Staticisme

Hun indåndede den dugfriske tåge, der stille flød omkring hendes krop. Hun følte kulden gennemtrænge hendes tykke striktrøje, men hun ønskede ikke at lade sig kue. Hun lukkede stille men komplekst sine våde øjne. Hun ønskede ikke længere at tænke på den gennemborende ensomhed, der hidtil havde nedbrudt hende. Hun åbnede igen øjnene og bad en bøn, hvorefter hun lukkede øjnene i, indtil hun hørte stemmen bag hende.

0Likes
2Kommentarer
226Visninger
AA

2. Håb er en vågen drøm

Hun havde set ham før et sted. Noget ved hende gjorde, at hun tydeligt huskede hans ansigtstræk. Om det var den markerede kæbe eller de hasselbrune øjne vidste hun ikke, men hun vidste, at hun kendte ham. Hun kom til at tænke på det åndelige plan, måske var han bare en del af hendes fantasi. Hun huskede ikke, hvor hun havde mødt ham. Ej heller om hun havde vekslet ord med ham, men hun følte sig draget af hans slanke skikkelse, der stod i lysningen foran hende. 

 

I et kort øjeblik tænkte hun på at kalde ham over til sig, men hun kom hurtigt fra tanken, da hun ikke vidste, hvordan hun skulle tiltale ham. Hun kunne hverken huske hans navn, efternavn eller andet, han ville kunne forbinde med ham selv. 

     Hendes øjne havde endnu ikke vænnet sig til mørket, som var så gennemborende, at det gjorde ondt helt ind i sjælen. Hendes sind blev forpestet af tågen, der omgav hendes fødder, og hun følte sig i en ubeskrivelig form for trance. Hun følte sig fremmedgjort, hun kunne ikke bevæge sin krop, hun kunne ikke tænke konkrete og komplicerede tanker. Efter flere minutters diskussion med sig selv, valgte hun at vende sig og gå mod sit hjem, der alligevel føltes så fremmet, at hun nødigt ville kalde det et hjem.Hun omfavnede sig selv, for sammen under bladenes knasen under hendes fødder og gik med små, hastige skridt i den anden retning end den, hun havde set den mand, der havde forpestet hendes tanker. 

 

Hun blev efter kort tid forpustet. Hun vidste ikke hvorfor, men hun havde lært på sygeplejerskolen, at hun skulle sætte sig ned, tage hovedet mellem knæene og trække vejret i dybe indåndinger. Hun følte angsten komme snigende mod hende, og hun vidste, hun burde gøre noget ved det, men alt hun gjorde var at stå stille i mørket.

 

 

Hun indåndede langsomt den dugfriske tåge, der stille flød omkring hendes krop. Hun følte kulden gennemtrænge hendes tykke striktrøje, men hun ønskede ikke at lade sig kue. Hun lukkede stille men komplekst sine våde øjne. Hun ønskede ikke længere at tænke på den gennemborende ensomhed, der hidtil havde nedbrudt hende. Hun åbnede igen øjnene og bad en bøn, hvorefter hun lukkede øjnene i, indtil hun hørte stemmen bag hende. En stemme, hun ikke havde forventet at høre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...