A flash of lightning

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 sep. 2014
  • Opdateret: 16 sep. 2014
  • Status: Færdig
Novelle til konkurrencen: inspireret af et billed. Like gerne:) Novellen handler om kvinden Agnes, der venter på sin kæreste en forårsnat i 1945, for hun har en stor hemmelighed, hun skal fortælle ham.

3Likes
2Kommentarer
229Visninger
AA

1. A flash og lightning

Jeg stod stadig gemt bag træet. Jeg kiggede ned på det slidte ur. Klokken var 03. 48 vi skulle have mødtes for et minut siden. Mon der var sket ham noget? Han var altid så punktlig.

Det var anden gang han ikke var dukket op til tiden. Sidst havde tyskerne gennemgået den lille gård, hvor tingene lå gemt og, hvor ham og kammeraterne boede. De havde heldigvis ikke fundet våbnene, cigaretterne, pengene, tøjet eller noget af det andet. Var der ikke en gren der knækkede?                                                                                    Hvordan kunne han finde på at gøre mig så nervøs, og så lige i dag?

Den sidste flyver jeg havde hørt, var fløjet lavt hen over himlen for 2 timer siden. Men den var da ikke landet, var den? Hvad nu hvis det var den, der havde stoppet ham? Var han lige nu i forhør? Havde tyskerne fundet tingene? Han havde nok haft ret, da han sagde, at dette ikke var noget at blande en kvinde, og en da en så ung kvinde, ind i. Det havde jo ikke skabt andet end problemer.

 En ting var at jeg risikerede mit liv for det her møde og, at han risikerede sit, men en anden ting var det liv, der tilhørte det lille væsen i min mave, som endnu ikke var blevet til en baby med følelser, sanser eller… Et lyn flængede himlen og stoppede min tankegang et kort sekund. Bare det nu ikke også begyndte at regne. Hvor blev han af?                                                                                                                                                       Selvom det var en lun forårsnat i april, var det her jo lige til at få lungebetændelse af. Endnu et lyn lyste himlen op, og jeg syntes, jeg kunne se en skikkelse på den anden side af den lille sti. Jeg var nok bare paranoid. Hvor blev han mon af? Endnu et lyn, der stod jo en. Jeg stivnede i min bevægelse og prøvede at kigge dybere ind i skoven. Der var en puslen i busken bag mig, og jeg forsøgte stille at vende mig rundt, det var bare en frø. Lyden. Jeg trak været dybt og efterlignede den ugle tuden, han havde lært mig at lave. En, to, tre, fire, fem, dette var altid den værste vente tid, for sekunderne føltes så lange, seks, syv på det ottende sagde jeg lyden igen. Der gik 23 sekunder, før lyden blev sendt tilbage, det var jo ham! Gad vide hvor længe han havde stået der uden, at jeg havde lagt mærke til det. Jeg listede mig frem mellem træerne og kunne se at han gjorde det samme på den modsatte side af skoven. En længsel efter hans kys, fik mig til at skynde mig endnu mere. Da jeg var sikker på, at der ingen andre var, løb jeg ud af skoven og ind i hans arme. Peter! Han trak mig ind i hans favn og plantede et langt blødt, længeventet, kys på mine læber.

”Åh Peter” hviskede jeg mod hans skulder, da han igen trak mig endnu længere ind til sig. Det sekund var jeg sikker på, at jeg havde taget det rigtige valg ved at møde op i dag og, at han skulle være den jeg tilbragte resten af livet med efter krigen.

”Agnes, krigen slutter snart. Tyskerne er ved at give op!” sagde han med et ivrigt smil. Han var en del højere end mig, så jeg næsten hoppede op, for at give han endnu et knus.

”Peter det er rigtig gode nyheder, men jeg har noget, der vil gøre det endnu bedre at fortælle.” Han kiggede overasket ned på mig, da de tre ord, jeg så længe havde ventet på at fortælle ham, siden jeg fandt ud af det, gled over mine læber.

”Gravid” gentog han og svingede mig grinende lidt rundt i luften.

”Agnes det er jo fantastisk.” Han lagde sin kolde hånd på min mave, og et gys gled ned af min rygrad. Men det var ikke et kulde gys. Det var på grund af glæden.

 

” Agnes vi er nødt til at sende dig afsted med en båd."

Dagen efter stod vi gemt bag en sten og ventede på båden. 

"Jeg elsker dig. Jeg kommer så snart jeg kan. Krigen slutter snart. Jeg elsker dig." De ord blev han ved med at gentage, indtil han havde sendt mig afsted og jeg sad trygt i båden med et tæppe omkring mig. Allerede der savnede jeg ham og længtes tilbage i hans varme arme. Jeg vente mig om og kiggede ind mod stranden, hvor jeg kunne se ham stå. Kort efter satte båden sig i bevægelse mod Sverige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...