Dødens kys.

en kriger der bliver forelsket i døden.

3Likes
9Kommentarer
214Visninger

1. dødens kys

For længe siden i et fjernt land, levede der en kriger. han var ubesejret i alle kampe og krige, han blev kendt som Draco. Hans hår var sort som natten, hans øjne grønne, som de nye blade på træerne i foråret. Med ham havde han en ulv. Hun var en grå ulv med skindene røde øjne. Hun var altid med Draco og kæmpede ved hans side, hendes navn var Ruby.

De levede ved kongens side, og kæmpede for ham. En dag dragende Draco og Ruby ud, i en af de største krige i historien. Krigende omring ham faldt og alt håb var ved at forsvinde fra deres sind. Krigerne omkring Draco skreg i smerte, men ingen gav op. Krigen fortsatte i timer før den endelig var ved at slutte, men som kampen ebbede ud, blev Draco ramt af en pil. Han skreg i smerte og faldt ned i den blodige jord.

Mørket omringede ham og alt slørede for ham. han kunne fjernt høre Ruby hyle, men det lød som om det var flere mile væk. Selv skrig og sorgende mænd forsvandt, og der var pludselig tomt. Ingen lyde kunne høres, selv da han kiggede rundt med sit slørede blik, og så krigerne han havde kæmpet med dø.

Pludselig, gennem stilheden og sløret af smerte, hørte han en lyd. En stemme der sang. Det var en så smuk sang, at han måtte finde denne… denne kvinde der sang. Han søgte hende med sit blik og endelig, efter hvad føltes som timers søgen, faldt hans blik på hende.

Hun var omringet af det samme mørke der fik hans øjne til at sløre, og det tog noget tid før det gik op for Draco, at det faktisk VAR omkring hende, og ikke bare en illusion af hans egen smerte. Hendes hud var bleg, men alt andet – hendes lange kjole og hår – var sort og så nærmest ud til at flyde i luften.

Hun gik omkring de døde og døende med en uhyggelig sikkerhed. Som om hun hørte til der, mellem kriger der lå enten livløse eller i smerte. Hun bøjede sig nogle gange ned, og kyssede en eller flere. Hun kom tættere, og Draco følte en længsel efter det kys der fik de smertefulde skrig til at ebbe ud i et stille suk. Han måtte have hende. Hun var lige over ham nu, og lige meget hvor meget han prøvede at fokusere på hendes ansigt, var det umuligt. Sløret foran hans øjne havde taget til i styrke, og han følte sig aftappet for alle følelser, bortset fra længslen efter denne kvindes kys.

Hun kom tættere på hans ansigt, og lage sit hoved på skrå, men hun kom ikke tættere end en armlængde. Det gik op for Draco at hun overvejede noget, at hun kiggede, næsten spørgerne på ham.

Draco kunne høre Ruby hyle igen, og kvinden kiggede over på hende, så tilbage på Draco før hun rystede på hoved, rejste sig, og gik. Også blev alt mørkt.

 

 

Da Draco havde vågnet, såret og kun halvt i live, havde han følt en længsel efter hende. Hun havde forsvundet bare sådan. Hun var væk. Han skreg næsten, men følte Ruby presse hendes snude mod hans hånd.

Det havde ikke taget ham lang tid at komme op fra sengen, og han tog straks af sted. Han måtte finde hende. Han kunne ikke leve uden hende, hendes kys og skønhed.

Han rejste rundt i verdenen i flere år, søgte hende. Rygtet var at han var blevet sindssyg, at han ikke længere var den kriger der havde redet dem så mange gange. I stedet dræbte han dem. For han viste, at hun kom imellem de døde og døende, men hun var der aldrig, lige meget hvor mange han dræbte i koldt blod.

Længslen rev i hans hjerte og fik ham til at glemme den kriger han engang havde været. Han var ikke en mand mere, han var et monster.

Folket frygtede ham, og mange krigere blev sendt ud efter ham, men kom aldrig tilbage. Til sidst blev kongen af landet taget af frygt for Draco, og sendte derved sin bedste hær efter ham.

Draco var omringet af en hær på 200 mænd, kongen han engang havde stået ved var nu hans fjende. Tabet var stort, men selv ikke Draco og Ruby kunne klare dette alene. Kongens sværd penetrerede ham, og han faldt ned på sine knæ. De efterlod ham sådan, alene med andre døde krigere.

Ruby lå ved hans side, og Draco kunne allerede se dødens slør sætte sig omkring hende. Stilhed. Mørke.

Han sad stadig på sine knæ da det begyndte at regne. Den kølige regn blandede sig med følelsen af hans eget blod, men selv nu, var længslen der, stærkere end smerten der stille og roligt fik ham til at blive følelsesløs. Han løftede sit hoved mod himlen og lukkede øjnene, regnen faldt lydløst mod hans ansigt… også hørte han hende. Hendes smukke sang fyldte stilheden omkring ham som et tæppe der lagde sig om hans trætte krop.

Hun stod lige der, foran ham. hun nikkede, bøjede hoved og kyssede ham. også blev alt mørkt.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...