Philophobia - Christopher & Harry Styles

Når den 21 årige model Melanie Walters's karriere tager fart, starter rygterne og rygter er farlige. Og når man er bedste venner med den verdenskendte sanger Harry Styles, kan disse rygter ødelægge hele deres venskab. Men når der kommer en ung dreng og der skal lave musik med hendes far, starter problemerne for alvor. Og når skjulte følelser afsløres bliver det hele til et stort rod...

21Likes
6Kommentarer
905Visninger
AA

2. 1. Home Sweet Home

Endeligt hjemme.

Turen fra New York havde været nærmest uendelig lang. Jeg har aldrig været særligt glad for ventetiden når man sidder i et fly, eftersom jeg er en af de der nedern personer der ikke kan sove i et fly. Rimeligt upraktisk når man er model, men whatever.

Jeg fandt min kuffert og bevægede mig mod lufthavnens udgang. Jeg tog min hue og mine solbriller på og regnede med at jeg kunne forlade stedet nogenlunde ubemærket.

Man føler sig helt som en tyv, når man er tvunget til at snige sig igennem mængden for ikke at blive genkendt.

Det gik egentligt også okay, indtil en lille pige prikkede mig på skulderen og spurgte om det var mig der var Melanie Walters. Hun var bare helt vildt sød…

”Jo det er mig, hvorfor da?”

”Må jeg få et billede med dig?” spurgte hun stille og kiggede ned i jorden.

”Selvfølgelig må du det! Hvad hedder du?”

”Mollie” svarede hun genert.

Jeg rettede mig op og fandt mit kamera. Jeg havde lige fået anskaffet mig et af de der mega nice kameraer det printer billedet ud med det samme. I pink. Det var virkeligt smart når man skulle tage billeder med sine fans. Jeg gravede lidt mere i tasken og fandt en tusch.

Jeg bukkede mig ned til Mollie igen og lagde armen om hende

”Sig appelsiiiiiin” sagde jeg og lavede et sjovt ansigt og det samme gjorde Mollie. Så tog jeg det.

Hun smilede svagt.

Gud hvor var hun bare cute.

Jeg tog billedet ud af kameraet eller hvad man nu siger…

Jeg åbnede tuschen og skrev en lille sød besked til Mollie.

 

"Til søde søde Mollie fra

Melanie xx"

Jeg gav hende billedet og et hurtigt kram og sagde at jeg blev nød til at komme videre, da jeg havde noget jeg skulle nå.

Egentlig havde jeg ikke noget jeg skulle nå.

Bare hjem og dovne den, hvilket er lige præcist det jeg har brug for.

Og så orker jeg heller ikke at fotograferne skulle finde ud af hvor jeg var. Nogle gange ville man bare ønske at man kunne gå en tur bare helt alene uden at der blev taget billeder.

Men det er en del af mit job, og jeg elsker mit job. Bare ikke den del.

Jeg bevægede mig igen hen imod udgangen.

Folk var begyndt at hviske.

De havde fundet ud af hvem jeg var. Pis.

Jeg satte farten op men jeg var ikke hurtig nok.

De havde fundet mig…

Jeg kunne se at mængden af fotografer udenfor døren blev større og større som minutterne gik.

Jeg fiskede min iPhone op af tasken og ringede til min manager eller bare min far. Same same.

”Hej skat, hvordan var turen hjem?”

”Hej far, den var fin men jeg har lige brug for lidt hjælp”

”Bare sig til…”

”Det er fordi at der cirka stå tyve fotografer udenfor lufthavnen, plus nogle fans. Kan du sende nogle sikkerheds folk og en bil, da der er for mange til at jeg kan pege en taxa?”

”Selvfølgelig kan jeg det, de er her og et kvarter til tyve minutter søde”

”Tak far, vi ses”

”Ja det gør vi, ses søde”

”Farvel”

Jeg lagde mobilen ned min taske og kiggede ud på den voksende mængde af mennesker.

 

_______________________________________________________

 

Her er endnu et kapitel, håber i kan lide historien indtil videre xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...