The Ghost Girl

Svømme Ulykken, som Mia kom ud for, gjorde at hun ser syner! Eller det tro hun i starten, men hun finder hurtig ud at, den nye nabo pige, ikke er helt normal, der er noget ved hende, som Mia ikke kan holde sig fra. Noget helt anderledes! Noget særligt!

2Likes
0Kommentarer
332Visninger
AA

5. Pigen!

Jeg står lige uden foran huset. Skal jeg banke på, eller skal jeg løbe hjem. Jeg stor og kigger på den storer dør. Den er helt sort og stor. Jeg kigger forsigtig ind ad det ene vindue. Det eneste jeg kan se er... en... gammel og slidt lænestol og en rusten sofa. Jeg tænker: Det kan jo være, at det moske er det en helt almindelig familie. Jeg kigge ind ad vinduet igen, der i sofaen, ligger... Pigen. Den pige som havde udspioneret mig alle de dage. Hun kigger hen imod, vinduet hvor jeg står og kigger, jeg at dukke mit hoved, får hun ser mig. Pyha, det var tæt på, tænker jeg. Sådan sidder jeg, i hele 5 minutter, indtil at hun rejser sig fra sofaen og går. Hun går ind ad en dør, der er nok døren ind til hendes værelse, jeg er  ikke helt sikker. Hun lukker døren efter sig. Og nu er der mørkt i huset. Det er skrammene. 

Så høre jeg en bil som starter. En garageporten blev lukket op, jeg skynder mig at hoppe ned fra trappen. Det er pigens forældre, på bagsædet sider pigen, og kigger på sin mobil, men hun har fået meget kortere hår nu, ind hun havde da jeg kiggede ind ad vinduet. Det kan jo være at hun gik ing på sit værelse og klippede sit hår af, men hvorfor skulle man gøre det. Hendes forældre er nok blevet meget sur på hende, sår de skal moske ud og købe en paryk til hende, så kan hendes hår gro ud igen, tænker jeg. HAHA. Det tro jeg så ikke lige er sket, det er jo sindsygt, og meget meget dumt. Det mindede mig om igang, da jeg var 6 år gammel, og jeg sad inde på mit værelse og kedede mig sindsygt meget, så fik jeg den gode ide, at lege frisør på mig selv. Jeg har altid drømt om at være frisør. Så jeg fandt en saks, i en af køkken skufferne, og gik op på mit værelse med den. I kan godt tænke jer frem til, hvad der skete. Jeg klippede og klippede. Til sidst, havde jeg klippet så meget hår af, at jeg lignede en dreng, men det tænke jeg jo ikke på. Jeg gik stolt ned og sagde til min mor: "Se mor,  jeg skal da være frisør, når jeg bliver stor!"Og min mor, som var igang med at lave mad, vendte sig om, og fik et kæmpe chok, da hun så mig, hun var meget sur. "Søde skat, hvad er de du har gjort hved dit hår? Det må du jo ikke" Sagde hun og blev meget sur. Efter den dag gik jeg rundt med min cykel hjelm, så andre forældre ikke tinget: Er det en dreng eller en pige, og vad er der sket. Det var så pinligt. megea totalt pinligt. 

Når, men jeg besluttede mig får at gå ind i huset. Jeg er så nysgerrig. Der er helt stille, i huset. I den anden ende af rummet er en kakkelovnen. De små gløder er det eneste jeg kan høre. KLING KLANG. Det stor er bornholmerur, det forskrakkede mig. 

Jeg gik hen mod den dør, hvor jeg tro pigens værelse er. Jeg åbner døren, stille op. Den knirker let. Hendes værelse er meget stor og fuld af... fuld af... KRANIUMMER. Hvem har rigtige KRANIUMMER fra rigtige menesker. Hvem? På reolerne, over alt på værelset. Hvordan kan hun leve på sådan et værelse? Hvordan? Det er så klamt, på værelset og der stinker rigtigt meget af sure sokker. Jeg gør længere og længere ind, på hendes værelse. Jeg så mig meget godt omkring, jeg vil ikke miste at se noget. På en anden reol, er der kun udstoppede dyr, som der kigger uhyggeligt på en. Der er udstoppede Hunde, katte, fugle, firben og mange andre. Det gør rigtig ondt i mine øjne, at se på det, det er jo dyremishandling. Over hendes seng hænger der kæder, i masse hvis. Det ligner sådan nogle kæder, spøgelser har, moske er hun fan af en spøgelses film og derfor har hun kæderne.

