Tvillingepagten (På pause)

Riley og Lillie er tvillinger. De er næsten uadskillige, indtil den dag Lillie pludselig forsvinder. Det eneste man finder fra hende er en blodig håndtaske. Da Riley kommer i skole igen, henvender den gådefulde Chaze sig til hende. Han fortæller, at han kan kommunikere med de døde, og at han ser Lillie. Riley tror ikke på den slags, men vil hun tro ham? I mellemtiden kæmper Riley også med almindelige teenageproblemer så som kærlighed, popularitet og drama.

7Likes
6Kommentarer
715Visninger
AA

11. Billedet på væggen der

Cassidy havde også fået en invitation til festen, så vi tog af sted sammen. Hele dagen havde hun prøvet at få informationer ud om Chazes og mit forhold. Da jeg havde ignoreret hende flere gange, havde hun opgivet og snakket om noget andet. På vej til festen var der tavshed indtil hun udbrød: ”Seriøst Riley! Fortæl mig nu, hvad den sms handlede om. Jeg har virkelig prøvet hele dagen at lade være med at bringe det på banen. Jeg har forsvaret dig til alle, der har ringet til mig og spurgt om, hvad du har lavet. Har du et crush på ham eller hvad?”

”Oh My God! Nej! Selvfølgelig ikke. Du ved da, at jeg har noget sammen med Jer.”

”Du har ikke været dig selv her for tiden, Riley. Du kommenterer ikke nørderne eller hipsterne. Du ved, hvad man bliver nød til at gøre for at få respekt og blive på toppen!”

”Ja ja, men jeg  er begyndt at tvivle på, om det er det rette at gøre. Jeg mener, kan man ikke være populær, hvis man ikke er ond ved folk?”

”Oh Gud, Riley! Hvad er det du siger. Du er dronningebien! Alle kredser om dig! Hvis du vil snakke med én, føler man sig speciel, men for at opretholde den position må du vise dem, hvem der bestemmer og at du er så speciel, så hvad end du laver med ham der nørden, opfordre jeg dig til at stoppe. Jeg kan ikke blive ved med at forsvare dig. Du ved, at hvis du bliver upopulær ville vi ikke kunne snakke sammen, okay? Det vil jeg ikke have sker,” sagde hun alvorligt.

Jeg fnyste. Hvordan kunne hun være så egoistisk. Hun havde lige stået og indrømmet, at hvis jeg ikke var populær, ville hun droppe mig. Troede hun selv på, at jeg ville sidde her og ligne en idiot og tilgive hende for den udmelding? Jeg havde altid betragtet hende som min bedste veninde, men nu gik det op for mig, at hun kun var her, fordi jeg var populær! I syv år havde vi været veninder! Hvor dum kunne man føle sig. Vi sad i pinlig tavshed resten af turen, og hver gang jeg skævede over til hende, fangede hendes lyserøde stramme kjole mig, og jeg fik en kvalmende fornemmelse af falskhed. De snoppede, onde piger fra filmene fandtes virkelig, og jeg sad ved siden af en. Faktisk gik det op for mig, at jeg selv havde været en.

 

Allerede før vi drejede ind af den lille private vej op til huset, hvor festen blev holdt, kunne jeg hører musikkens dunkende bas. Jeg smilede ved tanken. Jeg havde virkelig brug for at fyre den af og komme væk fra dagligdagens forvirringer. Måbende stod jeg ud af bilen med blikket rettet på det store hus. Stilen var victoriansk og gotisk, men hyggelig og varm på samme tid. Huset  var på to plan, og murene var beklædte med ujævne brune sten, som fortsatte op i nogle majestætiske hvælvinger. Førstesalen var beklædt med mørkt træ, som stod fantastisk til de skrånede hvælvinger.

”Skal vi gå ind eller hvad?” spurgte Cassidy utålmodigt.

”Ja,” sagde jeg stadig overvældet og smækkede bildøren efter mig.

Vi gik op til døren og ringede på. Det var Jer der åbnede: ”Hej Riley… Og hvad er det nu du hedder?”

”Cassidy.” Hun lød tydeligt irriteret.

Han viste os ind i en stor stue propfyldt med dansende unge. En af Jers venner, Josh, kom hen med to øl i hånden og omfavnede Cassidy.

