The Dark Forest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2014
  • Opdateret: 20 sep. 2014
  • Status: Færdig
Historien er et bidrag til konkurrencen; inspireret af et billede. Lena er blevet forgiftet. Det eneste hun kan gøre for at redde sig selv og alle andre er at gennemføre 4 prøver. Hun for hjælp af sin ven Tobias, men bliver de ved med kun at være venner, eller udvikler det sig til mere?

5Likes
0Kommentarer
668Visninger
AA

4. Den Vise Mand

20. december

"Så, fortæl mig en gang til hvad du er" siger jeg og piller grinende ved Tobias` hår. Jeg sidder på hans skuldre fordi jeg ikke kunne gå længere med min mave. Han sukker, men griner lidt bagefter. "Fint, men kun fordi at jeg så slipper for at høre på dig" siger han og griner. "Hey!" siger jeg og spiller fornærmet, men jeg er ikke så god til det, jeg begynder hurtigt at grine.

"Okay. I min familie er vi anderledes. Vi er det du vil kalde troldmænd og hekse. Alle har en ting de er ekstra gode til, resten skal man øve sig for at blive gode til. Alle er nogenlunde lige stærke, undtagen dem der har øvet virkelig meget. Nå jo, og element hekse. De er altid stærkere end andre, ikke i starten, men når de har øvet" siger han og holder en pause. 

"Element hekse? Dem fortalte du ikke om før? Hvad kan de?" spørger jeg. Jeg er totalt den nysgerrige type, jeg suger hver eneste ord han siger som om det gjaldt mit liv. "Altså det ligger lidt i ordet" siger han mindre sarkastisk, for at drille mig. "Nå, men så er jeg måske bare dum, hvad kan de?" gentager jeg. "Deres ting de er gode til er at styre elementerne. Vand, ild, is og planter. Plus de kan stadig få ting til at flyve og alle de andre basic ting som vi andre kan" siger han og lyder lidt bitter. "Ville du gerne være element troldmand?" spørger jeg og prikker lidt til ham. 

"Der findes ikke element troldmænd, kun element hekse, men hvis der gjorde så ville jeg vel gerne. Der er også dårlige ting ved at være det. De har flere fjender, fordi folk er jaloux på dem" siger han og trækker på skuldrene så godt han kan med mig på ryggen. 

"Jeg ville gerne være element heks" siger jeg og tænker over hvordan jeg ville se ud som heks. Det kan umuligt være ret kønt. Med en høj hat og en vorte på næsen, ad! "Hvordan bliver man heks eller troldmand?" spørger jeg.

"Man skal være født i en familie med det rette blod. Hvis begge ens forældre er magiske, bliver man født med kræfterne. Hvis man har et menneske og en troldmand eller heks som forældre, kan det godt være at man ikke for kræfterne. Nogen har kræfterne, men skal bare først have `slået dem til´, eller hvad man nu skal sige" siger han. Jeg nikker. "Nå, men hvad er din specielle evne?" spørger jeg, det har jeg længe tænkt over. 

"Jeg læser tanker" siger han. Jeg rødmer helt vildt. "Nej vel?" siger jeg bange. Hvis han har kunne læse alle de tanker jeg har tænkt om ham...Åh gud, bare tanken om det...

"Ej, bare for sjov. Jeg er healer" siger han og griner stort. "Sååå sjovt...Du skræmte mig altså ret meget lige der" siger jeg og fortryder straks mine ord. "Nå, hvilke tanker har du da, som jeg ikke må læse?" siger han og smiler kækt. Jeg rødmer igen. Han sætter mig ned på jorden og kigger mig i øjnene. Mine kinder føles så varme at jeg snart tror de går i brand. Han lægger sine kolde hænder på mine kinder. "Du skal ikke rødme, det er okay. Du måtte da heller ikke læse mine tanker, hvis du kunne" siger han og smiler drenget.

Og det skulle gør den her situation mindre pinlig? Jeg tror om muligt jeg rødmer endnu mere nu. Han griner og bukker sig ned og kysser mig blidt på munden. Jeg kigger ham i øjnene. "Åh nej..." siger han og løfter min hage så han bedre kan se mine øjne. Han kigger direkte ind i dem. "Hvad? Hvad er der med mine øjne?" spørger jeg bange.

