Halloween High

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 3 okt. 2015
  • Status: Igang
Minea Dracula har aldrig været skolens mest populære pige, men hun har altid været vellidt, og hvad vigtigere er, hun har altid elsket sin kostskole, Halloween High. Men siden hendes far, Vlad Dracula, præsident for DSMS (De Samlede Monstres Samfund) fik tiltrukket sig lidt for stor opmærksom af en Van Helsing og dennes søn og drev en masse monstre under jorden, frygter hun at vende tilbage til et nyt skoleår. Og det har hun al mulig grund til, for skolen bliver styret af mean girls i form af smukke spøgelser og magtfulde hekse. For at gøre ondt værre ser byen pludseligt et mystisk mord, og Van Helsing dukker, sammen med sin søn, op for at efterforske mordet. Men hvad sker der, når Minea og hendes venner går sammen mod skolens mean girls, og Van Helsings søn Jackson viser sig at være lidt mere spændende, end man ved første øjekast skulle tro, og mordene forsætter, kun for at blive mere og mere brutale. Én ting er sikkert: Minea får ikke en kedelig oktober måned!

75Likes
182Kommentarer
10049Visninger
AA

13. 12. oktober

 

12. oktober

 

Det er en blæsende dag. Vinden rusker gennem træerne uden for klasselokalets vinduer. Jeg har sat mig helt henne i højre side af klassen, hvor jeg kan se ud over skoven og Bourbon. Den lille landsbys rådhustårn stikker op ude i det fjerne. Himlen er mørkegrå og bladene, der flyver gennem luften er røde, orange og brune.

 

Jeg lytter ikke efter. Jeg ved godt, at jeg efterhånden er bagud i skolen, men jeg har så svært ved at samle tankerne på Heksekunst. Baba Yaga, vores lærer, sidder på sit kateder med benene over kors og kæler sin sorte kat, mens hun snakker. Jeg betragter katten, der langsomt og frydefuldt åbner og lukker sine øjne. Nina sidder og laver kruseduller i sin notesbog. Frank og Jack er her selvfølgeligt, for ingen af dem kan trylle. Jeg sætter min albue i bordet og hviler mit hoved i min hånd, mens jeg lader mit blik glide fra katten henover klassen og ud af vinduet på min højre side. Jackson. Han står ude foran skolen sammen med sin far. Jeg læner mig mod vinduet, så jeg bedre kan se. Han vifter arrigt med armene mod sin far, og ud fra Van Helsings ansigtsudtryk at dømme er han ligesom arrig som sin søn. Hvad end der foregår lader det til at være alvorligt. Van Helsing drejer om på hælen og marcherer arrigt tilbage mod deres gæstebolig. Tilbage står Jackson og stirrer tomt ud i luften.

"Minea!" jeg hører mit navn blive råbt, men det er ikke før jeg drejer hovedet og ser Baba Yagas irriterede ansigtsudtryk og hele klassens blikke rettet mod mig, at det går op for mig, at hun har kaldt mine navne et par gange. "Følger du med?"

"Ja, undskyld, jeg..." jeg bider mig i læben. Jeg har lyst til at snakke med Jackson. Finde ud af hvad der foregår... og måske også finde ud af, hvad der foregår mellem ham og mig. "Jeg har vidst ikke fået nok morgenmad, jeg... jeg har brug for blod." Baba Yaga ser tvivlsomt på mig, så jeg tilføjer: "Akut." Flere af heksene i klassen ser sig nervøst om. De er stadig levende og halvt menneskelige, så vampyrer kan også få næring af deres blod. Og sultne vampyrer har svært ved at styre sig. Baba Yaga sukker.

"Fint, gå," siger hun og nikker mod døren. Jeg samler mine ting sammen og mærker Ninas skeptiske  blik hvile på mig.

"Tak," skynder jeg mig at sige.

"Du spiste en kæmpe frokost," hvisker Nina, da jeg går forbi hende. Jeg svarer ikke, men smiler bare skævt og ruller med øjnene.

 

Ligeså snart jeg er ude på gangen, sætter jeg i løb ned mod trapperne. Jeg suser ned af trapperne og ud af hoveddøren. Jeg håber, at Jackson ikke er gået tilbage til sin gæstebolig, og netop som jeg runder skolens hjørne, kan jeg se hans skikkelse, der med ryggen til bevæger sig væk.

"Jackson!" råber jeg efter ham og fortsætter med at løbe. Han stopper op og vender sig om, netop som jeg får indhalet ham. "Jackson."

"Minea? Hvad..." han folder armene over kors og rynker brynene. "Hvad laver du?"

"Jeg så dig fra vinduet," siger jeg og peger mod mit klasselokale, mens jeg beder en stille bøn til, at ingen sidder og ser ud af vinduet lige nu. "Øhm... jeg så dig skændes med din far. Og jeg tænkte... Jeg ville høre, hvad der foregik."

