Hate to love.

Det handler om pigen Hope, som ikke kan fordrage Justin bieber. men tager med til en af hans koncerter sammen med sin veninde for hendes skyld, da hendes veninde Linette er en meget stor Belieber. Hope støder ind i selve Justin Bieber. Hope har ikke fantastisk liv som alle drømmer om, hendes far begik selvmord, og hendes mor drikker som et hul i jorden. Hun kan ikke rigtig snakke med folk om hendes problemer, end til hun møder Charlie som ansøger hende over FB Men er han Real deal eller fake?.. *læses på eget ansvar da der godt kan være lidt sexuelle scener deri.

15Likes
12Kommentarer
4917Visninger
AA

16. Last chapter

 

Hope's synsvinkel.

Jeg vågnede op til en lugt af rengørings midler, og irriterende lyde. Jeg kunne mærke min hjerne dunke mod mit kranie, og det gav den sygeste hovedpine. 
Jeg åbnede øjnene og kiggede rundt, det bekende syn fik lysten til at skrige op i mig. De hvide væge, det helt rene værelse. De samme velkendte lugte, det helt samme syghus.. Hvorfor i alverden var jeg på syghuset? jeg forstod virkelig intet. 
Minderne kom op ligesom flashbacks. skænderiet, Jeg var blevet opdaget af Justin, han havde fundet ud af vædemålet. De fortabte minder med min mor, som var kommet op i mit hoved, under skænderiet med Justin. Jeg besvimede. Som så åbenbart førte til et syghus besøg.. Døren til lokalet, blev åbnet lige så stille, og jeg kiggede hurtigt derover. En mandlig læge kom frem i døråbningen, den læge som der også behandlede mig sidste gang. Men hvorfor var jeg kommet på det samme syghus? Der var jo også et syghus derovre ved mine plejeforældre?

"Godt du er vågen Hope, jeg ved ikke om du kan huske mig fra sidste gang. Jeg hedder dr. Haison, jeg behandlede dig ved dit sidste besøg ved os." Sagde han stille, imens et lille smil bredte sig på hans læber.

"Ja, jeg kan godt huske dig. Jeg har ligesom ikke mistet hukommelsen?" Svarede jeg surt.

"Nej, det har du vel ikke." Sagde han og prøvede stadig at smile, selvom han nok var blevet lidt fornærmet.

"Jaja, hvorfor er jeg på syghuset?" Spurgte jeg surt. 
"Hope, du besvimede?" Sagde han spørgende.

"Ja, det ved jeg sjovt nok godt?" Sagde jeg sløvt. 

Jeg var begyndt at få en kvalmende følelse i min krop, så jeg blev ret sløv.

"Kan du huske hvad du tænkte inden du besvimede, hvad skete der?" Spurgte han 

"Jeg var oppe og skændes med Justin, og så fik jeg bare alle mullige glimt fra dengang med min mor. på det tidspunkt hvor I sagde at jeg var besvimet, som jeg åbenbart ikke var."

"Arh, din hjerne må have slettet det fra din hukommelse, for at beskytte sig selv. sikkert fordi den ikke ville kunne klare alt på en gang. Skænderiet med Justin, må have åbnet den kasse med de minder i. Og din krop må have kolapset, pga alle de minder poppede op i dit hoved på en gang."

"Okay, men hvorfor er jeg på syghuset, bare fordi jeg besvimede?" 

"Hope, dit hjerte stoppede med at slå i få sekunder. Men Justin fik det igang igen, via hjertemassage. " Sagde han stille. 

"Seriøst? hvor er Justin?" Spurgte jeg trist.

"Han var her i to timer, men tog hjem igen, han var vidst meget oprevet." Svarede han med en blød stemme.

"Okay.." svarede jeg hurtigt.

Jeg lagde mit hoved ned i puden, og prøvede at glemme det hele.

"Hope, der er en der gerne vil se dig." Sagde han med en lav stemme. 

Jeg kiggede hen mod døren, og der stod hun.. Det mærkede som om mit hjerte skippede et slag over. Hende som havde båret mig i 9 måneder, Min mor. Hun gik lige så stille hen i mod mig, hun så faktisk godt ud. Man kunne se at hun ikke havde drukket i et stykke tid, og at hun havde været i bad, men hendes øjne var helt svulmet op, hun havde grædt.

