Hate to love.

Det handler om pigen Hope, som ikke kan fordrage Justin bieber. men tager med til en af hans koncerter sammen med sin veninde for hendes skyld, da hendes veninde Linette er en meget stor Belieber. Hope støder ind i selve Justin Bieber. Hope har ikke fantastisk liv som alle drømmer om, hendes far begik selvmord, og hendes mor drikker som et hul i jorden. Hun kan ikke rigtig snakke med folk om hendes problemer, end til hun møder Charlie som ansøger hende over FB Men er han Real deal eller fake?.. *læses på eget ansvar da der godt kan være lidt sexuelle scener deri.

15Likes
12Kommentarer
4886Visninger
AA

7. Et farvel..

 

Hope's synsvinkel.

Jeg åbnede stille mine øjne, og kiggede rundt, jeg var ikke derhjemme?
Der var en irriterende lyd som fyldte mit hoved, jeg fandt hurtigt ud af at det ikke var i mit hoved, men det faktisk var en maskine som stod der og viste mine hjerteslag, jeg kiggede ned af mig selv og så en masse slanger side i mine arme.

Jeg satte mig hurtigt op i sengen, der gik en forfærdelig smerte igennem min krop, jeg kiggede rundt omkring, alt var næsten hvidt, en hospitals stue? jeg var på et hospital, hvad var der lige sket?
Det sidste jeg kunne huske før jeg vågnede op her, var der hvor min mor kom hjem og vi begyndte at skændes, hvor jeg kom til at sige det med hun var ynkelig, hvor hun skubbede mig og mere kan jeg ikke huske, hvordan er jeg så lige havnede på et hospital? det gad jeg fandme godt at vide.

Døren gik op og en mand med kort brunt hår, lidt skægstubbe og et markerede ansigt i hvid kittel træder ind af døren, han var faktisk ret nuttede, jeg vil gætte på at han var i 20'erne eller sådan noget.

''Hej Hope, jeg hedder Dr Haison. Det er dejligt du er vågnet.'' Smiler han til mig.

Så sad jeg bare der og tænkte hvordan fuck han kunne side og smile, når jeg fucking ligger i en hospitals seng, men pis og lort sat fast i mig..

''Hvorfor fanden er jeg på hospitalet?!'' Sagde jeg surt.

''Rolig, det fortæller jeg efter du har fortalt hvad du præcis kan huske, før du vågnede her'' sagde han stille.

''Jeg kan huske min mor kom hjem, fuld. vi kom op og skændes og hun skubbede mig, og så kan jeg ikke huske mere, så vil du nu forfanden fortælle mig hvorfor jeg ligger på et skide hospital?'' snerrede jeg af ham.

''Ja, vi har kommet frem til at da din mor skubbede dig, har dit hoved ramt spidsen på en reol, hvor du så besvimede, vi tror at din mor gik amok da du besvimede, hvor hun lod det gå ud over dig'' sagde han imens han kiggede meget seriøst på mig, hvorefter han kiggede ned i jorden.

''Hvad mener du med hun lod det gå ud over mig?'' sagde jeg stille.

Han kiggede op på mig, hvor efter han gik hen til en kommode som stod neden under fjernsynet som han på vægen, han tog et lille håndspejl, han gik hen imod mig, og gav mig spejlet.

Jeg kiggede i spejlet, mit ansigt var fyldt med sår og blå mærker, jeg mærkede en tårer løbe ned af min kind, jeg græd? Hvordan kunne min mor gøre sådan noget mod mig? jeg forstod det ikke, der falde flere tårer ned af mine kinder, og de gad ikke at stoppe. min hårde facade var helt væk. jeg kastede spejlet så hårdt jeg kunne, det gik i tusind stykker.

Lægen kiggede forskrækket på mig. Jeg lænede mig tilbage i sengen og tog hænderne op foran mit ansigt og græd, det var som om at mine øjne græd for alle de gange jeg burde have haft grædt, men ikke kunne. Min fars begravelse, hver gang min mor havde fuckede mig op, alt det lort der var sket i mit liv..