"Åh," han slår skuffet blikket ned i jorden, før han kører en hånd gennem sit hår og ser op på mig igen. "Ja, der har været endnu et angreb. Vampyr-lignende igen. Min far er ved at holde op med at tro på din uskyld. Han ville have, at vi efterforskede dig nærmere..." Hans stemme dør ud, og han rømmer sig. "Og det ville jeg ikke," siger han hurtigt og bryder forlegent vores øjenkontakt. Jeg smiler, men siger intet. Vi står i stilhed, indtil Jackson ser op igen.

"Undskyld," siger han. "Igen, for at behandle dig som jeg gjorde der den første aften. Og også for forleden. Det er ikke min sag, om du er kærester med ham Jack eller ej, og det var ikke fair af mig at tale sådan til dig... Så undskyld. Jeg skal nok lade være med at plage dig mere nu." Han stirrer ned i jorden med røde ører, før han drejer om på hælen.
"Vent," siger jeg hurtigt og tager fat om hans arm. "Tak, for at du forsvarer mig for dig far, og for din undskyldning. Det er okay. Eller, du har været lidt et røvhul et par gange, men det er fint. Jeg tilgiver dig." Jackson lyser op.

"Virkeligt?" siger han med et smil og tager fat i mine hænder, hvilket næsten gør mig svimmel. "For jeg har indset, hvor meget fejl jeg har taget af alt. Af dig, og hele det her sted." Han slipper til min skuffelse min hænder for at brede armene ud mod skolen og skoven. "Hvad I kan, hvad I lærer her. Det er fantastisk." Han smiler. "Ligesom Hogwarts." Jeg ler.

"Hogwarts?" spørger jeg. Jeg har aldrig hørt nogle sammenligne Halloween High med Hogwarts. Men jeg kan godt lide sammenligningen. Den føles rigtig.  
"Ja, det er en skole fra en menneskebog, om en troldmand, der..." begynder han, men jeg holder leende min hånd op for at afbryde.
"Jeg ved godt, hvad Hogwarts er," siger jeg. Jeg fisker min telefon frem og ryster den. "Jeg kender også til internettet, NATO og Miley Cyrus." Jackson ryster på hovedet og ler.

"Nårh ja," siger han. "Det er bare fordi, jeg ved så lidt om din verden, at jeg forventer, du ved ligeså lidt om min." Jeg bider mig i læben og begynder at gå ind af mod skoven. Jackson ser spørgende på mig, og jeg nikker. Han følger efter.

 

"Der er mange monstre, der ikke ved meget om menneskenes verden," fortæller jeg. "I hvert fald ikke den moderne verden... Men der er også mange af os, der gør. Det handler lidt om interesse." Jackson dukker sig under en gren.

"Interesse? Og du har interesse for menneskenes verden eller hvad?" spørger han. Jeg ser mig kort over skulderen, på ham.

"Også i den grad," siger jeg.

"Hvorfor?" Jackson lægger hovedet på skrå. "Din verden har magi." Han spærrer øjnene vidt op. "Hvordan kan noget være interessant i forhold til magi." Jeg trækker på skuldrene.

"I har matematik," siger jeg. Jackson rynker på næsen. Jeg skynder mig at fortsætte. "Og filosofi og film og teknologi og kunst og teater og bøger og..." Jeg sukker. "Og musik."

"Monstrenes verden er så sammensat og spredt," siger jeg. "Det meste af den kultur vi har kommer fra menneskenes verden." Jeg stopper op og læner mig op af et træ. Jeg kan mærke Jacksons blik hvile på mig, men lige nu, kan jeg ikke møde det. "I har så meget mere." Jackson nikker.

"Som koncertpianister?" spørger han. Jeg ler.

"Ja, som koncertpianister." Vi står i nogle sekunders eftertænksom stilhed, før jeg kommer i tanke om noget.

"Du fortalte mig aldrig, hvad du ville være," siger jeg. Jackson ser spørgende på mig. "Da jeg fortalte dig, at jeg ville være koncertpianist, hvis jeg kunne være hvad som helst. Jeg spurgte dig, hvad du ville, men du fortalte det aldrig." Jackson nikker og tænker sig om et øjeblik.

"Lov mig ikke at grine," siger han lidt.

"Er det så komisk?" ler jeg, men ved Jacksons sårbare ansigtsudtryk skynder jeg mig at holde op. "Okay, det lover jeg."

