The Ghost Girl

Svømme Ulykken, som Mia kom ud for, gjorde at hun ser syner! Eller det tro hun i starten, men hun finder hurtig ud at, den nye nabo pige, ikke er helt normal, der er noget ved hende, som Mia ikke kan holde sig fra. Noget helt anderledes! Noget særligt!

2Likes
0Kommentarer
341Visninger
AA

2. Ulykkens sandhed!

"Er du ok skat?"

"vågn nu op, Emely"

"Ring efter en ambulance" 

 

Det var det sidste, jeg hørte, før alt blev sort. Da jeg vågner, lå jeg i en hospital seng. Dem med det hvide dyne betrak og med et lille bord ved siden af. Jeg kiggede mig rundt. Mine øjne stoppede på min bror. Thomas. Han ligner ikke sig selv, han er bleg, og det pæne lyse brune hår, var krøllet og uldet. Jeg kunne høre at han snakkede med mor. Hun lignenede en, som ikke har sovet i lang tid. Man kan tydeligt se at hun havde grædt. Jeg lå og kiggede på dem, i et stykke tid, indtil mor opdagede at jeg er vågen. Mine øjne var halvt åbne. Jeg tvang mig selv til at åbne øjne, helt op, selvom jeg ikke ville. Jeg orkede det ikke. "Åh Emely jeg troede at jeg aldrig skulle se...," Sagde mor, og begyndte at græde af lykke. Hun smilede og kyssede mig på panden. Jeg prøvede at presser et lille smil frem, men det blev til en meget grim grimasse. Jeg var glad, for at se dem igen.

Jeg satte mig op i sengen og tog mig til hovedet. Ok. Nu var jeg sikker, jeg havde ikke drømt. Jeg så mig selv i et spejl der hang på vægen foran mig. Jeg havde et hvid, kæmpe plaster hen over hovedet. Mit hoved gjorde ondt og min mor sagde noget, jeg har sværdt ved at høre, men det lød som, "Vi køre hjem efter, lægen lige har kigget på dig. Så vi kan være 100% sikker på at du er ok!" Jeg kigger over på Thomas, og han siger endelig noget til mig, "Hej søs, dejligt at jeg kan se at du er ok. Jeg blev mega bange da du slå dig!!!," siger Thomas, til mig. Jeg elsker hans stemme, så meget at jeg ville at han ville sige mere. Jeg ved ikke en gang selv vad der var sket! Så jeg spørger ham "Thomas vad skete der endelig?"

Thomas trækker vejet dybt, som om han helst ikke vil snakke om det, men så fortæller han, "Jeg stod og snakkede med dine svømme træner, for du ved jo at jeg kender dem. Da jeg var færdig med at snakke, ville jeg lige kigge efter dig, men jeg kunne ikke se dig, nogle steder i hallen. Men så var der blod i basinget og alle din venner skyndte sig op ad vandet, men jeg kunne ikke finde dig, men så så jeg dig, ligge helt stille i vandet, jeg hoppede i vandet og hentede dig ind til kanten, hvor dine træner hjalp mig dig op ad vandet. En eller anden, jeg ikke vidste hvem var ringede efter en ambulance! Og så er vi her. Men jeg er glad for at du er ok."

Jeg forstår ikke rigtig vad der er sket, men jeg var sikker på at ikke må svømme i lang tid. Øv. Jeg elsker jo at svømme. En læge kommer ind til os og begyndte at snakke med mor. Jeg kigger på en lille blomster buket, som står på det lille nat bord ved siden af sengen, der er også en lille bamse, som holder et hjerte, hvor der stor, "Jeg elsker dig." Der bliver stille, men lægen begyndte at snakke med mig og undersøge mig lidt. På vejen hjem er vi nød til at købe. Jeg sider i bilen, med bamsen og blomsterne i hænderne og drømmer.

Vi stiger ud af bilen og går ind i huset. Min hund, Jeffi kommer løbebende hen til mig! Jeg har savnet hende vildt meget. Min dejlige cocker spaniel Jeffi. "Hej Jeffi," siger jeg til hende. Hun er glad, det kan jeg se på den møde hendes  hale, flyver frem og tilbage, også hoppede hun op og ned ad mig. "Din far har haft ringet, til dig, han ville snakker med dig. Så du skal huske at ringe til ham," siger min mor og går ud i køkkenet, for at lave aftens mad. Hun satte de tynge indkøbs posenet køkken boret og det giver et dunk i mit hoved da de tunge sække, rammer bordet. Vi skulle have boller i kary, min livret. "Det skal jeg nok," svare jeg hende. Jeg skynder mig op ad trapperne, men Jeffi lige i hælende. Thomas er allerede oppe på sit værelse og høre musik. Jeg går ind på mit værelse og finder min mobil. Den ligger, som sædvandlige, på mit natbord. Jeg tager den og ligger mig på min seng og taster fars nummer ind. Jeg kan det uden ad. Han tager den.