''GÅ DIN VEJ, GÅ UD NU!'' Råbte jeg af lægen.

''Okay, jeg lader dig være alene, men klokken 7 kommer der en fra kommunen og vil snakke med dig.'' Sagde han stille og gik ud af døren.
Jeg fjernede først mine hænder der jeg hørte en dør klappe i, jeg tørrede tårerne væk fra mine kinder.
Jeg satte mig op, og fik et hold på selv, jeg fik min facade på igen, ingen jeg mener ingen skulle se mig græde igen, det var så ydmygende.. nu tror han bare jeg er sådan en svag tøs.
VENT sagde han at der kom en fra kommunen klokken 7? hvad fanden var klokken ikke lige?
Jeg tog min mobil fra bordet som stod ved siden af sengen, og kiggede på klokken den var halv 7. Der stod jeg havde fået to beskeder på Messenger, de var fra Charlie eller Justin, what ever.. Jeg trykkede på beskederne.

Charlie Simons : Hey, sidder i flyveren nu, husk nu kl 7 på torvet :)

Jeg scrollede lidt mere ned på min skærm til den næste besked.

Charlie Simons : Hallo Hope, er du der?

Shit, jeg skulle jo mødes med Justin, men det kunne jeg jo ikke når jeg lå på hospitalet, og jeg gad ikke have at han skulle vide det.

Hope Adams : Kan ikke i dag, noget kom i vejen, sorry.

Han svarede tilbage med det samme.

Charlie Simons : Noget i vejen, hvad mener du?

Hvorfor fanden skulle han være så fandens nysgerrig?.

jeg skulle til at svare men døren blev åbnet, og en dame trådte ind af døren, hun havde et meget bestemt udtryk i ansigtet, hendes hår var sat op i en stram knold, og hun havde sådan noget meget fint tøj på, sådan noget kontortøj. Jeg regnede med at det var ende fra kommunen, hun gik over til mig, og tog en stol, og satte sig ved siden af mig.

''Hej Hope, jeg er ked af det der er sket.'' Sagde hun med en stram stemme.

''Jeps, det er du vel, men hvad skulle du snakke med mig om?'' sagde jeg helt koldt.

For jeg havde fået nok af folk der troede de var bedre end mig, jeg havde fået nok af at være den voksne, jeg gad ikke være fornuftig mere, det var en ting der var sikkert.

''Vi skal snakke om en pleje familie til dig, da du ikke kan bo ved din mor mere'' sagde hun seriøst.

''Og det har i først fundet ud af nu? wow i er hurtige.'' Sagde jeg flabede.

''Så, snak pænt til mig, jeg prøver bare at hjælpe dig.'' sagde hun surt.

''Og det syntes du måske ikke er lidt forsent?, i beslutter først at hjælpe mig efter min mor har banket mig eller hvad?'' snerrede jeg af hende.

''Ja, vi fandt først ud af det nu. og det er jeg ked af, du bliver udskrevet fra hospitalet i morgen, hvor en pleje familie kommer og henter dig'' sagde hun med et lille smil.

''Øh, hvor bor de henne?'' Sagde jeg bekymrende
For jeg gad ligesom ikke at forlade Linette..

''De bor på fyn, i en by der hedder Nyborg'' sagde hun stille

''GLEM DET! I KAN FANDME IKKE FJERNE MIG FRA ALLE DEM HER HJEMME, JEG KAN IKKE FORLADE MINE VENINDER OG VENNER... JEG FLYTTER IKKE SÅ LANGT VÆK!'' Råbte jeg af hende.

''Men det bliver du nød til, vi har pakkede dine ting, som du havde hjemme ved din mor, bare sørg for at slappe af og skriv til dem du nu skal sige farvel til, så kan de vel komme her og sige farvel, og sådan bliver det.''  sagde hun og gik ud af døren så jeg ikke nåede at svare hende tilbage.

