Fejlklon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 sep. 2014
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Færdig
"Daniel var ikke perfekt. Hans fortænder var lige præcis så skæve, at man lagde mærke til det, og hans ansigt var så asymmetrisk, som det kunne blive. Hans øjenbryn var lidt for tykke, og han havde et smilehul i venstre kind. Men det var derfor, Kristi så godt kunne lide ham. Han kunne ikke være mere ligeglad, og det rørte ham heller ikke, at hun, da de mødtes, vejede et par kilo for meget." // Denne novelle, der handler om Kristi/Klon 542-00-4-6x, kan eventuelt læses som en forhistorie til 'Klon #542-00-5-7', der handler om hendes efterfølger. // Maze Runner-konkurrencen mulighed 1.

9Likes
0Kommentarer
383Visninger
AA

2. Fejlklon

Daniel var ikke perfekt.

          Hans fortænder var lige præcis så skæve, at man lagde mærke til det, og hans ansigt var så asymmetrisk, som det kunne blive. Hans øjenbryn var lidt for tykke, og han havde et smilehul i venstre kind.

          Men det var derfor, Kristi så godt kunne lide ham. Han kunne ikke være mere ligeglad, og det rørte ham heller ikke, at hun, da de mødtes, vejede et par kilo for meget. Da hun engang nævnte det for ham, rystede han blot på hovedet og fortalte hende, at hun ikke var overvægtig. Han syntes ikke engang, at hun så bare en lille smule tyk ud. Det var bare Byen, der havde nogle forskruede skønhedsidealer.

          Han smilede til hende nu, og smilehullet var der. Hans ene hånd klamrede sig til en af metalstængerne i sporvognen, og han stod med let spredte ben for at kunne holde balancen, når den med kraftige ryk stoppede ved stationerne. Det var noget andet end de u-toge, hun havde været vant til i Byen for et år siden. Men når det kom til stykket kunne hun bedre lide sporvognen. Den var lige så uperfekt som Daniel.

          Hendes egen hånd befandt sig få centimeter under hans, og hun havde stadig ikke helt lært, hvordan man skulle stå for ikke at vælte rundt. Det værste ved at støde ind i folk var, at nogen sendte hende blikke fyldt med afsky. Ikke fordi hun skubbede til dem, så de også nær mistede balancen, men fordi hun ikke var som dem.

          Sporvognen var fyldt til randen med arbejdere fra markerne. Folk som hun selv og Daniel. Hans mor havde tilbudt hende at hjælpe til ved vaskeriet, hvor hun arbejdede, i stedet, men Kristi kunne ikke udholde tanken om igen at se de mørke bukser og de hvide T-shirts, der var det eneste tøj, Byens kloner fik lov at gå i. Så ville hun hellere lue ukrudt ved de grøntsager, de spiste, eller hjælpe med høsten af kornet, deres brød blev bagt af. Så længe hun kunne slippe for alt, der kunne minde hende om hendes gamle liv, var vabler og en smertende ryg til at leve med.

          Sporvognen bremsede, og skinnernes vinen kunne høres gennem vinduerne, der bestod af tomme huller i stedet for glas. Kristi snublede frem ad, og Daniels hånd skød frem og landede på hendes skulder for at stoppe hendes fremtumlen. Mens vognen stoppede helt op, rettede hun sig igen op, og han fjernede sin hånd.

          Hun kunne ikke mærke det gennem stoffet fra den forvaskede skjorte, der engang havde været hans, men hun vidste, at huden på den hånd var hård og ru. Det var konsekvenserne af at måtte arbejde for sin egen overlevelse, og engang ville huden på hendes egne hænder blive ligesådan.

          Men det gjorde hende ikke noget. Hun skulle aldrig igen bekymre sig om at klare sig godt i skolen, at spise for meget, eller hvad der ville blive sagt til hende til den ugentlige Kontrol, der foregik i Centrum. Af og til måtte hun gå sulten i seng, og Miranda havde ofte forbundet hendes røde og vablede hænder, men aldrig før havde Kristi oplevet glæden over noget så simpelt som at være i live.

