Halloween High

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 3 okt. 2015
  • Status: Igang
Minea Dracula har aldrig været skolens mest populære pige, men hun har altid været vellidt, og hvad vigtigere er, hun har altid elsket sin kostskole, Halloween High. Men siden hendes far, Vlad Dracula, præsident for DSMS (De Samlede Monstres Samfund) fik tiltrukket sig lidt for stor opmærksom af en Van Helsing og dennes søn og drev en masse monstre under jorden, frygter hun at vende tilbage til et nyt skoleår. Og det har hun al mulig grund til, for skolen bliver styret af mean girls i form af smukke spøgelser og magtfulde hekse. For at gøre ondt værre ser byen pludseligt et mystisk mord, og Van Helsing dukker, sammen med sin søn, op for at efterforske mordet. Men hvad sker der, når Minea og hendes venner går sammen mod skolens mean girls, og Van Helsings søn Jackson viser sig at være lidt mere spændende, end man ved første øjekast skulle tro, og mordene forsætter, kun for at blive mere og mere brutale. Én ting er sikkert: Minea får ikke en kedelig oktober måned!

75Likes
182Kommentarer
10034Visninger
AA

18. 17. oktober

 

17. oktober

 

"Du er en dårlig ven, ved du godt det?" halvt ler, halvt snøfter Nina den efterfølgende dag. De sidste par dage, har hun holdt overraskende godt sammen på sig selv, men nu hvor vi har en fridag, lader hun til at give slip på alt. Hun ligger uden på makeup på, i joggingtøj i sin seng og har grædt siden klokken otte i morges, hvor hun gav sig til at læse alle  Dorians gamle breve.

 

Nu er klokken kvart over elleve, og jeg står foran spejlet ved at gøre mig klar til min semi-date med Jackson.

"Mhm," mumler jeg som svar til Nina og ser på hende gennem spejlet.

"Ja! Her ligger jeg med et knust hjerte, som det er meningen, du skal samle igen, og så valser du bare rundt på dates med smukke, farlige vampyr-jægere," hun kaster sig dramatisk tilbage i sengen så brugte stykker Kleenex hopper ud til alle sider. Jeg vender mig om og ser på hende.

"Hvis du har brug for det, kan jeg godt blive," siger jeg. Nina springer op fra sin seng igen med et vildt udtryk.

"Nej!" siger hun i et toneleje som om idéen var en fornærmelsen mod hende. "Selvfølgelig kan du ikke det! Du har en date med en smuk, farlig vampyr-jæger, som du er helt vild med. Det er vigtigere end mit knuste hjerte." Jeg ler og drejer mig tilbage mod spejlet igen.

"Men når nu, du lader mig lide helt alene," siger Nina i sit mest pigede tonefald, før hun lægger sine hænder på mine skuldre. "Kunne du måske lade mig ordne dit hår." Jeg sukker og himler med øjnene.

"Nå så det er det, det handlede om?" siger jeg. Men jeg lader Nina ordne mit hår. Bagefter får hun også lov til at lægge makeup på, til hvilket hun kvitterer med et dejligt naturligt look. Til sidst lader jeg hende også hjælpe mig med at finde tøj, men jeg lytter ikke til hende idéer om postkasserøde kjoler, og tager i stedet en mørk, lilla kjole på med korte pufærmer, der består af en underkjole og et lag smukke, bløde blonder udover. Oven over tager jeg en, trekvartærmet frakke og en sort baskerhue på hovedet.

"Du ser smuk ud," siger Nina og betragter stolt sit værk. Jeg ser mig i spejlet. Jeg kan godt lide mit eget tøj, men håret og makeuppen må man give Nina. Det får mig faktisk til at se flot ud med stylede, slangekrøller væltende ned over skuldrene, helt glat, perfekt hud og øjne indrammet af sort eyeliner. Jeg smiler.

"Tak," siger jeg. Jeg kigger på uret. Kun ti minutter i tolv. "Jeg bliver nødt til at gå nu." Jeg lægger mine hænder på Ninas skuldre. "Er du sikker på, at du klarer den?" Nina vender det hvide ud af øjnene og nikker utålmodigt.

"Ja," siger hun.

"Okay," siger jeg og krammer hende tæt ind til mig. "Ellers må bare tage fat i Frank - han kan være en god veninde, når man har brug for det." Jeg blinker med det ene øje.
"Tak," siger Nina og griner. "Det kan være jeg gør det."

