♥ The Real You. ♥

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jul. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2015
  • Status: Igang
" Pas godt på 'jer' selv! " Var det sidste jeg hørte før min far forsvandt i dybet. Nogle ting er hårde at forstå i ens liv, og Cawless, arbejder stærkt på at forstå, og lære hvad hende normale hverdag er. I skoven. Cawless føler sig truet af jærgene der er ude efter hende. &, hendes "nye" familie.

2Likes
0Kommentarer
358Visninger
AA

3. ☾ Wera. ☽

Jeg kunne mærke jeg ikke var inde i i drøm eller noget. Vinden susede dejligt i mit lange lyse hår.

Mine øjenlåg, var for tunge til at åbne sig, så jeg 'lå' med lukket øjne. 

Jeg følte jeg faldt ned? Men faldt ned af hvad? Jeg følte mig rundt. Pels.

Underlaget bevægede sig usikkert under mig, men jeg var for træt til at rejse mig op og undersøge 'tingen'

Jeg kunne mærke varm, blød dejlig pels. Jeg tvang mine øjenlåg, til at åbne sig stille. Nysgerrig på hvad det kunne være.

Da mine øjne var åbne, var der uskarpt. Jeg blinkede et par gange, og mine øjne kom til sig selv.

Jeg kiggede langsomt, om omgivelserne rundt om mig. Pels, pels, og pels.

Et blødt væsen? Var jeg død..? Væsnet der bar mig, bevægede sig langsomt i takt. Jeg rejste mig langsomt lidt op, at sidde.

En ulv. En ulv!? Red jeg på en ulv?

Jeg strejfede mine fingre imod dens bløde pels. Ulven stoppet brat op, og drejede hoved imod, mig. " Oh, velkommen. " Sagde ulven med en fin sød lille stemme.

Jeg var mundlam. " H.. He.. Hej? " Fik jeg fremstrammet. Jeg kiggede direkte ind i ulvens, gule øjne - Da vores øjne mødtes kiggede jeg genert hurtigt væk igen. Jeg synes det var latterligt, at jeg følte dyr talte til mig. Jeg vidste det var fantasi. Jeg havde søgt så meget efter hjælp, så er det klart jeg drømmer om det.

" Jeg er Wera, undskyld for at jeg bare har stukket af med dig. " Nævnte ulven, da hun kiggede langsomt ned i jorden.

Jeg gjorde store øjne, og var ved at besvime. En talende ulv?!

" Du må forklare mig hvad der er sket.. Hvor er min mor, far og storebror?! " Jeg lød aggressiv af angst. Mine tåre  løb ned af mine kinder. Jeg huskede alt hvad der var sket. Hvorfor spilde tid med at tale med en ulv der alligevel ikke fandtes? Den kunne ikke forstå mig, og det var min livlige fantasi.

" Sødeste Clawless, jeg prøver på at hjælpe. " Tilføjede Wera, og gik stille videre, med mig i skoven.

" Hvordan kender du mit navn? " Mumlede jeg. En tåre gled ned af mine røde kinder.

" Din mor og far.. " Sagde Wera stille. " De har været en del af vores.. Kobbel. " 

" Kobbel!? " Sagde jeg ivrigt. " Min mor og far?! " Begyndte jeg. Jeg forstod ingenting. En kobbel? Min mor og far har også altid overdrevet, med hvor meget beskyttelse jeg skulle have. At jeg ikke kunne stå på egne fødder, og folk måtte beskytte mig. Min mor og far var også ude, det meste af natten. For det meste de nætter jeg ikke kunne sove. Vent. Fuldmåne? Jeg forstod det nu.. Eller, sådan noglelunde.

" Jo ser du. " Begyndte Wera, og stoppet op, og vendte hoved imod mig. Hun kiggede op imod mine blanke øjne fuld med tåre.

" Jeg er for at hjælpe. Alphaen fra vores kobbel, kunne mærke der var noget galt. Da jeg ankom var det forsent. Jærgene havde allerede været her.." Hun kiggede træt imod mig.

- Jeg tøret stille mine øjne med min hånd. Vi red dybere ind i den store sorte skov.

 

Wera var en hvid flot ulv. Hun havde fantastiske pæne gule øjne, og hun løb rigtig stærkt.

Vi løb i et pænt stærkt tempo, en del af vejen. Wera havde forklaret mig hvorfor hun var her. Grunden var at mine forældre så havde været med i " hendes " kobbel. Ja, så fandt jeg ud af sandheden. Hvad med min bror? Fik han det nogen sinde afvide?

Mine tanker blev hurtigt afbrudt. 

Wera løb virkelig hurtigt, og jeg sad og klamrede mig til hendes hals. Jeg måtte være opmærksom på underladet under os.

Jeg kendte Wera godt nu. Hun havde fortalt en del om sig selv. Hun stoppet stille op, og kiggede sig omkring.

" Ja, så. Her er det. " Hun kiggede med søde små øjne på mig.

" Var? " Spurgte jeg. 

" Ja, velkommen til Ulvenes Dal. - Alle ulve har ret til at være her. Mennesker der ankommer, eller ikke har noget med ulve at gøre, bliver dræbt. Eller, de får en dag til at komme væk. " Mumlede Wera.

