Tvillingepagten (På pause)

Riley og Lillie er tvillinger. De er næsten uadskillige, indtil den dag Lillie pludselig forsvinder. Det eneste man finder fra hende er en blodig håndtaske. Da Riley kommer i skole igen, henvender den gådefulde Chaze sig til hende. Han fortæller, at han kan kommunikere med de døde, og at han ser Lillie. Riley tror ikke på den slags, men vil hun tro ham? I mellemtiden kæmper Riley også med almindelige teenageproblemer så som kærlighed, popularitet og drama.

7Likes
6Kommentarer
725Visninger
AA

6. "Skovturen"

Hej læsere!

Først og fremmest tusind tak fordi I ville følge med. Det betyder meget!

Som noget nyt har jeg skrevet kapitlet i Chazes synsvinkel, men i næste kapitel vil det igen være i Rileys synspunkt.

Så frygt ej, hvis I ikke kan lide hans version af historien.

Knus Unknownawriter

 

Chazes synsvinkel

Jeg kom præcis klokken 3, og Riley satte sig ud i min bil med en hætte trukket langt ned over hovedet og solbriller på. Jeg kiggede uforstående på hende.

”Hvad!?! Vi skulle jo ikke ses sammen.”, sagde hun. Jeg sagde ikke noget, men startede bare bilen. Var jeg virkelig så pinlig at være sammen med? Jeg var ved at være godt træt af, at lade som om hendes bemærkninger ikke rørte mig en spor.

”Hey Chaze! Det var ikke personlig eller noget, men vi kan ikke se hinanden offentlig. Vi er på to forskellige niveauer. Jeg er i toppen, og du er i bunden, så jeg ville automatisk ryge i bunden, hvis jeg blev set sammen med dig.”

"Jeg er så ked af min søsters bemærkninger, Chaze.", sagde Lillie omme fra bagsædet af, og det gav et lille sæt i mig af chok.

"Undskyld jeg bare kommer brasende uden videre, men jeg har stadig ikke vænnet mig til at være spøgelse. Menneskelige vibrationer sender mig bare alle mulige steder hen. Jeg mærkede, at du var ked af det og..." Jeg afbrød hende: "Det er okay, og du behøver ikke at forklare. Jeg kender til alt det der. Du er ikke den første, jeg har hjulpet." Riley prøvede at komme igennem til mig, men jeg ignorerede hende. Undrende spekulerede jeg mig over, hvor forskellige de enligt var. Lillie var genert og sød, og Riley var frembrusende og snobbet. Udenpå så de meget ens ud, men Lillie var lidt gennemsigtig og utydelig i omridset (selfølgelig fordi hun var spøgelse).

"Undskyld.", sagde Lillie. "Det glemte jeg."

Jeg grinede: "Du behøver ikke undskylde for alt, Lillie." Det fik Riley til at tie stille, og jeg sukkede taknemmeligt, kiggede mig i bakspejlet, og Lillie var væk igen. Efter lidt tid spurgte Riley forsigtigt: ”Hvad snakkede du med Lillie om?”

”Dig og din store mund.”, sagde jeg, og jeg kunne se Riley krympe sig i øjenkrogen. Hun havde dårlig samvittighed, og til min store overraskelse, trillede der en lille tåre ned af hendes kind.

”Hey Riley! Det var ikke for at såre dig.” Den lille tåre blev til en mere. Jeg udstødte opgivende et suk og kørte ind til siden. Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Følelser var jeg ikke ekspert i.

”Så trøst hende da!”, udbrød Lillie.

”Hvad skal jeg gøre?”, hviskede jeg panikslagen.

”Spørg hende, hvad der er galt, og du ved den slags!” Hun rullede med øjnene.

Jeg sukkede...igen, lænede mig over mod Riley og gav hende et lille akavet kram, så hun stoppede med at græde. Hun snøftede stadig lidt, men så lænede sig så lidt tilbage og kiggede op på mig med sine store brune dådyrøjne med et lille bedrøvet smil og hviskede et simpelt tak. En mærkelig følelse ramte mig i brystet. Den var varm og behagelig, men alligevel skræmte den mig rigtigt meget. Jeg havde aldrig haft følelsen før men vidste præcis, hvad den betød. Jeg var vild med Riley! Nej! Nej, det kunne ikke passe. Det var bare nærheden med en pige der gjorde det. det beroligede mig. Jeg havde jo aldrig før været så tæt på en pige. Sørgeligt men sandt. Jeg rømmede mig og mumlede noget med, at vi hellere måtte køre videre. Hun nikkede og missede lidt med øjnene. Hun havde vist også været i sine egne tanker.

