Halloween High

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 3 okt. 2015
  • Status: Igang
Minea Dracula har aldrig været skolens mest populære pige, men hun har altid været vellidt, og hvad vigtigere er, hun har altid elsket sin kostskole, Halloween High. Men siden hendes far, Vlad Dracula, præsident for DSMS (De Samlede Monstres Samfund) fik tiltrukket sig lidt for stor opmærksom af en Van Helsing og dennes søn og drev en masse monstre under jorden, frygter hun at vende tilbage til et nyt skoleår. Og det har hun al mulig grund til, for skolen bliver styret af mean girls i form af smukke spøgelser og magtfulde hekse. For at gøre ondt værre ser byen pludseligt et mystisk mord, og Van Helsing dukker, sammen med sin søn, op for at efterforske mordet. Men hvad sker der, når Minea og hendes venner går sammen mod skolens mean girls, og Van Helsings søn Jackson viser sig at være lidt mere spændende, end man ved første øjekast skulle tro, og mordene forsætter, kun for at blive mere og mere brutale. Én ting er sikkert: Minea får ikke en kedelig oktober måned!

75Likes
182Kommentarer
10064Visninger
AA

11. 10. oktober

 

10. oktober

 

Da jeg vågner næste morgen og ser Arter Og Deres Kendetegn på mit skema, gør det mig for første gang i lang tid glad. For blot et par dage siden havde timen betydet to ting: en akavet stemning mellem mig, Nina, Frank og Jack, fordi ingen rigtigt kunne lide hinanden - med undtagelse af Frank og mig, og at skulle sidde og finde mig i Bloody Marys konstant spydige kommentarer. Men i dag er det helt anderledes: Nu hvor vi alle fire er venner, betyder Arter Og Deres Kendetegn, at vi står stærkt. Det er det eneste fag, vi alle fire har sammen. Det eneste fag hvor vi er en samlet gruppe mod Bloody Mary og hendes slæng.

 

Da jeg siger det til Nina, under hendes morgenrutine af hårspray, krøllejern og makeup,  fnyser hun.

"Som om vi behøver noget for at kunne trumfe Mary," nærmest spytter hun. "Hendes skrækkelige tøj og dårlige frisurer har os niveauer over hende alene." Jeg rynker brynene og lægger armene over kors. Godt nok går Nina meget op i sit udseende, men det er for det meste mest for sjov. Hun plejer ikke at være direkte overfladisk. Hun fanger tydeligvist min utilfredse mine i spejlet, for hun skynder sig at sige:
"Jeg mener bare," hun rejser sig op og går hen mod mig. Lægger hver af sine hænder på mine overarme. "Hun er ikke meget værd på nogle fronter. Hverken hendes personlighed eller de overfladiske elementer." Jeg nikker. Jeg forstår hende godt, men der er noget i hendes blik, der bekymrer mig. En vrede som man sjældent ser hos Nina.

"Ja, det er hun vel ikke..." mumler jeg bare, og får en pludselig trang til at snakke om alt andet end Bloody Mary.

 

Vi er sent på den, så vi bliver nødt til at springe morgenmaden over og skynde os direkte til time. Udenfor døren står Jack og Frank og venter.

"Jeg var lige ved at blive bange for, at I ikke kom," siger Frank og lægger armen om Nina. "Alt ok?" Jeg tror, at spørgsmålet var rettet mod os begge to, men Frank ser kun på Nina. Hun ryster hans arm af sig.
"Ja, alt er fint, vi var bare for langsomme," hun går ind i klassen, og vi andre følger med. Frank rynker bekymret sine øjenbryn og løber op på siden af Nina, hvor han hvisker noget i hendes øre. Jeg kan ikke lide det. Hvilken hemmelighed kunne Nina have for mig, som Frank godt må få af vide?
"Hvad tror du, de snakker om?" spørger jeg Jack. Han trækker ligegyldigt på skuldrene, og jeg giver op i at gøre ham engageret i Ninas mystiske opførsel. Han ville alligevel bare kalde det pige-drama. I samme øjeblik kommer Professor Fox alligevel ind og slår sin kuffert med papiret i bordet, og stilhed breder sig langsomt i klassen. Professor Fox er en af de få lærere på skolen, der ikke er overnaturlig, men blot et helt normalt menneske. Hans brune jakkesæt, smalle brune øjne, kartoffelformede næse og 90'er-frisure, gør ham næsten så normal og umagisk, at han skiller sig ud. I hvert fald her på skolen.

