Halloween High

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 3 okt. 2015
  • Status: Igang
Minea Dracula har aldrig været skolens mest populære pige, men hun har altid været vellidt, og hvad vigtigere er, hun har altid elsket sin kostskole, Halloween High. Men siden hendes far, Vlad Dracula, præsident for DSMS (De Samlede Monstres Samfund) fik tiltrukket sig lidt for stor opmærksom af en Van Helsing og dennes søn og drev en masse monstre under jorden, frygter hun at vende tilbage til et nyt skoleår. Og det har hun al mulig grund til, for skolen bliver styret af mean girls i form af smukke spøgelser og magtfulde hekse. For at gøre ondt værre ser byen pludseligt et mystisk mord, og Van Helsing dukker, sammen med sin søn, op for at efterforske mordet. Men hvad sker der, når Minea og hendes venner går sammen mod skolens mean girls, og Van Helsings søn Jackson viser sig at være lidt mere spændende, end man ved første øjekast skulle tro, og mordene forsætter, kun for at blive mere og mere brutale. Én ting er sikkert: Minea får ikke en kedelig oktober måned!

75Likes
182Kommentarer
10050Visninger
AA

2. 1. oktober

 

1. oktober 2014

 

Jeg plejede at elske oktober. Slut med de lange, ensomme dage tilbragt på et stort gammelt slot med kun min far (der var begravet i arbejde halvdelen af tiden) og spøgelserne fra hans hævngerrige ofre som selskab. Oktober betyder nemlig, at jeg får lov til at forlade Transylvanien til fordel for Bourbon, Missouri, hvor min kostskole ligger. Halloween High er dens utroligt originale navn. Menneskene i Bourbon har mange spændende teorier om, hvad for en slags skole, vi er, men den officielle historie er, at vi er en institution for kriminelle unge, så det er de færreste, der rent faktisk undersøger sagen nærmere. Kun nogle få har rent faktisk gættet sandheden: Halloween High (eller Bourbon Academy, som menneskene kender den som) er skole, der har specialiseret sig i at uddanne unge monstre til at nå deres maksimale evner, mens stadig at kunne befærde sig i samfundet.

 

Skolen blev åbnet efter hekseafbrændingerne i middelalderen, da frygten for det okkulte nåede sit højeste og fik mennesker til ikke kun at dræbe os, men også de blandt deres egne, de mistænkte for at være en af os. Førhen havde der været mange skoler rundt om i verden, der specialiserede sig i de forskellige monster-kunster, men Halloween High var den første, der også lagde vægt på at lære os at skjule os for fjendske mennesker, der vil slå os ihjel - og hvordan vi kan overleve, uden at slå alt for mange af dem ihjel.

 

Jeg elsker min skole. Selvom jeg aldrig har været den mest populære pige, har jeg altid haft masser af venner, og så elsker jeg mine lærere: særligt heksen Baba Yaga, der underviser i heksekunster. Jeg er elendig til heksekunster, (de fleste vampyrers evner rækker ikke længere end den klassiske menneske-til-flagermus-forvandling) men når Baba Yaga flyver rundt på sin kost og vælter halvdelen af klasselokalets udsmykninger på gulvet, er det svært at hade timerne.

 

Men i år er jeg bange for, at alting bliver anderledes. Det startede allerede så småt sidste år: vampyrer overalt blev slået ihjel, og vi vidste, at vi havde at gøre med endnu en jæger. Dengang var de fleste bare bekymret for mig: jeg var en af de eneste vampyr-elever på skolen, men det var nu mere det, at min far ikke blot er berømt mellem os monstre for sin rolle som præsident for DSMS (De Samlede Monstres Samfund), han er også den mest berømte vampyr i menneskenes verden: Dracula. Vi vidste alle sammen, at han var en omvandrende skydeskive. I den periode var alle søde ved mig - selv heksene og spøgelsespigerne, der vidst roligt kan betegnes som bitches ellers.

 

Alting ændrede sig dog, da historien bag den nye, mystiske jæger kom frem: hans navn var Abraham Van Helsing, en hollandsk professor, der havde lært om vampyrers eksistens, da han prøvede at redde en ung, aristokratisk piges liv, for blot at se hende vende tilbage som vampyr. Det værste ved det hele: det var min idiotiske far, der havde forvandlet hende. Alle og enhver ved, at vampyrer primært lever af stjålent blod fra hospitaler, men til tider må ty til mere desperate metoder, hvor vi bider og drikker blodet fra ellers levende mennesker. Men i de tilfælde bør man altid, altid finde en hjemløs eller voldtægtsforbryder eller gammelt menneske, der ikke vækker den store opsigt, hvis de dør, og man skal altid, altid, altid sørge for at slå dem ihjel bagefter, så de ikke vender tilbage som skrubforvirrede, skrubsultne vampyrer.

