Tvillingepagten (På pause)

Riley og Lillie er tvillinger. De er næsten uadskillige, indtil den dag Lillie pludselig forsvinder. Det eneste man finder fra hende er en blodig håndtaske. Da Riley kommer i skole igen, henvender den gådefulde Chaze sig til hende. Han fortæller, at han kan kommunikere med de døde, og at han ser Lillie. Riley tror ikke på den slags, men vil hun tro ham? I mellemtiden kæmper Riley også med almindelige teenageproblemer så som kærlighed, popularitet og drama.

7Likes
6Kommentarer
721Visninger
AA

10. De døde kan tale

Jeg vågnede op næste morgen med en dunkende hovedpine. Jeg var så træt, at man skulle tro, jeg ikke havde sovet. Det havde jeg enligt heller ikke gjort ret meget den nat på grund af Abbies billede. Jeg orkede heller ikke at komme til den fest, Jermaine skulle holde, men på den anden side ville jeg også gerne have Chaze ud af mit hoved og date nogen. Mit hoved var et rent virvar af tanker, og jeg følte mig som en omvandrende skydeskive. Alle problemer ramte mig.

 

Jeg rullede mine gardiner ned og missede med øjnene i det skarpe lys. Himlen var blå, og solen skinnede fra en skyfri himmel. Vejret summede af liv, og jeg kunne høre fuglenes kvidren gennem vinduet. Alt og alle var glade undtagen mig.

Jeg gik nedenunder og fandt en seddel, hvor der stod, at mor og far havde et forhastet møde, og at de ikke kom hjem før om eftermiddagen, så jeg havde hele det store hus for mig selv. I disse situationer savnede jeg virkelig Lillie.

Jeg kunne ikke ringe til Cassidy, fordi vi stadig ikke var på talefod, og der var ikke andre, jeg gad snakke med efter Abbies SMS. Min mave rumlede, så jeg tog en hurtig bid morgenmad bestående af skyr med mysli. Derefter gik jeg op på Lillies værelse. Jeg hadede virkelig den måde alt på Lillies værelse stod uberørt på. Jeg ville bare have, at alt Lillies charme var her. Langsomt satte jeg mig på hendes seng og duftede til puderne, der stadig havde hendes duft. En lille tåre undslap mit øje, selvom jeg var træt af at græde. Jeg var træt af det hele.

”Jeg savner dig,” hviskede jeg, lukkede øjnene og forstillede mig, at hun sad ved siden af mig. Pludselig mærkede jeg en kold brise, og en hånd af kulde rørte ved min skulder. Den var kold, men alligevel medfølende. det var der vidste jeg, at hun var her. Her ved siden af mig. Hun trøstede mig ligesom i de gamle dage, og jeg følte næsten, at alt var ved det gamle. Jeg løftede blikket, kiggede hen mod kulden og sagde: ”Tak.”

Ovre på Lillies reol begyndte en bog at flytte sig, og der lød et bump, da den ramte gulvet. Jeg tog forsigtigt bogen op og så, at det var en tyk notesbog. Straks genkendte jeg den som vores regelbog, vi havde skrevet for mange år siden, fordi der stod TVILLINGEPAGTEN udenpå. En hurtig, kold vind fik siderne til at bladre. Vinden stoppede brat på en blank side, og der begyndte at forme sig ord på den. Jeg genkendte de fine, små snørklede s og f’er, og de lidt for store m’er. Det var min søsters skrift. Hun skrev:

 

Hej

jeg ved, at vi lavede en pagt om ikke at blande os i hinandens drengeliv, men nu er det lidt svært ikke at blande sig, når man kommer hver gang en man holder af føler stærke følelser og kan mærke, at du trænger til at snakke.

Jeg snøftede med et lille sørgmodigt smil: ”Du er svær at skjule noget for.”

Jeg ved, at du savner ham, og jeg synes, du skal vide, at han stadig undersøger sagen om dig og mig. Han savner dig mere, end han giver udtryk for.

