Jeg elsker dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 sep. 2014
  • Opdateret: 16 sep. 2014
  • Status: Igang
Justin Bieber som er en helt normal dreng, har mistet sit livskærlighed. Han er helt ude af den og hans mor vil have at han skal starte i skole igen. Men hvad sker der når han starter i skole igen og møder pigen Lilly? Vil han falde for hende? Eller skubbe hende væk? Vil han nogensinde blive glad igen og finde kærligheden igen?

1Likes
0Kommentarer
132Visninger

1. Ny dag

Jeg Elsker Dig

 

Han slog ind på spejlet, der blev til tusinder stykker. Han stod helt stille mens stilheden faldt sted omkring ham. Det eneste man kunne hører hvor hans tunge åndedrag. Tårerne strømmede stadig ned af hans kinder. Han så rundt, alt var flået ned fra hylderne og væggene. Han stod bare midt i alt rodet og så ned på et billede af hende. Der var flænger i glasset, men han kunne stadig se hende.

Han tog billedet op og satte sig ned på sengen. Han så bare på det og tænkte tilbage på alt det de havde lavet sammen. Flashback om de to kom frem.

 

De gik hånd i hånd mens de grinede. Der var intet der kunne komme imellem de to. Folk sagde tit til dem at de var som skabt for hinanden og det var de også.

De kunne lave sjov med hinanden, de var det sødeste par.
Han huskede de sad i stuen og han holdt rundt om hende, hun lænede sig op ad ham og hun sagde til ham:

- Jeg elsker dig..

- Jeg elsker også dig..

Sagde han og smilte til hende.


Alle de små ting de havde lavet sammen, huskede han stille. Han havde dog bare aldrig drømt om at der ville ske hende noget. Når de var sammen var alting bare lige meget. De elskede hinanden. De var ikke bare kærester, men de var bedste venner.

 

- Justin?

- Mh?

- Lige meget hvad der sker, så er vi venner for altid, ikke?

Spurgte hun ham.

- Jo selvfølgelig, du vil altid være min bedsteven

 

Det var en aftalte de lavede, da de var yngre. Han havde aldrig glemt det. Han smilte en lille smule, men det var stadig virkelig hårdt. Han havde en trang til at ryge, for at få bekymringerne væk. Men han havde lovet hende at han ikke ville ryge igen. Hun kunne ikke klare når han røg, han stoppede bare ikke, men han prøvede.

 

Han rejste sig op og gik ud fra hans værelse ud til hoveddøren. Han tog sine sko på , gik så ud, trak hætten op over hovedet og puttede sine hænder ned i lommerne der var i trøjen. Han så bare ned. Han ville væk, væk fra minderne om hende, han kunne ikke klare det. Han ville aldrig få hende tilbage. Han kom heller ikke til hendes begravelse, fordi han var for ødelagt til at komme. Djævelen havde taget hende fra ham. Hvis han bare var gået over til hende i stedet for, så var der ikke sket hende noget. Hun var så perfekt, hun havde ikke fortjent det.

Hvis den bil bare havde holdt for rødt havde hun stadig været der ved hans side, men nej.

Han sparkede vredt til en sten, han gad ikke mere, han følte at han ikke havde noget liv uden hende. Han havde fået nok og ville bare være sammen med hende. Der var alligevel ingen tilbage der holdt af ham. Han så op, han kunne hører alle bilerne fra hovedvejen ikke så langt derfra. Han tænkte lidt og gik så stille hen mod vejen.

 

Justin

Jeg vågnede med et sæt. Jeg kunne mærke at jeg havde grædt. Jeg havde drømt om hende igen, om det der var sket. Det blev mere og mere livlig før hver gang jeg havde den drøm, men jeg kunne ikke gøre noget. Jeg savnede hende. Jeg savnede Alexi men jeg kunne ikke få hende tilbage.

Jeg følte det var min skyld, selv om folk blev ved med at fortælle mig at det egentlig ikke var min skyld, men hvis jeg jo var gået over til hende, så var der ikke sket noget.
Jeg sukkede og rejste mig op fra sengen. Jeg tog de joggingbukser der lå på gulvet og tog dem på. Bagefter fandt jeg en hvis t-shirt, tog den på og tog så en blå skjorte på uden over og smurte ærmerne lidt op. Jeg gad ikke til at sætte mit hår, derfor tog jeg bare en cap på og gik så nedenunder. 

- Godmorgen søde. Sovet godt?

Min mor spurgte mig om det samme spørgsmål hver morgen, selv om hun udmærket godt vidste at jeg ikke havde sovet godt, hun lod bare som om. Ligesom at hun også bare lod som om at selv om Alexi var død, så var jeg helt okay og åbenbart klar til at gå i skole igen, men det syntes jeg nu ikke. Som altid nikkede jeg bare lidt og satte mig ned ved bordet mens mor stod og gjorde lidt rent eller hvad det nu var hun gjorde.

Jeg hældte lidt cornflakes op i en skål som mor havde stil parat på bordet til mig. Jeg hældte lidt mælk på og begyndte at spise dem. Stilheden kom igen mellem min mor og mig. Inden Alexi døde, var jeg glad og gjorde alt for at gøre andre glade. Men nu var alt lige meget, jeg var ligeglad med alt og alle. 

Jeg elskede min mor, men jeg kunne ikke vise det som jeg gjorde før. Jeg sagde ikke så tit at jeg rent faktisk elskede hende som jeg gjorde før, jeg ville ikke indrømme at jeg var en mors dreng længere, selv om jeg helt sikkert stadig var det. Men efter Alexi’s død, er der ingenting der har været sig selv, i hvert fald ikke mig.

Da jeg havde spist dem færdig, rejste jeg mig op og stillede skålen hen ved håndvasken. Jeg gik ud på toilettet og børstede mine tænder. Jeg så mig selv i spejlet og sukkede. Det her ville blive en lorte dag, tænkte jeg hele tiden. Jeg gik ud fra toilettet og ud til min mor som stadig stod i køkkenet. Jeg kyssede hende på kinden og sagde farvel. Bagefter gik  jeg ud til hoveddøren, tog mine hvide supras på, tog min taske om på ryggen, åbnede døren og gik ud.

Den kolde morgenbrise ramte min hud og jeg begyndte at fryse en lille smule men ignorerede det. Jeg begyndte at gå mod skolen, en ved jeg helst gerne ville glemme og normalt undgik at gå på, men så længe jeg kiggede ned, ville jeg ikke tænke over det. Måske er der ingen der lægger mærke til mig og bare ignorere mig? Det håber jeg da, tænkte jeg mens jeg gik i skole. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...