Så stivner jeg, midt på hendes skrive bord stor der et biled. Jeg kigger godt og grunddigt på billedt, billedt viser en grav med masser af blomster rundt om, ved siden af graven stor der en familie og græder meget. De linger familien, som bor i huset, men jeg tar billedt op i hænderne og læser vad der stor på graven. "Lea Pøg. Født 2002 død 2010" Og familien (Som bor i huset) på deres postkasse stor der også "Lea" Men ikke Pøg, men der stor spøg. UHH. Det gøsser i min krop, jeg tænker på det sammen traf. Jeg håber det er et sammen traf. Det er uhyggeligt. Jeg vil væk. Hjem til min familie. Jeg kan ikke lig at være her. Jeg bagger langsomt, hen mod døren, men døren smækker i, med et brag. Var det vinden. Jeg kan ik lig det.

"Når kan du lig mig og mit gravsted?" Siger en stemme bag mig. Det lyder som en pige stemme, jeg vender mig om, pigen læner sig op ad døren. Hun kigger ned i jorden. Hendes lange sorte hår dækker hele hendes ansigt. Jeg stor helt stille. "Når kan du lig det, jeg vil gerne øre din menig. Jarh, Uskyld at jeg forskraskede dig. Jeg gør dig ikke noget! jeg vil bare gerne høre din mening," siger hun, og kigger mig i øjne. Hendes øjne er helt tomme. hendes mund, er halvt åben. Jeg kan se at hun har hug tænder. Hun ser meget veneligt ud. Jeg sider på hendes seng. "Hvem er du? Og hvorfor udspionere du mig hele tiden? Hvem er det på billedt" siger jeg, forsigtig til pigen. Jeg kan mærke at jeg ruster. Hun sætter sig ved siden af mig, i sengen. "Jeg er Lea. For at helt præcis. Lea pøg eller  nu er det spøg. Du må undskylde at jeg har udspionere dig så meget, jeg vil bare så gerne have en ven og du ser så sød ud. Jeg er lige flyttet til byen, fordi vi alle i min familie er døde, jeg døde af kraft, så vi vil flytte til en by, hvor vi kan bo i fred og ro, og bare være os selv. Jeg er et... Spøgelse. Jeg er død. Den grav, det er min grav," siger Lea, og prøver at smile med tænderne. Jeg tar mig til hovedt. Drømmer jeg. Jeg niver mig selv. Av. Jeg sover ikke. Jeg sider på senge og kigger lige igennem Lea. Alle mine tanker flyver rundt i mit hovede. "Og hvem er du så"Lea kigger spørgende på mig. "Jeg... jeg er Emely. Jeg er levende, jeg kan ikke forstå at du er død. Hvordan kan jeg så se dig?," "Du kan se mig, fordi du tro. Alle de folk der tro på spøgelser, kan se os som spøgelser, alser se igennem os. Dem der ikke tro, kan kun se os som mennesker og ikke som spøgelser," svarede Lea. "Nej jeg tro ikke, det her er ikke rigtig. Jeg drømmer. Jeg vil vågne. Du kan ikke være spøgelse, det kan du ikke"

Jeg tro ikke på noget Lea siger, jeg rejser mig og løber så hurtigt jeg kan ud af huset og hjem til mig selv. Jeg høre Lea råbe noget efter mig, det lød som "Jeg troede at vi kunne være venner, kom tilbage," jeg hørte noget som en gr'd, jeg kigger efter hende. Hun sidder på trappen til huset og græder. Jeg løber hjem. Jeg vil væk. Væk fra den familie og Leas historie!!!

Jeg er bange. Bange for Lea.

 

 

Hej folkens. Håber i kunne lig dette kapitlet!  Håber det var et spændene kapitel, jeg håber at det var.

Tror i på at Lea er et spøgelse? Og på den historie hun fortalte?

Læs næste kapitel.

Knus Annika - Fruend

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...