          Da de stoppede næste gang, slap Daniel taget i stangen, og hun fulgte hans eksempel. Sammen med den blandede mængde af mennesker og kasserede kloner maste de sig ud af vognen og stod snart på Torvet. Kristi greb fat i Daniels arm, så hun ikke blev væk fra ham.

          I boder langs Torvets udkant kunne man købe de rester af mad, der var tilbage, når forsyningerne til Byen var taget til side. Mængden var lille i forhold til, hvor mange mennesker den skulle brødføde, men det var Byen ligeglad med. Et menneske til eller fra gjorde ingen forskel i deres øjne. Det holdt dog ikke Kristis hjerte fra at synke i hendes bryst, når hun så de udmagrede børn, der legede i de beskidte gader. Hvis hun havde kendt til denne verden, da hun selv levede i Byen, ville hun aldrig have levnet så meget som en enkel bid mad bare fordi, hun havde taget mere, end hun kunne spise.

          Når de samlede de få mønter, de havde tjent i løbet af dagen, sammen, var det dem lige muligt at købe ind til et småligt måltid, hvor der kun lige var nok til at gøre dem begge og Miranda mætte for resten af aftenen. Inden hun selv begyndte at arbejde, måtte de dele et tomandsmåltid mellem tre, og hun havde stadig dårlig samvittighed over de mange gange, de to andre måtte gå sultne i seng for hendes skyld. Uperfekte Daniel og hans mor, der behandlede Kristi som en del af sin familie. Hun var som den mor, Kristi aldrig havde haft og aldrig ville få, fordi hun ikke selv var andet end et mislykket forsøg, der var blevet vakt til live i en alder af seks.

          Man lærte mere om sig selv og sin egen eksistens ved at bo i menneskenes verden, end den man var skabt til at passe ind i. Engang troede hun, at hun ejede minderne om kærlige forældre, men det viste sig, at de samme minder var indkodet i andres hjerner såvel som hendes.

          Daniel købte kartofler, og hun smilede ved mindet om den første gang, hun så en rå kartoffel med skræl på. Hun havde nær sat sig til at græde i frustration over, hvad hun skulle gøre med den, og Daniel havde været ude af stand til at holde op med at grine.

          Side om side gik de gennem de små gader mod træhuset, der fungerede som deres hjem. De hilste på bekendte, og Kristi kunne knapt nok huske den tid, hvor kun Daniel nikkede og smilede til folk, mens hun gemte sig bag hans brede skuldrer. Nu smilede hun med, og folk smilede tilbage.

          Solen stod lavt på himlen, og den var omringet af skyer, der sejlede hen over himlen. De var mørke og bar regn med sig. Kristi elskede regn. Selvom det var ubehageligt at gå rundt og være våd hele dagen, kunne hun ikke andet. Vand, der faldt fra himlen, lød som noget fra en drøm. Et fænomen, der ikke fandtes i Byen. Den var dækket af et usynligt tag, fortalte Daniels onkel hende, da hun var færdig med at danse rundt i vandpytterne, der samlede sig i gaderne.

          ”Er Miranda hjemme?” Kristi tog posen med deres indkøb fra Daniel, så han slap for at bære dem hele vejen. Den vejede ikke meget og var ingen byrde, men hun gjorde det alligevel. Daniel nikkede. Tøjet blev vasket om natten, men nogle gange arbejdede Miranda både dag og nat, og Kristi forstod stadig ikke systemet med, hvilke dage det var.

          En gruppe drenge et par år yngre end hun selv stod ved det næste gadehjørne, og automatisk sænkede hun blikket til sine slidte sko. Alligevel brændte deres blikke på hendes krop.