 

Snart var de fleste tilbageværende vampyrer gået under jorden. Vi havde lidt kæmpe tab: næsten 40% af jordens vampyrbefolkning var alle blevet myrdet af Van Helsing, hans to partnere og hans søn. Og hvad gjorde professoren, da der ikke var flere vampyrer tilbage? Han gik efter andre monstre.

 

Min far handlede så hurtigt, som han kunne. Han konfronterede Van Helsing, og de indgik en aftale. En ny lov for alle monstre i DSMS. Der var ikke flere mord efter det, men mange monstre havde mistet deres familie, og vores frihed var blevet indskrænket betydeligt: spøgelserne må kun spøge på ganske særlige områder, vampyrer må under ingen omstændigheder drikke blod fra levende, hekse og troldmænd må kun udføre deres magi på andre hekse og troldmænd... listen fortsætter i det uendelige. Og der var kun én mand hele fadæsen kunne bebrejdes på: min far. Den store Præsident Dracula. Men han er ikke på Halloween High, så hvem kommer alles vrede til at gå ud over? Mig.

 

Jeg har næsten ikke sagt noget på hele bilturen herhen. Min far insisterede på at tage mig hen til skolen. Førhen har jeg elsket vores lille tradition: vi flyver med privatfly, lander i Kansas, hvor en af min fars gamle venner bor. Hans bil låner vi så og kører til Bourbon i nabostaten, Missouri. Jeg har altid elsket de sidste timers i min fars selskab, før jeg ikke så ham i otte måneder, men i år, ville jeg helst selv have fundet herhen. Alle ved, at jeg er Draculas datter, men det virker bare forstærkende når jeg endda dukker op ved hans side.

 

"Jeg elsker dig," siger han og kysser mig på panden.

"Jeg elsker også dig," mumler jeg tilbage uden den store overbevisning. Han nikker og smiler svagt. Jeg ved godt, at det her har været hårdt for ham: han skal leve med alle de liv, der er gået tabt og et helt samfund, der hader ham, bare fordi han begik en fejl, men lige nu er jeg selvoptaget og kan ikke lade være med at være sur. I det mindste gik han med til ikke at gå ud fra dækket af bilens tonede ruder. Jeg tager min kuffert fra bagsædet og åbner døren.

"Pas godt på dig selv," råber min far efter mig, som jeg smækker døren bag mig og træder ud i solens skarpe lys.

 

Jeg føler mig med det samme svimmel og varm og ved, at jeg skal indenfor så hurtigt som muligt, eller i det mindste finde skygge. Jeg hanker op i kufferten og løber så småt henover gårdspladsen hen mod de store, tunge døre, der udgør Halloween Highs hovedindgang. Lyden af grus, der knaser tilkendegiver, at min far er ved at køre væk. Jeg vender mig om og tager mig selv i at vinke farvel med en knude i halsen. Selvom bilens ruder er tonede, og jeg ikke kan se ham, ved jeg, at min far også vinker farvel til mig.

 

Jeg vender mig tilbage og ser igen mod den enorme, smukke bygning. Da jeg var yngre, og skulle tilbringe mit første år her, brugte jeg det meste af rejsen herhen på at græde som et lille barn. Tanken om at skulle være så langt væk fra Rumænien og min far otte måneder af gangen i flere år var næsten ubærlig, men da jeg så Halloween High for første gang, følte jeg mig allerede hjemme. Den var bygget med samme gotiske stil, jeg kendte så godt fra hjemme i Europa, og den var omgivet af en kæmpe skov, hvor jeg altid ville kunne finde skygge og i midten af skoven var en kæmpe sø med noget af det reneste vand, jeg i mit liv har svømmet i.


Som jeg ser op og ned af skolen, kan jeg mærke min nerver langsomt fortage sig, og jeg ved, at jeg er hjemme. Men ligeså snart mit blik igen sænker sig på gårdspladsen, jeg stadig mangler at krydse ser jeg dem.

 

Hvis mit hjerte stadig bankede, havde det sikkert slået et slag over. Det føltes i hvert fald som om al varme forlod min krop i det øjeblik, deres blikke fangede mit.

