Halloween High

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 3 okt. 2015
  • Status: Igang
Minea Dracula har aldrig været skolens mest populære pige, men hun har altid været vellidt, og hvad vigtigere er, hun har altid elsket sin kostskole, Halloween High. Men siden hendes far, Vlad Dracula, præsident for DSMS (De Samlede Monstres Samfund) fik tiltrukket sig lidt for stor opmærksom af en Van Helsing og dennes søn og drev en masse monstre under jorden, frygter hun at vende tilbage til et nyt skoleår. Og det har hun al mulig grund til, for skolen bliver styret af mean girls i form af smukke spøgelser og magtfulde hekse. For at gøre ondt værre ser byen pludseligt et mystisk mord, og Van Helsing dukker, sammen med sin søn, op for at efterforske mordet. Men hvad sker der, når Minea og hendes venner går sammen mod skolens mean girls, og Van Helsings søn Jackson viser sig at være lidt mere spændende, end man ved første øjekast skulle tro, og mordene forsætter, kun for at blive mere og mere brutale. Én ting er sikkert: Minea får ikke en kedelig oktober måned!

75Likes
182Kommentarer
10063Visninger
AA

17. 16. oktober

 

16. oktober

 

Ved morgenmaden stopper en af ielerne mig.

"Er det sandt, at Dorian og Mary slog op på grund af dig?" spørger hun. Jeg ler.

"Hvad?" spørger jeg.

"Jeg har bare hørt rygter om, at de slog op, fordi du ved... I," hun peger over mod bordet, hvor mine venner sidder. "Er ved at blive mere populære end Mary, så nu ville Dorian hellere være sammen med jer." Jeg vender det hvide ud af øjnene.

"Du burde ikke lytte til sladder," griner jeg. "Og hvad angår Dorian og Marys break-up aner jeg virkeligt ikke, hvad grunden var." Jeg smiler og klapper hende let på overarmen, før jeg går videre ned mod bordet. Jeg dumper hårdt ned ved siden af Hecate.

"Suk," siger jeg højlydt. "Det er det femte rygte, jeg har hørt om Dorian og Mary i dag. Hvorfor er alle så interesseret i grunden til, at de slog op?" Hecate trækker på skuldrene.

"Fordi det er hemmeligt," siger hun. "Hvis de bare var kommet med en eller anden bullshit grund, som "De bevægede sig væk fra hinanden" eller "De bare var bedre som venner", ville ingen have tænkt mere over det." Jeg nikker.

"Du har nok en pointe der," siger jeg og tager en tår af mit blod.

"Minea?" lyder en blid stemme bag mig. Jeg vender mig om og ser på Fru Reaper.

"Godmorgen Fru Reaper," siger jeg friskt med et bredt smil.

"Hr. Reaper vil gerne se dig på sit kontor," smiler hun tilbage. "Omgående." Jeg nikker og forsøger ikke at vise min nervøsitet for meget.

"Vi ses senere," mumler jeg til de andre. Frank nikker, Nina ser bekymret ud, Jack ser knapt nok op fra sin mad og Hecates øjne betragter mig koncentreret, som jeg forlader fællessalen.

 

Hr. Reapers kontor er mørkt som altid. Den lille olielampe står for enden af hans skrivebord og lyser svagt. Jeg kan ikke se meget længere end en halv meter omkring olielampen.

"Hallo," mumler jeg ud i rummet. Der er en ubehagelig indeklemt følelse på kontoret. En skikkelse træder ud i lyset, men det er ikke Hr. Reaper.

"Tag plads, Frk. Dracula," siger Van Helsing og rækker sin arm ud mod stolen, der står placeret foran skrivebordet. Jeg nikker sammenbidt og træder varsomt frem. Van Helsing rykker elegant til siden, så jeg kan komme til, og jeg sætter mig i stolen. Nu hvor jeg har nærmet mig skrivebordet, kan jeg skimte Hr. Reapers silhuet på den anden side, og det beroliger mig at vide, at han er her. Van Helsing læner sig op af skrivebordet.

"Du gætter aldrig, hvem der aflagde os et besøg tidligere i dag," hvisler han. Han skubber sig væk fra bordet og går rundt om mig. "En Dorian Gray. Fuldstændigt uprovokeret informerede han Hr. Reaper om Frk. Muertes tilstedeværelse ved mange givne lejligheder i løbet af de sidste par uger." Jeg reagerer ikke, men venter blot på, at han fortsætter.

"Heldigt," siger han hårdt og spydigt med en voldsom håndbevægelse. "At denne Hr. Gray skulle komme til os, netop som vi efterforskede Frk. Muerte." Jeg nikker sammenbidt og koncentrere mig for alt i verden om at virke uskyldig.

"Jeg ved ikke helt, hvad De leder op til, Hr. Van Helsing," siger jeg i mit mest distancerede og uskyldige tonefald.

"Jeg ved ikke, hvordan du gjorde, men du advarede din veninde - reddede hende - og fik denne, denne Gray til at vidne for hende," siger han arrigt. Jeg gør alt, hvad der står i min magt for at holde mit ansigt koldt.

"Jeg ved virkeligt ikke, hvad De snakker om, Hr. Van Helsing," siger jeg bare. "Men det lyder som om De bare burde være glad for, at De ikke spilder en masse tid på at efterforske en uskyldig." Jeg rejser mig. Van Helsings næsebor blafrer. En bevægelse bag hans venstre skulder fanger mit blik, og jeg ser Jackson træde ud af skyggerne. Et kort øjeblik er jeg ved at miste mit pokerfjæs fuldstændigt.

