The Dark Forest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2014
  • Opdateret: 20 sep. 2014
  • Status: Færdig
Historien er et bidrag til konkurrencen; inspireret af et billede. Lena er blevet forgiftet. Det eneste hun kan gøre for at redde sig selv og alle andre er at gennemføre 4 prøver. Hun for hjælp af sin ven Tobias, men bliver de ved med kun at være venner, eller udvikler det sig til mere?

5Likes
0Kommentarer
673Visninger
AA

10. Livet og dødens trappe

22. december

Der er lyst. Alt for lyst. Jeg bliver blændet. 

Mine øjne vænner sig langsomt til lyset. Jeg kigger ned af mig selv. Jeg har en løs flagrende hvis kjole på og bare fødder. Jeg står midt på en lysende hvid trappe. Rundt omkring trappen er der bare lys, så meget at man ikke kan se noget. Min mormor og morfar står på toppen af trappen og vinker til mig. De mimer at jeg skal komme op til dem. Jeg går et trin op mod dem. Så kalder nogen på mig. Min mor står nede for enden af trappen og siger at jeg skal gå den vej i stedet. Jeg kigger fra min mormor og morfar til min mor. Jeg har ikke snakket med min mormor og morfar i 5 år nu, da de begge døde i en trafikulykke. 

Men hvis jeg skal vælge mellem dem og min mor, så vælger jeg helt klart min mor. Jeg går ned mod min mor.

"Le" siger en mørk beroligende stemme fra toppen af trappen. Jeg stivner. Far. Jeg vender mig mod toppen af trappen. Min far står deroppe og vinker til mig. Jeg var mest fars pige, indtil han døde for 3 år siden. Jeg kigger forvirret fra min mor til min far. Jeg går et par skridt op mod min far, da endnu en stemme kalder på mig fra bunden af trappen. "Lena, lena. Jeg er hernede" siger...Tobias! Han er i live og nu står han i bunden af trappen og kalder på mig. Hvem skal jeg vælge nu? 

Jeg er totalt forvirret, kan ikke beslutte mig. Pludselig går der et smertefuldt stød igennem min krop. trappen og alle personerne på den visner bort. Endnu et stød går gennem min krop. Trappen forsvinder helt og alting bliver mørke.

Så åbner jeg øjnene og er pludselig vågen. Tvunget tilbage til livet af en hjertestarte maskine. Jeg lægger i en hvid hospitalsseng med mennesker rundt omkring. Min mor sidder på en stol ved siden af mit hoved og holder min hånd. "Ååh Lena, du gjorde mig så bange" siger hun med tårer i øjnene. Jeg smiler beroligende til hende. "Mor, tag det roligt, jeg er her jo nu" siger jeg. 

Min øjne søger rummet for en bestemt person. Tobias. Jeg blev lovet at han ville være i live hvis jeg valgte selv at leve. Han er der ikke. Ved siden af min seng er der et forhæng og....Hvad nu hvis det er ham der er bag det? 

"Mor, hvem er bag forhænget?" spørger jeg hende. "Nårh, det skal du ikke tage dig af, det er bare en eller anden teenage dreng der vidst havde været ved at drukne" siger hun ligegyldigt. Jeg hyperventilere næsten af glæde. Jeg begynder også at græde. "Træk det fra! Træk det fra!" råber jeg beordrende til alle i rummet. En kvinde i hvid kittel skynder sig hen og trækker det fra. 

Og ganske rigtigt. Der ligger han. Han har lukkede øjne. Han får væske fra en nål i hånden. "Tobiaaaas" hviner jeg af glæde. "Ssshhh! Han sover!" vrisser en kvindelig læge. Jeg prøver at rejse mig op, men en slange i min arm stopper mig. Den er forbundet med en pose blod. Jeg spærrer skræmt øjnene op. "B-blod?" nærmest hvisker jeg. 

Min mor aer mig på armen. "Du ramte en klippe da du faldt ned og fik et stort sår på armen, du mistede så meget blod at de var nød til at give dig mere" siger hun og smiler svagt til mig. Jeg bider mig i læben og nikker. Jeg vil gerne se såret, men jeg tør ikke. 

Jeg løfter stille min arm og kigger på den. Der er bandage helt fra albuen og ned til hånden. Jeg kan ikke lide at kigge på den, så jeg lægger den ned igen. 

"Lena" hvisker en hæs stemme meget lavt. Tobias! Endelig er han vågen! Jeg kigger på ham. Han ligger med lukkede øjne. "Han drømmer om dig" siger min mor med et smil på læben. Jeg lægger mig skuffet tilbage i puderne, men kan ikke lade være med smile lidt alligevel. Tænk at jeg er inde i hans hoved lige nu...

"Godmorgen Tobias. Hvordan har du det?" hører jeg den kvindelige læge, der hvæsede af mig tidligere, sige bag Tobias` sengeforhæng. Hun irriterer mig. "Moar, gider du lige række mig vandglasset?" siger jeg højt nok til at Tobias forhåbentlig hører det. 

"Hvem var det?" hører jeg ham svagt sige. "Ikke nogen du skal bekymre dig om, lille ven. Er der noget du vil have, noget jeg skal hente?" siger hun med sin sukkersøde stemme. Jeg for nok. "Tobias! Det er mig, Lena!" råber jeg. 

"Lena? Træk forhænget fra!" siger han så højt som han kan med sin udmattede stemme. "Nej, du skal bare slappe af..." fortsætter lægen, men både mig og Tobias afbryder hende på samme tid. "Træk forhænget fra!" råber vi i kor. Min mor rejser sig op og trækker det fra. 

"Tak mor. Fru læge, gider du gå? Vi har det fint, tak. Og mor, vi vil gerne være lidt alene er det ok?" siger jeg og sætter mig op i sengen. Lægen kigger fornærmet på mig et øjeblik, men forlader så rummet. Min mor giver min hånd et klem og går så. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...