 

Jeg skynder mig ud i skoven. Jackson sagde ikke helt præcis, hvor vi skal mødes, men jeg tror, jeg har en rimeligt god idé. Halvvejs inde i skoven en tyve meter fra vandhullet, bliver jeg dog i tvivl. Hvad nu hvis jeg har lagt alt for meget i Jacksons ord? Hvad nu hvis han ikke mente noget med det? Jeg ryster på hovedet af mig selv. Hvorvidt han mente noget med det eller ej er sådan set ligegyldigt. Hvis han ikke er her, er han her ikke. Så er der ingen skade sket, og jeg går bare tilbage. Det prøver jeg i hvert fald at fortælle mig selv, for en lille stemme bagerst i mit hoved kender godt sandheden. Hvis Jackson ikke er der - eller ikke dukker op, ville jeg blive helt utroligt skuffet.

 

Men selvfølgelig skuffer Jackson mig ikke. Selvfølgeligt står han på toppen af forhøjningen ved det lille vandfald og venter på mig, da jeg træder gennem buskadset. Selvfølgeligt.

"Du kom," siger han glad og lettet.

"Selvfølgeligt," svarer jeg og smiler bredt. Jeg løber i tre lange spring op af forhøjningen, op til Jackson, direkte ind i hans arme, og endeligt, endeligt mødes min mund med hans i et kys.

 

Tiden står stille. Ikke på en eller anden kliché, symbolsk forstand. Men da han står med sine hænder om mit ansigt og nakke, og jeg har fat om hans talje og trækker i hans jakke, så han er så tæt på mig, som han overhovedet kan komme, kan jeg sværge på, at tiden står stille. Da vores munde skilles (for en utroligt kort stund), kan jeg simpelthen ikke vurdere, om der er gået et kvarter, fem minutter eller fem sekunder. Min hjerne er én stor omgang grød, og jeg kan ikke fokusere på noget omkring mig, på noget andet end Jackson. Smukke Jackson og hans grå øjne, der lyser når han glad, hvilket han er lige nu. Jacksons brede skuldre. Jacksons varme arme, der endnu engang trækker mig ind til sig.

 

Vi bruger hele dagen, og det meste af aftenen sammen. Jeg har ikke lyst til at vende tilbage, men jeg kan mærke sulten rumle i min mave. Klokken er ved at nærme sig de syv stykker, da vi sammen går ud af skoven. Da vi når til udkanten ser vi os om. Der er ikke et øje.

"Tak for i dag," hvisker Jackson ind i min mund, da han lægger sine hænder på min kinder og trækker mig ind til et langt kys.

"Mhm," hvisker jeg og kysser ham. "Tak for i dag." Vores læber skilles, og vi ser på hinanden. Hans ansigt er lyst op af lyset, der stråler ud fra skolen.

"Du er smuk," hvisker han. Jeg smiler.

"Det er du også," griner jeg og kysser ham igen.

"Minea Dracula," siger ham mellem sine kys. "Hvem skulle have troet, at jeg kunne blive så helt vild med dig?" Jeg ler.
"Det ved jeg ikke, Jackson," jeg kysser ham og trækker mig væk. "Men jeg er i hvert fald også helt vild med dig." Han smiler. Vi kysser kort en sidste gang, før han begynder at gå baglæns væk.

"Vi ses!" råber han. Jeg vinker. Selv efter han er forsvundet ind i mørket, stirrer jeg på det punkt, hvor han sidst var synlig. Sulten føles virkeligt som om, den er ved at rive mig fra hinanden, men jeg kan ikke røre mig ud af flippen. Jeg vil ikke ødelægge den magiske følelser, der strømmer gennem mig lige nu. Lyden af en brisen, der flyder gennem træerne og en pludselig kulde vækker mig, og jeg drejer rundt på foden.

 

Der er hun, en ti centimeter over jorden, svævende. Bloody Mary. Hun smiler ondskabsfuldt til mig, med hænderne foldet foran sig.

"Hej," mumler jeg uimponeret og stirrer på hende. Hvad vil hun?

"Sikke en forestilling," siger hun skadefro. Jeg kunne være faldet om lige dér. Så Mary os lige før? "Virkeligt rørende. Monstret og monsterjægeren. Virkeligt Romeo og Julie, ikke sandt?" Hun svæver i en cirkel om mig. Jeg folder armene over kors og prøver at berolige mig selv. Og hvad så hvis Mary så os? Hvem vil hun sige det til? Hr. Reaper? De andre elever? Van Helsing? Ingen har nogen grund til at tro, at hvad hun siger rent faktisk er sandt. Alle ved, at hun hader mig, og hellere end gerne ville lyve for at få andre til også at hade mig.

"Hvad vil du, Mary?" siger jeg irriteret og vifter med hånden, som var hun en irriterende myg. Mary smiler skævt og vifter med sin mobiltelefon. Jeg rynker øjenbrynene.

"Vil du have hans nummer?" spørger jeg sarkastisk. Mary kniber øjnene sammen.

"Ikke just," siger hun irriteret, mens hun svæver om bag min ryg.

"Hvad er din mobil så til for?" spørger jeg.

