det har hun ikke tænkt sig at gøre foreløbig, og det giver dermed os masser af tid til at få fat i hendes mobil og ødelægge den! Intet problem!" Nina slår ud med hænderne, og jeg kan godt se, at hendes rationalisering giver god mening, men jeg føler mig stadig ikke helt overbevist.

"Så du tror ikke, at hun vil vise folk den?" spørger jeg usikkert og bider mig selv i læben. Nina ryster på hovedet.

"Overhovedet ikke," siger hun. "Desuden. Hvorfor skulle hun først sige til dig, at hun ikke vil vise nogen den for så at gøre det?" Nina løfter sit ene øjenbryn. "Hvis hun havde tænkt sig at vise andre den, ville det faktisk slet ikke give nogen mening at fortælle dig, hun havde den. Det her giver jo bare dig mulighed for at forebygge det. Nej, hun kan lide, at hun har den, så hun kan hævne sig, hvis det med Dorian kommer ud, og så hun kan skræmme dig og true dig, men det er intet andet end det. Tro mig." Jeg nikker. Selvom jeg stadig ikke helt føler mig overbevist, slapper jeg mere af nu.

"Nina?" spørger jeg. Nina ser på mig. Jeg ville spørge hende, om de andre tanker. Om hun tror, at Jackson kan leve med, at jeg er... Som jeg er. Men nu hvor hun ser mig i øjnene, kan jeg ikke sige ordene højt. "Hvordan har du det med Dorian?" siger jeg derfor i stedet. "Jeg mener, du virker mere okay i dag?" Nina smiler.

"Det er jeg også," siger hun. Hun ser ud i luften og nikker for sig selv. "Jeg mener... jeg føler mig dum af helvedes til. Og det vil sikkert slå hårdere andre dage, men... Men Frank hjalp mig virkeligt i går." Hun ser tilbage på mig og smiler.

"Se," siger jeg. Jeg vender mig tilbage mod spejlet og retter lidt på min meget sparsomme makeup. "Jeg sagde jo, han var en god veninde."

"Mhm," mumler Nina.  

 

Senere på dagen, da Nina og jeg er på vej til Amerikanske Vandrehistorier, ser jeg Jackson. Han er alene.

"Vi ses senere," hvisker jeg til Nina. Hun følger mit blik og smiler skævt.

"Vi ses senere, Casanova?" Nina spærrer øjnene op og blinker overdrevent. Jeg himler med øjnene.
"Casanova var en mand, Nina," siger jeg. Nina rynker på næsen og ler.

"Jamen der er ikke nogen historiske kvindelige forførere," siger hun. Jeg klapper hende på armen.

"Andre end dig," ler jeg og drejer mig om.

"Du har ret." Jeg ser mig over skulderen. Nina vinker.

"Vi ses senere, Nina!" råber hun. Jeg ler og vinker.

"Ses," råber jeg. Da jeg drejer hovedet igen, kan jeg se, at Jackson har set os. Han går ikke hen mod mig i tilfælde af, at nogen skulle komme gående ned af gangen i dette øjeblik, men han smiler større jo mere jeg nærmer mig. Jeg skynder mig at tage hans hånd og trække ham ind i lille, tomt rum, der plejede at blive brugt som depotrum.

"Hej," hvisker han, da jeg har lukket døren bag mig. Han læner sig ned og kysser mig.

"Hej," hvisker jeg tilbage.
"Jeg har savnet dig," han gnider sin næse mod min og tager min hånd. Jeg smiler og bider mig i læben. Det er skørt, for selvom vi lige har set hinanden, og jeg har haft en masse at bekymre mig om i de få timer, vi har været adskilt, har jeg også savnet ham. Jeg kysser ham.
"Jeg har også savnet dig," siger jeg. "Men..." Jackson trækker sig væk, og hans ansigt bliver pludseligt meget alvorligt.

"Men hvad?" spørger han varsomt.

"Men ikke noget med dig eller mig eller os," skynder jeg mig at sige, mens jeg lægger mine hænder på hans arme. Jeg smiler. "Det er bare... I går... Mary - kan du huske, jeg fortalte dig om hende?" Jackson nikker eftertænksomt.
"Det bitchy spøgelse, ikke?" spørger han. "Bloody Mary? Hende med spejlene?" Jeg nikker. Han rynker på næsen. Jeg overvejer et kort øjeblik, om han er en af de præpubertære  børn, som Mary har skræmt livet halvt af efter, de har sagt hendes navn tre gange og kigget ind i et spejl. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan hun ikke har haft mulighed for det, siden min far var nødt til at indgå de sanktioner med Van Helsing.

