UNDER ENGLEVINGER

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 sep. 2014
  • Opdateret: 14 sep. 2014
  • Status: Igang
"When I saw you I fell in love, and you smiled because you knew." - William Shakespeare (Deltager i Halo-konkurrencen, med 3. mulighed.)

2Likes
3Kommentarer
222Visninger

1. Prolog

Jeg forbander mig selv langt væk for at jeg nogensinde kunne være så dum.

Efter at have indtaget op til flere mængder alkohol mente jeg stadigvæk at jeg var egnet til at køre i bil efter at have været til en fest med mine venner.  

Stærkt påvirkede fandt vi så på en eller anden måde plads til 9 personer i en bil, der helt klart ikke var bygget til mere end 5 personer. De fleste var ved at være godt udkørte, så vi kørte rundt i byen og satte folk af ved deres hjem og alt gik faktisk fint.

Lige indtil min mobil ringede.

Jeg reagerede straks på den gamle Spice Girls sang, som jeg kendte som min ringetone og så besvarede jeg opkaldet med et sløret hallo efterfulgt af et hjerteskærende skrig.
For i et øjeblik var jeg alt for uopmærksom til at bemærke at vi stod i midten af et lyskryds og det var nok til at alt gik galt.

Jeg kan ikke huske, hvilken side vi blev ramt fra, men hvad jeg kan huske var måden hvorpå alting pludselig stod helt klart for mig.

Mine venner og jeg skulle dø. Og det hele var min fortjeneste.

Det er meget svært for mig at forklare hvordan jeg havde det i, det øjeblik. For det første havde jeg det som om al alkohol jeg havde drukket pludselig var forsvundet ud af min krop. Men ikke nok med det, så var alting knivskarpt.
Som efter at have løbet en tur om efteråret ved daggry.

Det betød også at smerten stod klarere for mig. Smerte er ikke en let ting at beskrive, men jeg havde det som om hele min krop var i smerte og blev dolket af millioner små knive.

Jeg skal for resten også huske at sige at det der med at man ser ens liv passere for sig, det passer ikke. Det eneste jeg kunne tænke på var at jeg skulle dø.

Resten er lidt sløret.

På en eller anden måde blev bilen vendt på hovedet og det var heromkring jeg begyndte at miste bevidstheden, så jeg beklager hvis resten af det jeg nu vil fortælle alt sammen ender med at være noget, som min hjerne har fundet på, trods at jeg stærkt tvivler på det.

Jeg kan huske at jeg blev hevet ud af bilen. Jeg kan også huske at der løb blod ned over mit hoved. Men så mærkede jeg en hånd på min pande og så var det som om alt blev godt igen. Smerten forsvandt og jeg kunne ikke længere mærke blodet, til gengæld følte jeg mig meget træt, men jeg måtte åbne øjnene for jeg blev nødt til at se hvem hånden tilhørte.

Og da jeg åbnede øjnene så jeg en ung dreng. Detaljerne om han ansigt er slørede i mit hoved, alligevel er jeg sikker på at jeg ville kunne genkende ham hvor som helst, for jeg har aldrig set øjne som hans før. De var helt klare blå og udstrålede en form for autoritet og renlighed jeg aldrig har set før.
Og tror det eller ej, så havde han vinger på ryggen.

Så blev alt sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...