          ”Klonelsker,” spyttede de, da de gik forbi dem, og Kristi kæmpede for at lade det ene lille ord flyve hen over sit hoved. Det lykkedes aldrig helt. Måske var hun ikke som dem, men hun kunne ikke selv gøre for det, og hun tilhørte stadig menneskeracen. Hun forstod, at menneskene hadede hendes slags, så længe de levede i Byen, men herude stod de lige.

          Hvis man skulle bo i Byen, skulle man være perfekt. Det var det, den var til for: at give menneskabte mennesker et bekymringsfrit liv, der gav dem mulighed for at være perfekte. Også selvom det betød, at de rigtige mennesker måtte leve et usselt og umenneskeligt liv for at dette kunne lade sig gøre. Men hun var ikke perfekt. Hun var en fejl, og når man var det, blev man smidt ud som en gammel, hullet T-shirt.

          Daniels hånd gled ned over hendes underarm for til sidst at finde hendes hånd. Hun klamrede sig til hans.

          På bordet i køkkenet lå en seddel fra Miranda. Hun besøgte en syg veninde. Daniel begyndte at lave mad, og Kristi hjalp ham så godt hun kunne. En af de gode ting ved, at hun var ment til at være perfekt, var, at hun var lærenem. Det tog hende ikke lang tid at lære de færdigheder, det krævede af en at bo den virkelige verden.

          Kartoflerne var lige begyndt at koge, da det bankede på døren. Kristi skyndte sig over i køkkenets anden ende for at åbne op. Hun nåede kun at få et glimt af personen udenfor, før hun snublende bakkede tilbage. Hendes ryg stødte til sidst ind i en stol, der blev skubbet ind i bordet. Daniel vendte sig rundt i samme øjeblik, som de trådte ind. Først en af Byens vagter. Halvt klon, halvt robot. Ingen følelser, men i stedet en ufattelig styrke og et øje, der drejede rundt og scannede rummet.

          Efter den første vagt kom en menneskemand og efter ham endnu en vagt. Han smilede, da han fik øje på rædslen i hendes ansigt.

          ”Kristi,” smilede han, ”der var du jo.”

          ”Hvad vil du hende.” Daniel var trådt et skridt frem, og hver en muskel i hans krop var spændt. De grønne øjne lynede.

          Manden sukkede. ”Der er desværre sket en fejl i vores system, så vi har brug for hende igen.” Kristi bed sig i læben. Han snakkede om hende, som om hun ikke var der. Som om hun blot var en ting, man kunne gøre med, som man ville.

          ”I ejer måske alting herude. Hver en sten og hvert kornstrå. Men I ejer ikke vores liv, og hendes er heller ikke jeres mere.” Med sammenknebne øjne, kom Daniel hen til hende. Han havde knyttet hænderne, og vreden lyste ud af ham. Manden rystede blot på hovedet.

          ”Jeg er ked af det,” sagde han, selvom han tydeligtvist ikke mente det, ”men hun følger med mig.”

          ”Og reglerne er lavet om, så hun kommer ikke tilbage,” tilføjede han, og et smil lagde sig igen om hans læber. ”Vi er nået frem til, at det ikke er så godt, at sende alle de kloner herud.”

          Kristi klemte øjnene hårdt i. Først havde de taget hendes liv og smadret det i tusind stykker. Det havde alt sammen været en løgn. Alt fra minderne om hendes ikkeeksisterende forældre til troen på, at hun selv var et rigtig menneske. Nu ville de også slå hende ihjel.

          Daniel trådte ind foran hende. Hun tog fat i hans skulder for at skubbe ham til side. Det hjalp ikke. Han kunne intet stille op mod vagterne. Her hjalp hans gode hjerte ingen. Men han flyttede sig ikke, og hun mærkede, hvordan tårerne steg op i hendes øjne.

          ”Daniel,” var det eneste, hun nåede at sige, før begge vagter fór frem. Den ene flåede Daniel til side, og den anden strammede sine metalfingre om hendes overarm. Hun skreg, da den trak hende med mod døren. Hun nåede lige at vende hovedet og se Daniels livløse krop falde til gulvet, før hun blev trukket hen ad gaden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...