Tvillingepagten (På pause)

Riley og Lillie er tvillinger. De er næsten uadskillige, indtil den dag Lillie pludselig forsvinder. Det eneste man finder fra hende er en blodig håndtaske. Da Riley kommer i skole igen, henvender den gådefulde Chaze sig til hende. Han fortæller, at han kan kommunikere med de døde, og at han ser Lillie. Riley tror ikke på den slags, men vil hun tro ham? I mellemtiden kæmper Riley også med almindelige teenageproblemer så som kærlighed, popularitet og drama.

7Likes
6Kommentarer
725Visninger
AA

3. Besøget

Jeg lagde mig i min seng og hulkede. Mor var heldigvis taget på arbejde, så jeg var alene. Min krop rystede af vrede. Hvorfor løj han for mig? Det ringede på døren. Jeg ville ikke lukke op for nogen. Jeg ville bare ligge her. Pludselig slog en tanke mig: ’Tænk hvis det var Lillie’. Jeg løb ned af trappen og åbnede døren. Udenfor stod nørden fra skolen. Jeg prøvede at lukke døren i hovedet på ham, men han var allerede inde i huset.

”Skrid!”, råbte jeg.

”Vent nu lidt. Jeg ved, at det lyder sindssygt, men jeg kan se din søster, og hun har brug for dig!”, sagde han bønfaldende.

”Hør her, hvis du ikke er gået om 5 sekunder, ringer jeg til politiet.” Han flyttede sig ikke. Jeg ville ikke hoppe på hans syge løgn. Jeg prøvede igen: ”Ved du godt, hvem jeg er? Jeg kan på få sekunder få dit liv på skolen til at blive ulideligt. Lige nu er du en nørd, men jeg kan få dig til at være mere end bare en nørd. Jeg kan få dig til at have status som en særling, som alle vil se ned til. Selv nørderne. Forstår du?”

”Jeg forstår, men lad mig nu bare få en chance for at få dig til at tro på mig. Ring til mig når du er parat, så skal jeg nok lade dig være.”, sagde han og lagde en seddel  med et telefonnummer på bordet. Han gik ud af døren, og der stod jeg. Helt fortabt, og mærket af hans ord. Jeg smed sedlen i skraldespanden i køkkenet og gik op på mit værelse.

 

Huset var stort nok til, at jeg ikke behøvede at gå forbi Lillies værelse hele tiden. Jeg havde altid elsket vores store luksuriøse hus, men lige nu følte jeg, at det var alt for lille. Kvalmen lå lige under overfladen, og jeg havde brug for frisk luft. Jeg gik udenfor og stod lidt i haven. Det mindede mig, om dengang vi var små. Lillie og jeg havde brugt timevis herude for at lege. Jeg savnede hende så sindssygt meget.

Jeg gik over til træet, der stod i midten af den  gigantiske have. Midt på stammen stod der ridset ind med stor skrift L og R samt tvillingepagten. Det var der vi havde lavet vores løfter. Vi havde kun været 10 år, så det virkede lidt meningsløst nu, men for os var det vigtigt. Af alle reglerne vi havde lavet, havde jeg brudt den vigtigste. Nogle af reglerne var nu heller ikke så højtidelige, så som ’Vi skal aldrig holde den anden udenfor i en leg’. Jeg smilede lidt ved tanken. Vi skulle have været sammen for evigt. Tanken gjorde mig dårlig, så jeg skubbede den væk og gik indenfor. 

Jeg var begyndt at blive lidt sulten, så jeg gik ud i køkkenet for at spise noget. Hurtigt skimtede jeg køkkenbordet i øjenkrogen, og så en seddel liggende på bordet. Jeg gik hen og læste sedlen. Det var telefonnummeret, nørden havde givet mig. Jeg løb ud til døren og så, om den var låst. Det var den, så det var ikke ham, der havde været inde i huset og lagt sedlen igen. Jeg tog mig til hovedet. Hvordan var den havnet på køkkenbordet, når jeg smed den ud? Frygten spredtes sig i kroppen på mig. Hvad nu hvis, han havde talt sandt? Nej, det kunne ikke være sandt. Jeg lo lidt af mig selv. Min hjerne fantaserede bare. Jeg havde nok ikke lagt sedlen i skraldespanden. Han havde gjort mig paranoid. Jeg tog noget mad og gik op på mit værelse. Klokken var 18.00, så jeg undrede mig lidt hvor mor og far blev af. Jeg spjættede, da telefonen ringede. Det var mor.

”Hej skat. Jeg er så ked af det, men da jeg lige er kommet på arbejde, skal far og jeg sidde til møde hele aftenen. Du skal ikke vente på os, for det bliver nok sent. Der er noget spagetti i køleskabet fra i går. Hvordan har din skoledag været?”

”Fin.”, løj jeg. Jeg ville ikke give hende dårlig samvittighed. Vi sagde farvel og lagde på.

Jeg sukkede og gik op på mit værelse. Jeg kiggede rundt i værelse. På mit skrivebord lå der en bog. Undrende gik jeg derover. Det var ikke min bog men Lillies. Jeg gispede og smed bogen på gulvet. Det var hendes yndlingsbog. Jeg var 1000 procent sikker på, at jeg ikke havde rørt den. Hvad forgik der? Jeg åbnede bogen, og på første side stod der: ”Tro”. Det løb mig koldt ned af ryggen. Jeg mærkede et koldt vindpust. Det var ikke stort, men jeg kunne mærke det. Døren smækkede, og jeg skreg. Det her var ikke normalt. Selvom jeg stadig tvivlede på, det drengen havde sagt, tastede jeg nummeret ind. Jeg kunne ikke finde flere naturlige forklaringer på hvad der var sket.

”Hallo, det er Chaze.”, sagde en mandestemme.

”Hey Chaze. Du var i mit hus i dag… Det er Riley. Jeg vil gerne give dig en chance for at forklare.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...