The Dark Forest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2014
  • Opdateret: 20 sep. 2014
  • Status: Færdig
Historien er et bidrag til konkurrencen; inspireret af et billede. Lena er blevet forgiftet. Det eneste hun kan gøre for at redde sig selv og alle andre er at gennemføre 4 prøver. Hun for hjælp af sin ven Tobias, men bliver de ved med kun at være venner, eller udvikler det sig til mere?

5Likes
0Kommentarer
670Visninger
AA

2. Den sorte skov

18. december

"Okay, nu må du godt fjerne tørklædet" siger min mor glad. Jeg sukker og binder knuden til det tørklæde hun har bundet om mit hoved op. Jeg kigger op på det der skal være vores nye hus. Det er et slot, eller det ligner det i hvert fald. Et slot fra en gyserfilm. Og jeg skal bo der. Det er sort og kæmpe stort. For komme ind til det, skal man gå på en lang grus sti med træer på begge sider. Haven er så stor at jeg ikke engang kan se hvor den ender fra hvor jeg står. 

"Hvad synes du?" spørger hun mig og kigger spændt på mig. Jeg sukker let. "Altså...Det er...Specielt" siger jeg og kigger på huset. Min mor hører mig tydeligvis ikke, hun kigger som en fortryllet på huset. 

"Ja jeg synes også det er virkelig smukt. Hov, der kommer flyttebilen, jeg går lige hen og tager i mod dem. Du kan jo gå ud og undersøge området" siger hun og vinker ivrigt til flyttebilen der kommer kørende ind på vejen. Jeg himler med øjnene. Undersøge området...

Jeg sætter mig med ryggen op af det sorte metal hegn der går rundt om vores grund. Jeg læner hovedet tilbage og lukker øjnene. Der er underligt stille på grunden. Jeg er vandt til at bo i byen, så det er helt mærkeligt at der er så stille. Jeg åbner øjnene og kigger ud over grunden.

Der er pludselig begyndt at blive tåget i den bagerste del af haven, så jeg ikke kan se hvad der er der omme. "Mor?" råber jeg. "Jeg går lidt rundt i haven, okay?" råber jeg til min mor. "Jaja" råber hun tilbage. Hun er i gang med at bære en stor kasse ind i huset. Jeg begynder at gå ned mod den tågede del af haven. 

Selvom det er midt i december, er der intet sne, men det er koldt. Så snart jeg træder ind i tågen, bliver der endnu koldere. Jeg får kuldegysninger.

"Uuuh det koldt.." mumler jeg og holder om mig selv for at få varmen. Pludselig begynder det knase under min fod på en mærkelig måde. Jeg stopper op og kigger ned. "Sne!" udbryder jeg. Jeg bukker mig ned og tager noget af det op i min hånd. Det smelter langsomt og drypper ned af min arm. "Hvordan?..." mumler jeg for mig selv. Det burde ikke være muligt, der er mindst 7 grader udenfor, sneen ville smelte med det samme. Men sneen her ligger lige så fint på jorden uden at smelte. 

Jeg tører mine hænder af i jakken og går videre. Jeg kan ikke se længere end til mine fødder på grund af al tågen. Jeg vender mig om men kan stadig ikke se andet end tåge. Det er som om jeg er gået ind i en helt anden verden, fyldt med tåge. 

Jeg begynder at blive lidt nervøs. Hvad nu hvis jeg ikke kan finde tilbage igen? Haven er jo kæmpe stor! Jeg begynder at løbe. Hvordan kan tågen være så tyk? Sneen under mig bliver også tykkere og tykkere. Pludselig falder jeg over en rod jeg ikke havde set på grund af sneen. "Aaaaaargh!" skriger jeg så højt jeg overhovedet kan. 

Jeg venter på at at ramme den kolde sne, men det sker aldrig. I stedet mærker jeg noget varmt foran mig. Jeg begynder at græde af lettelse. "Gu-gu-gudskelov! Du fandt mig!" græder jeg og presser mig ind til personen. "Det er okay nu. Det er okay nu" siger en mørk stemme, der vidst tilhører en fyr. Han aer mig på ryggen og jeg bliver pludselig virkelig træt. Mine øjne falder langsomt i og alt bliver mørkt...

