Kriminalkommisær Tyler Swan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2014
  • Opdateret: 14 okt. 2014
  • Status: Færdig
Tyler Swan er en ung kriminalkommisær, som oplæare mord. Fra starten af hans karriere til slut. Mord, opklaring, minder og kamp for retfærdigheden. Hvert kapitel er et nyt mord, som der skal opklares. (Undskylder på forhånd, er ikke ret god til krimi)

4Likes
2Kommentarer
365Visninger
AA

2. De mystiske dødsfald

Det var en sen aften, da et skrig vækkede hele byen. Der var blevet myrdet en ung mand og ingen kunne se hvad der havde dræbt manden, for manden havde nogle sære mærker på kroppen. Jeg og min partner Mary Jane Hope var de første på stedet. Synet af den myrdet mands sår, fik Mary Jane til at kaste op, da det var et skrækkeligt syn. Jeg selv var mere hårdfør, så liget påvirkede ikke mig på samme måde. ”Jeg kan ikke sige, om det er et dyr der har gjort dette, eller om det er et menneske, jeg har aldrig set sådan nogle sår før” sagde den fortvivlede retsmediciner. Jeg nikkede, og tænkte mig om. ”Kan vi få taget en afstøbning af sårene, så vi kunne prøve at finde det dyr eller redskab som der har lavet de mærker” sagde jeg. ”Ja sagtens” sagde han. Liget blev dækket til, og lagt ind i en lig bil. Jeg gik hen til Mary Jane, og vi tog til stationen.

Mary Jane var meget flov, over at hun havde kastet op over synet af liget. Jeg gav hende en kop te med noget cognac, da det skulle hjælpe. ”Det er pinligt det her” sagde hun flovt. ”Det skal du ikke være flov over, jeg har også oplevet det engang” sagde jeg roligt, og tog mig en kop kaffe. Jeg tænkte lidt på, da Mary Jane blev min partner, jeg kunne ikke fatte, at jeg havde været så kold over for hende. Men jeg var nu glad for, at vi var partner, for vi svingede meget godt sammen. Mary Jane var vist den dygtigste, jeg dog længe havde set. Jeg gik ned til retsmedicineren, og hentede den afstøbning af sårene på vores Jane doe. Jeg så en enkelt gang på liget, det var dog nogle bizarre sår. Jeg gik tilbage til mit kontor, og viste Mary Jane det.

”Jeg har fundet ud af, hvem vores John doe er” sagde hun. ”Godt, hvem er det så?” spurgte jeg. ”Det er en der stod på listen over savnet personer, hans navn er Antoine Frisch, han har været på listen i fem år” sagde hun. ”Den sag husker jeg godt, jeg var kriminalassistent dengang, jeg tror faktisk, at det var min sidste sag, enden jeg blev kriminalkommissær” sagde jeg. Hun nikkede, og skrev så et nummer ned. Jeg så på billedet af vores offer, han havde kun været 15, dengang han forsvandt. Jeg huskede stadig sagen, som var det i går. Det var et ægtepar som der var blevet skudt i deres senge, og man havde mistænkt sønnen, som der var forsvundet efter mordet på hans forældre. Tænk at vi havde fundet ham igen, på den tragiske måde. Jeg gøs lidt ved tanken om det. "Mary Jane find Frisch sagen, tjek om der er en match mellem Antoine Frisch og mordvåbnet, som der dræbte hans forældre" sagde jeg. Mary Jane nikkede, og tjekkede det i databasen. Jeg kløede mig lidt i håret, og hentede mig en kop kaffe. Jeg havde en kop the med til Mary Jane. "Der er en match, men ikke med Antonie Frisch, dnaet fra mordet for fem år siden, passer med det på Antonie Frischs krop, det er den samme morder, og dnaet passer på en mand som hedder Hans Christian Nielsen, som ha dom for hustru vold" sagde Mary Jane. "Ham kender jeg, han boede i samme område som Frisch familien for fem år siden, også den dag de blev myrdet" sagde jeg. "Det er vores morder, men han bor ikke her i byen" sagde Mary Jane.

