Halloween High

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 3 okt. 2015
  • Status: Igang
Minea Dracula har aldrig været skolens mest populære pige, men hun har altid været vellidt, og hvad vigtigere er, hun har altid elsket sin kostskole, Halloween High. Men siden hendes far, Vlad Dracula, præsident for DSMS (De Samlede Monstres Samfund) fik tiltrukket sig lidt for stor opmærksom af en Van Helsing og dennes søn og drev en masse monstre under jorden, frygter hun at vende tilbage til et nyt skoleår. Og det har hun al mulig grund til, for skolen bliver styret af mean girls i form af smukke spøgelser og magtfulde hekse. For at gøre ondt værre ser byen pludseligt et mystisk mord, og Van Helsing dukker, sammen med sin søn, op for at efterforske mordet. Men hvad sker der, når Minea og hendes venner går sammen mod skolens mean girls, og Van Helsings søn Jackson viser sig at være lidt mere spændende, end man ved første øjekast skulle tro, og mordene forsætter, kun for at blive mere og mere brutale. Én ting er sikkert: Minea får ikke en kedelig oktober måned!

75Likes
182Kommentarer
10047Visninger
AA

15. 14. oktober

 

14. oktober

 

Jeg har hele formiddagen fri i dag. Det er sjældent, jeg har en af de dage, så jeg sover mig igennem morgenmaden, og står først op kvart over ni, hvor gangene ligger hen helt forladte. Jeg går op i rummet med klaveret og føler mig glad for gensynet. Jeg sætter mig hen og går i gang med at spille. Snart kommer mit stille spøgelse flyvende ind i rummet, men i dag prøver jeg ikke at gøre så meget for at behage hende med smukke, indviklede stykker. I stedet spiller jeg relativt simple melodier, der giver mig mulighed for at tænke.

 

Jeg skal finde ud af, hvad jeg gør med Nina. Hvad end hun har rodet sig ud, tror jeg ikke, hun selv kan klare det, og skal jeg være ærlig stoler jeg ikke helt på Franks evne til at bedømme situationer. Jeg kan høre spøgelset flyve ud af rummet, men jeg lægger ikke så meget i det, hun er sikkert bare blevet træt af de at høre de samme simple melodier om og om igen. Det er ikke før, jeg hører et gulvbræt knirke, at jeg indser, at der er en anden person i rummet.

 

Det burde være gået op for mig noget før. Lyden af et hjerte, der banker, duften af jern. Jeg vender mig forskrækket om og ser ind i et par grå øjne.
"Jackson!" siger jeg forskrækket, han smiler beklagende.

"Undskyld," siger han. "Jeg ville ikke afbryde dig."

"Hvordan fandt du mig?" spørger jeg. I alle mine år på skolen, er jeg aldrig blevet forstyrret af andre end Fru Reaper og det stumme spøgelse heroppe.

"Jeg ledte efter dig, og så hørte jeg lyden af klaver, og tænkte det måtte være dig," siger han. Han går hen til mig. "Det var meget fedt at se dig spille. Du spiller godt."
"Ej, det ved jeg ikke," fniser jeg forfjamsket. "Det var bare, øhm, lidt... ja..." Jackson ler blidt.
"Og så ser du smuk ud," siger han blidt. Jeg bider mig i læben.
"Tak," hvisker jeg uden at se ham i øjnene. Han sætter sig ved siden af mig på klaverbænken.

"Men jeg ville faktisk sige noget vigtigt til dig," siger han. Et dystert udtryk, jeg ikke kan lide, glider pludseligt over hans ansigt.

"Hvad sker der?" spørger jeg. Han ser ned i gulvet og trækker vejret dybt ind.

"Min far har en ny mistænkt," siger han kort.

"Det lyder da godt," siger jeg, men ved allerede, at det er det ikke. "Så hvorfor ser du så, så alvorlig ud?" Jackson tøver.

"Jeg burde virkeligt ikke fortælle dig dette, men..." Han sukker. "Det er Santa Muerte... Nina..."

"Hvad?" udbryder jeg mistroisk. "Det kan ikke passe. Nina er ikke en morder!" Jackson trækker på skuldrene.

"Jeg har også prøvet at få ham overbevist, men sandheden er, at hverken min far eller jeg kender Nina, og jeg kan ikke fortæller hende, hvem min kilde til hende er, vel?" siger han. Jeg ryster på hovedet. Nej, lige nu kan det ikke komme ud, at Jackson og jeg er... Hvad end vi nu er.

"Men Nina?" siger jeg i et tonefald, som om det er en dårlig joke.

"Hun forsvinder hele tiden væk i timevis, hvor ingen ser hende," siger Jackson. "Og du sagde det selv: hun har været aggressiv og hemmelighedsfuld her på det seneste..." Jackson ser skamfuldt på mig. "Jeg siger ikke, at jeg tror på det, men..." Jeg nikker afbrydende.

"Men noget tyder på det," siger jeg stille. "Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige." Tårer fylder mine øjne. Jeg vil ikke tro på det, men pludselig føles det som den eneste mulighed. Kun det ville være slemt nok til, at Nina ikke ville kunne sige det til mig.

"Jeg bliver nødt til at konfrontere hende, Jackson," hvisker jeg. Jeg er bange for hans reaktion. Bange for at han bliver sur, fordi han vil mene, at jeg bryder hans tillid, men det sker ikke. Han er stille, men da jeg ser op på ham nikker han.

"Det forstår jeg godt," siger han. "Hun er som din familie." Han smiler svagt. "Jeg ville have gjort det samme." Jeg tager hans hånd.

"Tak," hvisker jeg. Han blinker langsomt.

"Intet problem," Han samler mine hænder mellem sine og giver dem et klem.