 

Det varede ikke længe, før  den lokale skov kom til syne. Den lå tæt på skolen, så det ville være oplagt, at det denne skov Lillie var fanget i. Selvom hun var fanget i skoven, kunne hun godt orientere sig, hvor hun var, og hvilke mennesker hun var sammen med ved hjælp af menneskelige vibrationer og stemmer. Hun blev også tiltrukket af stærke følelser fra folk, hun kendte eller havde kendt, da hun var levende. Det var derfor, hun var kommet de gange, Riley og jeg var blevet kede af det eller sure.

 

Jeg drejede ind på en parkeringsplads tæt på skoven, steg ud af bilen, mens jeg fortalte Riley, hvad vi lavede her. Lillie stod (eller hvad man nu kunne kalde det) ved siden af sin søster og lyttede ivrigt efter. Jeg tog et kort over skoven frem og sagde: ”Okay Lillie. Fortæl mig, hvad du ser og gerne i detaljer.”

”Jeg står i en lysning. Det er mørkt, så jeg kan ikke rigtig se så meget, men der er en sti, og jorden er fyldt med blade.”

”Hvad gør vi nu? Skal vi bare stå her?”, sagde Riley utålmodigt. Hun flyttede vægten fra det ene ben til det andet, og kiggede indgående på mig.

”Vi går ind i skoven og prøver at finde stedet Lillie er.”, sagde jeg.

”Men skoven er så dyb. Vi har ingen chance for at lede det hele  igennem.” Hun sukkede og var tydeligt irriteret over at skulle gå inde i skoven. Jeg ignorerede hendes jamren og gik ind i skoven. Riley og Lillie fulgte efter.

 

Vi gik i tavshed i timer uden, at Lillie kunne genkende noget, men pludselig stoppede hun op. Hendes ansigt var alvorligt.

”Jeg kan mærke, at I er tæt på mig nu.”

”Godt! Kan du huske noget andet?”, spurgte jeg.

”Hvad! Kan hun genkende dette?”, spurgte Riley.

Jeg tyssede på hende, og kiggede på Lillie. Hendes hoved var lagt i dybe koncentrerede folder. ”Nej, men jeg ved, at I skal gå til højre for at komme hen til mig.”

Hurtigt drejede jeg til højre, og jeg kunne høre Riley stille en masse spørgsmål bag ved mig, så jeg vendte mig om og begyndte at forklare alt, hvad Lillie havde sagt. Da hun havde slugt ordene, begyndte vi at gå igen.

Lidt længere fremme kom vi til lysningen, og Lillie kom til syne. Rigtigt til syne. Hun havde ikke mere de tomme glasagtige øjne. Hun kiggede på mig.

”Jeg kan se! I fandt mig!”, sagde hun og løb over til sin søster.

”Riley, vi er her!  Hun er her. Hun står foran dig og kigger på dig!”, påpegede jeg.

Hun lyste op i et smil, og tårerene begyndte at løbe ned af hendes kinder. ”Lillie, jeg er så glad for, at du er okay.” Lillie grinede med tårer i øjnene.

”Det er hun også.”, smilede jeg og begyndte at lede efter svar på, hvorfor hun var fanget her. Riley måtte have opdaget det, for hun begyndte også at lede i den anden ende af lysningen. Lillie gik efter sin søster, mens jeg kom længere og længere væk fra lysningen uden at finde noget. Pludselig hørte jeg et skrig i Rileys retning, og jeg løb så hurtigt, jeg kunne mod hende. Riley stod som stivnet og så ned i jorden, men jeg var alt for langt væk til at kunne se, hvad hun så på. Da jeg kom tættere på mødte et forfærdeligt syn mig. På jorden lå der et lig med stirrende livløse øjne som kiggede op på mig. Det var en kvinde, der var smurt ind i blod, og først efter lidt tid gik det op for mig, hvem det var. Det var Lillies tomme øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...