"Jeg ville ikke være noget som sådan, det er mere noget, jeg ville have..." han sukker. "Jeg ville have en familie. To forældre der var gift, en kone og et barn. Altså, ikke som i lige nu, i dette øjeblik. Men på sigt. I livet..." Han tøver og ser ned i jorden. "Men det bliver det nok aldrig til. Denne her karriere," han løfter let sin riffel. "Er vidst en livtids-ting... Jeg tror heller ikke... Nu hvor jeg kender til jeres verden, ville jeg nok heller aldrig kunne vende helt tilbage." Jeg nikker og trækker på skuldrene.
"Næh," mumler jeg. Jeg smiler. "At ønske sig en familie er forresten ikke komisk." Jeg lægger forsigtigt min hånd på hans overarm. "Det er sødt." Jackson smiler og tager fat om min hånd.

"Tak," hvisker han.

 

Vi går (og snakker - meget endda) indtil vi når udkanten af skoven, og solnedgangen kaster røde og gyldne nuancer over Bourbons lille bymidte, der ligger lige fremme. Vi stopper op, for jeg tror ingen af ved, hvad vi skal gøre nu. Skal vi vende om og gå tilbage? Gå længere tid rundt i skoven. Jackson kører en hånd gennem sit hår.

"Øhm..." siger han.

"Ja?" jeg kigger op på ham og bider mig i læben. Han ser ned på mig med rynkede bryn og slikker sig om læberne, som om han køber sig tid til at finde de rigtige ord.

"Spiser du?" spørger han. Jacksons spørgsmål overrasker mig så meget, at jeg bryder ud i latter. Han rødmer og ser sig usikkert omkring.
"Undskyld," siger jeg. "Øhm... Jo, selvfølgelig. Hvad mener du?"

"Nej, jeg mener..." han ser sig om og læner sig ind mod mig, før han hvisker. "Rigtig mad, ikke... blod eller sådan noget?" Jeg løfter mit ene øjenbryn og nikker.

"Jo," siger jeg. "Altså... For os vampyrer er normal mad mere end slags delikatesse. Vi får ikke rigtigt noget ernæring af det, men det er lækkert nok." Jeg smiler. "Hvorfor?" Jackson lyser op i et smil og tager min hånd. Han begynder at trække mig ned af bakken, ned mod landsbyen.

"Fordi jeg kender den hyggeligste, lille restaurant," siger han entusiastisk, men jeg stopper op og trækker min hånd til mig. Han stopper også og vender sig mod mig med et skuffet ansigtsudtryk. "Undskyld, jeg troede, at vi..."

"Nej," skynder jeg mig at sige. "Det har intet med os," jeg bider mig i læben. "Eller jeg mener, dig at gøre." Jeg lægger min hånd forsigtigt på hans kind. "Jeg kan bare ikke rigtigt blive set i landsbyen. De er mistænksomme nok overfor skolen i forvejen, og vi de så en bleg pige med sylespidser tænder og helt mørkt hår, ville de nok ikke blive mindre mistænksomme. Især nu med angrebene... Vi skal ikke påtage os for meget opmærksomhed." Jackson smiler igen.

"Jeg har en idé," siger går baglæns ned af bakken med begge hænder rakt op. "Vent her. Jeg er straks tilbage."

"Okay," ler jeg, og så vender Jackson sig om og spurter ind mod byen.

 

Femogtredive minutter senere er jeg klar til at gå. Solen er næsten helt forsvundet og har efterladt omgivelserne i tusmørke. Jeg trækker min cardigan nærmere omkring mig og tænker på, at det er heldigt, at jeg rent faktisk har drukket meget blod til morgenmad i dag, for ellers ville jeg være nødt til at vende tilbage til slottet. En skikkelse nærmer sig hastigt for enden af bakken. Jeg træder et skridt tilbage, i det tilfælde, at det ikke er Jackson, men som han nærmer sig, kan jeg genkende de brede skuldre og det korte, brune hår.

"Så dukkede du endeligt op," siger jeg og ler, da han prustende læner sig forover. Han har et tæppe lagt hen over armen. Han retter sig op.

"Jeg skulle nå en masse," siger han med et skævt smil og løfter let armen, hvorover tæppet ligger. "Kom." Han går tilbage ind i skoven. Vi går i noget tid, før det går op for mig, hvor vi er på vej hen. Vandhullet. Jeg smiler.

"Vent her," siger han, da vi når frem til den tætte samling træer, der gemmer på vandhullet. Jeg nikker, og Jackson forsvinder ind bag træerne.

"Okay, kom!" råber han et par minutter senere.

 

Det er ikke en restaurant eller en biograf eller en anden klasissk date-scene fra en menneskefilm. Jackson har bredt tæppet udover stenene på den lille forhøjning. Rundt om står der tændte fyrfadslys og lyser det hele op. Midt på tæppet, står han og ved hans fod to poser McDonald's mad. Jeg ler.

"Så?" han breder stolt armene ud til siden. Han synes selv, at han har gjort et ret godt stykke arbejde. Det synes jeg også. "Hvad siger du?"