 

Jeg sagde til Jackson, at jeg ville gå direkte ned på mit værelse og vente på Nina, men jeg gør det ikke. Da jeg når til pigernes korridor fortryder jeg og fortsætter ud af hovedindgangen og går hen mod skoven. Jeg har brug for at få styr på mine tanker. Tænke det hele her igennem, før jeg gør noget.

 

Jeg går rundt inde i skoven og prøver at finde på, hvad jeg skal sige, men bliver hele tiden forstyrret af en lille stemme i min hjerne, der stiller spørgsmålstegn ved alt det her. Hvordan kan du overhovedet tro, at det her er Ninas værk? spørger den.

 

Nina er ikke bare min bedste veninde. Hun er som en søster for mig. Da jeg mødte hende første gang, brød jeg mig ikke om hende. Hun var i øjenfaldende, talte for højt, for meget og for længe og var altid så handlingsorienteret. Det var nemt at bebrejde hende, hver gang der gik noget galt. Til sidst blevd et så slemt, at jeg end ikke ville tale til hende. Jeg tror, jeg gik ud fra, at en pige med hendes selvtillid måtte være skolens populære pige. Men det var selvfølgeligt langt fra sandheden. Reelt set kan ingen lide dominerende, højtråbende, kloge piger - slet ikke når det gør meget ud af sig selv. Men jeg tror ikke, det gik op for mig, hvor ensom hun var, før jeg vågnede en aften, efter at have kendt hende i et halvt år, hvor hun sad i vindueskarmen og græd. Jeg sagde ikke noget, og hun lagde ikke mærke til mig, men hun græd næsten ién time. Den følgende dag var hun glad og sprudlende som altid, men om natten græd hun igen.

 

Dagen efter det besluttede jeg mig for at holde øje med hende. Finde ud af hvordan et menneske kunne gå fra at være så glad til at være så ked af det på ingen tid. Det var der, hvor jeg virkeligt lagde mærke til hende. Jeg lagde mærke til, hvordan hun altid sad og gik alene på skolen. Jeg lagde mærke til hendes desperate ansigtsudtryk, når hun kom ind i fællessalen. Og jeg lagde mærke til, hvor hurtig hun var til at smutte tilbage på vores værelse ved hver given chance. En dag hvor jeg havde en fritime, gik jeg tilbage til vores værelse. På hendes seng lå en notesbog åben med bunden i vejret. Jeg tog den op i mine hænder. Det hele var på spansk, og jeg er ikke god til spansk, men ud fra den smule, jeg kunne forstå og opsætningen, kunne jeg se, at det var et digt. Hele bogen var fyldt af digte og små tegninger af blomster, jeg aldrig havde set før.

 

Den aften tilbød jeg hende at spise sammen med mig og min fætter, der dengang gik på skolen. Hun lysnede op, og da jeg endeligt åbnede mig for hende, kunne jeg værdsætte sider af hende, jeg ikke havde værdsat før. Ikke kun de ensomme, stolte, følsomme sider, der skrev digte. Men også sjove sider. Siden der fik en til at grine, og kunne lave en joke ud af de mest sørgelige situationer. Siden der altid havde en sjov historie at fortælle. Siden der altid, stod op for en, når man behøvede det og aldrig bøjede sig.

 

En dag havde jeg bedt hende oversætte et af sine digte, så jeg kunne læse, hvad hun skrev.

"Spansk kan ikke oversættes," havde hun blot sagt og slået med håret. Men næste dag havde hun givet mig et billede. Det var af os taget den foregående sommer i Transsylvanien, og det var indrammet. Det var ikke før flere måneder senere, hvor jeg besluttede mig for at skifte rammen, at jeg opdagede, at hun havde skrevet et digt på bagsiden. Siden da har jeg holdt billedet i min jakkes inderlomme. Jeg fisker det frem og betragter det. Hun smiler og jeg smiler. Jeg vender det om og betragter hendes smukke, sirlige, sorte formskrift.

 

Nu

Hvor solen skinner

Nu

Hvor sommeren byder på smukke minder

Nu

Hvor jeg ikke længere er bange

Nu

Hvor åen synger de smukkeste sange

Nu

Hvor solen aldrig går ned

Nu

Hvor jeg er det smukkeste sted

Nu

Hvor jeg altid er på rette vej

Nu

Hvor jeg har dig

 

Det er ikke det bedste, men du ville have noget, du kunne forstå. Hehe!

 

Jeg knuger det ind til mig. Under ingen omstændigheder kunne den pige, der altid har været der for mig, skriver mig digte og plukker smukke buketter om foråret havde slået så mange ihjel, uden omtanke. For dem, for sig selv eller for vores samfund.

"Men måske er hun ikke den samme længere," mumler jeg. Hun har virket anderledes. Nej, nok må være nok. Jeg må gå tilbage og konfrontere hende. Det nytter ikke noget, at jeg vandrer rundt og spekulerer længere.

 

Jeg er gået glip af frokost, og vi har ingen timer sammen om eftermiddagen. Da hun ikke dukker op til aftensmad bliver jeg nervøs, men efter aftensmad modstår jeg trangen efter at gå ud og lede efter hende og går i stedet ned til vores værelse. Hun må dukke op på et eller andet tidspunkt.

 

Men som timerne går bliver jeg mere og mere nervøs. Jeg kan ikke tage mig sammen til at læse eller lave lektier. Jeg skifter bare mellem at sidde på kanten af min seng og gå frem og tilbage på vores værelse, mens jeg prøver at finde på det rigtige at sige. Jeg stirrer op på uret hvert femte minut, og hver gang jeg ser den lille viser rykke sig tættere og tættere på et nyt tal, kan jeg mærke utrygheden stige i min krop. Klokken fem minutter i tolv, er hun stadig ikke dukket op. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...