Halloween High

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 3 okt. 2015
  • Status: Igang
Minea Dracula har aldrig været skolens mest populære pige, men hun har altid været vellidt, og hvad vigtigere er, hun har altid elsket sin kostskole, Halloween High. Men siden hendes far, Vlad Dracula, præsident for DSMS (De Samlede Monstres Samfund) fik tiltrukket sig lidt for stor opmærksom af en Van Helsing og dennes søn og drev en masse monstre under jorden, frygter hun at vende tilbage til et nyt skoleår. Og det har hun al mulig grund til, for skolen bliver styret af mean girls i form af smukke spøgelser og magtfulde hekse. For at gøre ondt værre ser byen pludseligt et mystisk mord, og Van Helsing dukker, sammen med sin søn, op for at efterforske mordet. Men hvad sker der, når Minea og hendes venner går sammen mod skolens mean girls, og Van Helsings søn Jackson viser sig at være lidt mere spændende, end man ved første øjekast skulle tro, og mordene forsætter, kun for at blive mere og mere brutale. Én ting er sikkert: Minea får ikke en kedelig oktober måned!

75Likes
182Kommentarer
10034Visninger
AA

14. 13. oktober

13. oktober

 

Nina er ikke til Europæisk Historie. Hun sagde, at hun bare lige skulle hente sin notesbog på vores værelse, men hun kommer aldrig til time. Vi har Europæisk Historie med virkeligt mange af heksene og varulvene, men ingen spøgelser andre end Hollow. Jeg kan godt lide Hollow. Det kan de fleste, for han siger intet. Sidder for det meste bare tilbagelænet, klædt i sort fra top til tå. Han kan godt tale, det ved vi, men han gør det aldrig. Han sidder ved siden af mig i timen. Halvvejs gennem skribler han noget ned på et lille stykke papir, han har revet ud af sin notesbog. Han skubber det henover bordet til mig. Jeg vender det forsigtigt om og læser, hvad der står:

Hørte hvad du gjorde for hende den indiske ånd. Sådan! Det er fedt, at der er nogen, der tør stå op for Mary.

"Tak," hvisker jeg.

 

Efter timen inviterer jeg ham med til at spise frokost med os andre. Han tager imod tilbuddet med en tommelfinger skudt i vejret.

 

Nina sidder allerede ved et af de mellemstore borde med Jack og Churel, da vi kommer ind. Hecate og Frank tilslutter os snart fra Fransk. Jeg skal til at spørge, hvor Nina var under timen, men hun tysser med det samme på os peger hen mod Bloody Marys bord.

"Hvorfor lytter du aldrig til, hvad jeg siger?" råber Mary arrigt. Hun er halvanden meter oppe i luften, men for en gangs skyld, tror jeg, at det er ubevidst. Dorian sidder og roder ligegyldigt rundt i sin mad og ruller med øjnene.
"Fordi du siger det samme om og om igen, Mary," sukker han træt. "Jeg er ligeglad med alle dine ligegyldige problemer." Mary ustøder et fornærmet suk. "Du kunne jo bare være lidt sjovere eller gladere."  Jeg vender blikket væk. Jeg kan ikke fordrage Mary, og jeg har ikke ondt af hende, men tit har jeg på fornemmelsen, at Dorian er et endnu større røvhul, end hun er.

 

Jeg ser tilbage på Nina, der smiler skadefro.

"Nina," sukker jeg irriteret. "Der er intet ved at snage i andre folks sager." Nina ruller med øjnene.
"Det er Mary, vi snakker om," siger hun med lyn i øjnene. "Ikke en eller anden uskyldig lille skovnymfe." Jeg prøver at aflæse hendes blik, der er vildt og viltert på den særlige måde, jeg kun har set, siden vi vendte tilbage til skolen.