"Jo, hende," siger jeg. Jeg synker en klump, mens jeg prøver at bekæmpe, den lille stemme i mit hoved, der hvisker, at Mary har set mere grålig, nærmest forsvindende, ud her på det seneste. "Hun opdagede os i går. Hvilket ikke ville være slemt, for alle ved, at de ikke kan tror på et ord, der kommer ud af hendes mund, men... Hun har bevis. Hun optog os. På video." Jackson rynker brynene og åbner munden, men jeg holder hånden op. "Nej, man kan intet se, men man kan høre. Vores stemmer, Jackson. Du kalder mig smuk, og siger, at du er vild med mig, og jeg siger det samme til dig... Og det er vores stemmer, Jackson." Jeg får tårer i øjnene. "Og vi kalder hinanden ved navn." Jackson nikker langsomt, men forstående.

"Hvad vil hun gøre med det?" spørger Jackson.

"Intet endnu," siger jeg og forklarer, at Nina tror, at Mary intet vil afsløre, fordi hun er for bange for selv at blive ydmyget. Jackson nikker eftertænksomt. Han trommer sin pegefinger mod sine læber, hvilket giver mig en umådelig, men upassende trang til at kysse ham. Til sidst sukker han, men smiler.

"Det er ikke den ideelle situation," siger han og går et skridt frem mod mig. Han lægger sine arme om min talje. "Men der er vidst intet ved os to, der er den ideelle situation." Han læner sig ned og kysser mig. Jeg smiler mellem hans kys og ler.

"Nej," mumler jeg. Han trækker sig væk.

"Men det ændrer intet," siger han. "Det ændrer ikke mine følelser for dig, ændrer ikke det faktum, at jeg vil være sammen med dig." Jeg smiler.

"I lige måde," hvisker jeg. "Hvornår ses vi igen?" Jackson rynker brynene og smiler uforstående. "Jeg mener, som i går. Ikke i et gammelt, støvet depotrum eller ude på gangen, hvor vi hele tiden skal være paranoide."

"Jeg ved ikke, om vi ikke også skal være paranoide i skoven nu," mumler Jackson med et skævt smil. Selvom jeg godt ved, at det var en joke, kan jeg alligevel ikke lade være med at blive ked af det over hans kommentar. Den stikker dybt. Jeg synker en klump. "Hey, jeg mente det ikke... På nogen måde..." Han lægger sin hånd på min kind. "Det var bare en joke. Jeg vil gerne ses med dig. I skoven." Jeg bider mig selv i læben.
"Det ved jeg," siger jeg. "Det er mere..."
"Hvad?"

"Kommer det altid til at være på den her måde?" spørger jeg.

"Hvilken måde?" Jackson smiler blidt. Jeg bider mig selv i læben igen. Jeg har lyst til at spørge ham om tingene altid kommer til at være svære mellem os, om jeg nogensinde vil kunne holde op med at være bange for, at han ikke ville elske mig, hvis han kunne se, at jeg er et monster og om vi nogensinde finder et sted i verden, hvor vi begge to høre hjemme. Men jeg siger intet, for jeg tror ikke, jeg vil kunne lide de svar, jeg får.

"Ikke noget," siger jeg og kysser ham på kinden, mens jeg går mod døren. "Jeg er bare stadig nervøs over hele Bloody Mary-tingen." Jackson tror på min forklaring. Han smiler.

"Vi finder ud af det," siger han mildt. Jeg nikker og vælger at tage det som svaret på alle mine spørgsmål. Vi finder ud af det. Jeg åbner og skal til at gå ud, da jeg kommer i tanke om noget.

"I morgen? Klokken syv? Ved vandhullet?" spørger jeg. Jacksons øjne lyser og han nikker med et bredt smil.

"Det er en aftale," siger han. Jeg nikker. Jeg skynder mig ud af døren og ned mod timen. Vi finder ud af det, siger jeg til mig selv. Vi finder ud af det. 

 

------------------------------------------------------

 

Yay! Så er jeg ENDELIG up to date med historien igen! Jeg håber ikke, I alle er faldet af på vejen (det ville gøre mig ked af det, høhø) 

Husk, at I altid kan stille spørgsmål - enten her eller på min bonusmateriale-movella, som jeg vil forsøge at opdatere lidt mere, nu hvor jeg ikke længere er bagud. 

Kommentarer gør mig også altid glad, så vær endelig ikke genert med dem! Og tusind tak for, at du følger med! Det betyder alllllllverden!!

Kyskys♥
Lena

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...