"Hej far" 

"Ja. Jeg har det fint, men jeg har stædig væk ondt i hovedt"

"Jeg glæder mig sådan til at jeg ser dig"

"Jeg har også savnet dig"

"Vi ses. Hej hej. Jeg skal nok huske at hilse Thomas"

"Hej hej"

"Elsker dig meget højt"

Jeg ligger mobilen tilbage på natbordet. Sætter mig op. Jeg er træt, men har ikke lyst til at sove. Men alligevel tager jeg min pyjamas på og ligger mig under min varme dyne. Og sover med det samme. Jeg sidder på min seng og kigger ud ad vinduet.  Det er sommer og alt er godt. Men så kommer min mor op til mig og hun græder. Tårerne løber ned af hendes kinder. Hvad er der sket? Hun sætter sig ved siden af mig og kigger på mig... jeg ligger i min seng. Hvad? Er jeg død! Jeg er kun en ånd, der svæver over min bevistløse krop. Min krop er belg, og mine læber er røde. Jeg ligner et spørgelse. Så bliver alt sort. Jeg vågner op med et sæt. Det var kun en drøm. Kun en drøm. Jeg sætter mig op og er lettet over at det kun var en drøm.

Jeg kan hører Thomas. Han spiller højt musik og mor råber til ham. Jeffi hopper op i min seng. Og ligger sig på mine ben. Hun er dejligt varm og blød. Jeg vil ønske at hun bare kan blive ligende der, hele dagen, men jeg skal i skole. Skole, jeg vil ikke i skole, ikke med den skader jeg har. Det vil være så pinligt. "Godmorgen Jeffi, har du sovet godt?," Der kommer et vuf, ud af hendes mund. Det betyder vist Ja. Mor står i dør åbningen og siger, "Godmorgen skat. Er du klar til at komme i skolen idag? Skøn dig at få noget tøj på, og kom ned og spis morgen mad, så køre jeg dig i skole," Hun kom  hen imod mig og satte sig på min seng.

"Lad mig lige tage det plaster af, du får et nyt på efter at du har spist," hun tagger fast på platseret og hiver det af. Av. Det går ondt. Men så slemt er det heller ikke. "Lad os så få noget at spise!" Hun går ud af døren og ned af trapperne og ned i køkkenet.

Jeg rejser mig op og går hen og kiggede mig i mit spejl. Mit såt er meget rødt og klamt. Det ligner mest en kæmpe hudafskrabning. Jeg tager min hånd langsomt op og rører ved det. Det går ondt, så jeg fjerner hånden. Smerten går hurtigt over, men ikke den hoved pine jeg har. Den har jeg hele tiden. Jeg vil ikke i skole. 

Jeg sætter mig ind i bilen på bagsædet og Thomas sætter sig på forsædet, ved siden af mor. Mor drager nøglen og bilen begynder at køre. Bilen kører stille ned ad vejen. Forbi vores naboer og alle de andre der bor på vejen. Radioen er tændt, og jeg kan høre at der har været et trafik uheld, i København. To biler er støt, sammen, og personerne i bilen, overlevede, men den ene var slemt såret. Og på kanten til at død. Tænkt hvis det var os der stødt ind i en anden bil. Det ville ikke være så godt. Så ville vi moske død. 

Det tager ca. 10 minutter, at kører i skole, men jeg plager at cykle i skole. På vejen kan jeg se, nogle af mine klassekammerater, gå i skole. Jeg synker stille ned i sædet, så de ikke kan se mig. Jeg vil ikke have at de ser mig. DET VIL JEG BARE IKKE!!!

 Så holder bilen stille. Jeg kigger ud af vinduet. Thomas står og venter på mig. Han kigger på mig og giver mig et tegn, der betyder at jeg skal kommer ud. Jeg vil ikke, men jeg skal. Jeg siger farvel til mot og  åbner bil døren og går ud. Jeg kigger fra side til side, efter om der kommer nogle fra min klasse gående. Heldigvis kommer der igen. Jeg skynder mig at tage min skoletaske, ud af bageserummet. Jeg vinker farvel til mor og ser efter hende, indtil at hun drejer rundt om hjørnet. Jeg vender mig om. Og ser på skolen og så på Thomas. Sådan står jeg indtil Thomas tager min hånd og trækker mig afsted, ind igennem lågen, ind til skole. Jeg tager en dyb indånding og lukker mine øjne i og drømmer om et sted hvor man ikke skulle i skole. Et skole fri verden. En dejlig verden.