 

Anført af Bloody Mary kan jeg se, de vender sig om og går hen mod mig. Bloody Mary svæver latterligt højt over jorden. Hendes lange, sorte hår er skrabet tilbage med noget, der glinser, som både kunne være blod eller bare en eller anden form for overjordisk gele, hun har sin sædvanlige, hvide kjole på, der dog synes at blive kortere og kortere for hvert år. Hendes øjne er store, hendes pupiller små og hun har rester  blod løbende under sine øjne. Mary besidder det udseende et hvert monster drømmer om: en blanding af smuk og frygtindgydende. Det er nok også derfor hun er en af de mest populære piger på skolen. Eller, magtfuld er nok et mere rammende ord, for bortset fra slænget af spøgelser og hekse, tror jeg de færreste decideret kan lide hende, og jeg ved, at jeg og mine venner i hvert fald hader hende.

 

Men der er noget, der er anderledes. Hun har altid været en af de ledende i slænget, men Hecate, der er heks og gud på samme tid, har altid været den ubestridte dronning af heksene og troldmændene, men nu falder hun i med gruppen, der kun lader til at have øjne for Bloody Mary. Jeg sukker. De nærmer sig, og jeg kan se, at jeg ikke kan undgå dem. Mary smiler grumt til mig og slår sit hår let over skulderen. Det er så langt, at det ryger gennem en heks, Medea, bag hende, og jeg kan se hun ryster af kulde.

 

"Der har vi hende jo," råber Mary overlegent og kigger sig over skulderen, som om de ikke alle sammen havde fået øje på mig. "Minea Dracula i egen blege person." Jeg åbner munden for at påpege, at Bloody Mary er temmelig hvid selv, hvilket forresten gælder for størstedelen af de andre spøgelser, men jeg tier og stirrer hende benhårdt ind i øjnene. Det er nok bedst ikke at sige for meget.

"Hvordan var din sommer?" spørger Mary med en hvislende stemme, der får hårene til at rejse sig på min arm. Intet under, at hun får de højeste karakterer i Uhyggens Kundskaber og En Stemme i Mørket.

"Fin," mumler jeg kort uden at fjerne mit blik fra hendes.

"Hvordan har..." hun holder en kunstpause, før hun spyttende siger: "din far det?" Jeg kan mærke alles hårde og dømmende blikke hvile på mig, men jeg stirrer kun på Mary.

"Fint," siger jeg i det roligste tonefald, jeg kan. Mary fnyser.

"Selvfølgeligt," siger hun højlydt og ser på de andre. "Kun vampyrer kan gøre sådan noget ved deres eget folk og så have det fint!" De andre himler med øjnene og sukker og kommer med tilråb. Jeg er den eneste vampyr, der er vendt tilbage til skolen i år. Før var vi tre: en er gået under jorden, en blev slået ihjel.

 

Førhen var det prestigefyldt at være vampyr. Vi har traditionelt set altid været monstrenes mest magtfulde, da vi både er stærke, hurtige og ofte intelligente, for slet ikke at nævne rige. Men i takt med at hekse blev mere og mere populære blandt menneskene, ja, ligefrem beundret og vampyrer forvandlede sig til en eller anden joke (tak, Stephenie Meyer, virkeligt, tak), mens spøgelser fortsat var populære inden for det okkulte mistede vi vores omdømme mere og mere. Det hjælper slet ikke, at jeg endda er lav og ikke specielt stærk overhovedet.

 

"Hvis bare Van Helsing var stoppet ved jer," hun læner jeg ind mod mig og hvisker i sit mest truende tonefald. "Så kunne det endda have været positivt." Jeg skal lige til at eksplodere, da jeg mærker en stor, muskuløs arm lægge sig om min talje og trække mig væk fra gruppen.

"Godt at se jer, tøser," siger han og går gennem Mary, hvilket er så ubehageligt for de fleste, at de aldrig ville gøre det, men han kan intet mærke, så det er ydmygende for Mary. Jeg fniser. "Dorian altid en fornøjelse." Han nikker til Dorian, Marys utålelige, sarte og selvoptagede kæreste, der rynker på næsen, da vi går forbi.

"Frank," ler jeg lykkeligt og bliver endnu engang mindet om, hvorfor jeg elsker min skole. Jeg ser på ham for første gang siden juni, hvor han besøgte mig i to uger i Transsylvanien.