"Godmorgen," siger han friskt og myndigt og klassen følger med et usynkront. "Godmorgen."

"I dag afslutter vi varulve og bevæger os videre til vampyrer." Fox vender sig om, for at skrive på tavlen bag sig. "Vi beskæftiger os med dette emne indtil juleferien. Det er vigtigt, I følge med, for der er meget at lære. og vampyrer var de første og blandt de vigtigste monstre i DSMS, så det er vigtigt, I forstår, hvordan de fungerer inden jeres eksaminer." Bloody Mary begynder at skære ansigt og hviske med sin værelseskammerat Yuki-Onna. Yuki-Onna fniser og smiler hen mod mig. Selvom hendes ansigt er blidt og venligt er der noget ondt og skadefro i hendes øjne. Jeg gyser.

 

Langsomt rækker Bloody Mary fingeren i vejret og venter tålmodigt, men hun smiler ondskabsfuldt over mod mig, Nina, Frank og Jack. Fox vender sig om, og får øje på hende.

"Ja, Mary?" siger han og ser på hende.

"Altså, professor," siger hun i sit mest uskyldige tonefald og vender sin store dådyrøjne mod ham. "Er vampyrer relavante? Jeg mener... Jeg ved godt historisk set, har de fyldt meget i DSMS, men nu?" Hun fnyser hånligt og ser sig om. "Halvdelen af dem er udryddet, og de fleste er gået under jorden. Og de få, der er tilbage?" Nu ser Mary direkte på mig. "Hvem ved, hvor længe de holder?"

 

Ingen siger noget. Frank, Jack, Nina og jeg sidder alle sammen som forstenet og stirrer på Mary med åben mund. En ting er, at de er efter os, men selv Mary og hendes slæng har op til dette punkt ikke brugt døden blandt vores artsfæller - min familie og venner - som en spøg. Nogle af Marys slæng griner eller smiler. De fleste ser ned i deres borde eller ud af vinduet og lader som ingenting. Hecate - en af heksene - ser direkte på mig.

"Undskyld," mimer hun. Jeg nikker.

"Mary!" siger Fox vredt og irettesættende. "Op til Hr. Reaper. Nu!" Mary skyder sin underlæbe frem, som om hun er blevet dødeligt såret.

"Men jeg stillede bare et..." sagde hun med en svag, lillepige stemme.

"Nu!" brøler Fox og peger mod døren. Mary samler sine ting sammen og laver sit mest skrøbelige ansigt overhovedet. Jeg kan høre hendes venner sukke og stønne medlidende. Dorian tager hendes hånd og giver den et klem.

"Det skal nok gå, husk på, jeg elsker dig," siger han. Som var hun på vej i krig. Nina pruster højlydt og ruller med øjnene. Da Mary har svævet gennem døren, går hendes venners ansigtsudtryk fra sympatiserende til vrede.

"Godt gået," siger Medea.

"Jeg håber I er stolt af jer selv," siger Yuki-Onna og folder armene vredt over kors. Det er umuligt at lære noget resten af timen for Bloody Marys slæng bruger hver lejlighed til at kritisere os, og få det til at fremstå, som om vi er skurkene, der fik stakkels, uskyldige Mary  i problemer.

 

Da vi går ned af trapperne efter timen, bliver vi enige om, at selv om vi nu er fire, kan vi ikke vinde denne her kamp mod Mary alene.

"Vi har brug for flere, der er på vores side," sukker Frank. Jeg nikker.

"Det er nemmere sagt end gjort," sukker Jack. Vi stopper op for enden af trappen. Han peger rundt på mængden af mennesker i hallen. "De hader alle sammen Mary, men tør ikke gøre noget ved det."

"Det er dumt," stønner Nina og læner sig med armene over kors op ad trappen. "Jeg er så træt af, at alle siger, de hader Mary, men kun bag hendes ryg! Når de står foran hende, så er det pludselig "Ih, hvor er du dejlig, Mary" og "husk på, jeg elsker dig" og jeg ved ikke hvad. Hvad er der så specielt ved Mary? Jeg... jeg mener vi," hun puffer til mig. "Vi er pænere, sødere og klogere. Jeg forstår heller ikke, at nogle drenge er interesseret i hende. Hele den der spøgelses-fetisch, har jeg aldrig forstået, og..." Jeg rækker hænderne op.