Mine øjne er det jeg bedst kan lide ved mig selv, der skal ikke ske noget med dem! Mine øjne er store og grønne. De bliver indrammet af mit sorte, hår og mine lange øjenvipper der er dækket af mascara. Mit hår lægger i bløde krøller ned over skuldrene og slutter lige under brystet. 

"De er ved at miste deres farve" siger han. "Hvad?!" råber jeg og en tåre løber ned af min blege kind.

"Lena, Lena tag der nu roligt. Shhhh det er okay, du er jo smuk lige meget hvad" siger han og krammer mig. Men jeg ved godt at han bare siger det for at berolige mig. Jeg ved godt hvilken farve øjne bliver hvis de mister alt deres farve. De bliver røde. Ja, RØDE! Og hvis der er noget røde øjne, IKKE er, så er det flotte! 

"Vi tager hen til Den Vise nu, så kan han hjælpe dig og fortælle dig hvad vi kan gøre" siger Tobias og løfter mig op i sine arme. Han skubber mig om, så jeg sidder på hans ryg. Så lukker han øjnene og begynder at messe noget igen. Vi er stadig inde i den sorte skov. Det hedder den. Den sorte skov. Tobias har fortalt at det er her at alle magiske ting opstår og lever. Det er her magiske mennesker tager hen for at mødes og så videre og så videre. Alt mystisk normale mennesker ikke kender til. Og jeg bor åbenbart lige ud til indgangen til skoven. Med min mor...Min mor! Hende havde jeg helt glemt, hun må være rædselslagen for hvor jeg er! 

"Tobias, min mor!" siger jeg. Han svarer ikke for pludselig begynder et træ lige foran os at lyse helt vildt. Det skiller sig så der kommer et hul i midten, lige stort nok til at menneske kan gå igennem. Tobias holder godt fast i mig, bukker sig og går igennem træet. 

Jeg bliver blændet, kan ikke se noget. Alle verdens farver flyder rundt omring mig. Forestil dig, hver eneste farve du nogensinde har set i hele dit liv. Alle de farver plus en masse andre du ikke engang har et navn for, flyde rundt i strømmer hele vejen rundt om dig. Du står ikke på noget, flyver bare rundt derinde. Der er hverken op eller ned, eller ude og inde. 

Jeg mister enhver tidssans og stedfornemmelse og kan knap huske hvem jeg er, og så står vi bare lige pludselig på en slags træ terrasse. Tobias sætter mig ned og jeg går hen til rækværket der går rundt i kanten. Der må være mindst 20 meter ned. "Hvor er vi Tobias?" halvråber jeg. 

"Du er i mit hus" siger en mørk, fredfyldt, gammel stemme. Jeg tør næsten ikke vende mig om. "Og hvem er så du?" spørger jeg meget stille. Jeg tager mig sammen og vender mig om. Der står en gammel mand, lidt højere end mig foran mig. Han ligner gandalf fra ringenes herre, utrolig meget. Han har langt grå-hvidt skæg, en stav han holder, en lang kappe-dragt agtig ting og en troldmandshat. 

"Den fiktive person Gandalf blev også tegnet efter mig" siger den gamle mand og smiler på den der beroligende måde, som kun gamle mennesker mestre. Så kommer jeg i tanke om, at han lige har besvaret mine tanker. "Øøøhm...Okay, det der var lidt creepy...Jeg går ud fra at du har som din specielle evne at læse tanker?" siger jeg og lægger hovedet lidt på skrå. Han kigger næsten anerkendende på mig. 

"Hmmm..." siger han og går helt hen til mig. Han lægger en hånd på min kind og lukker øjnene. Jeg har virkelig lyst til at trække mig væk, men jeg bliver stående. Jeg for øje på Tobias bag manden. Han mimer til mig at jeg skal lukke øjnene. Jeg lukker dem. Det er som om, at i det sekund jeg lukker øjnene skabes der et bånd mellem mig og manden. Jeg kan mærke alle hans følelser og se billeder fra hans tanker. Hans aura er skinnende sølv, hvid og gulv. Kanten er lilla. 

