♥ The Real You. ♥

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jul. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2015
  • Status: Igang
" Pas godt på 'jer' selv! " Var det sidste jeg hørte før min far forsvandt i dybet. Nogle ting er hårde at forstå i ens liv, og Cawless, arbejder stærkt på at forstå, og lære hvad hende normale hverdag er. I skoven. Cawless føler sig truet af jærgene der er ude efter hende. &, hendes "nye" familie.

2Likes
0Kommentarer
356Visninger
AA

4. Creepy Creatures.

Jeg vågnede græde færdigt op, på nogle våde men bløde omgivelser. Jeg presset mine øjne forsigtigt op, men jeg havde grædt så meget så det var nærmest uudholdeligt at have åbne øjne. Mine øjenlåg lå tungt over mine våde klistrede øjne, men jeg fokuserede så godt jeg kunne, og det lykkedes mig til sidst at åbne mine øjne nogenlunde normalt. 

En smuk brunette stirrede smilende på mig.

 

Pigen havde perfekt brunt hår.

Lysebrune øjne med et flot glimt i, og et fejlfrit ansigt. Hvem var den pige?

 

Jeg kiggede nysgerigt rundt, en lidt genert dreng stod bag pigen. Det kunne ligne de var søskende? Han havde flot brunt hår, og flotte mørkebrune øjne, et smil spillede på hans læber.

Jeg smilede skævt op imod dem. Mine øjne var ligesom et kamera der ikke kunne stille skarpt, og det irreterede mig voldsomt.

" Hej sødeste, er du okay? " Spugte en bekendt stemme, det var den brunhåret pige, der spurgte mig om noget.

" Det ved jeg nu ikke helt.. " Fremstammede jeg usikkert. 

Stemmen lød meget bekendt, men jeg var alt for træt til at fokusere. Jeg opdagede langsomt som mine øjne ændrede sig, at det var morgen.

Hvor lang tid havde jeg været væk? Mine tanker blev afbrudt og min nysggerighed vente stille tilbage.

"Hvem.. Hvem er i? " .Spurgte jeg med en skinger, træt og usikker stemme. Jeg mumlede lidt, og kiggede ned. Jeg lå på nogle smukke grønne, orange farvede fugtige blade. Jeg beundret de fine blade, og to et af dem op i hånden men lagde det straks ned igen da den bekendte stemme svarede: " Tihi jeg er Wera. " Smilede hun.

" Wera, er det virkelig dig? " spurgte jeg, hvilket var et tåbeligt spørgsmål.

" Jep, sødeste. Du er lidt træt Idag. " smilede hun og fortsatte. " Skal vi ikke lige bringe dig på banen igen? Lad os rede dit hår, dit hår er jo helt filtret? " sagde Wera tungt, og rodede i mit hår. Mine øjne hvilede på Weras perfekte udseende. " Her, tag den. " tilføjede Wera og rakte mig en fin børste. Skaftet var lavet ud af fin elfenben. Nu til dags er det forbudt at skyde elefanter for at få deres stødtænder, så jeg regner med den er gammel - men alligvel tillader jeg mig at spørge: " hvor har du fået den fra? " mine fingre glider frem og tilbage over det fine elfenben skaft. " Jo ser du, det er faktisk et arvestykke. " svarede Wera.

Mine fingre stopper med at røre børsten, og jeg begynder derefter at rede mit hår. Mit hår er filtret og det gør ondt hver gang jeg reder en tot ud. Wera står og skære ansigt, af at se mig rede mit hår. " Lad mig gøre det.. " mumler Wera.

Jeg giver hende børsten og hun begynder at børste mit filtrede hår i små totter af gangen.

Drengen står stadigvæk og ser fortabt ud. Han kigger på mig. " Hej.. Jeg er Luke. " Smiler han skævt. Jeg smiler tilbage endtil Wera kommer til at hive mig i håret så jeg laver en grimasse.

" Ow, ops! " Smiler Wera usikkert og reder hurtigt mit hår videre. Jeg griner lidt mærkeligt til drengen. 

" Nåmen, nu fik du da set mig uden min ulveskikkelse? " Spurgte Wera, imens hun grinede stille. 

" Tjaa.. " Svarede jeg imens jeg nedstirede drengen. Drengen var faldet i staver, men faldt i staver på et uheldig punkt. Hans øjne stirrede fast på mig, og jeg lignede et stort spørgsmål. Det var pænt akavet, men jeg prøvet at ignorere drengens faste øjne der holdte øje med mig, imens jeg derimod svarede Wera. " Ja, du er meget smuk? " Svarede jeg og kunne ikke holde mine øjne fra drengen. Mine øjne gled forsigtigt over drengens øjne der var fast besluttet på at nedstirre mig. Mine øjne blinkede lidt mærkeligt, og jeg spekulerede på hvad han mon tænkte lige nu og her.