 

Selvom Dorian elsker at pointere at Frank (han blev lidt træt af Frankensteins Monster i længden) er skabt af ligdele og derfor burde være ulækker, så er han det slet ikke. Hans hud er blålig, men lugter ikke og er ikke rådden nogle steder. Var det ikke for de mange sting hist og her, ville han nærmere ligne et menneske, der havde været for længe ude i kulden. Han er bred omkring skuldrene og har store arme. Han er høj - næsten to hoveder højere end mig og stærkere end de fleste andre på skolen. Men hans ansigt er blidt, og jeg bliver altid glad af at se ham. Jeg lægger armene om hans hals og han krammer mig ved at løfte mig op og svinge mig rundt.

 

Frank har været min bedste ven siden dag et. Det var ikke et af de der venskaber, der udviklede sig over tid, som det var med mig og Nina, nej. Det sagde vidste bare "klik", da vi mødte hinanden til intromødet, og fordi ingen af os kendte særligt mange andre (Frank er den eneste af sin art, og de fleste andre monstre bor i England eller Amerika, mens jeg er fra Rumænien), besluttede vi os vidst bare for at blive som ærtehalm. Vi går sammen op mod skolen. Frank tager min kuffert, da han ingen bagage selv har.

 

Fordi han ikke har nogen familie eller artsfæller, bor Frank permanent på skolen, også i ferierne, sammen med vores rektor, rektors kone og Franks ven og værelseskammerat, Jack.

 

Jeg kan ikke udstå Jack. Han er en af de der klassiske, arrogant numsehuller, der tror, at alle piger forelsker sig i dem, fordi de er flabede og har grønne øjne og hår med samme farve som efterårsblade. Jeg tror nogle gange, at det går Frank på, at hans to bedste venner ikke kan sammen, men da Frank og min værelseskammerat og bedste veninde, Nina heller ikke kan udveksle to sætninger uden at diskutere, er det ikke noget, han brokker sig over.

 

Vi går ind af de store, tunge egetræsdøre, der leder ind til skolens hall. Gulvet er gjort op af kvadratiske marmorplader, der matcher den kridhvide trappe, der majestætisk strækker sig lige foran os og med hvirvler fører hele vejen op til hovedbygningens tårn med intet mindre end syv etager imellem, de fleste af hvilke ikke engang er i brug.

 

Jeg drejer rundt og ser mig om. Jeg nyder stilheden og trygheden, der omgiver mig i disse velkendte og stadig smukke omgivelser. Jeg trækker vejret dybt ind og lukker øjnene. Her dufter stadig sødt og tungt af liljer. Frank trækker sig lidt tilbage og lader mig nyde øjeblikke i stilhed. Jeg kunne nemt stå her i en time og bare være glad for at være hjemme, men før jeg ved af det, hører jeg trin henover gulvet komme ud fra den vestlige korridor - også kendt som drengenes korridor. Jeg åbner mine øjne igen og følger lyden.

 

"Hey Minnie," siger Jack med for meget overskud i stemmen, som om vi var bedste venner. Han smiler skævt. Jeg sukker og tager mine ting ud af Franks arme.

"Hej Jack," mumler jeg og ser kort op på ham, før jeg ser tilbage. "Jeg er smuttet." Frank ser opgivende på mig, men kysser mig hurtigt på panden.

"Vi ses senere," mumler han, og jeg nikker. Jeg drejer til højre og bevæger mig ud på den østlige korridor.

 

Her dufter ikke kun af liljer, men et helt væld af blomster: roser, krysantemum, tulipaner, Dahlia, pæoner og så videre. Her er gulvet lavet af mørkt træ, der for det meste er beklædte af tykke, bordeaux tæpper. Væggene er beklædt af guld terpet og over vinduerne hænger tunge, bordeaux gardiner og dækker dem halvt. Der er ingen på gangen, for de fleste står vel stadig udenfor og snakker. Vi er omtrent halv så mange piger, som der er drenge på skolen, og så larmer pigerne slet ikke ligeså meget, så der føles også generelt mere tomt her i pigernes korridor end i drengenes. Men det gør mig nu ikke det store. Jeg nyder den gammeldags følelse af bibliotek, jeg altid får, når jeg går ned af en tom gang på skolen. For enden af gangen ligger mit værelse. 122. Jeg smiler, da jeg ligger min hånd på det runde, skinnende, gyldne håndtag og drejer rundt.