Jeg fik en følelse i maven, det var næsten som om der var sommerfulge, hvis man var forelsket eller sådan noget. Men jeg fandt hurtigt ud af at det var savn. Jeg havde savnet min mor, jeg havde savnet hende meget. 

Hulkende begyndte langsomt at strømme ud af min mund, og smerten i mit bryst blev værre, Tårene trillede ned af mine kinder. 

"Mor?" sagde jeg med en rusten stemme, som næsten var ved at knække over. 

Hun skyndte sig at gå hen til sengen og give mig en knus, et knus jeg havde savnet så længe.

"Årh skat, jeg har savnet dig så meget!" hviskede hun ind i mit øre, imens hun fortsatte krammet. 

Vent, hun havde slet ikke ret til at savne mig? Jeg skubbede hende hurtigt væk fra mig.

"DU har slet ikke ret til at savne mig! det er din skyld det hele. Det er din skyld at jeg er så fuckt up mor! Din skyld at jeg ikke har noget fucking liv!" 

Hun kiggede forskrækket på mig, som om hun aldrig nogensinde ville have troet at de ord ville komme ud af min mund.

"Du er da ikke fuckt up skat? Jeg ved godt jeg har været en rigtig dårlig mor.. Men jeg prøvede så godt jeg kunne for at passe på dig? Jeg har altså også haft det hårdt." Sagde hun med en blid stemme, og virkelig overbevisende, man skulle tro at hun faktisk selv troede på det.

"Står du og fortæller mig at du prøvede? Står du virkelig og siger op i mit ansigt, at du har haft det hårdT? er det virkelig det du bilder dig selv ind! Prøvede du virkelig at passe på mig? er du syg i hoved eller sådan noget? Mor, JEG passede på dig. Jeg var den fucking voksne i det lorte hus. Det var mig som rydede op efter alle dine drukture, mig som lagde dig i seng når du havde drukket dig så fuld at du ikke engang kunne gå! Det var mig som ikke havde et socialt liv på grund af at jeg altid skulle passe på dig! det burde have været omvendt mor! det burde være mig som havde drukket mig fuld, og dig der burde have løftet mig i seng!"

Jeg hev efter vejret, før at jeg fortsatte

"Det var mig som tog slagende, dengang du fik amok, fordi du ikke kunne klare at høre sandheden. MIG, ikke dig! Det var MIG som blev taget væk fra alt det jeg kendte til, mig som endte på syghuset, helt smadret, jeg gik i flere uger og blev begloet fordi mit fjæs lignede en fucking boksebude. Du siger jeg ikke er fuckt up? Så hør her. Jeg tog stoffer, bare for at kunne klare dagligdagen. Jeg har brugt en dreng på det groveste, for at finde et vædemål. Hvor jeg finder ud af bagefter at drengen faktisk betyder alverden for mig! efter han har fundet ud af det hele, og hader mig. Jeg er ødelagt helt ind til knoglerne, og det hele er på grund af dig! forstår du det ikke? jeg gider ikke se dig. du ødelægger mit liv, eller retter sagt, du har ødelagt mit liv. Og jeg kommer aldrig nogensinde til at tilgive dig for det."

råbte jeg grædende.

Min mor så helt forkert ud i ansigtet, hun så fortabt ud, såret og mest af alt. Hun lignede en der havde lyst til at hoppe ud af vinduet og på en ond måde, havde jeg lyst til hun ville gøre det. Men det eneste hun gjorde, var at tørre tåren væk fra hendes kind. Og så gik hun ud af døren.

Og jeg vidste at det var den sidste gang jeg nogensinde ville se hende.. 

Jeg. havde. mistet. alt. ting...

Og det hele var min egen skyld.

 

Hej alle sammen..
Jeg håber i kunne lide kapitlet, og undskyld jeg ikke
har skrevet på movellen i lang tid!
Dette er det sidste kapitel, jeg ved ikke om jeg vil lave en to'er
Det kommer an på om i vil have en?
Men ja, hvad synes i om kapitlet? gerne like.
Kom gerne med feedback

- M

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...