Halloween High

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 3 okt. 2015
  • Status: Igang
Minea Dracula har aldrig været skolens mest populære pige, men hun har altid været vellidt, og hvad vigtigere er, hun har altid elsket sin kostskole, Halloween High. Men siden hendes far, Vlad Dracula, præsident for DSMS (De Samlede Monstres Samfund) fik tiltrukket sig lidt for stor opmærksom af en Van Helsing og dennes søn og drev en masse monstre under jorden, frygter hun at vende tilbage til et nyt skoleår. Og det har hun al mulig grund til, for skolen bliver styret af mean girls i form af smukke spøgelser og magtfulde hekse. For at gøre ondt værre ser byen pludseligt et mystisk mord, og Van Helsing dukker, sammen med sin søn, op for at efterforske mordet. Men hvad sker der, når Minea og hendes venner går sammen mod skolens mean girls, og Van Helsings søn Jackson viser sig at være lidt mere spændende, end man ved første øjekast skulle tro, og mordene forsætter, kun for at blive mere og mere brutale. Én ting er sikkert: Minea får ikke en kedelig oktober måned!

75Likes
182Kommentarer
10058Visninger
AA

16. 15. oktober

 

15. oktober

 

Klokken kvart over et træder Nina endelig ind af døren med et skævt smil på læberne. Jeg farer op.

"Hvor har du været?" spørger jeg vredt. Nina farer sammen og stirrer forskrækket på mig.

"Hvad laver du oppe?" spørger hun og folder armene over kors.

"Hvad laver jeg oppe? Hvad laver du oppe?" jeg spejler hendes bevægelse og folder mine arme over kors. Jeg bider mig i læben og forsøger at kontrollere mine øjnes blinken.

"Jeg var..." Nina leder efter ordene, før hun trækker på skuldrene. "Jeg gik bare rundt." Hun går forbi mig og sætter sig ned på sengen. Jeg vender mig om og ser på hende.
"Du gik bare rundt? I timevis?" jeg forsøger ikke at skjule skepsissen i min stemme. Nina ser op mig og nikker, som om det er en hel plausibel forklaring.

"Er det ikke det, du altid gør?" mumler hun irriteret med et løftet øjenbryn. Jeg himler med øjnene.

"Mig? Jo. Dig? Aldrig." Nina ser ikke på mig og lader ikke til at lytte efter. Hun finder en neglefil frem fra sin taske og giver sig til at file sine negle.

"Jeg ved ikke, hvad jeg skal fortælle dig, Min," siger hun i et ligegyldigt tonefald og puster let til en negl.

"Hvad med sandheden, Nina?" vrisser jeg. "Ikke flere hemmeligheder og løgne." Nina smiler og ser stadig ikke på mig.

"Jeg ved ikke, hvad du mener med hemmeligheder og løgne," sukker hun flabet, for hun ved lige præcis, hvad jeg mener. Jeg kan ikke styre mig længere, så jeg går i to lange skridt hen til hende og river neglefilen, ud af hendes hånd, knækker den og kyler den mod væggen. Hun ser forskrækket på mig og rynker sine bryn.
"Hey!" siger hun vredt. "Hvad fanden har du gang i?"

"Hvad fanden har du gang i?" råber jeg. "Og sig ikke ingenting, for vi ved begge to godt, at det er løgn. Jacl fortalte mig om dit skænderi med Frank! Og Jackson fortalte mig, at Van Helsing mistænker dig for at stå bag angrebene. Der har været, hvad, fire nu! Så er det, det? Er det, det der er så skrækkeligt, at du ikke kan fortælle mig det? Er det dig, der har rendt rundt og myrdet en masse mænd?" Nina stirrer chokeret på mig med åben mund.

"Tror du helt seriøst selv på det?" siger hun. Jeg pruster arrigt og lægger armene over kors.

"Ikke mere bullshit, Nina. Fortæl mig, hvad der foregår," siger jeg vredt og sætter mig foran hende åp hendes seng. Hun trækker vejret dybt ind og nikker.

"Ja, selvfølgelig," mumler hun. Hun sætter sig helt op og begraver sit ansigt i sine hænder. "Åh Gud, det er så pinligt."

"Pinligt?" spørger jeg. Nina ser op på mig og synker en klump.

"Så i sommers, før jeg besøgte dig i Transsylvanien, var jeg jo i London..." begynder hun. Jeg nikker. Nina havde boet på The Langham Hotel - et hotel kendt for sin hekse- og troldmandspersonale, hvilket gjorde det til det perfekte sted at bo for monstre af alle arter. "Jeg var meget ensom. Somrene... De er altid så lange, når man ikke har nogen familie eller hjem at vende tilbage til... Anyway, jeg sad en aften - en af de første aftener - nede i hotellets bar. Og der så jeg Dorian..."

"Dorian?" spørger jeg mistroisk. "Dorian Gray? Marys Dorian?" Nina bider sig i læben og nikker.