Jeg prøver at lægge mærke til billederne der kommer. Der er et, af en pige med røde, tomme øjne som ligger på knæ for en fyr. Jeg kan ikke se hans ansigt, og det irriterer mig.

Jeg tror også troldmanden kan mærke mine følelser, for pludselig "zoomer" han ind på fyrens ansigt. Jeg genkender ham straks. Troldmanden vil vidst gerne vide hvorfra jeg kender ham, så jeg tænker hele episoden med glaskåret i gennem i billeder til ham. Pludselig bliver forbindelsen revet over så hårdt at det næsten gør ondt på mig. Jeg åbner øjnene. 

Troldmanden kigger mærkeligt, næsten skræmt på mig. "Du har telepatiske evner der er meget stærke, min pige. Og du kan tydeligvis også se auraer" siger han. "Dine telepatiske evner er så stærke at du overførte den smerte du havde følt, til mig" sagde han og laver en grimasse da han siger det.

"Men du er blevet forgiftet, så hvis du ikke snart gør noget, så vil du ende som slave for Kendrick, ham fyren der stak dig. Han kunne vidst mærke at du havde det rigtige blod i dig, så han besluttede at gøre dig til sin slave" siger troldmanden.

"Vil jeg så ende som de der piger, med røde tomme øjne og ingen personlighed?" spørger jeg ham. Troldmanden ryster på hovedet. "Nej, jeg tror ikke han vil spile sådanne kræfter på det. Jeg tror du er ved at blive ond, at dit hjerte er ved at visne. Du vil ikke kunne mærke medfølelse eller kærlighed, kun ondskab" siger han. Jeg kan ikke lade være med at kigge på Tobias. Han gengælder mit blik. 

"Hvad kan jeg gøre?" spørger jeg. "Jeg skal teste dit blod, hvis du har det rigtige blod, så kan du måske klare testen..." siger troldmanden og forsvinder ind i hytten bag os. Tobias går hen til mig. 

"Er du okay?" spørger han og krammer mig. Jeg trækker mig ud af favnen på ham og kysser ham i stedet. Han tøver først, men gengælder så kysset.

"Tobias! Du burde vide bedre end at kysse en som hende!" siger troldmanden strengt. Tobias trækker sig væk fra mig og kigger ikke engang på mig. Mine øjne løber i vand. En som hende? Hvorfor må han ikke kysse mig? Jeg begynder lige så stille at græde. 

Troldmanden vender sig mod mig. "Nej nej, du skal ikke græde. Vi skal nok få ordnet det her" siger han. "Hvad...hvad...er...galt...mig" får jeg fremstammet mellem mine hulk. "Hvis du kysser Tobias eller er fysisk sammen med ham, dræber du ham" siger troldmanden alvorligt. Jeg hulker højlydt.

Troldmanden tager min hånd og jeg tror at han skal til at ae den, men nej. Han tager en kniv frem og skærer en lang dyb flænge i min hånd. Det gør ondt af helvede til. Jeg skriger. Han vender hånden på hovedet og lader blodet dryppe ned på en pind. 

Så slipper han min hånd og går igen ind i huset. Tobias løber hen til mig og tager min hånd. "Lad mig være Tobias...Jeg...vil ik dræbe dig" siger jeg. Han ignorerer mig og begynde at heale såret. 

Troldmanden kommer ud med pinden i hånden. Pinden lyser helt vildt og der er vokset flotte grønne blade på den. Jeg snøfter en enkelt gang. "Hvad betyder det så?" spørger jeg og tører nogen tårer væk fra min kind. Tobias stirrer måbende på pinden. "Hvad. Forhelvede. Er det?!!" næsten råber jeg til dem. Jeg orker ikke flere mysterier eller hemmeligheder i dag.

"Det ser ud til at du får dit ønske opfyldt, Lena. Du har element blod i dig" siger Tobias og smiler over hele hovedet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...