FUCK EN SO! hun kunne fandme ikke bare tage mig væk fra alt hvad jeg kendte, og alligevel så kunne hun jo.. Fuck mit liv, hvis hun flyttede mig helt til fyn, kunne de godt glemme at jeg blev en artig pige.

Jeg tog min mobil og ringede op til 'LinetteBae.' Min bedste veninde.

Der gik nogen sekunder men hun tog den..

 

Linette : Hey, smukke hvad sker der?

Mig : Linette, jeg ligger på syghuset, vil du ikke godt komme? jeg skal snakke med dig..

Linette : HVAD ER DER SKET?!?

Mig : Forklare jeg dig når du kommer..

Linette : Okay, for min mor til at kører mig, jeg kommer så hurtigt  jeg kan!!

Mig :Okay, super..

Jeg lagde på, og lagde min mobil ned på bordet ved siden af sengen, og lukkede mine øjne, hvor jeg efter ikke så lang tid falde i søvn..

                                                                          ********

jeg vågnede ved at nogen sag og græd ved siden af mig, jeg åbnede øjnene og så Linette side ved min side, med hent røde øjne, man kunne se hun skyndte sig afsted for hendes hår var bare sat i en rodet knold.

''HOPE!'' pæv hun hulkende..

''Rolig Linette, det er ikke så galt..'' Sagde jeg træt..

''Ikke så galt? du ligger på hospitalet for fuck, du kan ikke bilde mig ind det ikke er så galt!'' hulkede hun højere.

''Mmm'' mumlede jeg og trak hende ind i et kram, Det var så dejligt endelig at kramme nogen man stolede på..

''Linette, jeg skal flytte. jeg må ikke bo ved min mor mere, da hun gjorde sådan jeg endte her..'' sagde jeg imens jeg kiggede ned i det hvide lagen..

''Gjorde hun det der imod dig?'' Og pegede på mit ansigt.

''Ja'' sagde jeg stille..

''Men så er det da godt du ikke skal bo ved hende ikke?'' Sagde hun med et snøft..

''Nej, for plejefamilien er på Fyn'' sagde jeg meget stille..

''HVAD?! du kan ikke bare forlade mig'' Sagde hun og begyndte at græde endnu mere..

''LINETTE FORHELVED JEG HAR IKKE SELV VALGT DET!'' kom jeg til at råbe af hende.

Hun kiggede forskrækkede på mig.

''Nej det ved jeg godt, vil bare ikke miste dig'' Sagde hun trist..

''Det ved jeg'' Sagde jeg og rykkede mig lidt, og klappede på pladsen ved siden af mig som en tegn på at hun skulle ligge sig på ved siden af mig, som hun godt forstod, for hun kom ligeså stille op og ligge ved siden af mig, jeg tændte for fjernsynet, vi så Disney Channel, jeg ved ikke det var mig og Linette's ting..

Jeg lagde mit hoved på hendes skulder, jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden hende...

Jeg blev vækket et stykke tid efter, og så Linette ikke lå ved siden af mig mere, men stod ved siden af mig..

''Lægerne siger at jeg ikke må være her mere, så det må vel betyde farvel?'' sagde hun grædene

''Ja, det er det vel..'' sagde jeg med vand i mine øjne, og en enkelt tårer trillede ned af min kind, som jeg lynhurtigt tørrede væk igen..

Hun kom hen til mig og krammede mig, jeg tror vi krammede i et minut før en læge kom og sagde at hun blev nød til at gå..

Jeg så på Linette gå hen mod døren, og gå ud af den, hun kiggede tilbage jeg kunne se hun tørrede en tårer væk fra hendes kind, og døren lukkede. Det var farvel.

 

Jeg håber i kunne lide kapitlet, der er ikke noget fra Justins synsvinkel

da der sker ret meget i hope's liv ligenu, håber i syntes det er okay..

Gerne kommenter jeres mening om den nye drejning i historien :).

- Kys M

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...