Hævn - skole novelle

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 sep. 2014
  • Opdateret: 16 sep. 2014
  • Status: Færdig
Det er en skolenovelle, som jeg ville sætte pris på nogen gad at kommenterer på xD den skal afleveres på torsdag.

2Likes
5Kommentarer
934Visninger
AA

1. Hævn - novelle

Hævn

Efter en lang tur i bus, havde jeg mest af alt lyst til bare at komme hjem, selvom jeg rigtigt havde en aftale med nogle venner. Pyt, de kunne hygge sig fint uden mit selskab. Jeg steg ud ad bussen, og strakte mig kort, før jeg satte kursen hjemad. Det ville nok tage en 15-20 minutter at gå hjem. Jeg skulle lige til at tage min mobil op ad lommen, for at aflyse min aftale, da en varm og svedig hånd lukkede sig om mit håndled, og dermed holdt mig fra at gå videre. Personen rykkede hård i min arm, og trak mig med ind på en lille sidevej. Der syntes at være endnu koldere end ude på den store vej, og bestemt mere skræmmende, med skræl og andet ulækkert rundt omkring. Mit håndled blev sluppet, og jeg vendte mig skræmt om, for at se min kidnapper i øjnene. Jeg fik nærmest et chok, da jeg så hvem det var.
”Hvad vil du mig?” spurgte jeg irriteret, og så på den høje dreng, med sort pjusket hår. Han fangede mit blik, med de flotte grønne øjne, der ikke havde ændret sig det mindste.

”Jeg vil bare gerne snakke lidt med dig.” lød hans stemme, en smule hæs. Jeg kunne mærke irritationen stige, som ordene kom ud ad hans mund.
”Men jeg vil ikke snakke med dig.” snerrede jeg ud mellem sammenbidte tænder.
”Det bliver du nødt til, smukke, for jeg er ikke færdig med dig.” jeg havde aldrig hørt ham snakke på den måde. Det var skræmmende, hans stemme var fyldt med had. Desperation. jeg kunne føle min irritation blande sig med frygt, men jeg skubbede det væk og snerrede tilbage.
”Men jeg er færdig med dig.”

Han slog øjeblikkeligt ud i en hæs latter, men lagde dog hurtigt ansigtet i alvorlige folder igen. ”Det er sådan set ikke noget du bestemmer.” Jeg sukkede kort, og så væk et øjeblik. Jeg forstod ikke hans opførsel, men jeg bestemte at det var klogest at hoppe med på toget til crazy town. ”Men hvad er det så du vil snakke om?” spurgte jeg, om muligt endnu mere irriteret end før. Et lille sindssygt smil bredte sig på hans læber. Smilet var blot endnu en bekræftelse på, at han ikke var helt rask.

”Efter vi… efter du slog op, har folk sagt det har slået klik for mig. At jeg er blevet sindssyg. Og ved du hvad, smukke? Jeg er begyndt at tro de har ret.” Han gik et lille skridt tættere på mig. Jeg kunne mærke frygten stige, som han kom tættere på mig. Jeg skyndte at tage mig et skridt væk fra ham. Jeg forstod ikke min frygt. Jeg var normalt ikke typen der blev bange, men der var et eller andet over ham, der virkelig skræmte mig. Jeg ville også give dem ret. Der var noget anderledes over ham, noget mærkeligt. Noget… sindssygt?

Men hvordan kunne det være, at det havde slået klik for ham så let? Ja han var ikke helt mentalt stabil da vi var sammen, men alligevel, jeg forstod det ikke. Jeg stod bare helt paf, uden nogen som helst idé om hvad jeg skulle sige, og hvordan jeg skulle reagere. Jeg prøvede at ryste det af mig, og brugte i stedet den gode gamle sarkasme.

”De har ret, prettyboy, det har virkelig slået klik for dig. Men hvorfor skal det gå ud over mig?” En lille knurrende lyd undslap hans læber, og hans blik syntes at kunne dræbe. Han sparkede arrigt til en dåse, der slog smut hen over asfalten. Jeg bakkede lidt forskræmt endnu et skridt væk fra ham, han blev bare stående. Jeg så kort rundt, for at se om der var nogle tilskuere til vores lille samtale. Det var der ikke. Uheldigvis. Der gik heller ingen ude på den store vej, og kun en eller to biler var kørt forbi.