”Du kom,” sagde han og vendte sig rundt og stirrede på mig. ”Og du har taget nørde-hviskeren med.”

Han og Cassidy grinede og jeg kiggede flovt ned i jorden. Hvorfor gik folk så meget op i det?

”Hey mand! Ikke cool,” sagde Jer og skubbede til Josh.

”Dude, det var jo bare for sjovt!” halvråbte han fornærmet, og gik med Cassidy hængende på armen.

Jer lagde armene om mig og sagde: ”Jeg ved ikke hvad der gik af ham, men tag dig ikke af det. Jeg er glad, fordi du kom. Vil du have noget at drikke?”

Jeg nikkede, og han førte mig gennem menneskemængden hen til et bord med alverden alkohol. Jeg valgte en øl og smilede flirtende: ”For resten flot hus.”

Det var så nemt at tale med ham. Han var indbegrebet af ro, når han stod der med afslappede skuldre og med  vindersmilet på. Vi snakkede indtil Brooke forstyrrede os.

”Hej venner!” sagde hun. Hendes pupiller sejlede af alkoholen. ”Jeg skal lige snakke med Riley lidt, tak.” Hun rev mig med, og jeg kiggede undskyldende tilbage på Jer. Han nikkede bare og smilede hans stadig perfekte hvide smil.

Hun førte mig op af den store trætrappe og ind i et rum forenden af gangen. Det var et drengeværelse med baseballplakater på de hvide vægge. Enligt meget enkelt indrettet med en seng, et skrivebord, kommode og en sofa i højnet med et stort fladskærmstv. Jeg satte mig på sengen og gik ud fra, at det var Jers værelse. Brooke fandt sin telefon frem og viste mig billedet af Chaze og mig. Hvorfor gik folk så meget op i det billede? Det var jo bare ét billede. Jeg bundede min øl og brummede et surt ”jah”.

”Jah hvad? Hvad tænkte du på? Jeg er cheerleaderleder, og jeg prøver desperat på, at holdet forbliver cool. Faktisk er jeg ligeglad med, hvad I lavede, men gør det dog ikke i offentligheden. Snart får små ”nullere” mod på at komme til optagelsesprøve på cheerleaderholdet, og holdet bliver uspecielt. Det vil jeg ikke lade ske.” Hun stod med korslagte arme og så nedladende på mig.

”For det første er der ikke noget der hedder ”uspecielt”, og jeg forstår ikke, hvorfor I gør så meget ud af det. Jeg snakkede bare med ham. Hvorfor behøver vi gøre andre folk usikre for at få os selv hævet over dem?” spurgte jeg træt af at forsvare mig. Abbie skulle have betalt for dette her.

”Fordi sådan er det! Gør det eller vi bortviser dig fra os.”

”Du kan ikke udstøde mig!” brølede jeg spidst.

”Jeg ved, at du har folk med dig, Drama Queen, men jeg har gået på denne skole længere tid end dig min ven. Du kan erstattes! Tænk på Jer. Hvad vil han gøre, hvis du ikke var noget?” Jeg så ned. ” Ja ikke? Han ville droppe dig. Nå, nyd resten af festen og hold dig fra nørderne! Hej, hej!” Hun efterlod mig i det tomme værelse, som føltes endnu mere tomt nu. Det var faktisk lidt skræmmende, hvor tit jeg havde været i disse situationer i denne uge, og såvel aldrig kunne blive forberedt på dem. Jeg gik stille ud af værelset og ud på gangen. Gangen føltes lang og følelsesforladt for mit vedkomne, men pludselig hørte jeg et bump og glas der knustes bag mig. Jeg drejede rundt og så, at et af de mange portrætter var faldet ned. Jeg tog billedet op, og det tog straks min opmærksomhed. Der var noget velkendt over barnet der var der på, men det var ikke Jer. Denne dreng var lyshåret, men havde samme søgende mørke øjne som Jer. Hans ansigt var sødt og hvalpet. Jeg genkendte ham, men jeg kunne ikke komme på hvorfra. Røde blokbogstaver, de samme slags som fra omklædningsrummet, fremanede sig på billedet og dannede ordet HJÆLP. Jeg smed billedet fra mig og løb væk fra gangen. Fest tiltalte mig ikke lige nu. Jeg ville bare hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...