Karlsson-tvillingerne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 sep. 2014
  • Opdateret: 14 sep. 2014
  • Status: Færdig
”Pas godt på hende, okay?” Jeg nikker. Selvfølgelig skal jeg passe på hende. ”Hvis de fanger jer, så fortæl dem, at det er dig, der hedder Juli.” Han ser indtrængende på mig. Jeg vil gerne spørge ham om hvorfor, men det er der ikke tid til. // Denne novelle foregår i samme univers som 'Mit Navn er Juni', men en del år tidligere. // Maze Runner-konkurrencen mulighed 1.

4Likes
0Kommentarer
238Visninger
AA

1. Karlsson-tvillingerne

Jeg trykker mit øre op af det lille mellemrum mellem den låste dør og dørkarmen. Manden er derude. Han venter på en anden mand. De skal tale sammen om noget vigtigt, tror jeg. Bag mig sidder Juli i stolen ved siden af min tomme. Hun svinger med benene. Det ene ben befinder sig skiftevist foran det andet, og der går lige lang tid mellem hvert skift. Hendes arme hviler på armlænene, og hendes højre pegefinger tegner cirkler på det blå betræk.

          Hun ser rolig ud. Hun er ikke ligesom mig, der aldrig kan sidde stille. Men det er kun udenpå. I hendes blå øjne, der er magen til mine, kan jeg se den storm, der raser inde i hende.

          ”Juni,” siger hun, ”kommer du ikke herhen?” Hendes stemme er bedende, og det er svært for mig ikke at gøre, som hun gerne vil. Men i det samme hører jeg lyde fra rummet ved siden af, og i stedet tysser jeg blot på hende. Den anden mand er kommet nu.

          ”Det er Karlsson-tvillingerne,” siger ham, der var inde hos os for lidt siden.

          ”Hvorfor er de ikke hos Kirk?” Den anden mand har en ubehagelig stemme. Han lyder ikke rar, og jeg håber ikke, at vi skal snakke med ham. Lidt fordi jeg har svært ved at forstå, hvad han siger. Måske han ikke er fra Danmark.

          Kirk er Mors og Fars navn. Og Onkels. Men Onkel er væk nu. De tog ham, og bagefter kom de efter os. Nu er vi her, og jeg ved ikke hvorfor. På mit sundhedskort hedder jeg også Kirk, men manden har ret. Juli og jeg hedder Karlsson. For Mor og Far er ikke vores forældre, og Onkel er ikke vores Onkel. Men det husker jeg først nu.

 

          ”Hvis I nu skynder jer hjem og får nattøj på og selv børster tænder og hopper i seng, så kan Far godt nå at læse godnathistorie for jer,” siger Mor og smiler til Far, som nikker. Jeg kigger på Juli, og hendes smil er lige så stort som mit.

          ”Hold den.” Jeg rækker spanden med de to skovle hen til Mor, og hun tager den med den hånd, hun ikke holder Fars i. Bag dem er solen på vej ned i havet, og Juli giver hendes spand, der er fyldt med muslingeskaller og hvide sten, til Far, der giver hende nøglen til huset. De smiler begge to, og jeg kigger en gang mere på Juli, inden vi begge sætter i løb.

          Jeg får sand i mine sko i starten, men snart når vi ind i skoven. Midt på skovstien holder en sort bil, og vi stopper op, for vi er nødt til at gå ind mellem træerne for at komme forbi. En mand stiger ud af bilen, og han smiler til os. To andre mænd træder også ud på stien fra skoven af, og jeg griber fat i Julis arm. Jeg tager nøglen fra hendes hånd, og da en af mændene griber fat i mig, lader jeg den glide ud mellem mine fingre, så den lander i skovbunden.

 

          Mor og Far snakkede ligesom manden uden for døren. Ham der snakker sjovt. Men dengang lød det ikke sjovt, for der var det normalt. Svensk hedder sproget, og i skolen har jeg lært, at det er det, man snakker i Sverige. Jeg gik ikke i skole i Sverige, for det var jeg ikke gammel nok til dengang.

          ”Juni,” siger Juli igen, og nu knuger hun om armlænene med begge hænder. Hun har tårer i øjnene nu, og jeg hvisker de bandeord, jeg har hørt Onkel sige, når han ikke tror, jeg hører det.

          ”Hans kom med dem,” hører jeg den første mand sige, før jeg skubber mig væk fra døren og går hen til Juli. Jeg skubber min stol helt hen ved siden af hendes, så jeg på trods af armlænene kan lægge armene om hende, da jeg sætter mig. Jeg sidder ikke godt, men det er lige meget, så længe Juli ikke græder.

          ”Juli Karlsson,” hvisker jeg i hendes øre, ”kan du huske stranden i Sverige?” Hun trækker sig lidt væk, så hun kan kigge på mig. Hun har rynket de mørke øjenbryn, og der er vådt på hendes kinder. Men så spærrer hun øjnene op, og en lille lyd undslipper hendes læber.

          Jeg når ikke at sige mere, for i det samme bliver døren låst op. Jeg slipper Juli, og hun tørrer sit ansigt med bagsiden af den ene hånd. Det er kun den første mand, der kommer ind, og jeg presser læberne hårdt sammen. Det var en mand som ham, der kørte os væk fra Mor og Far og tog os med til Danmark. Danmark og Mor og Far Kirk.

          Julis hånd finder min, og jeg knuger lige så hårdt om den, som hun knuger om min.

          ”Ved I, hvorfor I er her?” spørger manden, da han sætter sig i stolen på den anden side af bordet. Jeg ryster på hovedet. Han smiler et smil, der ser forkert ud på hans ansigt. Da han taler igen, lyder han som om, at han taler til et lille barn, og en vrede, jeg ikke helt forstår, begynder at brænde i mit bryst.