Efter et minuts stilhed, hvor han bare havde stået og stirret på mig med sine sindssyge øjne, besluttede jeg mig for igen at åbne munden. ”Nå… men hvis vi er færdige her, så tror jeg bare at jeg går hjem, okay?” sagde jeg hurtigt, og begyndte at gå. Jeg troede faktisk lige et split sekund at det ville lykkes mig, da jeg havde taget de første skridt på vej ud ad gyden, men nej. Den svedige hånd lukkede sig endnu engang om min arm, dog overarmen denne gang. Hans hånd var nu blevet endnu mere svedig og varm. Som om han var nervøs? Det bekymrede mig blot mere. Hvad havde han at være nervøs over? Det var ham der havde taget fat i mig, konfronteret mig, efter alle de måneder. Og han havde stadig ikke fortalt mig hvad han egentlig ville. Måske vidste han det ikke engang selv. Det havde virkelig slået klik for ham. Det gav mig en hvis skyldfølelse, selvom det ville være sindssygt at give mig skylden.

Han havde kun haft det godt hos min familie, selvom min familie ikke kunne fordrage ham. Men det havde han aldrig lagt mærke til, selvom mine forældre aldrig havde lagt skjul på det. Dog havde de heller aldrig sagt det. Ikke direkte i hvert fald. I stedet havde de prøvet at finde sig i ham, for min skyld.  

”Hvordan går det med din far?” sagde han henkastet, som om vi bare sad og snakkede helt normalt på min seng, som vi havde gjort en gang imellem, den gang vi var sammen. Spørgsmålet havde egentlig ikke overrasket mig som sådan, han ville sikkert prøve at gøre mig ked af det. Min far var begyndt at drikke lidt mere end sædvanligt sidste sommer. Det tog lidt hårdt på mig i starten. Siden var det bare blevet værre, men jeg havde lært at ignorere det, og så bare undgå ham når han var fuld. Men det behøvede han ikke at vide, at det var blevet værre altså.

”Det går fint. Han er stoppet med at drikke.” sagde jeg ligegyldigt, og så væk.
”Det er jeg nu ikke så sikker på, Sophie. Jeg tror stadig han drikker. Jeg ved han stadig drikker” sagde han, det gav mig kuldegysninger fra top til tå.

”Og hvordan ved du så det, David?” snerrede jeg af ham, frygten var efterhånden begyndt at afsløre sig i min stemme.
”Fordi jeg har holdt øje med jer, Sophie, øje med dig. Forfulgt jer, afluret hver eneste af jeres handlinger, hver eneste af jeres ture til indkøbscenteret. Og det er ikke kun postevand der kommer med hjem, det må man sige.” sagde han kækt. Et lille sindssygt smil afslørede nogle gule, skæve tænder. ”Men det er ligemeget. Jeg opsøgte dig ikke for at snakke om din far, og hans problemer.” sagde han koldt, og vendte ryggen til mig. Hans humørsvingninger drev mig til vandvid. Jeg kunne ikke forudse hvornår jeg skulle passe på, og hvornår jeg kunne slappe lidt mere af.

Han rodede kort rundt i sin lomme, før han vendte sig om. Først kunne jeg ikke se hvad han havde hevet op ad lommen, men i det samme jeg fik øje på den, bakkede jeg hurtigt nogle skridt baglæns. ”David nej, det må du ikke, jeg ber’ dig!” sagde jeg panisk, og holdte beskyttende armene frem foran mig, som en form for beskyttelse. Det sindssyge smil prydede igen hans læber, som han gik efter mig.

Han tog hurtigt og hårdt fat rundt om min hals, og tvang mig til at gå de sidste skridt hen mod væggen. Med et lille bump blev jeg skubbet op mod muren, og var dermed fanget mellem muren og ham. Han løftede hånden højt i vejret, men brød ikke øjenkontakten med mig. Jeg prøvede at vride mig fri fra hans greb, men jeg turde ikke bevæge mig for meget.  ”Jeg er ked af det skal ende sådan her. Men det er det desværre nødt til.” De flotte grønne øjne var fyldt med sindssyge, had, hævn og en sindssyg form for begær. Jeg kunne ikke snakke, jeg prøvede at skrige, jeg var lammet af frygt. Lige før han skulle til at gennembore mig, gik jeg ud som et lys.

 Ord: 1350

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...