Halloween High

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 3 okt. 2015
  • Status: Igang
Minea Dracula har aldrig været skolens mest populære pige, men hun har altid været vellidt, og hvad vigtigere er, hun har altid elsket sin kostskole, Halloween High. Men siden hendes far, Vlad Dracula, præsident for DSMS (De Samlede Monstres Samfund) fik tiltrukket sig lidt for stor opmærksom af en Van Helsing og dennes søn og drev en masse monstre under jorden, frygter hun at vende tilbage til et nyt skoleår. Og det har hun al mulig grund til, for skolen bliver styret af mean girls i form af smukke spøgelser og magtfulde hekse. For at gøre ondt værre ser byen pludseligt et mystisk mord, og Van Helsing dukker, sammen med sin søn, op for at efterforske mordet. Men hvad sker der, når Minea og hendes venner går sammen mod skolens mean girls, og Van Helsings søn Jackson viser sig at være lidt mere spændende, end man ved første øjekast skulle tro, og mordene forsætter, kun for at blive mere og mere brutale. Én ting er sikkert: Minea får ikke en kedelig oktober måned!

75Likes
182Kommentarer
10050Visninger
AA

12. 11. oktober

 

11. oktober

 

Før eller senere, vidste vi, at nogen ville ende i en sårbar position igen, men ingen af os hvad forventet, at det ville gå så hurtigt.


For da jeg går fra Europæisk Historie til Ernæring - Kødædere den følgende dag stopper jeg ved lyden af en, der græder i de forladte korridorer på tredje sal. Jeg går forsigtigt efter lyden. For enden af gangen gennem døren til højre, kan jeg høre grådens kilde komme fra. Døren står halvt på klem, og jeg stopper, tøvende, før jeg går ind. Gad vide hvem det er? Der er langt til de andre lokaler. Hvem end der græder, kunne meget tyde at personen vil være i fred. Jeg skal til at vende mig om og gå tilbage, da jeg træffer en hurtig beslutning og skubber døren op.

 

Hun sidder på et gammel bord og vender ud mod vinduet. Lyset skinner igennem hendes tynde, blonde hår, der falder ned over hendes skuldre. Hun hulker højlydt, og har endnu ikke lagt mærke til, at jeg er trådt ind i rummet.

 

Jeg rømmer mig og skifter akavet vægten mellem mine fødder. Hun sætter sig ret op med et sæt og drejer sit hoved om for at se på mig.

"Minea," siger hun bare. Koldt, distanceret. Mere kan man ikke forvente af en af de piger, tænker jeg.
"Hecate," mumler jeg og forsøger at kopiere hendes kolde tone, men det går ikke så godt. Hun svarer ikke, eller lader til at erkende, at jeg eksistere.

"Hør, jeg ville bare se, om du var okay, men altså... Det var vel også dumt af mig," siger jeg irriteret og drejer om på hælen.

"Vent," hvisker hun hæst, og jeg stopper op med hånden på dørtaget. Jeg drejer mig om. Hun har vendt sig og ser på mig. "Jeg..." Jeg går hen mod hende med varsomme skridt.

"Hvad sker der?" spørger jeg blidt. Hun synker en klump og smiler trist.

"Jeg er blevet bandlyst, kan man vidst sige," siger hun og ryster på hovedet. "Da vi gik ned og hentede Mary fra sit møde med Hr. Reaper efter Professors Fox' time i går, begyndte de andre at snakke om, hvor synd det var for hende, og at hun jo ikke havde gjort noget galt... Og så sagde jeg, at det var jeg ikke enig med. De blev alle sammen virkeligt sure... Bloody Mary sagde, at hvis jeg var venner med jer, kunne jeg ikke være venner med hende, og alle der var venner med mig, ville ikke være venner med hende..." Hendes stemme dør ud, og hun ser desperat på mig, før et hysterisk hulk undslipper hendes læber og hun fortsætter: "Medea vil ikke engang tale med mig! Hun har ikke ytret et ord til mig siden i går!" Jeg ser på Hecate uden at sige noget. På den ene side, har jeg ondt af hende. Hun havde heller ikke været i denne her situation, hvis det ikke havde været, fordi hun havde gjort det rigtige. Men på den anden side, var Hecate bare en af de største kællinger på hele skolen. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange hun har gjort noget lignende ved andre piger.

"Jeg ved godt, det er min egen skyld," hulker hun. "Men jeg havde alligevel aldrig forventet, at de hadede mig så meget i hemmelighed. Jeg troede... jeg troede, at nogen af dem holdt af mig. I det mindste Medea." Jeg sætter mig ved siden af Hecate på bordet og lægger forsigtigt min arm om hende. Jeg forstår hende godt på et eller andet punkt. Hecate og Medea er vokset op på samme vej i New England og har været venner siden før, de kunne gå. De kom til Halloween High sammen, bor på værelse sammen, holder ferie sammen. De er bedste venner. Søstre, nærmest. Jeg ved, at jeg ville elske Nina uanset, hvad hun gjorde, og uanset hvad nogle sagde. Og hun ville elske mig. Det samme med Frank. Det må være hårdt ikke at have nogle venner, der ville gøre det samme for én. Uanset hvem man er.

 

Hecate lægger sit hoved mod min skulder.

"Hvorfor er du så sød ved mig?" spørger hun.

"På et eller andet tidspunkt, må man bryde cyklussen af røvhuls-agtig opførsel," siger jeg bare. Hecate svarer mig ikke, men det virker som om, hun er enig. Vi siger ikke noget i lang tid. Vi kigger blot ud på regnen, der stille siler ned ad ruderne. Endeligt bryder Hecate stilheden.

"Jeg ved ikke... Jeg føler mig bare så alene," siger hun med en luftig stemme. Jeg ser ned på hende og aer hendes overarm.

"Du er ikke alene," hvisker jeg. "Du har os."

 

Og sådan går det til. Hecate går med mig ned til frokost. De andre stiller ikke spørgsmålstegn, da jeg siger, at Hecate spiser frokost med os. De nikker bare venligt og tager imod hende med åbne arme. Den dag sidder vi ved en af de mellemstore borde i spisesalen. Frank, Jack, Nina, Churel, Hecate og jeg.

 

Om aftenen sidder jeg i vores vindueskarm på Ninas og mit værelse og læser lektier. Mit blik bliver fanget af fuldmånen, der stråler over skolen. Jeg smiler ved tanken om varulve-drengene, der kommer til at løbe rundt hele natten og hyle. En bevægelse nede ved jorden, ved udkanten af skoven fanger mit blik. Jeg ser Jackson komme gående ud. Han er alene med sin riffel over skulderen. Jeg tænker på Jacks ord i går. "Giv ham en chance." Jeg lukker min bog sammen. Jackson stopper op og ser op ad skolen. Jeg overvejer, om han ser op mod mig, men skubber det fra mig. Selvfølgeligt gør han ikke det. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tegne hans omrids med min finger på ruden. Der er ikke langt ned til jorden fra vores værelsesvindue. Jeg kunne med lethed hoppe ud og gå hen til ham. Men jeg gør det ikke. I aften er det nok for mig at betragte hans skuldre og blide ansigt, der bliver oplyst i måneskinnet. Hans grå øjne glitrer selv på denne afstand. Jeg kan mærke et smil tegne sig på mit ansigt, og jeg lægger hovedet på skrå. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...