At lade fuglen flyve

At lade fuglen flyve - en historie om venskab, nægtelse, vrede, forhandling, depression, accept - og om at indse at ens kære ikke længere er til stede...

3Likes
3Kommentarer
152Visninger
AA

2. Nægtelse


~~Alma holdte meget af, når fuglene dansede mellem hinanden i den blå luft – ligesom de gjorde den dag. De gråblå duer bugtede sig, slyngede sig, vendte sig og drejede sig i luften, som havde de aldrig haft eneste bekymring i livet. Alma krydsede sine ben og lænede sig mod bænkens ny lakerede træ. Lod vinden løfte op i hendes hår og lægge det pænt tilbage igen. Det mindede hende om, når hun redte sin seng hver morgen. Det skulle ligge smukt og perfekt.
”Jeg elsker bare duften af nyslået græs.” Den lyse stemme nåede hende – og fik hendes smilebånd til at trække lidt på sig. Hun åbnede øjnene og studerede pigen ved sin side.
”Du elsker alting, Christina.”
”Nyslået græs dufter bare så meget af sommer!” Alma grinede henrykt op mod solen og indsnusede den intense duft af græs. Smilende vendte hun sig mod veninden. Christinas tænder skinnede i solen.
”Du har ret – det gør det.” Christina lo og puffede Alma i siden.
”Var det ikke det, jeg sagde?” Smilende lænede Alma sig ind mod Christina. Forsigtigt placerede Alma sin højre tinding mod hendes skulder.
”Vi burde gøre det her noget oftere.” Christina nikkede og stak sin hånd ned i sin lomme. Da hånden dukkede op fra lommens skjul, var den fyldt med små frø - gyldne. Alma rettede sig op og modtog halvdelen af de guldagtige frø. De landede på hendes håndflade som små, hopende guldmønter – kyssede hendes hud og kyssede hinanden. Christina smed sine kostbare frø mod nogle nyankommne duer.
De farede mod frøene. De var hurtigt fremme. Hurtigt fik de spist. Væk var frøene – ligeså hurtigt, som de var blevet trukket op af lommen. Men en fugl var for sent på den – den kom snublende frem bag de voksne, og måtte bedrøvet erkende, at der intet var gemt til den.
”Aww, den lille fyr fik ikke noget…” Christina betragtede sørgeligt den lille fugl. ”Alma, kan du ikke kaste noget over til ham?” Jeg kiggede kort på hende for at se, om hun mente det alvorligt – det gjorde hun – og derefter kiggede hun ned på sine frø. Der var ikke mange.
Varsomt samlede hun nogle frø mellem sin tommel- og pegefinger og kastede dem mod den lille. Da frøene ramte jorden, blev den lille due brutalt skubbet til siden af de større.
”De er godt nok hurtige…,” mumlede Alma for sig selv og gjorde sig klar til at kaste endnu engang. Denne gang kastede hun nogle af frøene væk fra den lille due – dem fløj de store efter i høj fart. Derefter kastede hun resten ned til ungen – først da den lille var færdig med at fortære det sidste frø, vendte de store tilbage for at stjæle. Alma smilede tilfredst og børstede støv af sine hænder.
Duerne lettede kurrende og baksede for at komme helt op til skyerne. Alma kiggede efter dem – indtil hun mistede synet af dem.
”Jeg holder virkelig meget af duer,” fortalte Alma åndsfraværende, ”de står for frihed, ved du nok?”
Intet svar.
Forvirret vendte Alma sig mod sin veninde. Christina sad med ryggen til hende – hun rystede og hendes hænder var kridhvide. Følsomt lagde hun en hånd på hendes skulder.
”Christina, er du…?”
”Nogen gange er livet bare ikke retfærdigt!” Christina rejste sig og placerede sig få meter fra sin siddeplads – stadig med ryggen til Alma. Med en klump i halsen betragtede hun Christina – hun lagde ikke engang mærke til de mørke skyer, der begyndte at dale mod jorden.
”Hvad?” Christina stod stiv – uden en eneste bevægelse. Der var noget galt.
”Det er bare som om, at vi giver så meget! For gode karaktere, godt arbejde, familie – et langt og lykkeligt liv! Og hvad får vi tilbage? Et forkert skridt – og alt er slut…”
”Jamen, hvad mener du? Hvad er det, du siger?” Alma ruskede voldsomt i hendes arm – til sidst virkede det. Langsomt vendte Christina sig om – drejede stille sit ansigt ind i Almas synsfelt. Og…