***

Hvor er jeg? Jeg kigger mig omkring. Jeg sidder med ryggen op af et sort hegn. Der er det sorte hegn som går rundt om grunden. Jeg ved ikke hvordan jeg er havnet her. Jeg rejser mig op. Der er en virkelig tyk tåge over det hele. Undtagen på stien op til huset. Der er næsten helt klart. Jeg tror på en eller anden måde at nogen gerne vil have mig til at gå den vej. Jeg er nysgerrig så jeg går ned af stien. Et par meter fra døren stopper jeg op. Jeg vender mig om. Tågen har lukket sig bag mig så jeg nu ikke kan se andet en hoved døren og en stien meter foran mig. 

En gren knækker tæt på mig, men jeg kan ikke se nogen på grund at tågen. "Hallo? Er der nogen?" halvråber jeg ud i ingenting. Intet svar. En lille sten triller hen til mig, nogen må have ramt den med sin fod. "Jeg ved du er der, kom nu bare frem!" råber jeg og bliver lidt nervøs. Ikke bange, jeg er næsten ikke bange for noget, kun én ting. Og det er min største hemmelighed. 

En fyr på cirka 16 år træder ud fra tågen. Han er højere end mig, har brunt hår og mørke brune øjne. "Du bør gå indenfor" siger han. "Og hvorfor tror du så at du skal bestemme det?" siger jeg fornærmet. "Det er farligt at være herude" siger han med et helt galt ansigtudtryk. Pludselig synes jeg at jeg kan genkende ham. Jeg blev træt og faldt i søvn i hans arme. 

"Har vi ikke mødt hinanden før?" spørger jeg ham og ignorerer hans ordrer. Han ser chokeret ud i et kort øjeblik, men sætter så den ligeglade facade på igen. "Hvordan kan du huske...nej, nej det har vi ikke" siger han. "Men du skal altså gå ind, der er farligt herude" gentager han. "Jeg har altså det sorte bælte i karate, jeg kan godt beskytte mig selv" siger jeg. 

"Ikke mod de her farer" siger han og rækker hånden ud i den tykke tåge. Den rykker sig der hvor hans hånd er. "Fint" siger jeg, drejer om på hælen og går indenfor. Jeg stiller mig op af døren og tæller til 60. Da jeg har talt til 60, går jeg udenfor igen. 

Jeg når lige at se drengen forsvinde ind i tågen og følger efter ham. Det er nemt at følge ham, for tågen deler sig der hvor han går. Jeg går og går. Pludselig tynder tågen ud og jeg står midt i en skov. Jeg kan ikke se fyren nogen steder. Jeg lægger pludselig mærke til, hvor mørkt der er. 

Jeg trækker vejret i små hurtige stød. Jeg lukker øjnene og lægger armene om mig selv. Jeg kan alligevel ikke se noget med åbne øjne. Jeg står bare helt stille og venter, jeg ved ikke på hvad. Jeg er bare så bange, at der ikke er andet jeg kan gøre. 

Pludselig lægger en hånd sig på min skulder. Jeg hopper af skræk. "Det okay, det er okay nu" siger en mørk stemme bag mig. "Det er okay nu. Du kan komme med mig hjem, så kan du sove der indtil i morgen" siger han. Jeg bliver så overrasket over det han siger at jeg bare åbner øjnene og vender mig mod ham. "Neej tak..." siger jeg. Han er højere end mig, har lyst hår og grøn-gule øjne. Mest gule og de lyser i mørket, det er ret creepy faktisk. Han kigger mig i øjnene. "Du vil gerne med mig hjem" siger han på en mærkelig måde. I et kort øjeblik for jeg faktisk lyst til at tage med ham, men så tænker jeg klart igen. Jeg ryster stille på hovedet. Han ser overrasket ud. 

Han kigger mig dybt i øjnene og lægger armene omkring mig. "Det er farligt for en pige som dig at være alene herude, også selvom man har det sorte bælte i karate, så jeg skal nok hjælpe dig hjem" siger han. Han læner sig ned over mig. Jeg står helt stille. Alt inden i mig skriger at jeg skal skubbe ham væk. Der er et eller andet ved ham der ikke er normalt. Hans læber rammer mine. Og pludselig føles det som et lyn slår ned i min mave. Smerten spreder sig i stød ud i resten af min krop. Fyren slipper mig og jeg falder til jorden, han stak et eller andet ind i min mave. Han går sin vej. Jeg kigger ned på min mave. Der stikker et stort skår ud. Jeg kan ikke få mig selv til at hive det ud, jeg ved ikke hvorfor. Smerten bliver større og større for hver sekund der går. Det føles som at skære sig, blive kørt over og dyppet i gift på en gang, bare ganget med ti. Da smerten når sit højeste, slår min krop fra. Alt bliver sort...

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...