"Bevis," hvisler Mary ind i mit øre og holder mobilens skærm op foran mig. Hun har taget en video. Jeg fnyser. Det kræver helt særlige kameraer at fange en vampyr på video eller fotografi, og Marys menneskelige mobilkamera er ikke ligefrem bevis nok. "Se nu bare." Jeg himler med øjnene, men følger med, da hun afspiller videoen. Og ganske rigtigt, kan man ikke se mig. Man kan ikke se noget. Det er for mørkt.

"Godt bevis, Mary," siger jeg sarkastisk og skal til at gå væk, men Mary svæver ind foran mig stadig med mobilen oppe mod mit ansigt. Og da hører jeg det.

"Tak for i dag." Stilhed. Kys.

"Du er smuk."

"Det er du også." Kys.  

"Minea Dracula." Mit hjerte springer et slag over. "Hvem skulle have troet, at jeg kunne blive så helt vild med dig?" Jeg hører mig selv le forvrænget gennem mobilens små højtalere. Og så kommer det. De fem ord, jeg har frygtet at høre lige siden, jeg hørte min stemme for første gang på Marys video.
"Det ved jeg ikke, Jackson."

"Åh," hvisker jeg, da videoen slutter. Jeg tumler bagud i mørket og hiver efter vejret. Mary ler.
"Se, jeg sagde jo, den var værd at se," siger hun og smiler. Jeg mærker vreden ulme op i mig.

"Hvad vil du gøre med den?" siger jeg lavt. Forsøger at holde mig rolig.

"Ikke noget..." siger Mary med et falskt, uskyldigt smil. "Endnu." Jeg bider mig selv i læben.

"Det her er ikke kun mig, det går ud over," siger jeg desperat med tårer løbende ned af kinderne. "Du ved ikke... Du ved ikke, hvad Van Helsing vil gøre, hvis man finder ud af, at hans søn..." Min stemme dør ud, mens jeg forsøger at undertrykke det indre billede af Van Helsing, der i vrede slår mig ihjel. Eller Jackson. Jeg synker en klump.

"Tror du, at jeg går op i, hvad der sker med dig, din usle forræder?" vrænger Mary højlydt. "Eller den ondskabsfulde jæger for den sags skyld?" Hun ryster på hovedet. "For det gør jeg ikke. Hvad end der kommer, har I nok fortjent det. Men lige nu holder jeg det mellem os. Du kan se det her, som en advarsel." Mary drejer om og svæver tilbage mod slottet.

"Forråder sin egen art for et menneske..." mumler hun for sig selv, mens hun svæver bort og efterlader mig tilbage.

 

Jeg dumper sammen på det dugvåde græs. Hovedet tungt af informationer. Mary har bevis for mit og Jacksons forhold. Bevis der kan blive farligt, måske ligefrem dødeligt. Men Mary vil ikke vise nogen det... Endnu. Hvornår så? Hvorfor viser hun det ikke bare til alle? Er jeg en forræder?

 

Mary havde kaldt mig en forræder, modsat alle de andre gange, hun har kaldt mig skældsord virkede det her særligt... ærligt. Mary synes virkeligt, at jeg forråder DSMS ved at være sammen med Jackson? Men det gør jeg da ikke, gør jeg? Viser jeg ikke netop bare, at vi ikke er de monstre, som Van Helsing tror, og Jackson troede, vi var? Er Jackson ikke meget mere, end den morder, jeg troede, han var? Men inderst inde ved jeg, at uanset, hvordan man vender og drejer det, kan man ikke undslippe det rene, klare faktum: Jeg har slået mennesker ihjel, og Jackson har slået vampyrer ihjel. Jeg sukker. Jeg ved, at han gjorde det ud af manglende viden. Jeg ved, at han ikke ville slå et uskyldigt monster ihjel igen. Men hvad med mig selv?


Har Jackson overhovedet indset, at jeg har slået ihjel? At jeg også er en dræber? Jeg hviler min panden i min hånd og koncentrerer mig om ikke at hyperventilere. Vil han nogensinde kunne acceptere det faktum, at jeg har slået ihjel? Ikke ud af manglende viden eller blindt had, ikke engang fordi min far ville have det. Men fordi jeg var nødt til det for min egen overlevelse.

"Jeg er et monster," hvisker jeg for mig selv. Min pibende, grådkvalte stemme understøtter ikke dens udsagn, men jeg ved, det er sandt. Jeg er et monster. Og hvilket menneske, kan lære at elske et monster?

 

Jeg får hevet mig selv på benene og mindet mig selv om, at der er vigtigere ting at bekymre sig om lige nu. Mary må for alt i verden ikke vise sin video til nogen. Jeg sætter i løb tilbage mod skolen, selvom jeg ikke har noget mål. Jeg ved bare, at jeg må tilbage til min seng. Jeg må sove på alt der her og håbe at finde et svar i morgen.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...