Alma skreg – og hoppede en halv meter tilbage. Christina stirrede følelsesløst på sin veninde – med store, tomme skeletøjne. Der, hvor næsen burde have siddet, var nu kun et hul. Og munden – var strakt i et bredt, grumt smil. Af det, der engang var Almas veninde, stod der nu kun en skelet – der virkede så fremmed og fjernt.
”Christina! Hvad er der…”
”Du bliver nødt til at lade fuglen flyve, Alma. Lad fuglen flyve!” Bange vendte hun sig om – ville ikke se på det grusomme monster, der skulle forestille hendes veninde – Christina! Men et andet forundrende syn mødte hende – dog denne gang ikke et skelet – men en lille, krumbøjet mand med læderagtig hud.
”Hun er væk, Alma…,” grinede han koldt. Forfærdet rystede hun på hovedet.
”Nej, hun står lige…” Hun vendte sig om – med bange anelser – for at møde sin venindes skellets sorte øjenhuller, men opdagede, at der ingenting var. Var det mon noget hun havde bildt sig ind?
”Hvorfor benægter du det?” hvislede manden og trådte nærmere alt imens, verden smeltede omkring dem. Konfust kiggede hun sig omkring – hvad var det, der skete? Var dette en drøm?
”Hvad er det, der sker?” Grumt slikkede manden sig om læberne – samtidig med, at han lod sin lange, krogede pegefinger vippe fra højre til venstre. Højre til venstre.
”Tik tak, Alma. Tik tak…”
”Hvor er Christina?”
”Tik tak, tik tak!” Manden lo gryntende, ”men det ser ud til, at din tid allerede er sluppet op…” Alma mærkede hvordan forvirringen og nervøsiteten brusede ind over hende – det skyllede ind over hende som en tidevandsbølge.
”Hvem er du, og hvad har du gjort ved Christina?” råbte hun og tog fat i mandes skulder. Hun skulle lige til at ryste ham – men ligeså snart tanken have strejfet hende, slap hun ham igen.
”Hvad jeg har gjort ved hende?” grinede han djævelsk, ”det skal jeg fortælle dig. Jeg har taget alt, hvad hun var og efterladt en bitter smag i din mund!” Hurtigt greb han fat om hendes håndled og hev hende ned i øjenhøjde. Så hviskede han følelsesløst ind i hendes øre:
”Du kan ikke bekæmpe mig, du kan ikke overtale mig! Jeg tager, hvad jeg vil, når jeg vil, og efterlader andre i en tro om, at bede bønner til Gud vil bringe det, jeg har taget, tilbage!” Rystende rev Alma sig fri og kiggede forskrækket på den lille mand, der blot fortsatte.
”Smerten, længslen, den stikkende fornemmelse i dit hjerte, at der måske havde været noget, du kunne have gjort, hvis du havde åbnet øjnene noget mere!” Snøftende og skælvende vaklede hun tilbage – faldt over en stub – og landede på halen.
”Og når jeg engang har udtømt dig for følelser, når lyden af håbløshedens og længslens klokker endelig er døet ud – er alt hvad du vil have tilbage denne endeløse påmindelse om, at livet går videre… uden hende…” Manden drejede rundt på hælen og knipsede højlydt med fingrene. I det samme dukkede en rusten metaldør op – ud af det blå kom den, hidkaldt af mandens knips. Langsomt åbnede han døren – betragtede det sorte indre, som døren skjulte – og trådte ind.
”Vent!” hurtigt fik Alma rejst sig og styrtede mod døren. Smilende vendte manden sig om og – vinkede fornøjeligt til hende.
”Tik tak, Alma. Tik tak…” Hans latter blev opslugt af mørket sammen med ham. Alma stod stakåndet tilbage. Han havde taget hende! Christina! Hendes Christina.
”Nej… du må ikke tage hende – jeg kan ikke leve uden hende!” Den åbne metaldør knirkede på sine hængsler i vinden – kaldte på hende. Nej, det var ikke den, der kaldte – det var Christina!
Alma…!
Foran døren stod hun og overvejede det – overvejede mørket. Hendes hjerte bankede. Hendes puls dunkede. Hun svedte. Hun tog tilløb. Sprang – nej, hoppede ind. Mørket opslugte hende. Åd hende. Fortærede hende. Hun faldt. Hun græd. Det var en gennemlevning af marridtet endnu engang.
”Du bliver nødt til at lade fuglen flyve, Alma. Lad fuglen flyve…”
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...