Med et gik computeren ned, så vi ikke kunne få hans adresse, eller hans navn og billede. Det gjorde mig i dårligt humør, så jeg ringede efter nogen som der kunne fikse dette lille problem. Efter fem minutter kom der en, som lavede vores computer på en halv time. Jeg takkede, og Mary Jane gik igang med at søge igen. Hun fandt oplysningerne igen, og printede det ud, og gav mig det. Jeg så på det, og fik fat i nogle betjente, og sendte dem afsted for at tjekke de steder hvor vores mistænkte kunne opholde sig. Da vi skulle have fanget ham, før vi ville få et lig mere at skulle tage os af. "Vi må finde ud af, hvad våben der blev brugt" sagde jeg. "Det finder jeg hurtigt ud af... mordvåbnet er en høtyv" sagde Mary Jane. Jeg så noget overrasket på hende. Sagde hun virkelig en høtyv, eller havde jeg hørt helt forkert. Men det kunne nu godt passe med de mærker, som vores offer havde på kroppen. Mary Jane tog sin kop te og drak den. Jeg kunne se at mordet havde rystet hende. Jeg tænkte mig om, hvad kunne berolige en som var så rystet. Jeg kom i tanke om det. Jeg tog fat i Mary Jane, og tog hende med udenfor, for at hun kunne få noget frisk luft.

Men hun gik dog hurtigt ind igen, da vinden var meget kold. Jeg gik med ind, og så at fem betjente sad oven på en mand, som der var helt ude af den, af bare raseri. "Hvad sker der her?" spurgte jeg. "Det er Hans Christian Nielsen, den mistænkte I bad os hente" sagde en. Den rasende mand rev sig fri, og for mod Mary Jane. Jeg spændte hurtigt ben for ham, så han faldt lige så lang han var. "Smid ham i en celle, til han er faldet lidt til ro" sagde jeg. De nikkede, og tog fat i ham. De smed ham ind i en celle, og lod ham sidde der i nogle timer.

Jeg hentede ham, da der var gået fem timer. For der var han faldet så meget til ro, at han var til at snakke med. Jeg tog ham med ind i afhøringslokalet. Jeg satte en kop kaffe foran ham. "Hør her mr. Nielsen, at angribe en kriminalassistent er en meget dum ting at gære. Men nok om det. Vi har beviser mod dig i denne sag, og i sagen om Frisch familien for fem år siden" sagde jeg. "Som om strisser, I har intet på mig" sagde han, og smed kaffen i hoved på mig. Jeg tog mit lommetørklæde og tørrede mit ansigt. Jeg ville ikke lade mig pirre af ham, da jeg skulle have ham dømt. Men til sidst lykkes ham alligevel at pirre mig. Jeg var tæt på at slå ham, da Mary Jane kom ind og hev mig ud. "Du må altså ikke lade ham gøre dig så vred Tyler, for så kan du ikke få grunden ud af ham" sagde hun. Jeg sukkede lidt. "Ved jeg godt Mary Jane, men han er sku ikke let at høre på" sagde jeg, og kløede mig lidt i nakken. Hun kyssede min kind. "Tag dig en kop kaffe, så klare jeg dette" sagde hun og gik der ind.

Da jeg havde hentet min kaffe, stod jeg og så ind i lokalet igennem glasset. Jeg så på dem, og smilede lidt. Da Mary Jane brugte flirtende metoder på mr. Nielsen, og der gik ikke lang tid før at han tilstod alt.  Jeg hostede over det, da jeg havde fået kaffen i luftrøret, ved at se Mary Jane sådan. Hun kom smilende ud, og gav mig lette slag i ryggen. "Så har vi den tilståelse fra ham" sagde hun og rakte mig papirene. "Og alt er skrevet ned?" spurgte jeg. Hun nikkede med et smil. "Det hele er skrevet ned, og hans tilståelse er også optaget" sagde hun, og viftede med båndet i hånden.

Vi gik ind og viste det til Gards, både så han kunne læse det, og høre det. "Vil De ikke også mene, at det er en ren tilståelse sir?" sagde jeg. Gards nikkede, og lagde papirene. "Det her er en helt ren tilståelse, nu har vi ham for mordet, og for mordene der blev begået for fem år siden" sagde Gards. Jeg sagde ikke til Gards, hvad metode Mary Jane havde havde brugt på den mistænkte. Da den metode hun havde brugt, kunne få hende fyret. Hvilket jeg ikke ønskede, for hun var den bedst partner, som jeg nogenside havde haft. Så derfor ville jeg jo ikke miste hende. "Han vil snart være bag lås og slå" sagde jeg og gik.

Jeg gik hen til Mary Jane, og trak hende til side. "Det du gjorde i afhøringslokalet, må du kun gøre, hvis en overordnet giver tegn til det, ellers ville du blive fyret for det" sagde jeg til hende. Hun nikkede blidt. "Skal jeg nok huske" sagde hun. Det var godt at høre, og jeg lovede at hvis det var, så skulle jeg nok give tegn. Jeg skrev min rapport, og afleverede den til Gards. Mary Jane ventede på mig, og vi tog ud for at få en drink sammen, og for at få tankerne væk fra denne afsluttet sag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...