Tvillingepagten (På pause)

Riley og Lillie er tvillinger. De er næsten uadskillige, indtil den dag Lillie pludselig forsvinder. Det eneste man finder fra hende er en blodig håndtaske. Da Riley kommer i skole igen, henvender den gådefulde Chaze sig til hende. Han fortæller, at han kan kommunikere med de døde, og at han ser Lillie. Riley tror ikke på den slags, men vil hun tro ham? I mellemtiden kæmper Riley også med almindelige teenageproblemer så som kærlighed, popularitet og drama.

7Likes
6Kommentarer
716Visninger
AA

2. Første skoledag

Tre uger senere

Skolen havde nu været i gang i to uger nu. Jeg havde ikke været i skole. Betragtende stod jeg foran spejlet, for at dække poserne under øjnene. Hvis jeg skulle bevare min plads, som den populære, skulle jeg se godt ud. Der havde stadig ikke været noget tegn på Lillie. Politiet havde afhørt alle til festen, men ingen havde set hende efter det tidspunkt, jeg havde efterladt hende. Hendes veninder, som jeg havde set hende snakke med, havde sagt, at hun var gået på toilettet. Hun var aldrig kommet tilbage.

Jeg havde tilbragt begge ugerne i min seng, og grædt og ventet på, at hun kom hjem, så jeg så rimligt hærget ud. Jeg gik tilbage til mit værelse, men stoppede op foran Lillies dør. Så mange minder kom fra det værelse. Jeg huskede, at dengang vi var små, havde vi lavet en aftale om, at vi altid skulle være sammen. Vi havde kaldt den tvillingepagten. Det brikkede i øjnene, og  jeg kæmpede for at holde tårende inde. Jeg havde brudt tvillingepagten.Vi kunne altid tale med hinanden, men vi havde ikke fælles venner. Hun var ikke en af de populære. Hun var i midten af skolens hierarki. Ikke chikaneret af de populære, men hun var heller ikke nogle af nørderne.

Jeg gik nedenunder. Mor så medfølende på mig og sagde: ”Du behøver altså ikke at gå i skole i dag hvis du ikke er klar.”

Jeg svarede bare åndsfraværende, at det skulle hun ikke tænke på. Hun havde været ligeså medtaget som mig, så hun havde heller ikke været på arbejde i to uger. ”Skal jeg køre dig?”

”Nej, Cassidy kommer og henter mig.”, sagde jeg men nåede næsten ikke at fuldføre sætningen, før der var en bil der dyttede udenfor. Cassidy sad og ventede på mig i sin lyserøde sportsvogn, da jeg kom derud, men hun var ikke den eneste. Hende brunetten fra festen, som jeg havde fundet ud af hed  Abigail, sad ved siden af  Cassidy. Jeg blev straks rasende. Hun havde taget min plads. ”Ikke for noget Abbie, men du sidder altså på min plads.”

”Oh gud Riley! Er du okay? Jeg har så ondt af dig. Og Ja undskyld Abbie, men det er faktisk hendes plads.” Abbie lavede et lille anstrengt smil, men åbnede døren og gik om på bagsædet. Inden hun satte sig ind, gav hun mig et dræbende blik. Jeg smilede. Jeg havde allerede vundet, for jeg var den populære, som alle forgudede. Ikke hende.

Cassidy tog sine lyserøde mærkevare solbriller på. De passede så godt til hendes lyse krøllede hår. Hun havde næsten altid lyserødt på, og det klædte hende. Turen til skolen var ulidelig. Cassidy snakkede hele tiden om festen. Den fest som jeg allermest i hele verden ville glemme.

Da vi endelig var på skolens grund var jeg lettet. Cassidy stoppede op. Hendes blå øjne så alvorligt ind i mine. ”Er du sikker på at du er klar til dette?” Jeg sagde ja. Jeg kunne ikke holde ud at ligge hjemme og græde mere. Min psykolog havde også sagt, at det ville være godt for mig, men at jeg bare skulle gå hjem, hvis jeg havde brug for det.

 

Da jeg trådte ind af døren på skolen, stoppede alle med at tale. Alle på skolegangen kiggede på mig og hviskede. Selvom jeg elskede opmærksomhed, var det ikke lige denne form for opmærksomhed, jeg kunne lide. Jeg ville ikke kendes som pigen, der på mystisk vis mistede sin søster, men som den pige alle så op til. Jeg gik med selvsikre skridt ned af gangen, og prøvede at smile. Det gik bare ikke så godt. Mit smil blev kun til en lige streg. Jeg skulle ned på rektors kontor for at finde ud af, hvor mit skab var. Jeg skulle også vælge mit valgfag og få mit skema. Valget stod mellem kultur (Nej), fransk (Nej), kunst (i hver fald nej), Drama (Ja!). Jeg ville være i centrum.

Timerne var ligeså kedelige, som de plejede at være, men i det mindste forhindrede det mig i at tænke på Lillie.

 

I frikvarteret mødtes jeg med alle de piger, jeg havde mødt fra festen (inklusive Cassidy og Abbie). Vi var fem i alt. Da jeg kom havde Abbie allerede fundet et bord til os i kantinen. Jeg trådte straks i karakter. Det var mig, der skulle være leder af gruppen og finde et bord. ”Skal vi ikke hellere sætte os derover? Så sidder vi i midten, og så kan alle se os.”, sagde jeg. Abbie skulede til mig, mens jeg satte mig derover. De andre fulgte efter, og Abbie stod bare og måbede. Hun tog sig sammen og satte sig over til os. ’Jeg håber, du har nydt at være de populæres leder, for det er du ikke mere.’ tænkte jeg.

Lidt efter kom senioreleverne ind. ”Kig og lær piger.”, sagde jeg. Flirtende kiggede jeg over mod en fyr og fangede hans blik. Han havde flotte brune øjne ligesom mine og brunt hår. Hans hud var mokkafarvet. Han smilede og signalerede til hans venner, at de skulle sætte sig over til os. ”Utroligt!”, sagde Cassidy. ”Går de i din klasse, Abbie?”. Hun sagde muggent, at hun gik i klasse med nogle af dem. Abbie sagde noget om at det var hele fodboldholdet.Jeg vidste ikke, at hun var en seniorelev. Det undrede mig lidt, at hun så ville hænge ud med os. Nogle af dem var ikke seniorelever inklusive ham, jeg havde flirtet med.

Inderst inde havde jeg dårlig samvittighed, fordi jeg havde det sjovt, og at jeg flirtede lige nu. Næste time skulle jeg have med ham, men jeg besluttede, at jeg ville holde lidt mere lav profil over for ham. Jeg gik op for at smide mit skrald ud, da der var en dreng der gik ind i mig. ”Se dig dog for din nørd!”, sagde jeg rasende. Han havde spildt mælk ud over min kjole.

 

”Du ligner hende.”, sagde han. Han havde mørkt hår, briller og havde det mest nørdede tøj på, jeg kunne forstille mig.

”Hvem taler du om?”

”Du føler dig skyldig i noget, som du ikke har gjort, siger hun.” Han stirrede ud i den blå luft lige ved siden af mig.

”Lillie var din søster, ikke?”, sagde han.

”Du ved intet om min søster, din freak.” Jeg var lige på vippen til at bryde sammen. Hvor vågede han, at tale sådan om min søster og lege med mine følelser. Alle stirrede på os. Jeg løb den anden vej. ”Nej vent. Jeg kan forklare!”, råbte han efter mig, men jeg var allerede ude af kantinen. Jeg ville bare hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...