The Dark Forest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2014
  • Opdateret: 20 sep. 2014
  • Status: Færdig
Historien er et bidrag til konkurrencen; inspireret af et billede. Lena er blevet forgiftet. Det eneste hun kan gøre for at redde sig selv og alle andre er at gennemføre 4 prøver. Hun for hjælp af sin ven Tobias, men bliver de ved med kun at være venner, eller udvikler det sig til mere?

5Likes
0Kommentarer
670Visninger
AA

3. Forandret

19. december

Jeg kan ikke se noget, ikke føle noget. Alt er sort. Jeg kan høre en trække vejret, anstrengt og forpustet. Pludselig går det op for mig, det er mig selv jeg kan høre. Der er en der lægger sin hånd på kind og aer den. "Kan du høre mig? Jeg er nød til at gøre noget, der kommer til at gøre meget ondt okay? Men jeg lover dig at det går hurtigt og jeg er nød til at gøre det" siger en mørk stemme til mig. Jeg kan genkende den. Det er drengen fra tidligere. Jeg vil sige noget til ham, spørge ham hvad det er han vil gøre og at jeg ikke kan lide smerte...Smerten kommer som et lyn der slår ned, midt i min mave. Det føles som om at smerten fra tidligere er et sår, som han river op igen. Jeg skriger ikke, jeg tror ikke jeg kan. Det går så hurtigt, og pludselig er det væk. Jeg lægger stille på jorden. Min vejrtrækning er ustabil. 

Jeg tager mig sammen og for langsomt åbnet mine øjne. Så snart jeg har åbnet dem, begynder tårerne at strømme. Jeg tager mig til maven. Drengen sidder ved siden af mig. Han lægger sine hænder oven på mine så der ligger to par hænder på min mave. Den gør ondt af helvede til og jeg tør ikke se hvor slemt såret er. Jeg kigger med store øjne på drengen. Jeg har lyst til bare at lukke øjnene og sove, sove for altid. 

"Hey, bliv hos mig" siger fyren da jeg er ved at lukke mine øjne. Jeg åbner dem igen og kigger på ham. "Jeg hedder Tobias, hvad hedder du?" siger han. Han snakker til mig som om jeg er 5 for at få mig til at lytte på ham. Hvad tror han der er sket med mig? Tror han jeg har mistet forstanden eller hvad? 

"Lena" siger jeg uden at tænke over det. Han spærrer øjnene op. "Lena?" siger han. "Er du...er du sikker på det?" spørger han, men ser straks ud til at fortryde spørgsmålet. "Jeg er ret sikker..." mumler jeg. Han er lidt mærkelig, ham tobias. Hans hænder er stadig på min mave. "Kan du rykke dine hænder?" spørger han og kigger ned på min mave. Han sidder på skovbunden ved siden af mig. Jeg flytter tøvende hænderne. 

Tobias lukker øjnene og messer et eller andet. Der begynder at strømme lys ud fra hans hænder og min mave bliver varm. Hvad er det han laver? Det føles virkelig dejligt og smerten forsvinder langsomt. Jeg smiler beroliget. Jeg kan mærke på Tobias at det udmatter ham at gøre, hvad det nu end er han gør, så jeg fjerner blidt hans hænder. Han falder sammen så han lægger på ryggen på jorden. 

"Tobias?" siger jeg og læner hovedet ind over hans. Jeg kigger længe på ham. Hvorfor vågner han ikke? Jeg begynder at blive bange, hvad nu hvis jeg har dræbt ham? Jeg læner mig endnu længere ned mod ham for at høre om han trækker vejret. 

"Bøh!" råber han pludselig og åbner øjnene med et sæt. "Aaaaaargh!!!" skriger jeg og vælter baglæns med hånden på hjertet. Han griner. Jeg sender ham mit værste dræberblik.

"Undskyld, jeg havde bare lige brug for at der skete noget sjovt oven på alle de sidste dage...de har ikke ligefrem været sjove..." siger han og hans smil forsvinder. "Hvad er der da sket i de sidste par dage?" spørger jeg og føler mig lidt som den uvidende 5 årige som ingen gider have omkring sig. 

Tobias rejser sig op og børster jord af sine bukser. Jeg prøver at løfte mig op med den ene hånd, men kan ikke. Tobias ser mit ynkelige forsøg på at komme op, så han kommer hen til mig og løfter mig op. "Tak..." mumler jeg. Han slipper mig for at jeg kan stå selv, men min mave og ben er stadig svage så jeg er ved at falde igen. Han skynder sig at tage fat om mig igen og holde mig oppe. 

Jeg kigger op på ham og mine øjne møder hans. Han bukker sig lidt ned mod mig og jeg stiller mig på tæer. Vores læber rammer hinanden. Det er som om den mørke skov trækker sig sammen omkring os. Som om den beskytter os, mod hvad ved jeg ikke. 

Tobias skubber mig stille væk og kigger mærkeligt på mig. "Hvad er det?" spørger jeg ham bange. Han ryster på hovedet. Hans øjne løber i vand da han kigger mig i øjnene. "Hvad?! Hvad er det?! Du skræmmer mig..." siger jeg, men han afbryder mig. "Han har brudt reglerne. Vi må straks opsøge Den Vise Mand" siger han. "Forklar mig nu forhelvede hvad det er en eller anden har gjort mod mig!!!" råber jeg. 

Tobias kigger mig i øjnene. "Det var drengen, ham der stak der med glaskåret" siger han. "Og?" siger jeg irriteret. Jeg ved det kun af en lille del af sandheden og eftersom at det var mig det gik ud over, syntes jeg at jeg har ret til vide hvad der sker med mig. 

"Øhm, altså..." siger han og det er første gang jeg ser Tobias` facade krakelere. "Det synes jeg at Den Vise skal fortælle dig" siger han og begynder at gå. Jeg halter langsomt efter ham. "Tobias, vent! Det gør ondt..." halvråber jeg efter ham da han er nået cirka 10 meter foran mig. Han vender sig mod mig, og jeg bliver sikker. Han lyser. Der er en ring omkring ham af lys, jeg kan se den endnu tydeligere nu, end før. 

Tobias løber hen til mig med nervøsitet i øjnene. Ringen omkring ham er en bladning af hvid, blå, lilla, sølv og guld. Den for ham till at stråle på en måde jeg ikke har set før. Han er smuk. "Tobias..." siger jeg og skal lige til st spørge hvorfor jeg kan se farver omkring ham, men stopper. Det vil sikkert bare bekymre ham endnu mere. "Ja, Lena?" siger han blidt. Jeg bider mig i læben. "Øh...Jeg...Jeg ville bare sige...at, at du er smuk" siger jeg til sidst. Han kigger overrasket på mig. Jeg rødmer. Hvor pinligt! Jeg har lige sagt at han var smuk, og han synes sikkert at jeg er vildt grim..."Du er endnu smukkere, Lena" siger han og kysser min hånd med et smil på læben. Nå, han synes åbenbart ikke jeg var så grim alligevel. Kortvarigt ser jeg et lille glimt at en pink-rød agtig farve omkring ham. 

Jeg synes egentlig jeg har hørt om lysende ringe omkring folk før, hvad hedder det nu? Nårh ja! Auraer, det er det, det hedder. Auraer. Jeg har aldrig rigtig tænkt på dem før, men nu kan jeg åbenbart selv se dem. Ja, så er jeg ligesom nød til at tro på dem. Jeg smiler lidt for mig selv. Hvis det passer hvad jeg ved om auraer, så kan man se hvordan folk har det ved at kigge på deres auraer. Jeg må finde en bog om de forskellige farvers betydning....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...