"Vi har forstået det," siger jeg afværgende. Nina hiver hidsigt efter vejret, mens jeg betragter hende undersøgende. "Hør, vi kommer i hvert fald ingen vegne, som det er nu. Vi bliver nødt til at vise folk, at man godt kan stille sig op for Bloody Mary og hendes bloody slæng." Jack udstøder en kort latter. "Og stadig have opbakning. Opbakning fra os."

"Hørt, hørt," siger han. Frank nikker.

"Hvad skal I nu?" spørger jeg.

"Fransk," siger Frank. Fordi han ikke har så mange magiske fag, som for eksempel Nina og jeg tager han utroligt mange af de menneskelige valgfag, som skolen tilbyder.

"Hyg dig," ler Jack. "Jeg har frimodul." Han strækker armene ud til siden, som for at symbolisere, hvor afslappende det bliver. Jeg holder min hånd op til high-five.

"Også mig," siger jeg. Jack smiler og klasker sin hånd mod sin. Han lader sin arm falde om min skulder, mens jeg vender mig mod Nina. "Har du ikke også?" Nina ser sig om.

"Jo, egentligt, men jeg skal ordne noget," hun ser skiftevis mellem mig og Frank, og Frank nikker.

"Hvad?" spørger jeg. Nina smiler og slår ud med hånden.
"Det er lige meget, cariño," siger hun. Jeg tager fat om hendes håndled og ser spørgende på hende, som for at minde hende om, at jeg kan se det, når hun har en hemmelighed for mig, men Frank lægger armen om hendes skulder og trækker hende væk. De forlader hallen sammen, med ryggene krummet og taler om noget. Jeg føler mig pludselig kold hele vejen gennem min krop. Jeg er bekymret for, hvad der foregår med Nina, men jeg ville også lyve, hvis jeg ikke sagde, at jeg også føler mig jaloux. Indtil for et par uger siden, kunne de ikke lide hinanden, og nu føler jeg mig som en tredjepart, der står uden for og ser ind på dem. De var mine bedste venner - de to personer på Jorden, jeg stoler ubestridt på, men det er jeg åbenbart ikke for dem.

"Hvad tror du, der foregår?" spørger jeg Jack med en pibende stemme.

"Hva'?" spørger han forvirret og følger mit blik ud mod døren. "Idunno," siger han med et træk på skuldrene. Jeg sukker, og lader ham trække mig med op til 2. etage, hvor et af skolens fire "afslapningsrum" ligger.

 

Da det så småt begynder at blive overskyet og solen er dækket af et lag af grålige skyer, beslutter Jack og jeg os for at gå en tur udenfor. Vi smutter ned forbi haven, der stadig ligner noget, der var løgn efter vores mudderkamp. Vi ler.

"Jeg havde aldrig gættet, du var så god en løgner, Dracula," siger Jack som reference til min løgn om hvordan, det var uvejret, ikke os, der havde ødelagt haven.

"Man kunne skrive en bog om ting, du ikke ved om mig, O'Lantern," ler jeg og sætter mig på hug på jorden. Jack sætter sig ved siden af mig og aer mig på kinden.

"Enlighten me," hvisker han slibrigt i mit øre og jeg får kuldegysninger og skubber ham væk. Han vælter om af latter. "Du er for nem." Jeg rejser mig og fnyser, men kan ikke lade være med at smile.

"Hvad laver I her?" hører jeg en mørk stemme sige bag mig. Jeg vender mig om og ser på Jackson. Han står et par meter væk og betragter os.

"Vi har fritime," siger jeg. "Vi må godt være her, Van Helsing." Jeg siger hans efternavn med så meget afsky i stemmen. Hans øjne spærres et kort øjeblik op i overraskelse.

"Hvad end I lavede, er jeg ret sikker på, at det ikke var passende i skolens have," siger han med rynkede bryn. Jeg bliver rasende. Hvad fanden hentyder han til? Selv hvis jeg var ved at have sex med Jack midt i skolens have, var det absolut ikke noget Jackson skulle blande sig i. Jeg har lyst til at springe på ham af raseri, men et såret og længselsfuldt blik i hans øjne holder mig tilbage. Jack griber om mit håndled og trækker mig væk.

"Vi smutter nu," siger han hurtigt og smiler bredt. "Så kan du vende tilbage til at snige dig rundt i skyggerne eller, hvad end du laver her." Jack lægger armen om min skulder, tvinger mig om og trækker mig hurtigt tilbage mod skolen.

 

Halvvejs stopper han, slår en sving og trækker mig ud i skoven.