"Hvad foregår der, Nina?" spørger jeg. Det er ikke engang med vilje, det ryger bare ud af mig. "Hvorfor er du så arrig? Så hemmelighedsfuld?" Snakken om os stilner af. Nina ser sig om og stirrer rasende på mig. Okay, et dårligt tidspunkt at tage den. "Hvor blev du af i dag?" Nina stirrer på mig.

"Hvor blev jeg af?" ud smider sin gaffel på sin tallerken, så det klirrer og læner sig frem. "Hvor blev du af i går?" Jeg spænder i kæben.

"Fint," mumler jeg. Hecate stirrer skiftevis på os.

"Årh, come on," siger hun ivrigt. "Hvad foregår der?" Hun ler lykkeligt, og Nina og jeg sender hende synkront et vredt blik.

"Lyseslukkere," mumler hun og hele bordet begynder at grine. Nina og jeg griner med, og hun smiler varmt til mig, tydeligvis med en tro om, at alt er okay. Men det er det ikke, for jeg ved, at Nina holder noget hemmeligt for mig.

 

Jeg prøver at fange Frank for mig selv inden, vi går til time, men han forsvinder ligeså hurtigt som Nina og efterlader mig med Jack og Churel.

"Jeg skal ned og hente nogle bøger til Engelsk," siger Churel, da vi når til foden af marmortrappen i hallen. Hun forsvinder ind på pigernes korridor. Jack og jeg går ud i gårdhaven, hvorfra vi kan gå ned til skolens drivhus og have. Vi har begge to Planter og Urter, der de seneste par uger primært har handlet om at ornde haven igen efter "regnen" ødelagde den.

"Hvad tror du, der foregår med Nina?" spørger jeg ham, da vi er alene. Han trækker på skuldrene. "Hold nu op, du have lagt mærke til, at hende og Frank værner om hendes hemmelighed som Cerberus på amfetamin." Jack sukker og ser på mig.
"Jo, jeg har bare ikke ligeså travlt med at blande mig i andre folks sager og skabe unødigt drama, som du har," sukker han opgivende og ser klagende på mig. Jeg fnyser.
"Jeg er bare bekymret, Jack," siger jeg irriteret.

"Ja, se, det problem har jeg heller ikke," han smiler skævt, men da jeg ligger armene over kors og stirrer surt på ham, indser han, at jeg ikke finder hans vittighed sjov. "Okay, altså, nej, jeg håber da hun er okay, men..." Han ser på mig en sidste gang, før hans skuldre bliver slappe og han opgivende vender det hvide ud af øjnene. "Fint! Det har sikkert noget at gøre med deres skænderi i går." Det er som om et lys bliver tændt inde i mig.

"Hvilket skænderi?" spørger jeg ivrigt. Jack sukker.

"De havde et skænderi inde på mit og Franks værelse i går. Det var i fritimen efter frokost. Jeg havde været inde på en sød nymfes værelse," han smiler smørret ved mindet. "Og jeg var først lige vendt tilbage. Allerede fra lang afstand, kunne jeg høre dem råbe. Frank sagde, at han ikke kunne se, hvordan Nina ikke selv kunne se, at hun var ude i noget lort, og at hun måtte holde op med at såre andre og sig selv, så meget, og Nina var vred, fordi hun mente, at Frank ikke længere ville kunne holde det hemmeligt, til hvilket Frank svarede, at han ikke vidste, om han burde holde det hemmeligt... Og så trådte jeg ind, og de prøvede at lade som ingenting, og jeg ved ikke mere." Han slår ud med armene og sender mig et blik, der lader til at sige: "Er du så tilfreds." Jeg smiler som svar, men bliver med det samme også grebet af frygt. Nina er ude i noget lort. Det er ikke længere kun en mistanke. Frank synes det også. Hvad kan det være, der er så slemt, at hun ikke engang kan gå til mig for hjælp? Jeg sukker. Uanset hvad må jeg finde en bedre metode at lukke sandheden ud af hende på, end at udspørge hende, som jeg gjorde i dag. Og snart. Før det ender galt. Hvad end det er.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...