"Hvis I vil have mig undskyldt," siger jeg og nikker kort til Van Helsing og Hr. Reaper. "Jeg skal snart have time." Jeg vender mig om og går mod udgangen, mens jeg bekæmper en voksende trang i mit bryst for at vende mig om og se på Jackson igen.

"Du vil vel ikke lade hende slippe så let, Reaper?" siger Van Helsing irriteret. Jeg stopper op og kaster et skjult blik over skulderen. Jackson smiler og blinker til mig.

"Jeg ved ikke,  hvad jeg ellers kan gøre," siger Hr. Reaper. Hans silhuet rejser sig og han går ud i olielampens lys. Hans blik hviler ikke på Van Helsing, men skifter mellem Jackson og mig. Et smil spiller kort hen over hans læber. "Unge Hr. Van Helsing, vil du være så venlig at følge Minea ned til time?" Jackson nikker kort og militant.

"Kom med mig, Dracula," siger han med en overbevisende hårdhed. Jeg undertrykker et smil og følger med.

 

Da vi er nået et stykke fra Hr. Reapers kontor trækker Jackson mig ind i et lille indhug i væggen.

"Det var tæt på," hvisker jeg. Han smiler skævt, og jeg fniser. "Tusind tak for hjælpen." Jackson nikker.

"Det var ingenting," siger han og slår ud med hånden. "Jeg vidste, at du ikke ville prøve at dække over hende, hvis hun var skyldig, men jeg synes også, vi skulle give hende chancen for at bevise sin uskyld." Jeg smiler og bider mig i læben.
"Tak for det," siger jeg. "For at stole på mig." Jackson nikker og smiler.

"Med alle vores udfordringer, er vi to vidst nødt til at stole på hinanden," siger han og hviler sin varme pande mod min iskolde. "Jeg ved ikke, hvor mange andre vi kan stole på." Jeg udstøder en kort latter og fletter mine fingre ind i hans. Han ser op mig og smiler bredt.

"Du kan stole på mig," siger jeg. "Jeg ville aldrig lyve for dig, eller holde noget hemmeligt eller på nogen på forråde dig." Jackson smiler.

"Du er sød," siger han.
"Du er sød," svarer jeg. Og så siger ingen af os noget. Vi kigger blot hinanden dybt ind i øjnene velvidende, at hvis vores læber mødtes i dette øjeblik, ville de ikke slippe hinanden igen. Og midt på skolens gange, ikke langt fra Jacksons far er ikke det bedste sted at gøre den slags ting. Jackson tænker sikkert det samme, for han ser sig paranoidt omkring.

"Jeg går ikke ud fra, at du har fortalt farmand om os," siger jeg i et forsøg på at være sjov, men det falder bragende til jorden, da Jackson hurtigt drejer sit hoved tilbage og ser mig dybt ind i øjnene.

"Os?" spørger ham, og jeg har det som om, jeg bliver kvalt, druknet og sparket i maven på samme tid. Jeg ved godt, at vi ikke har diskuteret det endnu, men jeg synes da ellers, at følelserne lå ret meget i luften mellem os. "Ikke at der er noget galt med tanken om et "os"!" Jackson tager mine kinder mellem sine hænder. "Det er faktisk en af mine yndlingstanker, jeg mente bare... fuck... Altså, jeg vidste ikke, at det også var en af dine yndlingstanker... Eller... Du ved... At du også..." Han rødmer og hans blik begynder at flakke.

"Jeg ved, hvad du mener," siger jeg blidt og stryger min hånd gennem hans hår. En dør smækker en etage over os, og Jackson skynder sig at trække sig væk, mens jeg skubber mig ud fra væggen. Snart kommer Van Helsing vandrende ned af gangen.

"Er I ikke nået længere?" mumler han bryskt. Jackson og jeg udveksler et nervøst blik, men jeg er hurtig til at improvisere. Jeg puffer til Jackson og går forbi ham, som om jeg først nu har fået muligheden.

"Nej, din søn ville ikke holde op med at udspørge mig," fnyser jeg i et fornærmet tonefald. Van Helsing ler stolt.

"Nåh, fik du noget ud af det?" spørger han Jackson. Jeg vender mig om og ser på dem med foldede arme. Jackson trækker på skuldrene.

"Intet," sukker han i et skuffet tonefald, men da hans far vender ryggen til smiler han og blinker kort til mig, hvilket næsten får mig til at smelte sammen til en klat på gulvet.

"Nå, men hvis der ikke var mere?" siger jeg skingert og ser afventende på Jackson. Han smiler og ryster på hovedet. "Godt! Så håber jeg, at jeg ikke ser dig i den nærmeste fremtid." Jeg håber, at Jackson opfanger mit signal. Noget så barnligt som omvendt-snak. Han ler hånligt.

"I lige måde Dracula," siger han og vender sig mod sin far, men som jeg går væk, kan jeg høre ham sige, en kende for højt: "Det bliver godt vejr i morgen. Perfekt til at gå en tur i." Van Helsing brummer noget, jeg ikke kan høre.

"Nåh nej, du kan ikke fordrage at gå ture," siger Jackson. "Men jeg tror jeg vil gå en tur i skoven i morgen ved middagstid." Jeg smiler. I morgen ved middagstid. Jeg kan ikke vente med at se ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...