" Huh, jeg er jo ikke ulv? " Spurgte jeg anstrengt. Skulle jeg nu dø? Havde hun taget mig hertil så hun kunne se mig lide og græde mere, efter mine forældre og bror døde?!

" Ehm, har du ikke fået det afvide!? " Spurgte Wera med en høj tåne.

" Hør søde, du er en del af ulvekobblen, du blev født som en.. Hm.. Hvad kan man kalde det. Som en ' Ulve-pige ' Du er en smuk skæbne, og du burde udnytte det. Vi her i Ulve-dalen, har hørt meget om dig.. Ja. Der er en grund. Du er en meget stor del af Ulve-Dalen da din mor var dronning her i vores land. " 

Jeg stod med åben mund. Tænkte på alle de gange mig og min mor og far og bror har haft skønne tider sammen. Hvordan kunne de skjule det? Var jeg ulv? Jeg forstod det ikke. Jeg overvejede bare at dø. Eller, hvis der så var en eller anden måde at dø på.

Jeg forstod ingenting, og jeg overvejede at ligge mig ned og græde. Alle de ting der var sket i løbet af ingen ting! Jeg kunne ikke håndtere det. Tvivlede på hvor lang tid jeg kunne holde det ud.

" Du var prinsesse.. " Begyndte Wera stille, og begyndte at gå lidt mere imod et stort smukt vandfald.

" Da din mor døde, overtog du pladsen. Så man kan vel kalde dig vores dronning her i Ulve-Dalen. " Sagde hun med en munter stemme.

Jeg havde fået tåre i øjnene, igen. Men insisterede på ikke at græde. Jeg tog mig sammen, og ville se hvad der ventede mig.

Jeg var træt, og mine øjenlåg lå tungt over mine øjne, jeg lod dem stille falde ned, og så sov jeg.

 

- Jeg vågnede ikke så lang tid efter jeg var faldet i søvn. Jeg mumlede lidt for mig selv og løftede forsigtig hoved, som lå tungt på Wera's ryg.

Jeg satte mig forsigtig op, og skulle finde min balance igen.

" Jamen godmorgen. " Grinte Wera usikkert.

" Godmorgen.. " Spurgte jeg. Det var allerede midt på eftermidagen, men det lignede klokken var 10:00 eller sådan noget, da det var sommer.

Solen skinnede og jeg kunne høre fuglene synge. Jeg lukkede stille øjnene, for at nyde den fantastiske natur. Et stærkt hyl afbrød mig, og jeg åbnet op for mine øjne på 0,5. 

" Af hvad?! " Spurgte jeg anstrengt, og kiggede til alle siden.

" Jo, undskyld. Det er Ulve-Dalen. Vi er i nærheden og burde være der om få minutter. " Svarede Wera.

Jeg tog en dyb indåning, og prøvede at holde et lille skrig tilbage.

" Huh.. " Stønnede jeg og kiggede hurtigt frem og tilbage, på vagt hvis nogle skulle angribe.

Wera stoppet op. " Jamen dog. Dit hjerte hamre der ud af? " Spurgte Wera, overasket.

" Ja, eh. Undskyld.. " Svarede jeg sukkende. 

Jeg blev afbrudt af et smukt syn, der nærmede os.

Jeg kiggede hurtigt og beundret stedet.

Et smukt vandfald, faldt ned imellem to store høje klipper.

Massere af sten, og en stor stig imellem to parelel sten. Solen var skarp og blændede. Jeg gjorde mig umage for at se skarpt.

Solen forsvandt hurtigt imellem to mørkere sky'er der fløj hen over solen.

Mine øjne åbnede sig, og jeg kigget på det flotte sted. Der var massere af sten, og massere af dyr. Det tog noget tid at vende sig til at ride på en ulve-ryg, og være iblandt naturen.

 

- Da vi ankom var Wera og jeg udmattet. Wera havde boret mig hele vejen, og jeg var træt af hele verden, af alt hvad der skete omkring mig. Min mor.. Far og bror var væk. For evig tid! Jeg ville aldrig nogensinde kunne takke for deres kærlighed de alle havde givet mig, den tryghed min mor gav mig når hun sad og vugget mig på min seng, når jeg ikke kunne sove. Den bror som der altid havde holdt mig over vand når jeg ikke kunne bunde, af mange grunde. 

Grunende var dog at jeg var blevet drillet i 6a, af nogle tåbelige drenge der lige synes de ville drille en uskyldig pige som mig, måske ikke så uskyldig alligvel, men min bror har været sammen med mig hele mit liv, og jeg ville ønske det aldrig endte. Hvor min far derimod havde været modig, og passet på hele familien. Fortalt os denne familie ville leve for evig tid i fred og behold. " Vi vil altid passe på hinanden. " Sagde stemmen inden i mig, som der mindede mig mere om min elskede familie. Jeg håbede de havde det godt, jeg ville hellere se mig selv død lige nu. Jeg føler jeg er fortabt, og jeg overvejer hvert eneste sekund hvornår mit liv slutter. 

 

Jeg fælder langsomt en tåre, da jeg ikke kan holde det inde mere.

" Jægerne har taget alt fra mig! " Råber jeg bange, uden at tænkte over det.

" Lad mig dø. "

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...