”Jeg skal til Jermaines fest i aften, Lillie. Han inviterede mig. Han er sød, og jeg kan ikke være sammen med Chaze. Jeg er ikke forelsket i ham!”

Du lyver for dig selv, Riley! Kan du ikke se det? Du kender ikke Jermaine!

”Nej, men det har jeg tænkt mig at komme til!” fastslog jeg bestemt.

Åhr fint! Lad os snakke om noget andet. Det tager på energien at snakke med mennesker. Jeg ved ikke hvor lang tid, jeg kan holde til det.

”Der er faktisk et spørgsmål, jeg har haft lyst til at stille dig i lang tid... Hvordan er det at være død? Går man over en bro eller ser lyset eller hvad?”

Jeg kan ikke huske, da jeg dødede. Jeg husker bare festen og så, at jeg vågnede jeg op midt den skov, I fandt mig i. Det var frygteligt. Jeg kunne ikke se andet end det. Lige meget hvor langt jeg gik, kom jeg ingen vegne. Så mærkede jeg dig eller rettere dine desperate vibrationer, da du ikke kunne finde mig, og jeg søgte hen til dig. Jeg hørte dig, men jeg kunne ikke svare. Jeg fulgte dig, mor og far, når I havde brug for det, men jeg kunne intet gøre. Da jeg fulgte dig den første dag i skolen, så jeg nogle glimt af kantinen. Jeg så alle eleverne passere forbi mig og ganske rigtigt et lys i baggrunden. Lyset tiltrak mig, og jeg svævede hen mod det. Pludselig så jeg en dreng der stirrede direkte på mig og jeg stoppede brat. Han var mit håb,men da jeg var på vej over til ham, forsvandt kantinen og skoven kom tilbage. Det var der, jeg vidste, at jeg var død, og resten af historien kender du jo allerede.

”Kan du se lyset nu?”

Ja, ligeså tydeligt som dig.

”Vil du gerne derind,” spurgte jeg trist og så ned i jorden. Jeg følte pligt til at spørge, fordi jeg vidste, at det var det rigtige at gøre. Det var ikke naturligt, at døde og levende skulle kommunikere.

Nej, jeg er ikke færdig her endnu.

”Jeg tror, det er meningen, at du skal gå derind en dag,” sagde jeg, selvom jeg ville ønske, at hun skulle blive. Jeg vidste fra alle de film, jeg havde set om døde mennesker, at det var det rigtige at gøre. Jeg havde aldrig været vild med den slags film, men det havde Lillie været.

Jeg ved det, men hvem siger, at man skal altid skal gøre det rigtige?

Jeg grinede: ”Det er i hvert fald ikke mig. Skal vi ikke vente med at gøre det rigtige til, at det er noget vi gider?”

Jo, det synes jeg, men Riley, jeg er blevet træt. Jeg kan ikke blive her mere i dag. Jeg tager tilbage til skoven. Farvel for nu.

Jeg mærkede et lille vindpust, og jeg vidste, at hun var væk.

 

Resten af dagen brugte jeg på at vælge tøj til festen. Jeg prøvede næsten alt mit tøj, selvom jeg havde et helt walk in closet fuld. Intet føltes rigtigt, og jeg sukkede. Lillie plejede at hjælpe mig med tøjvalg. Jeg følte mig ensom. Cassidy kunne heller ikke hjælpe mig, for jeg gad virkelig ikke lade som om alting var godt, når det ikke var det. Desuden vidste jegat hun havde tusind spørgsmål om billedet, og alligevel ringede jeg hende op.

”Riley!” udbrød hun overrasket. Jeg fortrød allerede, at jeg havde ringet. ”Jeg er så glad for, at du har tilgivet mig. Jeg mener, jeg forstår ikke, hvad jeg har gjort, men jeg er så glad alligevel!”

Jeg sukkede og ignorerede den boblende vrede i maven: ”Kan du komme? Jeg har tøjkrise.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...