          ”Ser I, jeres onkel har gjort ting, han ikke må, og derfor er der nogen, der har taget ham med. De skal snakke med ham om det, for det duer jo ikke. Kan I ikke godt forstå det?” Denne gang nikker jeg, selvom jeg ikke tror på ham. Onkel kunne ikke finde på at gøre noget, man ikke må.

          ”Indtil jeres forældre kommer hjem fra ferie, skal vi nok sørge for, at der er nogen, der passer på jer,” fortsætter han, og jeg har lyst til at fortælle ham, at mine forældre ikke er på ferie, men at de bor i Sverige. Men jeg lader være, for det føles som det bedste at gøre. Jeg har lyst til at spørge ham om, hvad der er sket med Jakob, men det tør jeg heller ikke. Måske de ikke fandt ham, da de tog Onkel med. Jeg kan godt lide Jakob og Onkel. Også selvom Jakob Kirk ikke er min rigtige bror, og at Onkel ikke er min rigtige familie heller.

          Vi følger efter ham ud til den anden mand, som måske er fra Sverige. Han smiler det samme forkerte smil. Det er ham, der skal tage os derhen, hvor vi skal være, og han spørger os, hvad vi hedder.

 

          ”Juni.” Onkel griber fat i min arm og holder mig tilbage. Juli er allerede ude af bagdøren, og hun står nu i den og kigger efter mig. Onkels øjne er store, og han ser bange ud. Jeg vil gerne fortælle ham, at det skal han ikke være, men jeg tror ikke, det passer.

          ”Pas godt på hende, okay?” Jeg nikker. Selvfølgelig skal jeg passe på hende. ”Hvis de fanger jer, så fortæl dem, at det er dig, der hedder Juli.” Han ser indtrængende på mig. Jeg vil gerne spørge ham om hvorfor, men det er der ikke tid til.

          ”De må ikke vide noget om hendes evner,” tilføjer han, ”løb så med jer. Jakob skal nok finde jer.” Jeg slår armene om ham, og et kort øjeblik trykker han mig ind til sig. Så skubber han til mig, så jeg tager et par vaklende skridt bagud mod døren og Juli. Jeg vender mig om, og da jeg når hende, tager jeg hendes hånd. Vi løber mod skoven, men vi når ikke langt, før vi kan høre lyden af dæk mod gruset i indkørslen.

 

          ”Mit navner Juli,” svarer jeg hurtigt, ”og hun hedder Juni.” Jeg trykker Julis hånd, og hun nikker. Hendes øjne er store og ser bange ud. Det bobler igen i mit bryst. Men samtidig strømmer lettelsen igennem mig. Jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort, hvis hun havde protesteret.

          Manden tager os med ud til en sort bil, og jeg bliver næsten svimmel ved tanken om at skulle sætte mig ind i den. Dog er det, hvad jeg skal, og jeg tager en dyb indånding, inden jeg kravler ind efter Juli. Også hun ser utryg ud, og måske hun også husker Sverige, stranden og skoven nu. Mor og Far.

          Manden lukker bildøren og vender sig mod den første, som også er fulgt med ud. Jeg tager i håndtaget i håbet om at kunne åbne døren og høre, hvad de siger, men den er låst. Min hånd finder knappen til vinduet, og jeg holder vejret, da jeg giver den et let tryk. Det larmer heldigvis ikke så meget, at de hører det.

          ”-er det, det er?” Det er svenskermanden, der taler.

          ”Det er Juli,” svarer den første mand, og jeg rynker brynene. Jeg kan ikke lide, at de snakker om Juli. Hvis det har noget med hendes evner at gøre, er det godt, jeg sagde, at det er mig, der er hende.

          Mændene nikker til hinanden, og den første går ind igen, mens den anden sætter sig ind i bilen. Han vender sig rundt mod os og smiler igen det der smil. Derefter tænder han bilen, og endnu engang bliver jeg kørt væk i en sort bil. Min hånd finder igen Julis.

          Vi kører længe og på et tidspunkt stopper vi op ved en tankstation. Da han har fyldt benzin på bilen går han ind i kiosken, og han kommer tilbage med noget at drikke til os. Da vi kører igen, bliver jeg mere og mere træt, og et gab sniger sig over mine læber. Til sidst falder jeg i søvn.

          Da jeg vågner, ligger jeg i en seng på et lille værelse, og jeg sætter mig op med et sæt. Jeg husker kun dagen før i brudstykker, men det er ikke det vigtige. Juli er her ikke. Jeg vælter ud af sengen og skal lige til at tage i dørhåndtaget, da jeg hører stemmer uden for den.

          ”Det er Juli Karlsson, forrædernes ene datter. Det er hende, forsøget er udført på, men man er endnu ikke helt sikker på, hvilke evner det har givet hende.”

          ”Forræderne?”

          ”Ja, Maryann og Torsten Karlsson. Svenskerne, der trak sig ud, da de fandt ud af at forsøgene var ulovlige og udført på kidnappede børn.”

          ”Så det er historien bag Karlsson-tvillingerne. Hævnen for forræderriet.” Jeg når lige at træde en række skridt tilbage, før døren bliver åbnet. Ind træder en mand med en sort kuffert. Han lægger den på det lille bord og kigger så på mig med sit smil, der ligner de andres.

          ”Sæt dig i sengen, Juli,” siger han, og det gør jeg. Han åbner kufferten og tager en kanyle op. Mine øjne bliver store, men han smiler bare videre.

          ”Bare rolig. Du vil snart have glemt alt det her.” Mine tanker falder hen på Onkel og Jakob, inden de går videre til Juli, der er væk. Men så jager manden kanylen i min arm.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...