"Det var anden gang på ingen tid," siger Jack, da vi er noget tyve meter ind i skoven. Han stopper op og stiller sig foran mig. "Hvorfor ligner det, at lille Fars Dreng der har lyst til at vride halsen om på mig, hver gang, jeg er i nærheden af dig?" Jack smiler skævt. "Sleeping with the enemy?" Han blinker med det ene øje.

"Nej," skynder jeg mig at udbryde.

"Jeg ville ikke bebrejde dig," siger Jack. "Forbudt er sexet."

"Jack," jeg lægger hånden på hans skulder. "Vi... Jackson og jeg. Vi har ikke sex. Vi er ikke... Jeg troede, vi måske var noget, efter vi havde tilbragt en aften i skoven -" Jack smiler skævt. "- kun snakket! Men ja, jeg troede måske, at vi kunne være blevet mere, men da han så sin far," jeg vælger ikke at nævne det andet angreb, selvom jeg ikke kan forestille mig, at Jack har haft noget med det at gøre. "Noget ændrede sig mellem os, og han kaldte mig et monster."
"Men du er et monster," lo Jack.

"Ja, og det har jeg intet imod. Men den måde han sagde det! Han fik mig til at føle som om, at jeg burde have noget imod at være den jeg er, at jeg burde skamme mig..." min stemme dør hen, og jeg læner mig op af en sten. Det føles stadig som et knivstik i maven, hver gang jeg tænker på det. Jack kommer forsigtigt hen til mig og lægger armen om mig.

"Det lyder ikke rart," siger han sympatisk.

"Så sagde han undskyld, og jeg blev vred, og nu er han sur og såret, fordi han tror, at vi laver noget, tror jeg," afslutter jeg hurtigt.

"Du kan lide ham, kan du ikke?" spørger Jack og aer min overarm. "Sådan, rimeligt meget." Jeg bider mig selv i læben og nikker.

"Men det er lige meget," jeg prøve at synke klumpen i min hals. "Han... Han ville aldrig kunne lide mig..." Jack trækker på skuldrene.

"Det ved jeg nu ikke," siger han. "Han sagde undskyld, Minea. Og ud fra de sidste par dages dødsblikke, tror jeg virkeligt godt, han kan lide dig." Jeg ler.

"Måske, men han er stadig et menneske," siger jeg. "Og ikke bare hvilket som helst menneske. Et menneske hvis far har lyst til at udrydde hele vores samfund." Jack skubber sig væk fra stenen og trækker mig med sig op mod skolen.
"Årh, Minea, jeg havde aldrig troet, du var en til at give op på en udfordring," siger han. "Giv det en chance. Ingen andre end dig, mig og Jackson behøver vide noget om det." Jeg sukker.

"Måske," mumler jeg.

  

Da vi når tilbage til skolen, sidder Frank og Nina sammen ude i gårdhaven og hvisker. Da de ser os komme hen mod dem, hører de med det samme op.

"Hvad så?" spørger jeg.

"Intet," siger Nina i et alt for skingert tonefald. Jeg sukker. Vil de stadig ikke fortælle mig med noget? "Hvad med jer?"
"Intet," siger Jack og jeg i kor, og ser skyldigt på hinanden. En akavet stemning breder sig om bordet, og jeg indser, at Frank og Nina ikke er de eneste, der har hemmeligheder. Nina og Frank kender ikke til Jack, Frank og Jack kender ikke til undersøgelsen af skolens elever og Frank og Jack har sikkert også hemmeligheder, som Nina og jeg ikke kender til. Jeg sætter mig ved bordet. En dag skal jeg nok fortælle de andre minde hemmeligheder, og Nina skal nok fortælle mig sin, men indtil da:

"Så, har I kommet på nogle idéer til at få endte Bloody Marys terrorregime?" Nina og Frank ånder lettet op og smiler, mens Jack sætter sig afslappet ved bordet.

"Kan du huske Churel?"  siger Frank og læner sig frem. Vi andre nikker. "Altså, da vi hjalp hende, vidste hun, at hun sagtens kunne sidde sammen med os. Og jeg tør vædde med, at hvis en af os endte i en skidt situation, ville hun hjælpe os nu." Vi nikker. "Så det er såre simpelt: vi finder folk, mens de er svagest, hjælper dem, og så har vi dem på holdet. Og jo flere vi bliver, jo nemmere bliver det." Vi andre nikker igen.

"For Frank," siger Jack, blinker med det ene øje og holder et imaginært krus op. Nina og jeg griner.

"For Frank," siger vi i kor. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...