"Marys Dorian, ja," siger hun med et dystert blik. "Han kom over og begyndte at snakke til mig. Først synes jeg, at han var en idiot som altid. Han fortalte, at han havde slået op med Mary, at han havde indset, at hun var en... en kælling. Og ja, jo mere vi snakkede, jo mere fik jeg øjnene op, hvor sød og charmerende en person, han kan være." Nina rykker sig rundt i sengen og ser mig ikke i øjnene. "Vi tilbragte resten af tiden i London sammen... Det var magisk. Vi... Vi dansede hver nat, spiste god mad, så teaterforestillinger. Jeg har aldrig..." Nina får tårer i øjnene. "Jeg har aldrig haft med nogen, som jeg havde det med ham. Resten af ferien sendte vi breve frem og tilbage, snakkede i telefon, sms'ede... Hvad end der skulle til for at få afstanden til at virke kortere. Jeg savnede ham hele tiden. En aften en uges tid før, vi vendte tilbage til skolen, sagde han, at han elskede mig. Og jeg sagde, at jeg også elskede ham..." Nina ser væk, men jeg kan stadig se de tårer, der begynder at trille ned af hendes kinder. "Jeg vidste ikke engang, at ham og Mary havde fundet sammen igen, før jeg så dem stå og kysse ude foran skolen d. 1. oktober." Nina bider sig i læben. "Da jeg konfronterede ham, sagde han, at hele sanktionen med Van Helsing havde taget hårdt på Mary, og hun ikke kunne være alene lige nu. Han sagde, at det var mig han elskede, og at han gerne ville fortsætte vores forhold i det skjulte, indtil Mary var klar til at være på egen hånd igen... Jeg ved ikke, hvorfor jeg gik med til det... Jeg er så dum..." Nina hviler sit hoved i sin hånd og hulker. Jeg lægger forsigtigt min hånd på hendes skulder.

"Du er lidt dum," medgiver jeg blidt. "Mest fordi du ikke bare fortalte mig det. Hvorfor sagde du ikke noget i sommers?"

"Fordi jeg ikke troede, at du ville kunne forstå mig, jeg tænkte, at det ville være bedre, hvis du bare så, hvor sød han var ved mig med egne øjne, når du vendte tilbage til skolen, men..." Nina hulker. "Det var så ikke lige det, der skete. Jeg ved godt, at jeg bare burde have fortalt dig det, men jeg vidste, hvad du ville sige. At han ikke var det værd, at jeg bare skulle droppe ham. Og det havde jeg ikke lyst til. Jeg tror... Jeg tror, jeg blev ved med at håbe, at tingene ville ændre sig. At han endeligt ville slå op med Mary og være sammen med mig..." Hun synker en klump. Jeg stryger hende over ryggen.

"Han er ikke det værd, du skal bare droppe ham," siger jeg som et ekko. Nina griner lavt.

"Det ved jeg," snøfter hun.

"Nu kan du ikke komme uden om det længere, du bliver nødt til at droppe ham, og sige det til alle, så Van Helsing ikke tror, at det er dig, der står bag angrebene..." Nina sætter sig op.

"Jeg ved det," siger hun. "Jeg har en plan. Bare lad mig ordne det." Jeg ser skeptisk på hende, men nikker til sidst. Det her er Ninas eget rod. Jeg bliver nødt til selv at lade hende løse det. Nina lover mig, at hun vil ordne det hele efter timerne, inden aftensmad.

 

Rundt om bordet ved aftensmaden begynder Frank og jeg at blive nervøse, da Nina stadig ikke er dukket op.

"Rolig nu," siger Jack og slubrer suppe i sig. "Hun dør ikke." Han smiler skævt og fortsætter sin samtale med Hecate, men det hjælper ikke på Frank eller jeg. Vi ved godt, at hun ikke dør, men der er stadig ingen af os, der synes, det er specielt betryggende, at hun er alene med en vred Bloody Mary på nakken. Planen er som følger: hun konfronterer Dorian og Mary sammen. Dorian tilstår overfor Mary, Mary bliver sikkert utrolig vred, men vil samtidig også være interesseret i, at det aldrig nogensinde kommer ud, at Dorian har været sammen med en anden. Nina lover at holde sin mund lukket, hvis bare Dorian går op til Hr. Reaper og fortæller ham, at Nina har været sammen med ham. Fordi det stadig skal holdes hemmeligt, at angrebene stadig finder sted, og at Van Helsing undersøger eleverne, fortæller Nina, at hun har brug for, for ikke at blive smidt ud på grund af sit fravær. Frank og jeg skal netop til at rejse os og gå ud og lede efter hende, da Nina spankulerer ind i fællessalen med et veltilfreds grin. Hun skynder sig hen til os og sætter sig mellem Frank og jeg.

"Så er det ordnet," siger hun og smiler. Der er små baner i hendes makeup, der vidner om, at hun har grædt, men jeg kommenterer ikke på det lige nu. Hvis jeg kender Nina ret, har hun ikke lyst til at være ked af det og sårbar foran alle.

"Godt," siger jeg og klapper hende på ryggen. "Og Dorian ville gerne gå op til Hr. Reaper?" Nina nikker.
"Ja," siger hun. "Jeg skal ikke længere bekymre mig om "mystisk fravær"." Vores venner kender stadig heller ikke til Van Helsings undersøgelse, så vi har givet dem samme dækhistorie, som Nina gav Dorian og Mary.

"Jeg er stolt af dig," siger jeg og puffer let til hende med armen. Hun smiler. Frank lægger sin arm om hendes skulder og knuger hende ind til sig.

"Det er jeg også, Nina," siger han med et bredt smil og begraver sit ansigt i hendes store, sorte krøller.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...