 

Med det samme ved jeg, at Nina allerede er ankommet. Dels fordi hun hviner højlydt i det øjeblik jeg træder ind og dels fordi vores værelse lugter af neglelak, hårspray og parfume allerede. Hun sidder på gulvet og lakerer sine absurd lange fingernegle, men springer med det samme op, da hun ser mig og farer hen til mig.

"Mi querida!" råber hun og slår dramatisk sine arme ud siden, mens hun springer hen mod mig og hiver mig tæt ind i sin favn, før jeg hovedet får lov til så meget som at sætte min taske fra mig. "Åh, chaparrita, jeg har sådan savnet dig." Siger hun med sine tydelige s'er og rullen på r'er.

"I lige måde, Nina," siger jeg en smule stakåndet og prøver at kæmpe mig fri fra hendes kram. Hun slipper mig endeligt og sætter sig tilbage på sin plads på gulvet. Nina er høj, langt højere end de fleste. Hun er kridhvid og har enormt store øjne omtegnet at to, store sorte cirkler. Resten af hendes ansigt er også dækket af dekorativt makeup. Hendes hår er kæmpestort, mørkebrunt og krøllet. Alt ved Nina er kort sagt overdrevet. Lige fra hendes mimik, der for det meste indebærer enorme fagter og en utrolig højrøstet stemme til hendes tolv centimeter høje hæle.

"Jo højere hæle, jo tættere på Gud," ville hun sige til de piger på skolen, der så meget som prøvede at gøre grin med hende. Gud er et fy-fy ord for de fleste monstre. Der er endda mange af os, der slet ikke kan røre ved kors eller gå ind i en kirke. Men Nina er eller ikke som de fleste af os. Hun går under mange andre navne end Nina: La Nina Blanca, det er her hvor Nina stammer fra, La Flaquita, La Huesada og - mest famøst - Santa Muerte. En dødsgud, som de tror på i spansktalende lande. Men modsat mange andre kulturers dødsguder er Nina ikke en, der frygtes eller afskyes. Tværtimod. Hun er kendt for at vogte over alle udskuddene, de homoseksuelle og prostituerede (samt mariachi-musikere, men det ved jeg ikke helt, hvorfor er), mens hun er guden mod automatiske våben og for kærlighed. Hvilket mildest talt gør hende til en blødsøden freak i de flestes øjne. Men Nina er alt andet end blødsøden, hun er bare god.

"Du stirrer," siger hun hurtigt og aggressivt. "Hvorfor stirrer du?"

"Jeg tænker bare på, hvor dejlig du er," ler jeg og lægger hovedet på skrå. Hun rynker på næsen og trækker så på skuldrene.

"Okay," siger hun endeligt. "Bliv du ved med det." Hun ler og smiler varmt.

 

En myte om vampyrer er, at fordi vi teknisk set er døde, så sover vi ikke. Det er ikke helt sandt. Ligesom vi stadig har brug for næring (i form af blod eller rødt kød, ganske vidst og helst fra mennesker), har vi stadig brug for hvile. De fleste vampyrer sover nok en gang eller to om ugen af omtrent 17 timer ad gangen, men så længe jeg går i skole hver dag, forsøger jeg også at sove hver nat.

 

Den nat er det dog intet problem at falde i søvn. Jeg er så træt, at jeg knap nok kan holde min øjne åbne, før klokken overhovedet er ni. Nina er som sædvanligt ikke træt. Hendes snak går og går. Om nye lækre, fyre på skolen, og de piger vi ikke kan lide, som er blevet tykkere over sommerferien. Jeg ligger på ryggen i min seng og lytter kun halvt efter, indtil jeg falder i søvn, fuldt påklædt, mens hun er midt i en sætning om heksen Aradias røv.

 

----

Velkommen til Halloween High! Jeg håber i nød første kapitel af min Halloween-kalender, og at I i fremtiden vil følge med. 

 

Før I går væk fra historien og videre med jeres dag, har jeg dog et spørgsmål, I meget gerne må besvare! - Jeg overvejer lidt, at slutte (eller starte) hvert kapitel af med lidt forskelligt hver gang - en god Halloween-sang, et stemningsfuldt billede eller baggrundsviden om Halloween Highs verden - ville det være noget I var interesseret i, eller skal jeg bare holde mig til historien? Eller skal jeg lave en separat Movella, hvor de der er interesseret i "bonus materialet" kan følge med, og dem, der ikke er, kan lade være? :-)

Kyskys - og tak fordi du gider følge med♥

Lena

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...