Skolegården. Den larm der kommer fra alle de små børn i 0 og 1 fylder mit hoved, da vi går forbi de små møgunger. Alle dem der gør på skolen er der. Der står drengene fra 7.x og der pigerne fra 4.y. Alle børne er der. Så får jeg øje på min klasse. De står som sædvanlige over ved cykel skuret. 8.r. Min klasse. Pigerne står med deres mobiler og drengede står og snakker lås om fordbold. Jeg overvejer at gå der hen, men jeg vil vendte til at den første time går igang, med at snakke til dem. Jeg stiller mig sammen med Thomas og venter på at det vil ringe ind. Thomas begynder at trakke mig længere og længere hen imod min klasse. Jeg stander brat op og står stille. Der er nok 10 m eller mindre, imellem mig og min klasse. Heldigvis har de ikke set mig. Det går ondt i mit hoved. Meget ondt. "Er det ikke Emely?," Drengede fra min klasse har fået øje på mig og nu står hele klassen og glor på mig. Jeg prøver at gemme mig bag Thomas, men de har set mig, "Emely. Kom dog her hen til din KLASSE," siger Caroline til mig, så hele klassen begynder at grine. "Jeg er så glad for at du er OK, vi var alle sammen blevet så bekymret!" siger Natasha, og laver gåseøjne! Jeg hader dem. Caroline, Natasha og Asta. "Ja kom dog her over, vi har alle sammen savnet sig ssåå meget!" siger Asta og de giver hinanden high five. RING RING. Første time. Åh nej. Engelsk. Jeg går som den sidste ind i klassen. Da jeg træder ind i klassen bliver der helt stille. Vi har fået nye pladser, imens jeg var væk. Så nu sidder jeg ved siden af... Mona. Hun var en nørd. Ikke for at være ond. Hvis du så hende, ville du også tænke det. Briller, bøjle også var hun vildt gå til matematik og elsker skolen meget højt. Behøvede jeg at sige mere, før man ved at hun er en nørd. "Godmorgen 8.r," Frøken vildnis kommer ind ad døren. "Godmorgen Frøken vildnis," siger vi så alle sammen i kor. Engelsk. Tre timer engelsk i trak. Nej.

Mona er faktisk ikke så slem som man tror, vi skulle arbejde sammen i den første time. Vi sider bagest, i klassen, så der er er igen der kan se, at vi sende sedler til hinanden. Han er ene barn, og har også en hund, hendes hund heder Trofast og er en labrador! Vi aftalte at vi skulle mødes en dag, med vores hunde, i parken. 

RING RING. Jeg er den eneste elev, som er tilbage i klassen. Åh nej. Jeg var faldet i sovet midt i timen. Og nu kommer det værste, Frøken vildnis står lige foran mit bord og ser meget sur ud. Hun sætter sig ned på hug, så hun kan se mig lige i øjne, "Emely. Jeg ved godt at du lige har været ud for en ulykke, men så skal du ikke bare tro, at du kan sove i min time. Så er det op til skoleinspektøren," Nej nej og atter nej. Jeg er ikke sur over at komme op til skoleinspektøren, han plager sjældent at blive sur, men han skriver altid hjem til ens forældre, men nu hvor mine forældre er skilt, så skriver han hjem til min mor, og hun bliver altid meget sur. 

Jeg sider foran skoleinspektøren. Han er gammel og har hvidt hår. Han spørger om jeg vil have et bolsje. Jeg takker ja. "Når Emely hvordan går det så? Jeg har hørt at du har været ude for en ulykke!" siger han, og smiler til mig. "Ja det har jeg, men nu har jeg det godt." Vi sider nok og snakker i 10 min, også bliver vi enige om, at han ikke ville skrive at jeg sov, i timen, men at jeg bare havde fået det dårligt og var besvimet. Han var en god skoleinspektør. En meget god.

 

 

Hej alle sammen.

Tak fordi i har læst første kapitel, eller andet kapitel, på den her bog. Det kan godt være at denne her bog, ikke er den bedste, men jer synes det er sjovt at skrive på den. I må meget gerne skrive en kommentar, på om der er noget i bogen, der skal ændres eller om i har nogle ideer til vad der skal ske. 

Vi du kan denne her bog så LIKE. 

Vi ses

Knus Annika - Fruend

 

PS. Læs mine andre bøger.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...