"Det er fantastisk," hvisker jeg. Jackson smiler. Han går forsigtigt udenom lysene og ned, hvor jeg står. Han tager forsigtigt min hånd og hjælper mig op til tæppet.

 

Det ender ikke med at være som en eller anden dyb super romantisk scene fra en film, hvor vi fortæller hinanden, at vi føler os alene og lover hinanden, at vi ikke er alene mere. I stedet griner vi, fortæller hinanden sjove historier. Jackson om Europas overklasse og mig om Ninas åndssvage ekskærester. I mens spiser vi McNuggets, og det lykkes mig at spilde barbecue-sovs ud over mig selv hele tre gange. Hver gang til Jacksons store fornøjelse.

 

Jeg har ikke lyst til, at aftenen skal ende, men da rådhusklokkerne gør os bevidste om, at klokken er otte, ved vi, at vi hellere må vende tilbage. Jackson puster lysene ud, men efterlader de resterende, som han ikke brugte samt en lighter og tæppet herude.

"Så kan vi altid vende tilbage," siger han og tager min hånd. Da vi når til udkanten af skoven, hvor vi kan rende ind i hvem som helst slipper han den dog, og vi går med en meters afstand uden at sige noget. Det kan nemt bortforklares. Vi ser slet ikke mistænksomme ud. Det tror jeg i hvert fald, indtil vi når til skolens hovedindgang, som Nina står ude foran og kalder mit navn.

"Qué alivio!" råber hun, da hun ser mig og Jackson komme gående. "Hvor har du været hele dagen? Jeg var ved at blive virkeligt bekymret! Hvad laver du med ham? Har han gjort dig noget? Er..." Hun stopper midt i sin sværm af ord og stirrer på mig. "Hvad skal det fjogede smil til for?" Denne gang er spørgsmålet langsomt, og hun giver mig god tid til at besvare det, da hun ligger armene over kors og ser kritisk på mig. Jeg tager min hånd op til munden og lægger først nu mærke til, at jeg har smilet hele vejen. Jeg ser på Jackson og hans ansigt stråler også i et smil.

"Åh," sukker Nina. Hun tager fat om mit håndled og trækker mig med sig. Jeg vinker og smiler undskyldende til Jackson.

"Farvel," mimer jeg. Han vinker tilbage.
"Farvel," mimer han.

"Du er aldrig interesseret i nogle fyre på hele skolen. 'Nina,' siger du. 'Nina, jeg vil ikke lægges mærke til.', 'Nina, jeg er ikke interesseret i at blive begæret.'," siger hun irriteret, halv henvendt til sig selv, mens hun trækker mig efter sig ned mod pigernes korridor. "Og den første fyr, du rent faktisk giver en chance er det Gudsforladte menneske. Det menneske, hvis far har udslettet halvdelen af din art, og ville udslette dig og din far, hvis han fik chancen!" Hun åbner døren til vores værelse og kaster mig nærmest ind, før hun smækker den bag sig. "Har du slet ikke tænkt dig om?" Hun lægger armene forventningsfuldt over kors og forventer sikkert en masse undskyldninger, men jeg trækker bare på skuldrene.

"Det har jeg vel ikke," siger jeg og sætter mig på sengen. Nina sukker og slår ud med armene på en "Hvad-sagde-jeg?"-måde. "Men det vil jeg heller ikke. Hvis jeg tænkte mig om, ville jeg indse, hvor frygtelig en idé, det her er, men hvad nytter det? Jeg har resten af mit uendelige liv til at gemme mig, og bekymre mig om, hvad der er bedst for min far og DSMS, men måske er det her min ene chance for bare at kaste mig ud i noget, gøre noget åndssvagt, forelske mig..." Jeg rynker på brynene og ser tiggende på Nina.
"Du smider virkeligt teenage-oprørskortet," spørger hun med et mildnet ansigtsudtryk. Jeg nikker ivrigt. "Jeg håber han er det værd," siger Nina til sidst og smiler blidt. Hun sætter sig på sengen ved siden af mig.

"Det håber jeg også," sukker jeg.

"Ellers får han en udødelig, en semi-gud og en stor fyr bestående af lig-lemmer på nakken," griner Nina.

"Stakkels Jackson," siger jeg og ler. "Du siger det ikke til nogen, vel?" Nina ryster på hovedet.
"Selvfølgelig ikke," siger hun. "På et tidspunkt, må jeg nok sige det til Frank. Vi væddede om hvorvidt din og Jacks hemmelighed var, at I havde et romantisk forhold med hinanden. Long story short: Frank skylder mig et par nye sko." Nina vipper med fødderne og springer på benene. Jeg griner.

"Selvfølgelig gør han det," siger jeg og lægger mig ned i sengen.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...