Alle mine spekuleringer blev afbrudt af Luke der fjernede sine øjne fra mig.

Jeg kiggede undersøgende på ham, men Wera afbrød endnu engang. 

" Jeg synes du skal se dig lidt omkring, og komme over din frygt og spekulering. " Hun smilede skævt til mig, og kiggede stift på Luke. 

Luke begyndte at gå væk fra stedet vi stod. Wera måtte have givet ham nogle afvisende øjne, siden han blev jagtet væk på ingen tid.

Wera stod smilende og ventede på han ville gå.

" Jo, jeg har faktisk endnu en meddelse.. " Stønnede Wera og blinkede forsigtig med sine smukke brune øjne. " Jo ser du, ikke nok med bare Jægerne, vi har også nogle andre "ulve" der er ude efter os. Der er elsk og had, og jeg ved du måske ikke vil forstå det.. " 

Det så ud som om Wera blev afbrudt af et eller andet, i hvert fald tog hun en lang pause, indtil jeg afbrød hendes tanker. 

Da jeg åbnede munden, sigtede Wera's blanke øjne sig imod mig, jeg kunne se Wera smilede som om intet var sket, men jeg spekulerede stadigvæk på hvad det var hun havde sagt til mig.

" Altså.. Jægere, ulve? " Spurgte jeg. Jeg talte sort, mine ord og sætninger gav ikke mening. Mine hænder rystede stille, og jeg holdte mine hænder tæt ind til hinanden så Wera ikke kunne se hvor meget jeg frygtede alting lige nu.

" Altså, en verden uden had.. " Begyndte hun.

" En verden uden had kan ikke eksistere - Og hvis den så gjorde ville kærlighed ikke have en betydning. Du ville ikke kunne elske uden der ikke fandtes had. Ulvene er vores had. Jægerne er vores had.. " Stammede Wera.

- Jeg kiggede på hendes brune øjne der pegede ned i jorden.

" Hvad vil de da gøre? " Spurgte jeg. 

Ville de udrytte hele Ulve-Dalen?

" Jo ser du. De er lidt ligesom os. Historierne siger at de var i samme race som os. De ældste her i Ulve-Dagen har sandsynlighvis været i familie med nogle af dem. " 

- Jeg gøs.

" Vi ved ikke hvad de er ude på.. " Wera grinte let.

" Jeg ved det lyder lidt skurk-agitig.. Men nok med det. Du ville se dalen? " Wera smilede og begyndte at gå.

Jeg stod stift og kiggede lige ud på nogle træer. Jeg var mundlam, og verden var det dårligste sted at søge i ly for lige nu. Alting var dårligt.

Familien, jægere og som en fordel ulve. Kan du mærke ironien?

Jeg rystede let, og mine tænder gled frem og tilbage over hinanden. Jeg vendte forsigtig mine frosne øjne mod Wera der stille begyndte at gå. Det eneste jeg kunne se var hendes ryg, så jeg besluttede mig for at bevæge mig i hendes retning. Jeg gik stille et stykke bag hende, og regnede ikke med jeg ville skynde mig. Jeg trængte til at få en pause fra alting. Bare nogle få minutter hvor man glemmer alting. Men der var vist ingen mulighed for det lige nu.

- Alle mine tanker farede i en hastighed der svarede til. Uhm, mindst 200 Km. I timen. De kørte frem og tilbage i midt hoved, og mine øjne blev sorte og fortabte. Jeg gik imens jeg tænkte, og det var ikke den bedste kombination.

Jeg blev forvirret da jeg kiggede op fra alle mine tusinder tanker, og ser at Wera var væk. Jeg havde gået i et virkelig langsomt tempo, og jeg var så bagud. Jeg løb et lille stykke, men så ikke nogle Wera.

Nogle buske, rundt om mig begyndte at lave nogle mærkelige lyde. Mit blik pegede derhen på ingen tid. 

" Wera!? " Halv råbte jeg. Ingen lyd. Jeg besluttede at gå lidt længere ind i busken. Jeg stak min hånd lidt længere ind i busken, og lige pludselig kom et fast greb rundt om min arm. Jeg udstødte jeg et lille hyl og løb skrækslagende ud igen. 

Wera kom bagfra, og skræmte mig fra vid og sans. 

" Nåååå, har du savnet mig? " Grinte Wera. " Ej, undskyld. Jeg fandt nogle bær derovre. " Wera pegede en helt anden retning end den busk jeg havde været inde i. Jeg stirrede med hårde øjne direkte inde i busken.

Hvem havde været der inde?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...